III

Denne Nat tog det Haab med sig, som Gerhard – snarere end Annette – havde sat til Fremtiden.

Den lange, triste Nat havde nær taget den unge, blomstrende Kone med sig ud i det Mørke, hvor alle Frugter tilintetgøres, alt Haab dør – eller ét ubegribeligt Haab spirer.

Der fulgte et langt Sygeleje og en længere Rekonvalescens. Da Annette første Gang var ude igen og sad i Vogn ved Siden af Gerhard, syntes han, at han aldrig havde set hende saa køn – at hun maaske slet ikke havde været smuk før. Der var kommen som et Drag af fint, indadvendt Liv i hendes Skønhed; hun lod ikke Munden løbe, talte blidt, med Forstaaelse – næsten fornuftigt, syntes han, om mange Ting og deriblandt om deres Samliv.

Han fortrød da mangt et bittert Ord, angrede sin Mangel paa Overbærenhed, lovede i sit stille Sind, at han skulde gøre Sit for at skabe dem en ny Fremtid.

341| Og dette tiltrods for Konferensraadens Ord.

Gerhard havde med sin Svigerfader haft det første Forsøg paa en fortrolig og alvorlig Samtale under Annettes Sygdom. Konferensraaden havde sagt: man skal aldrig fortryde noget – aldrig indrømme en begaaet Fejl – aldrig tage et sagt Ord i sig igen... thi alt dette vil man komme til at fortryde!

Det blev ved den ene Gang, at de to Mænd talte fortroligt og alvorligt sammen.

Saa tilraadede Lægen en Baderejse – Jærnbade og derpaa en Efterkur iblandt Bjærgene.

De tog til Franzensbad og laa dér nogle Maaneder. Annette rettede sig som en Staalfjer. De tog til en lille afsides Dal i Kärnten. Den unge Frue struttede af legemligt Velbefindende. Hun pludrede, spaserede, gik Bjærgture, klædte sig ungdommeligere end nogensinde, fremhævende en voluptiøs Ynde, som havde afløst Rekonvalescensperiodens Smægten.

Gerhard havde sat sin Lid til denne Rejse, haabet paa en »Forvandling«. Han indrømmede, at han havde en smuk Frue – at de tog sig ud sammen. Han føjede hendes Luner, fandt sig i hendes Barnagtigheder, deltog endog i hendes Narrestreger, saa længe hun med noget Skin af Ret kunde gøre Følgerne af hin fejlslaaede Forventning gældende. Han endte i den bestemte Overbevisning, at de var to for hinanden fremmede Mennesker. Men smuk var hun; og han var Kunstner.

Han spurgte sig, om han da ikke kunde blive 342| skinsyg i det mindste. Paa Anledning lod hun det ikke mangle. Den afsides Dal fyldtes efter haanden med »Sommerfrischler«. Letlevende, muntre Sydtyskere og Stedets garnisonerende Officerer summede som Bier omkring »Blomsten fra Norden«. Hun morede sig over Galanterierne – tog dem som skyldig Tribut – havde maaske i sig selv tilstrækkeligt nordisk Flegma, til ikke at lade Hovedet fordreje paa sig... viste i hvert Fald paa dette Punkt mere forstandig Beregning end Damer af et sydligere Temperament.

Han fandt, efter nærmere Overvejelse, at han i Grunden morede sig over at hun morede sig. Og han sagde til sig selv: Aa hvad, hun er brav borgerlig... naar Alt kommer til Alt!

Og inderst i ham hviskede endnu hans Egenkærlighed: hun er forelsket i Dig... hun gør ingen Dumheder!

Da han saa' hende vel anbragt i den muntre Selskabskreds – Herrer og Damer – og da han selv trængte til fornyet Luft, frisk Luft paa Højderne, bad han hende spøgende om Orlov i nogle Uger. Og spøgende svarede hun, at Orloven var bevilget.... men at han dog ikke skulde blive altfor længe borte – naar han ikke vilde risikere at finde Pladsen optaget ved hendes Side!

Der var kommen en vis frivol Tone imellem dem; og han svarede, at Pladsen ved Bordet overlod han frit til hvilkensomhelst køn Officer... han forbeholdt sig kun, som Ægtemand, at vide en anden Plads ubesat!

Hun slog efter ham med sit Lommetørklæde. 343| Og han gav sin lille Gemsejægerhat et kækt Tryk, svingede sin Alpestok og kyssede paa Fingren, idet han steg op ad den nærmeste Fjeldskraaning. Hun vedblev at vifte.... og højt oppe fra saa' han endnu sin smukke Kones letkendelige Skikkelse. Paa engang standsede han: Mon Du ikke gør en Dumhed! mumlede han. Hvad er det dog for et Samliv, dette? At behandle Alt mellem Himmel og Jord som Bagatel... hvad kan der komme ud deraf?

Aa blæse med Grublerier! Lad den friske Vind paa Højderne blæse mig frisk og sund! Jeg bliver jo syg dernede – en Blanding af en Pedant og en Laps, en Nar og – en Ægtemand! Frisch auf, Henrik Gerhard! Du har tre Ugers Ferie til at finde Dig selv igen »paa Vidderne«.

Fandt han sig selv? Han fandt sig strejfende alene omkring »über Berg und Thai« – oftest, naar Ensomheden trykkede ham, sammen med naive Jægersfolk – paa »Almen« – blandt Køer og Geder – i Sennhytterne mellem brune, storøjede, barbenede Piger, der sang deres sloveniske, melankolske Sange omkring de knitrende Arnebaal. Han kunde sidde Aften efter Aften i en saadan Røgstue – lyttende til Sangen uden at kunne meddele sig gennem Sproget til disse mere og mindre uvaskede Naturbørn. Da han ikke gjorde Kur til Pigerne – ikke engang til de smukke – da de saavel som Omgivelserne var ham en Del af Naturens urørlige Primitivitet – da han var stilfærdig og dog hyggelig-ligefrem – saa blev Pigernes Burscher snart Go'evenner med ham. Burscherne – Jægere, udtjente 344| Soldater fra Bosnien og Herzegowina – talte Kärntnertysk. De var Zitherspillere, Improvisatorer – og mangen en djærv »Schnadahüpfl«, mangen trohjærtig Vise blev Lønnen for hans Elskværdighed i Omgang. Han følte sig selv naiv stemt, harmløs i Sindet, frisk paa Legemet, sund i Sjælen. Han glemte at der var en »Dal« dernede, med Kurgæster og Sommergæster, med Pjank, Lefleri, skruede Aandrigheder og utilslørte Flovser. Han glemte næsten, at han havde en Kone.

Saa traf han nu og da paa en vagabonderende Turist, en, der søgte Ensomhed eller Glemsel, som han selv. Det endte med, at tre, fire saadanne Mænd kom til at dele Barak paa samme Alm. Luften i Nærheden af Sneregionen gjorde meddelsom – eller der laa noget Fælles bag. En højtstaaende østerrigsk Stabsofficer, som havde gjort de sidste tyve Aars Felttog med, og som kendte og kunde meddele alle de østerrigske Dumheder. Ingensteds findes maaske et saa loyalt Folk som i Østerrig; ingensteds »schimpfer« man Regering og Administration som dér. En nordtysk Arkitekt og Ingeniør, for hvem en stor Del af den preussiske Statsmekanisme laa aaben – og som ikke stak sin Viden under Stolen. En fremragende Wagnerianer – men ikke wagner-gal Musiker og Forfatter, som bidende-sørgmodig revsede Kunstens og Literaturens Forfald! Der var Samtaler – Stof til Eftertanke – Æmner til videre Bearbejdelse; og Gerhard gav sit Besyv med, opfriskende sine egne Rejse- og Livserfaringer – skaansom overfor det lille Land, han tilhørte, 345| men dog paavisende, hvor Skoen trykkede derhjemme.

Den trykkede – blev de fire Mænd enige om – over hele Samtiden.

Evropa gik haarde Tider imøde.

Lykkeligst den, der ingen Børn har! sagde Stabsofficeren og stillede Hanen i Ro paa sin Jagtbøsse.

Saa tog Gerhard tilbage igen til Dalen og Feriegæsterne. Han havde udstrakt sin Orlov yderligere en Ugestid; han kom, mindre som savnet end som uventet, for at beundre den Behændighed, hvormed Annette endnu vidste at holde to rivaliserende Tilbedere akkurat ved Grænsen for den varmt tempererede Zone. Han ærgrede sig lidt – nogle smaa Rivninger – Forsoning og Opbrud. »Efterkuren« iblandt Bjærgene var endt; Hosten stod for Døren. Og der var noget, som hed Hjemmet.

Endnu tilbragtes den sidste Del af Aaret i Wien. Invitationer manglede ikke. For Hr. og Fru Gerhard stod kunstneriske, militære, politiske, adelige Kredse aabne. Naar en Dame er smuk og taler lidt Fransk – saa er hun velsét blandt de glade Wienere. Man er ikke dér saa fordringsfuld – heller ikke saa forvænt – som i Paris. Og Gerhards Kone var køn, elegant klædt, talte daarligt Tysk og temmelig flydende Fransk.

For Gerhard stod det militære Casino aaben; han blev introduceret af sin Alm-Kammerat. Og han kom blandt de fremragende Kunstnere – de store Skuespillere – store Sangerinder – i politiske og literære Kredse – hos adelige Familier. Han og 346| hans Kone mødte overalt den ligefremme Venlighed, den naturlige, lette Imødekommen, støttet paa Intelligens og fordomsfri Livserfaring, som er et Særkende ved den »store« Verden og ikke mindst den sydtyske store Verden. Han var overalt en opmærksom, taktfuld Iagttager; og hun lod sig fetere.

Det morede ham, at hun gjorde Lykke, at hun i hvert Fald ikke blev oversét som en Ubetydelighed, som gauche. Han syntes – og han glædede sig derover – at de begge repræsenterede deres lille Nation smukt. Der var blevet en Rest af den friske Elskværdighed tilbage hos ham fra Almen. Saa lod han gerne de smukke Wienerinder betegne ham selv som »der trockne Däne«. Han nød Musik, Skuespil, verdens-dannede Mænds Samtaler; han eftertragtede ikke at gøre Lykke hos Damerne; han syntes, at han – som Byron siger – havde »leget ud«. Ganske vist bragte hans Observationer ham til den Erkendelse, at de øvre Lag i Mellemevropa mere og mere hjemfaldt til Pessimismen. Men han syntes, at naar han selv holdt Ryggen rank og Hovedet oppe, saa vilde han kunne producere »Livs-Værdier«, hvor han saa kom hen – ja selv, naar han atter landede derhjemme, hvor det kneb med Værdierne. Han gik ud og ind i en berømt wiensk Sangerindes Hus – lærte i hende et stort Menneske at kende, en Kvinde, hvem Sladderen ikke skaanede, men som, behæftet med Lyder og Fejl, forekom ham at være Indbegrebet af den sydtyske Races Fortrin, en Kunstnerinde befriet for baade Kvindens og Artistens smaa Egenskaber. Han lærte i hendes Mand en 347| Adelsmand at kende, som vilde have ladet sig dræbe for hende – men aldrig gjort sig selv eller hende latterlig ved en Pukken paa Gennemsnitsmoral og Lærebogsdyd.

Sammenlignede han tilfældigvis Annette med en saadan Dame... saa blev han forstemt og ønskede aldrig at vende hjem.

Saa tog de – i Begyndelsen af det nye Aars Vinter – hjem til Danmarks Hovedstad.