IV

Atter gik en Tid; og han syntes at han henlevede sit Liv i en Købstad – en eller anden liden Residens-Flække i et halvforglemt Fyrstendømme.

Han bestemte sig for, aldrig at forlade sit Land mere – ikke paa længere Udflugter end for fjorten Dage. At have været ude – og at komme tilbage igen, det virkede ligefrem deprimerende.

Han kunde ikke faa fat paa Menneskene herhjemme – og ikke paa sig selv. Det var, som havde hverken han selv eller de Andre faste Konturer. Han vilde gribe en Person, en Situation – politisk, literær, social, kunstnerisk – og han fik en Stump Frase, en beskeden Ængstelighed eller en lidt fedtet Snuhed imellem Fingrene.

Det gik ham – paa en Maade – som Studenterne i Auerbachs Kælder. Han kunde undertiden – hypnotiseret af Læsning i Goethe – forestille sig, at han rakte Armene ud imod Skønhed, Be348|gejstring, Aand... og han stod med en kedsommelig Filister-Næse i Haanden.

Han fandt sine Svigerforældres Hus ganske saa velanstændig-idéforladt som da han sidst havde været dér med Annette. Det sagdes, at Konferensraaden styrede Theatret fortræffeligt. Gerhard fandt, at Theatret – Theatrene – virkede under en Mangel paa kunstnerisk Nerve, paa frisk Tilgang af Kræfter, paa Publikums opdragende Indflydelse. Publikum ligeglad, hvad man saa bød; Kunstnerne ligeglade; Kritiken jævnt ligeglad – med lidt oppositionel Hyssen.

Og som det kongelige Theater saaledes nogenlunde jævnt Politik, Kunst, Videnskabelighed, Samfundsliv.

Kongeligt dansk det Hele – med lidt snærrende Oppositionshyssen. Ingen Revolution i Udsigt; ingen Lidenskab paa Brædderne; intet »Folk« i Anmarsch. Bedsteborgen, Flagen paa kongelige Fødsels- og Mærkedage, Rigsdagskævl... Tivoli!

Ak, Ulf! Ulf!..

Og Ulf var borte – havde forstukket sig et Sted – snart hist, snart her, i Udlandet – syg – trængende...

Gerhard havde gennem Skyggen rakt ham en hjælpende Haand.. men personlig havde det ikke lykkedes Gerhard at træffe ham i Udlandet – og det var ikke muligt at faa at vide, om han var taget 349| eller vilde tage hjem. Skyggen var paa det Punkt uigennemtrængelig hemmelighedsfuld.

Med Annette levede han i en Slags bevæbnet Nevtralitet. Han lod hende have sin Frihed; de mødtes ved Maaltiderne, tog ud sammen – kedede sig over hinanden, naar de skulde tilbringe en Aften sammen hjemme.

Nu sagde Gerhard ved sig selv: Bliver det saaledes ved, gaar Du aandeligt tilgrunde!

Han søgte over iblandt Oppositionen. Men hvad var Oppositionen? Fire, fem – eller flere – dybt adskilte Grupper af Mænd, der gensidigt mistænkeliggjorde og modarbejdede hinanden. Ved enkelte Lejligheder en fælles Aktion – der ligesaa hurtigt løb ud i fælles Klodsethed, efterfulgt af fælles Modløshed. En Presse, der brugte et Sprog indbyrdes, som delvis berettigede Modstanderne til deres Tone... to, tre gode Hoveder, der vred sig under fortvivlede Anstrengelser for dagligt at bearbejde en lunken, vranten eller ligeglad Masse af sejg Middelmaadighed.... en Opposition, der, for at sejre, maatte regne paa en almindelig stigende Bølge derude i de store Kulturlande... men denne Bølge steg ikke – og Modstanderne, de Ældre, Regeringstropperne, kastede dagligt med samme Overmod, samme hjærtelige Sindelag, de samme Projektiler i Hovedet paa alle Misfornøjede... en daglig letvunden Sejer af stram Disciplin over Adsplittelse og Forvirring.

Gerhard havde Samtaler med Redaktør Bentzen 350| og spurgte ham: er dette muligt? Hvortil Redaktøren med smilende Ironi svarede:

Jo det er muligt! prøv det iblandt os – og De skal faa Syn for Sagn!

Hvorledes holder De dette ud? spurgte Gerhard.

Naar man er i det, holder man det ud! var Svaret. Man holder det kun ikke ud, naar man ikke er deri. Hver Dag har sin egen lille Overraskelse – i Retning af Dumheder. Det er en Opgave at bryde Braadden af en Dumhed, naar det er os selv – og at understrege den – naar det er de andre! Hvad tror De en Læges Liv er – eller en Sagførers – eller en Landmands... ja eller en moderne Forfatters? Sisiphus, min Kære! Ixions Hjul... Rundt, rundt, rundt! De skal blot ikke spasere omkring som en Dante eller Virgil og anstille melankolske Betragtninger... De gør hverken en Divina comedia eller en Æneide derved... hvilket jeg heller ikke vilde tilraade Dem! Bliv Politiker og Journalist – paa en af Siderne – helst paa vor .... Valget staar Dem forresten frit – Resultatet kommer nogetnær ud paa det samme! –

Og det er Deres Mening? spurgte Gerhard med tvungent Smil.

Jeg har til Dato ikke Raad til at holde mig nogen anden! svarede Redaktør Bentzen med det fine, sarkastiske Spil om de noget vemodige Øjne, noble Øjne, der snarere syntes en Drømmers end en praktisk Politikers. Havde jeg Raad til et Valg – saa bestemte jeg mig sandsynligvis for en god Smørforretning – med Rejser paa England. Der 351| er endnu Mulighed for Smørret – uansét Margarine. Og havde jeg tjent mig en Formue, saa vilde jeg have mig et Lystfartøj og sejle Jorden rundt derpaa – forstaar De, blive ved at sejle... sejle, sejle, aldrig gaa iland! tilføjede han tankefuldt. Det skulde da være, at jeg vilde underlægge mig en af Sydhavsøerne – og dér vilde jeg absolut forbyde Indførsel af Bibler, Brændevin og Dagblade! – –

Gerhard kunde trække fra eller lægge til: han fik et Facit ud, som slog ham ved den ensformige Tone, Tristhedens, Haabløshedens Livkulør.

Han begyndte at omgaas Kandidat Nærøe, hvem han nogle Gange havde været sammen med i Paris og som til Stadighed kom i Svigerforældrenes Hus. Kandidat Nærøe var bleven Præst – foreløbigt Kapellan ved en af Byens fashionable Kirker. Konferensraadinden protegerede ham, hvem hun kaldte sin »kære Neveu«; og der var næppe Tvivl om, at han vilde gaa alle Graderne igennem, Præst, Provst, Konfessionarius, Bisp.

Han sagde smilende om sig selv, at han var »prædestineret« – men han sagde det ikke til alle.

Hans Smil var uimodstaaeligt; blidt, elegisk – kunde efter et godt Glas Vin, naar Middagsbordet var hævet, blive saa lysende, forhaabningsfuldt, menneskeligt tolerant. Han førte sin smækre, ranke Figur harmonisk – baade i Ornat og Selskabskjolen – han havde baade redet og fægtet med sine adelige Halvfættere, Karre – bæksminderne; – han var bleg, mørkeblond med fint, silkeblødt Skæg – sang smukt, uden Affektation, spillede Boston med Damerne, 352| L'hombre med Herrerne – afparerede eller udglattede sin Velynder Stiftsprovstens værste Taabeligheder – og havde mer end én Gang gjort sig fortjent af Hs. Højærværdighed Biskoppen og af den gode Tone, naar han overfor sin høje Foresatte pludseligt afbrød en af de mere vovede Anekdoter, hvormed Biskoppen i sin Distraktion krydrede Samtalen i Dameværelset – forvekslende Konferensraadindens Salon med Konferensraadens Rygekabinet. Hs. Højærværdighed er en lærd Mand – en stor Kender af den romerske Guldalderliteratur! plejede Pastor Nærøe at sige med sit fine, elegiske Smil.... og dette Smil gled ned i de harmoniske Skuldre og hævede sig med dem i en let Trækning mod den overbærende, mildtdømmende Himmel, da den gamle, mandhaftige Lehnsgrevinde til den ældre, tunghøre Vallø-Stiftsfrøken raabte: Om det saa er aldrig saa meget Guldalderlatin, behøver Biskoppen dog ikke at oversætte det Griseri for os !

Det var den samme Pastor Nærøe, som paa anden Maade gjorde sig fortjent af Biskoppen, af den gode Tone – og af Statskirkens Tjenere overhovedet. En kedelig Historie var sivet ud – man vidste ikke hvorledes, men et temmelig obskurt Oppositionsblad havde i ikke altfor tilsløret Form bragt den tiltorvs og anmældt yderligere frisk Tilførsel. Den unge, smækre Pastor Nærøe mældte sig hos Redaktøren – bad om en Enesamtale – og sagde blidt, dannet, elegisk: Deres Blad beretter om en ung Enke, der en Dag søgte Avdiens hos vor Bi353|skop... for ikke at bruge Omskrivninger... og forlod ham i en Tilstand af krænket kvindelig Værdighed – for ikke at bruge stærkere Udtryk. Det vilde være forfærdeligt – ikkesandt – hvis sligt blot havde en Skygge af Sandhed i sig. Der gives jo adskillige hysteriske unge Enker – og min høje Foresatte er som bekendt en usædvanlig distrait Natur. De er en intelligent Mand! De søger Sandheden ad Deres Vej – jeg ad min. Lad os tale sammen som to intelligente Mænd – som to Mennesker!

Og man sagde, at de talte sammen som to saadanne.

Da Pastor Nærøe rejste sig for at gaa, tog han Redaktørens Haand – blidt, elegisk, urbant – og slap den ikke, førend Redaktøren, der tilfældigvis hverken havde fægtet eller redet, krummede sig som i en Skruestik. Ikkesandt, vi forstaar hinanden – sagde Pastor Nærøe... og han tilføjede, for Tydeligheds Skyld: Jeg véd , hvor De findes om Aftnerne – og jeg kan slaa en Stok itu paa en Kalumniants Ryg... Farvel! og Gud være med Dem! –

Ogsaa dette sivede ud; men naar den unge Kapellan blev spurgt derom, svarede han blot med sit Smil og en Skuldertrækning: man siger saa meget!

Han havde – sandsynligvis – ikke større Lidenskaber, end han nogenlunde kunde overkomme dem; han var fremfor alt disciplineret, velopdragen – en Kammerjunker i Præstekjole, men en Kammerjunker, som tog Theologien i Alvor. Han læste meget, syslede ogsaa æsthetisk med mange Ting – f. Ex. 354| med Musiken som Theori – var behagelig i en Disput, aldrig salvelsesfuld – hvilket han nærmest betragtede som Brud paa den dannede Tone. Den indre Mission strakte sine Arme ud efter ham som efter en brugbar Officer – den vidste, at han særlig satte sig ind i de sociale Spørgsmaal, aldrig forløb sig, aldrig deklamerede og ikke lod sig skræmme. Han forholdt sig afventende smilende: min Tid kommer i næste Omgang! Han talte gerne med Gerhard om dette Spørgsmaal: Den indre Mission contra Socialismen – herhjemme! ligesom Katholicismen contra Socialdemokratiet derude i Verden! Han var den eneste Præst, som Gerhard hidtil havde kunnet tale mere end et Kvarter med – uden at gabe eller blive vammel. Helst maatte Kapellanen dog være i Selskabskjole; saa sammenlignede Gerhard sine egne Manerer med denne smukke unge Mands, og han fandt, at de tog sig ud sammen – at ingen af disse to Mænd var Tosser, at de begge laa inde med dette, som tiltrak Damerne og holdt Mændene i Respekt – og Gerhard følte tillige, med en hemmelig Misundelse, maaske med et undertrykt Savn, at Præsten forud for Kunstneren havde et centralt Noget, der ikke kunde anløbes af Blaserthed, ikke lod sig paavirke af Filosofi – et Noget, som Præsten med elegisk, overlegent Smil kaldte for »Tro« – og som Gerhard døbte med Navnet: velopdragen Kristendom!

Annette havde døbt Pastor Nærøe: l'abbé Frédéric .

355| Og jo mere Gerhard fjærnede sig fra sin Kone, der sorgløs men ikke uden Iagttagelsesevne lod sig drive med den selskabelige Strøm og som til udvalgt Kavaler nu havde den unge Premierlieutenant v. Norden, jo mere lod han sig selv drive i Retning af den velopdragne Kristendom – repræsenteret af en dannet og behagelig »troende« Selskabsmand. Gerhard greb sig i at fremdrage og opfriske længst henlagte Ungdomsspørgsmaal – om Karakteren og Værdien af »dette« Liv og Muligheden for et hinsides – om den blotte Negation i gold Modsætning til en inderlig Fordybelse, en inderlig Grebethed – om at »gaa over Rubicon« – om at knække sin Kaarde og kapitulere, etc.

Men samtidig med at de omgikkes og diskuterede, anstillede Gerhard sine Observationer. Han vilde gerne gribe denne Præst – om ikke i et Hykleri, saa dog i en almenmenneskelig Svaghed. Han saa' ham overfor Annettes Plejesøster, dette underlige Væsen, der mindede om og dog ikke mindede om – Edith. Dette stakkels vrantne, ganske kønne, forknytte og dog lunefulde Barn, sagde Gerhard ved sig selv, ja se dog, hvor hun indspindes i et Næt af usynlige Traade! Bliver hun Bispinde engang – hvilket ikke er usandsynligt – saa er hun allerede længst den ydmyge Tjenerinde for denne den velopdragne Tros harmoniske Forkynder. Og hvor »harmonisk« er han saa i Virkeligheden? Sæt at hans Ærgerrighed skuffes... hvor bliver saa den kristelige Taalmod af? Den lærer han naturligvis Konen at øve – medens han selv kæmper 356| for Rettroenheden og Standen, imod den kommende sociale »Omvæltning«. Han har aabenbart lært sig at beherske sine Lidenskaber – eller han har dem kun til Husbehov – men en »Tjenerinde« skal han have, som alle Præster: og saa hendes Midler! Er det ikke tydeligt, at han betragter mig som en velopdragen og klog Mand, der har »sikret« sig? Han véd, at Ulf er Familiens enfant terrible – som aldrig nævnes – og hvem ikke en Øre af Konferensraadindens Formue vil tilfalde. Saa tolerant Pastoren er, har han aldrig lagt ét Ord ind for Ulf- af hvis Højsindethed og fine Natur han kunde lært sig adskilligt, hvormeget saa det »mislykkede Geni« kan forarge Kapellanens ulastelige Vandel. Nej, Præsten spinder med sikker, diskret Haand sine Traade om den bigotte Mama og den ydmyge Plejedatter – hvem Arven »sikkert« vil tilfalde. Annette har jo faaet sin Part... Regningen er snart gjort.

Naa! alt dette er jo meget menneskeligt. Hvad kommer det mig ved, om det ikke er ganske kristeligt? Hvad er kristeligt?... det er Apostlene uden Saaler i Støvlerne – med Deres Tilladelse, Hr. Abbé! Maaske er det Socialismen – i dens reneste Form. Maaske er der virkelig en Verdens-Religion i Anmarsch – som vil sejre den Dag, da en af dens genialeste Bekendere selv staar frem som »ren«. Ja maaske! Men indtil da – og medens vi endnu ligger og vælter os i Stov og Forvirring og Magtstræv alle tilhobe – behøves formodenlig saadanne konservative Guds-Ords-Kammerjunkere som Pastor Næroe! Lad ham forfølge sine Planer og passe sin 357| »Mission«. Jeg vil ikke forvirres – ikke have med Præster at gøre – ikke have med Nogen at gøre. Ak, hvad vil jeg – hvad vil jeg?... Bryde ud, vilde jeg helst; men hvordan – hvorhen? – –