VI

Fjerde, femte Ret – mere Champagne og Bourgogne. Ulfs Vin!

Gerhard syntes, at Lysene skinnede grelt – og han taalte næsten ikke at se sig omkring. Der gives en Middags-Oprømthed, som kun den indøvede, sløvende Vane holder i passende Afstand fra et Orgie. Den ene stiver den anden af – og øverst staar det »gode Selskabs« Decorum. Undertiden ser man slet ikke denne Husgud – men man véd, at han skal være der.

Da man ikke er i Renæssancetiden – da Blodet er tyndt, hvormeget Vinen end flyder – da man ikke som hos Jordaens eller Rembrandt tør tage sin Borddame paa Skødet og sige: Aa skidt! til sin Vært – saa bliver vor selskabelige Udskejelse en Fantasileg. Man leger »at rose hinanden«, »at lade Fædrelandet leve«... man føler Brystet svulme – og giver sig Luft i den ene Bordtale paa den anden.

Og hidsigere og hidsigere blev denne Kappestrid. Man roste Vært – og Værtinde – roste 368| allesammen hverandre for alle Dyder og Fuldkommenheder. De militære Herrer voksede til Helte – Damerne blev allesammen Skønheder (mere og mindre efter Alder og Rang) – de tilstedeværende Kunstnere blev til Berømtheder – Politikerne Statsmænd – Mæcenerne Over-Mæcener... de gejstlige Herrer maatte have Paalæget serveret med varsommere Haand (da man dog ikke ligefrem kunde kanonisere dem) – men denne varsomme og dog behændige Haand viste sig at være Pastor Nærøes. Ogsaa var det ham , der lagde for med »Fædrelandet«... og han efterfulgtes af en hel Række »Vi Danske«... »Vi ere smaa, men Gudskelov dog store«... »Hvilke Mænd have vi ikke haft – og har endnu«... og saa truede Fædrelandet med at vokse til en Stormagt – ja det havde været og kunde blive dertil. Thi der vaager et Forsyn over Historien! – –

Nej hør nu – hviskede Onkel Ludvig til Gerhard – nu tror jeg, det er paa Tide at sætte dem nogle Smaadyr i Skindpelsen! Hvad tænker De paa, Gerhard? –

Jeg tænker paa, at dette falder mig for Brystet – og jeg tænker paa Ulf- paa hvad han vilde sige, hvis han var her! svarede Gerhard, som drak Vand og saa' spørgende over Bordet til Annette. Hun smægtede med Premierlieutenant Norden, lo ad Generalen, slog ad den ene Kommandør og fikserede en tavs-stirrende, skulderbred, barsk Infanterikaptejn.

Onkel Ludvig tænkte sig lidt om, rejste sig, slog paa sit Glas... Der blev Tavshed. En Del frygtede det værste; nogle ventede sig en god Mund369|fuld. Konferensraadinden lukkede Øjnene – som Hønen i Tordenvejr; Konferensraaden satte sin Guldnæseklemme fast.

Onkel Ludvig begyndte –

med at sige –

– at han vilde tale for en Fraværende.... og derpaa sagde han nogle Morsomheder om de Nærværende – saaledes at han var sikker paa nu at have Opmærksomheden for sig og Stemningen med sig.

Han vilde citere Shakspeare.... (man lo; Onkel Ludvig vilde citere Shakspeare)... Macbeth – tredje Akt – De véd, mine Damer og Herrer, dér hvor Banquos Genfærd viser sig paa Macbeths Plads! Og saa er det, at Macbeth siger:

Onkel Ludvig smældede Citatet ud med sin kvækkende Stemme; og han frydede sig synligt ved at se alle Blikke søge hans... hvad mener han? hvor vil han hen?

Saa talte han om den »Fraværende« – og idet han gennemgik alle de Egenskaber, den Fraværende laa inde med, virkelig Genialitet parret med mærkelig Naivitet, en stærk udviklet Selvfølelse og en Mistillid til sig selv, en redelig Sandhedstrang og en Kasten Alt hultertilbulter i hensigtsløs Fantasileg – fremfor alt en dyb Frihedsbegejstring, der lod Konveniens og Gennemsnitsmoral springe over Klingen... idet han fremhævede en Række Karaktertræk, som Gerhard i hvert Fald ikke kunde tage fejl af, samlede 370| den habile Taler en anselig Bunke glødende Kul paa Konferensraadens, Fru Gemalindes, Datters og den nærmere og fjærnere Slægts tilstedeværende Hoveder.

Han endte med at udbringe en Skaal... for ham , som har haft et saa kærligt og forstaaende Hjem her – for ham, med hvis Særheder og Extravagancer Slægt og Venner altid loyalt har baaret over – eftersom vi jo allesammen er behæftet med Skrøbeligheder – ja nogle af os endog med store Skrøbeligheder... for hans Sundhed, hans Held og Lykke i Fremtiden, hans store Hjærte, hans umiskendelige Talent... en Skaal for den fraværende Ulf Brynjulfsen! Gid vi havde ham i vor Midte paa denne glade Festaften! – –

Det var vanskeligt at sige, hvem der først kom sig af Overraskelsen: den var almindelig... og Forlegenhedspavsen var trykkende. Man hørte Onkel Ludvig og Gerhard støde deres Glas klinkende sammen. Pastor Nærøe gjorde Mine til at rejse sig... men Konferensraaden stod der allerede, nikkede rundt med korte, smaa Ryk af Hagen, lod et Par tørre, velvillige faderlige Ord falde – satte sig – Pavse... pinlig.

Fædreland og den strømmende indbyrdes Ros, »Blomsternes« blomstrende Svada – Alt var som overblæst af en kold Trækvind... og da den tunghøre Vallø-Stiftsfrøken satte den lilla Handskehaand bag Øret og højlydt, med skarp Røst udbad sig Gengivelsen af Skaaltalen, gøs det i Konferensraadinden.

371| Gerhard rejste sig og slog paa sit Glas. En aflang Ovalkreds af Blikke mødte ham – som fra forkomne Vagtposter, der venter Afløsning. Han anede ikke, hvad han vilde sige – hvordan han var kommen til at staa her – saa' ikke paa nogen Enkelt – hørte blot som i lang Afstand den »fine« Jurist hviske højt til Stiftsfrøknen: Det bliver noget om Idealisme og Skønhed, min Naadige!...

I dette Øjeblik syntes Gerhard at se Ulfs blege Ansigt, med de udhvælvede »havfrueagtige« Øjne, det brusende Haar over den lange, smalle Pande – ganske livagtig dér bag Konferensraadens Stol. Gerhard fo'r sig med Haanden over Panden – mindedes den Dag, Ulf og han havde gaaet igennem Bredgade herudenfor og mødt Damerne – og Alt hvad Ulf lidenskabeligt havde sagt om dette Land, denne By.

Gerhard var allerede begyndt at tale – men hørte ikke sine egne Ord; – syntes blot at hans Stemme var meget belagt – undrede sig over, hvem det egenlig kunde være, som her i denne store Spisesal, i en saa talrig og udvalgt Forsamling, paa en saa løjerlig rhetorisk Maade formede en Indledning i Retning af... at han, Taleren (dér borte, etsteds i Salen) havde fundet det paafaldende, at ingen i Forsamlingen havde villet nedlægge en lille beskeden Indsigelse mod den muligvis altfor store Tilbøjelighed til at betragte den hellige Grav som vel forvaret og os selv som kaldede til at spille en Rolle i Verden, da det jo dog ikke kunde nægtes, at den letkøbte Optimismes Dage for vort Vedkommende maatte betegnes som...