372| VII

Og nu – paa engang – hørte Gerhard sine egne Ord. De lød i det væsenlige saaledes:

Der er Et, som vi maa ville: Resignation! dukke os og erkende vore Overgreb!

Der er ikke en Bonde i dette Land uden at han jo tror sig kaldet til Minister... (Smil hos Juristen og Professoren)... næppe nogen Minister, som ikke tror sig ufejlbar... (Alvor hos Værten)... ikke en Student uden at han tilkender sig Digterpalmen... (Hæ! fra Digteren)... ikke en ung Pige uden at hun mener sig Skuespillerinde... (Sukkersmil fra Skuespillerinden)... ikke en Bogtrykkerlærling, som ikke vil sværge paa, at han formaar at frelse Samfundet ad socialistisk-kommunistisk Vej.

Hør ham! sagde Pastor Nærøe og Stiftamtmanden samtidig, medens den sidste nedsvælgede et Glas tør Amontillado og begyndte at sufflere Stiftsfrøknen højt: Det er Idealismen... Deres Naade! Den kan vi ikke undvære!..

Gerhard hævede sin Stemme og gav sig til at tale hurtigt, flydende, med nuancerede Betoninger – for at afskære Smaabemærkningerne – og han vedblev at fæste sit Blik ufravendt paa Konferensraadens Plads... hvad der bevirkede at Værten »gemte« sine Øjne.

Intet Land – fortsatte Gerhard – har saaledes som vi overvurderet sin egen Betydning – intet Folk skrevet, talt, sunget saa meget til egen Pris, 373| som vi! Det kan være ganske smukt... men vi er saa nær Grænsen for det Latterlige heri, at vi ikke kan taale et Fjed længere... vi maa vende om, dukke os, resignere!

Vi burde fare imag med vore Krigs- og Fødelandssange. De lugter for stærkt af den store Nations Selvros – og vi er bleven den allermindste.

Vi er ikke og har aldrig været større end nogen anden gammel, jævnt levedygtig Nation. Og vi har – med Forlov – en tvivlsom Fremtid for os. Den vil blive saa meget des tvivlsommere, jo mere vi træder de ideelle Ord flade. Man faar nemt Ondt ved et Gilde, naar Retterne stadig er fedt Flæsk. Vi holder altfor mange Gilder og maa til Stadighed tære de altfor store Ord. Vi har alle været meddelagtige heri – derfor maa vi resignere over hele Linjen!

Eller skal vi understrege dette alvorligere og sige: Vi lever – har levet – paa en Fiktion. Lad os se at komme ind i Sandheden igen. Vi er dumpet fra Krig til Krig – uden at have haft Statsmænd, der kunde afvende Krigen eller Resourcer, der kunde gøre Fredsslutningen betryggende. Af enkelte lysende Bedrifter – som enhver krigsførende Magt tæller iblandt mange dubiøse – har vi dannet os et Styrkebælte som Skrædderen i Æventyret: Syv med et Slag! Og hvad har vi ikke maattet lide for dette Motto? Har vi i Virkeligheden baaret vore Tab, som det sig anstaar Mænd at bære Skæbnens Tilskikkelser? Figura udviser, hvorledes vi har baaret vore Tab og Ydmygelser, siden vi sidst var i Marken. 374| Jeg skal – af gode Grunde – ikke tale med om Fæstning eller Krig i aaben Mark – om Kadrer, Landeværn, Hær eller Flaade. Jeg ser blot med mine Øjne hver Dag, hvorledes Spørgsmaalet vort »Forsvar« har delt det allerede sønderlemmede Land i dybe, stride Strømløb. Jeg græmmer mig derover, som enhver dansk Mand maa græmme sig. Jeg gav gerne mit eget enkelte Liv, om jeg derved kunde slaa Bro! Men er en Bro mulig? Idetmindste jeg kan ikke se det. Fanatisme paa den ene Side – Stædighed og Mistænkeliggørelse paa den anden. Modløshed over det Hele!

Mine Herrer. Vort Folk er modløst... om Forladelse, jeg skal forklare mig... Ikke paa den Maade, at Folket den Dag imorgen lader sig slaa paa Munden og stikker Fornærmelsen i Lommen. Vort Folk er ærekært – som ethvert Folk. Men der er en stor Del, ikke den daarligste, tilmed den uundværligste Del af Folket, hvis Krigslyst er bleven mættet, hvad Krudt og Kugler angaar. Den Part af Folket gaar nødigt mod Kanoner længer – og drives den dertil, saa bliver Resultatet derefter. Et nyt Køge-Slag kan tænkes – men vanskeligt et nyt Kogebugts Slag. Det ligger i, at Tiden – Verden – i det hele og store er bleven modløs. I anende Forudfølelse af sociale »Omvæltninger« – Løsningen af de tvingende sociale Problemer – har Tiden tabt de gamle Idealer... og hvem tvinger den til igen at tage dem op? Vi er Kritikens, Analysens, Forskningens, Tvivlens Børn... eller hvad er vi , hvad er De, mine Herrer?

375| Jeg skal ikke trætte Dem. Jeg har ikke talt før i denne selskabelige Forsamling – jeg er ikke »Taler«, men da De velvilligt har hørt paa de andre Herrer, kan De maaske høre mig til Ende? (Konferensraaden og Pastor Nærøe nikker; Provsten synes at faa sig en Lur; Biskoppen betragter ufravendt sin Sidedames Skulder; i det hele taget er Selskabet opmærksomt – lidt desorienteret – men man venter sig en Slutning med »Sving«, Annette rynker sine smukke Bryn og kniber sin Bordherre i Lillefingeren).

Modløsheden iblandt os... fortsatte Gerhard med et kruset Smil spillende om sin Moustache, den han et Øjeblik i Tanker kærtegnede... er den saa ufattelig? Er vi i Virkeligheden ikke alle »oplyste« om vore reelle, haandgribelige Forhold – økonomisk, hygieinisk, fysisk og psykisk? Romantikens forsonende Skær ligger ikke længer over det »kære, gamle Danmark«. Her er ikke Kapital nok til at vore Kapitalister kan blive lagt saadan for Had, som ude i de store Verdensriger – men saa er her heller ikke Kapital nok til at Videnskab, Kunst, Opfindelser, nyttige Ideer kan trives frugtbringende for Landet og gøre os mærkbare for Udlandet. Vi vegeterer, mine Herrer!

Men man kan ikke vegetere – føle Trykket af denne Skin-Existens – og saa dog synge gladeligen: Der er et yndigt Land! Vort Land kan være yndigt for det Tusind Mennesker, som ligger paa Strandvejen – og ikke forlanger mere... men hvad skal de sige, som har Talent, Livsmod, en stor Idé eller blot alménmenneskelig Ærgerrighed – uden at 376| kunne komme et Skridt videre? Vort Land er netop det, som Digteren skrev at det ikke var: et »lille, fattigt Land« – fattigt paa Initiativ, paa Virksomhedsomraader – personlighedsfattigt i uhyggelig Grad!

Skal vi da blive ved med at rose Landet og os selv – indtil de ni Tiendedele af Nationen finder os anmassende og latterlige? – indtil man skriger op: Gaa jeres Vej! vi er tuberkuløse, drikfældige, selvmorderiske, flegmatiske og drillesyge mere end noget andet Folk! – Ja for Ulykken er, at Oplysningen, Bitterheden, Misfornøjelsen vokser dagligt... og hvad gør vi , Blomsten af denne Bys øverste Lag? – Vi spiser til Middag hele Aaret rundt med hinanden og raaber: Gud bevare Konge og Fædreland! – –

Han holdt inde. Det forekom ham, at Ulf bagved Konferensraadens Stol nikkede ivrigt med en Gestus: Bliv ved! lad dem nu faa det Altsammen paa engang – aa lad dem faa det!

Værten rømmede sig. Ved Siden af Gerhard hørte man Silens fnisende Latter... Gerhard tænkte i Løbet af et Par Sekunder hurtigt: Skal Du holde inde her – afslutte humoristisk – maaske med en Skaal for »Harmonien« – eller med et Udfald mod de »nedbrydende Magter« – og derved faa Syndsforladelse for det Sagte? Skal Du gøre det saa fint, at Du i det mindste selv har Glæde deraf- f. Ex. med en Skaal for denne By, den ypperste i Norden, dens Repræsentanter i Politik, Kirke, Æsthetik, Krigsvidenskab, Kunst og Handel?... Han drak sit Glas 377| Vand, betegnede Pavsen som Kunstpavse... atter mødte hans Blik Ulfs Øjne... de syntes at spotte ham: Ja desavouér mig nu bare!

Saa fortsatte Gerhard, idet han tænkte: Lad dem nu faa det! Han oprullede et Billed af København før og efter Voldenes Sløjfning. Nu var vi nærmest bleven et lille Hamborg – det vil sige et Hamborg med Kongehus, Universitet, Kunstinstitutioner o.s.v. Men Noget havde vor gamle Konkurrent forud for os... og her vendte Gerhard sig mod de to Mæcener, der lavede sig til at modtage Saluten. Vi har jo nogle Rigmænd – og de har udrettet ikke saa lidt for os; og maa vi end i det hele og store resignere, saa kunde dog netop Kapitalen hjælpe os, hvor maaske Krigsberedskabet ikke vilde hjælpe. Kunde det ikke tænkes, at vore Rigmænd vilde dotere os... ikke nye Kirker – dem trænger vi maaske endda ikke saa meget til – heller ikke et nyt Theater – thi hvem skulde spille derpaa?... Nej, højtærede Forsamling! vi vilde takke den Mand, de Mænd, som indsaa', at vor gode gamle Hovedstad, som er slet bygget, paa opfyldt sumpig Grund, som stadig hjemsøges af epidemiske Sygdomme, og hvis Drikkevand ikke er stort bedre end Hamborgs – at denne By trængte til et nyt Kloaksystem! Vi er en stinkende By, en usund, daarlig hygieinisk, svinsk By – som trænger til et Waterclosetsystem. En Skaal for dette »nye System« – en Skaal for dets Mænd! –

378| Talen var endt, Værten nervøs; ingen af Gæsterne rørte deres Glas – men alle saa' paa Gerhard og paa hinanden – Gerhard ned i sin Tallerken, hvor der svømmede en Klat smæltet Is. Silen hviskede: De er godt gal, er De! værre end jeg!

Snart efter hævede Værten Bordet; han undgik at se over til sin Gemalinde; men alle kunde se paa Konferensraad Brynjulfsen, at denne Middag var ødelagt for ham.