V

Konferensraad og Konferensraadinde Brynjulfsen har stor Middag idag – en Dag henimod Slutningen af April.

Sæsonen er for Theatrets Chef forløbet glimrende. Man har ganske vist kun givet en Række Repriser; man har taget frem og pudset op de gamle uskadelige Sager, der ikke sætter Sindene i Spænding; men Folk er saa trætte, Folk vil netop have det saadan. Den røde Lygte er næsten til Stadighed ude at vidne.... den vidner til Fordel for Bestyrelsen, som sejrrig har afslaaet nogle af de sædvanlige jævnt hidsige og ligesaa frugtesløse Angreb paa et System, hvis Styrke er intet System at være.

Theatrets pensionsberettigede og pensionsstræbende Embedsmænd – Kunstnere og Kunstnerinder – har gjort deres »Pligt« – efterat ogsaa de er faldet tilføje ovenpaa et af de sædvanlige jævnt hidsige og ligesaa frugtesløse Revolutionsforsøg. De har spillet Heiberg, Hertz og Hostrup for ettusinde Gang... Glæden er netop ikke overvættes stor iblandt Publikum: den er, som den skal være; jævnt slatten Hyggelighed til den ventende Kop The og Smørrebrød. »Byen er rolig« – Politiet kan sove, Tropperne 358| kan gøre ligesaa i Kasernerne – Chefen er fastere i Sadlen end nogensinde.

Derfor – uden at det maa hedde sig at det er derfor – giver Konferensraaden med Gemalinde stor Middag idag.

Hele Slægten – Familien i snevrere og videre Forstand – er indbuden. »Onkler, Grandonkler, Fættere og Tanter – Dommerstanden – Armeen tillands og tilvands – Bisp, Provst, Vorherres Borgervæbning – hele Familie-Kleresiet«, som den borteværende Ulf plejede at kalde det. Desuden Repræsentanter for Universitetet – et Par af det kgl. Theaters fornemste Kræfter – Digtere, Malere – et Par »Mæcener« – Musikere – én Billedhugger (altid den samme)... og saa Damerne.

Det var i Sandhed en Middag af »Spidser«; det var Blomsten af Autoritet, Intelligens og Byrd, som sad bænket – paa Wiener-Rørstole – i Konferensraadens store, aflange ovale Spisestue.

Det gamle Empire-Stel fra Brændevinsbrænderens Dage, og de nogterne, svære og forgyldte Kandelabrer, og den velanstændig-idéforladte Opsats, og en »Vifte« af sex Glas ved hver Kuvert, skinnende Dækketøj og skinnende Gafler og Knive – Buketter i Damernes Servietter – og en trykt, allegorisk Menu med Guldsnit foran hver Herre... Konferensraaden med den ene gamle Lehnsgrevinde for Midten af Bordet – og ligeoverfor, med Opsatsen til Værn, Konferensraadinden med Bisp paa sin højre og Stiftamtmand paa sin venstre Side. Tæt op til Bispen en fyldig, livslysten, ikke ganske ung eller uerfaren 359| Etatsraadinde – til at tage »imod Stød«, naar mulige Anstød gaves... og saaledes Rækken igennem og Bordet rundt – Stiftsprovst og en Jurist fra Højesteret og en General og en Oberst og to Kommandører og en Kaptejn og en Professor, som var Digter, og en Professor, som var Politiker, og Premierlieutenant v. Norden med Annette, og Pastor Nærøe med Annettes Plejesøster.... Komponist, Skuespiller, Sanger, Maler, Billedhuggeren.... og Gerhard, som til Bordfælle havde faaet »Onkel Ludvig«.

Onkel Ludvig – hvem man stedse nærede Betænkeligheder ved at invitere, og som altid i sidste Øjeblik – for at dække en Lakune – kom med i Skikkelse af den legemliggjorte Forargelse: et Silénhoved paa en Sukkerfustage med en mægtig Veste-Halskæde, ingen Orden i Knaphullet, ingen Respekt for nogen Tilstedeværende, derfor »frit Slag« og løbende Tunge mod enhver.

Konferensraaden anmodede ham regelmæssigt foran hvert Maaltid om »nu dog dennegang at holde sig i Skindet«. Og Silénhovedet, med de smaa spillende, godmodigt-ondskabsfulde Øjne, nikkede i dyb Alvor. Konferensraad Brynjulfsen var ingen Dumrian; – som gammel viveur , godt Hoved og Studenterkammerat sammen med Onkel Ludvig, havde han selv zigeuneragtigt turet med Silen... han var bange for ham, naar han indbød ham, og frygtede hans Repressalier, naar han forbigik ham. Desuden – Theatrets Chef vilde ikke have sine Selskaber absolut kedelige; han undte sin Kone en 360| lille Forskrækkelse, undte En og Anden en lille Overhaling – glædede sig hemmeligt, naar det kom... havde altid i sin Tales Magt, behændigt journalistisk at dreje af, dække, pynte paa... og naar det Hele officielt var forbi, og naar Konferensraadinden skændte, medens de gik iseng, gned Konferensraaden sine velplejede, spinkle, tørre Hænder – sukkede højlydt og tænkte lønligt: Det var dog en god Middag... de vil ikke glemme den... og hvor den sved!

Lysene kastede Glans; de to første Retter, Madeiraen og den gode Bordeaux, begyndte at sætte Farve paa Kinderne; man smilede, smaasnakkede, en Dame lo højt, Samtalen blev almindelig, med denne Summen, der har noget sommerligt ved sig og som mælder, at nu er Middagen i god Gang.

Konferensraadindens egen Tjener, og Konferensraadens Theater-Tjener, og nogle Lejetjenere kredsende bag Rækken af disse Herrer – hvis Hovedhaar næsten gennemgaaende ere talte og som bærer Kors om Halsen under det hvide Halsbind, Kors paa Brystet, en enkelt Stjærne, – Undtagelserne ere de udekorerede, næsten som om de var de udmærkede!... kredsende bag Rækken af disse Damer, der til en Forandring ere klædte i lyse Stoffer – alle nedringede – nogle stærkt – de fleste fyldige.... Undtagelserne en for mager Professor- og Politikerfrue – og saa Pastor Nærøes unge Borddame, Frøken Alma, der endnu holdes i Uvidenhed om at hun har smukke Skuldre.

Værten har budt Velkommen – og han er nu , 361| umiddelbart efter anden Ret, paa sin første, egenlige Tale.

Under denne hvisker Onkel Ludvig Halvdelen af sin første brillante Bispe- og Provstehistorie til Gerhard, som adspredt leger med sin Gaffel og helst var fri for at høre.

Konferensraadens Tale var velforberedt – og holdtes som var den improviseret, med smaa kunstfærdige Indskud, en lille oplivende Vits, en Kommandørkors-Tale, der saa at sige sluttede hele det celebre Selskab i Favn – en Journalists behændige Indledningsskæmt med den Alvor i sig, som om Fædrelandets og de højeste Herskabers Øjne i Grunden hvilede med Forventning paa hver af de Tilstedeværende, opfordrende dem til at yde det Bedste af hvad de til enhver Tid følte sig kaldet til at yde, og hvad de som »Blomsten« af Autoritet, Byrd, Intelligens og Smag umuligt kunde andet end yde.

Gunnar er god idag! han tænker paa vor Fordøjelse! hviskede Onkel Ludvig.

Konferensraaden sluttede med denne Apologi for sin egen Tale... at det vel var bleven Mode nu ved Selskaber at »tale« saa lidt som muligt... at dette Hus imidlertid var konservativt og vilde holde paa »Talerne« – uansét om der var Ordgyderi nok oppe i Tiden! Og hertil lo en Professor-Politiker, idet han mere end halvhøjt bemærkede: »Venstre!« hvorefter Onkel Ludvigs Stemme hørtes (en fed Stemme, ligesom Latter i Dyrestegsauce): Aa, vi kan ogsaa!.... Og derpaa lyste Værtens Kommandørkors – med Brillant-Buk for Lehns362|grevinde, Stifts-Øvrighed og høje Militære – en elegant middag-fornøjet Velsignelse over den hele Menighed.

Amen! kvækkede Onkel Ludvig halvhøjt – og skyllede efter med Château Yquem. Værten sendte ham et Sideblik, men Onkel Ludvig drak Glas med de Nærmestsiddende og syntes intet Ondt at have paa Lager.

Konferensraadinden aandede op. Tredje Ret og Champagne – Duc de Montebello.

Gerhard saa' til, spiste kun lidt, rørte næsten ikke Vinen, havde sit Middagssmil paa, ligesom de andre, men medens Livligheden voksede omkring ham, gik hans eget Smil ligesom ned i hans Serviet. Han havde vidst at undgaa de senere Festligheder af denne Art i Svigerforældrenes Hus; men han kendte ret godt alle Tilstedeværende – og iaften kunde han ganske særligt ikke faa dem til at smage. Hvad er der ivejen? spurgte hans Sidemand. Er De skinsyg paa Deres Kone?.... Fandens saa brillant Kone! lad hende more sig med Norden... han løber dog ikke bort med hende ligestraks... ha, ha! Kom, lad os drikke et Glas, De Surmuler!

Gerhard drak et Glas med Onkel Ludvig; og Onkel Ludvig indgav ham alle de pikante Anmærkninger, han laa inde med, over Gæsterne, Herrer som Damer. Gerhard hørte adspredt til; men lidt 363| efter lidt fyldte denne ikke u-vittige Sladder hans iforvejen modtagelige Sind. Det er Medicin... sagde han ved sig selv... imod den Overfyldelse af kunstigt Selskabshumør og kunstig Ophidselse, hvori Storsteparten af disse Mennesker Aaret igennem bevæger sig – og hvori jeg selv har levet og er dømt til at leve!

Og han saa', hvor Montebelloen flammede Kinderne og gjorde Øjnene fremmedagtig klare, opspilede eller koket missende – ikke mindst hos Damerne. Se nu Etatsraadinden, med alle sine Yndigheder – hvor hun krummer sig i et Latteranfald, som hun paa Skrømt umager sig med at dække under sit Lommetørklæde. Leende bider hun sig i sin store Læbe; det ene Øje skotter til Bispen; med det andet følger hun Lejetjeneren, som vilde hun sige: Min Gud, det Menneske hørte da ikke, hvad Biskoppen i sin Distraktion kom til at fortælle mig? – Og Bispen, der ellers ligner et Alvors-Kranium paa et Fløjeisstativ, er nu glorød med fremfaldende Ugleøjne... Øjne, som i Distraktion falder lige ned i Fruens Barm!

Er det dog ikke ogsaa en mærkelig Manér – saaledes at give sine Skuldre, Halvdelen af sin Ryg og hele sit Bryst til Pris for Mandfolkeøjne? mumlede Gerhard ved sig selv. Hvorfor lægger disse Damer ikke Benene op paa Bordet? Hvad er decent – og hvad er ikke-decent? Naturligvis, for »den Rene er o. s. v.«.... men naar vi spiser disse krydrede, pikante Spiser og drikker det ene Glas Vin efter det andet – ja hvorledes ser vi saa paa 364| Damerne? Se ham, Bælammet dér, Provsten, hvis Træhoved synes kittet fast til Skuldrene med det stive Halsbind – han hverken drikker eller siger Slibrigheder til Damerne – men han nikkedukker sig, den Gudsmand, for den gamle Lehnsgrevinde og den døve Vallø-Stiftsdame, som om Helligaanden selv udgik af deres Mund... og saa er det kun Hof- og Rangsladder, de gyseligste Banaliteter, han nikkedukker sig for!

Og nu min Kone... nej hvor hun dog er nedringet! Jeg kan se – helt her nede fra min Bordende – hvad de Herrer dér oppe endnu bedre kan se! Og dette kalder man for en »anstændig« Kvinde! Hvad er Forskellen mellem hende og en halvnøgen Gøglerske? Blot den, at hun ikke skal tjene sit arme Brød ved at udstille sig. Hvad mener hendes Bordkavalér – Lieutenanten – han, som... som... aa hvor jeg dog mindes Ulfs Brev i Paris... dengang! Nej jeg vil ikke tænke derpaa. Fortiden kommer mig ikke ved. Men det er, som om Ulf usynlig var tilstede her iaften; som stillede han sig bag hver Gæsts Stol, pegede og sagde: Se nu denne lille, lavstammede Stiftamtmand her – hører han ogsaa til »Blomsten«? – en jævn Haandværksmester – en mellembegavet kommunal Bestillingsmand i en Købstad – som hverken kan se frem eller tilbage – som enhver kan rende med – og som gerne vilde drikke, hvis han turde for Konferensraadinden! Eller denne »fine« Jurist, som med en irriterende Selvbehagelighed holder en blomstrende Tale fra forrige Generation om det Skønne i Kunsten – det 365| Ædle i Privatlivet – det Uegennyttige i Kaldets Stræben – han, den Bussemand i sit eget Hjem – en Anmasselse og Byrde for Kolleger – en Sorg og Skræk for Klienter! Og Generalen – stiv og ubevægelig som en Ladestok – skeptisk overfor det hele; eller denne Oberst, som bliver anløben ved det fjerde Glas – som har været »tapper« for femogtredive Aar siden, da alle var tapre – og som er saa aandssvækket, at han ikke begriber et Muk af, hvad Professor-Politikeren udtværende forklarer ham – Professoren, som kan sit eget Dagblad paa Fingrene fra de sidste tyve Aar – og udenfor Spalterne ikke har Anelse om, hvad Verdens-Vinden blæser og hvor Aands-Regnen falder! Er dette Landets Intelligens – saa Gud hjælpe Landet!

Eller de to Sø-Kommandører – hvoraf den ene er en uniformeret Matros – slet og ret – som vil »gøre sin Pligt, naar Flaget hejses« – hvilket Fanden takker ham for! Den anden en forhenværende Dansejunker, nuværende »repræsentativ Mand«, der har slidt mere Mundlæder end hans Saaler har slidt Dæksplanker! Og disse to »Mæcener« – to konkurrerende Brødre Ajax, hvoraf den ene »gør« i Buster og Cikorie, den anden i Maleri og fosforsur Kalk – Fabrikanter, der bruger Kunsten til Vare-Mærke og Kunstnerne til hoveripligtige Lejetjenere! Den lille Skuespillerinde – der spjætter op af Nervøsitet og galvaniseres af en ustandselig strømmende Avis-Smiger – hvilken evige Ros hun søber i sig ogsaa her ved Bordet, med barnligt-opspilede Sukker366|vandsøjne, uden saa meget som at tørre efter med Serviet!

Og Digteren her – bornert Bureaukratnatur, der efter en tre Timers daglig Kafétournée rider Pegasus i Jambetrav – med højkirkelig Lyriksaddel – nagende misundelig paa de »Gamle«, som han ikke kan naa', og skældende paa de ugudelige Yngre, som ikke gider høre ham – en larmoyant Epigon-Forfængelighed uden Genialitet, med tilstrækkelige Kundskaber til at blive Timelærer og for latterlig Selvfølelse til at være Oversætter!

Dem alle – en efter en... saaledes som de sad her, hidsende sig eller sløvende sig ved Brændevinsmandens Enkes Vine i Theaterchefens Hus – Blomst paa Blomst... dem allesammen syntes Ulf at pege paa, idet hans blege, aflange Ansigt udtrykte hvad han led – hvad der havde drevet ham fra dette Hjem, hvor »Blomsten af Byrd, Autoritet, Smag og Intelligens var samlet«.

Det var ikke længer Onkel Ludvigs sag- og personalkyndige Ondskabsfuldhed – ikke Silens med fnisende Dyre-Sauce-Latter tilhviskede »Skandaler«, som opbragte Gerhard paa dette Selskab. Hvad vedkom ham disse Mænds eller Kvinders private Svagheder? – enhver, og ikke mindst Onkel Ludvig, havde sine Pletter. Det var den lidende Ulf – den Udstødte, den Forglemte – Idealisten, Sværmeren, han, som selv gav sig de utallige Blottelser – det var Vennens excentriske Skygge, der skred omkring fra Stol til Stol og syntes at sige: under al denne jævne Middelmaadighed, denne idéforladte Tarve367|lighed, denne – naar det kommer højt – habile Brugbarhed har jeg maattet sukke i mine yngste, bedste Aar. Og det, at Brugbarheden skruede sig ivejret, at Middelmaadigheden anmassede sig Rang og aandelig Betydning – det gjorde, at jeg lidenskabeligt opponerede – og det drev mig væk. Thi om »Moralen« vil jeg ikke tale; dér er vi Toldere tilhobe! – –