VIII

–-I Entréen, hvor en Tjener hjalp ham Paletot'en paa, stod Gerhard et Øjeblik besindende sig. Burde han ikke gaa ind igen, lade som Ingenting, optage Diskussionen med de forskellige Herrer, hævde sine Paastande – roligt, overlegent...? Bah! som om der kom noget ud deraf!

Ulf havde »besat« ham denne Aften; den Fraværende havde talt ud af ham; han skyldte sin Ven, ikke at forfuske hans Minde.

Annette kom ud i Entréen fulgt af Lieutenant Norden. Den sidste trak sig stift bukkende tilbage igen, da han saa' Gerhard. Annette gik tæt hen til sin Mand, besaa' sig ved Siden af hans Skulder i Spejlet, og sagde spydigt: Det er virkelig det bedste Indfald endnu af Dig iaften, at gaa hjem! –

Gaar Du med? spurgte han tvungent.

Hun lo: For at det skulde se ud, som om vi 379| var Allierede, der trak sig slagne tilbage? Nej, min Ven; jeg bliver – og lader Norden følge mig hjem!

Du har din Frihed! sagde han.

Gaar Du maaske paa Knejpe? spurgte hun, stadig med Blikket i Spejlet.

Du har din Frihed – gentog han – jeg min!

Altsaa, paa Gensyn, Henrik! – imorgen vel?

Han bøjede sig ned imod hende. Deres Blik kom til at mødes i Spejlet. Hun fo'r en lille Smule sammen, pillede ved Buketten paa sin smukke Skulder, saa' bort.

Jeg vil blot sige Dig, Annette! at vi bør være oprigtige imod hinanden. Jeg har maaske været lidt for oprigtig iaften mod Selskabet – men jeg kan ikke sige, at jeg angrer det. Konsekvenserne faar jeg nok at føle. Vi har ikke meget med hinanden at gøre, Du og jeg. Maaske denne Aften er bestemt til at sætte Grænseskjellet! Hvilke Interesser Du forfølger, bryder jeg mig ikke om at vide. Hvis jeg elskede Dig, gik min Gang ikke bort fra Dig nu – og hvis Du elskede mig, blev Du ikke tilbage i det Selskab, hvor jeg næppe mere kommer. Men lad os være ærlige mod hinanden.... sige hinanden det, naar Øjeblikket kommer, hvor – hvor f. Ex. Du har bundet Dig! Jeg skal gøre Gengæld paa min Side! tilføjede han hurtigt.

Hun bed sig i Læben og bøjede Hovedet; saa' derpaa raskt ivejret, næsten hadefuldt paa ham. Tjeneren havde længst – diskret – forladt Entréen; de To var alene.

380| Vil Du dermed sige – spurgte hun – at Du tvinger mig ud i – ud i Noget, som Du dog ikke kan vide, om det... aa, Du er afskyelig! Men det kan være det samme. Det vil falde over Dig! –

Hans Læber bævede let. Han saa' paa den skønne Kvinde, som maaske endnu ikke helt løj for sig selv, men som søgte at føre Krigen over i hans, Fjendens Land.

Han hviskede: Jeg vil blot spørge Dig – om Du selv tror paa, at Du elsker mig? Ja eller Nej! –

Hun tav og saa' paa Døren ind til Selskabssalen.

Han fortsatte:

Engang maa Komedien høre op. Jeg indrømmer, at for at leve i »Selskabet« maa den fortsættes. laften har jeg brændt mine Skibe. Men husk paa, hvor vi begge var enige om at komme frit ind i vort Forhold. Det var en kort, men en smuk Illusion. Lad os ikke gøre den grim. Lad os vedblive at sætte Friheden – det vil sige Sandfærdigheden – højest. Har vi en Meddelelse at gøre hinanden, saa lad os komme aabent med den. Jeg har til Dato ingen. Du bliver – jeg gaar. Godnat, Annette! –

Han rakte Haanden frem. Hun stod foran Spejlet, pillede ved Skulderbuketten –lo:

Godnat, Henrik! God Fornøjelse paa din Knejpe – blandt dine Kammerater! Lad mig se, Du ikke glemmer noget af dit Foredrag derinde fra Bordet. Det var dog ret virkningsfuldt. Jeg vil sige Dig, jeg desavouerer Dig ganske. Aa, hvor Mandfolkene 381| er kedelige med deres Præk. Og hvad kommer der ud deraf? –

Fortrydelse! sagde Gerhard tørt og gik ud af Gangdøren; hun ind til Selskabet.

Paa Trappeafsatsen tændte han sig en Cigar. Og endnu tøvede han – vidste ikke, hvor han skulde gøre af sig. Han saa' paa sit Uhr. Et Kvarter over ni. Hvorhen?

Entrédøren blev aabnet. En ældre Militær derinde fra Selskabet kom ud; en Mand med firkantede Skuldre, kort Hals, barske Træk, medtaget af Slid, Strabadser og Bekymringer, blodskudte, anstrengte Øjne under Briller – og disse Øjne blev ganske levende, da de saa' Gerhard.

Hr. Gerhard! –

Hr. Kaptejn! –

Godt at jeg træffer Dem endnu! Jeg vilde have snakket los mod Dem efter Deres Tale – men saa blev Bordet hævet. Meget rigtigt, forresten. Vi snakker altfor meget herhjemme. Og der blev dog sagt, De var en stille Mand med Hjærtet paa det rette Sted. Hvad var det for en Djævel, som fo'r i Dem? Gud straffe mig – jeg kan lide Dem. Dér er min Haand! Der var kun altfor meget sandt i, hvad De sagde. Men jeg er af dem fra 48 – jeg forfærdes over den Tid, vi nu lever i. Aa, tro blot ikke, at jeg ikke kender vor Tid – kender Ungdommen! Jeg herser med den – jeg slider mig op i Informationer – jeg har stor Familie – jeg har gennemgaaet tunge Sorger – proved, forstaar De! Men vi skal jo prøves. Mit Kadaver er lige 382| ved at bukke under mange Gange – men jeg har faaet den gamle militære Opdragelse – Soberhed, Respekt og Pligtopfyldelse! Det stiver af... ellers saa laa jeg der længst. Jeg véd, at De ler ikke af os gamle Karle. Der var meget bag Deres Ord, som tog mig – imod min Vilje – og jeg brød en Lanse for Dem derinde ved Kaffen. Men Gud straffe mig, det er galt alligevel! For, ser De: Folk, som har Ordet i deres Magt – som skriver – som digter – som maler – eller hvad de nu gør – de maa ikke sige det saaledes... man maa ikke skære Knæhaserne over paa Trækoksen! Jeg siger Dem ingen Fornærmelse; men det er Synd! Ikkesandt? Man skal ikke lyve – men man skal heller ikke rive de sidste Illusioner itu. Naturligvis – der ævles og bavles altfor meget af Folk, som holder med os ! Men paa den anden Side staar Nihilismen. Er De Nihilist? Dog ikke! Det er forresten ligegyldigt... for den Dag, da vi tvinges til at slaa det sidste Slag for vor Selvstændighed – den Dag er vi alle med! Det kan De trygt bande paa... og derfor siger jeg, som ikke er blind for, hvor fortvivlet vi sidder i det allesammen, derfor siger jeg: Ho'det ivejret – se ligeud! –

De fulgtes hen ad Gaden. Maanen stod, let skysløret, over Tagene; Fliserne skinnede fugtigt; fugtig-blød var Aprilaftnens Luft. Folk, som passerede forbi, syntes at tale dæmpet; alle syntes at have en Sorg eller Forknyttelse at bære paa. Kongens Nytorv forekom saa øde. Røde eller grønne Øjne gloede traurigt ud fra Sporvognene, og Pas383|sagererne havde ikke travlt med at komme afsted. Theatret – den uhyre Kasse – havde sin røde Lygte ude – en Vaudeville, der ikke rev op i Folk men lagde dulmende Omslag over de trætte Hjærner. I det »store« Hotel d'Angleterre var ingen Lys – ingen notable Rejsende. Kun i Kaféen skinnede Gassen – over de tyske Handelsrejsende, som skulde fortsætte til Sverig-Norge.

Danmarks Riges Hovedstad laa henvist paa sig selv, nedsænket i et vemodigt Halv-Søle, som Maanen sparsomt forsølvede.

De fulgtes ad endnu et Par Gader igennem. Gerhard var tavs. Den gamle Kaptejn stedse talende – aabenhjærtig – som naar man kommer fra Middagsselskab og ikke til daglig drikker Vin. Han indviede Gerhard i sine Familie- og Tjenestesorger; brød Staven over den Ungdom, som han satte mere end én Mands Kræfter ind paa at udruge til Fædrelandsforsvarere. Han viste sig som en stiv, brav, uegennyttig Mand – hvem Lykken aldrig havde haft Bud efter. Sorger, Tilsidesættelser, Tvivl havde ikke helt gjort det af med ham – han havde Stoffet i sig fra 48 – men da han skiltes fra Gerhard med et uskrømtet Haandtryk og et: Ho'det ivejret – ligeud!.... saa var han, med sine brede Skuldre, en duknakket Skikkelse, der bøjede om Hjørnet og forsvandt.

Tre Aftentimers Informationer ventede endnu paa ham derhjemme – og en sengeliggende Familie.

Gerhard stod stille, saa' efter ham og gik mekanisk videre – udad Vesterkanten.

384| Og han tænkte paa den Aprilaften, da han havde mødt Annette og Fru Funch paa Langelinje, havde spaseret igennem denne By, mødt sine Venner i Frederiksberghave og i deres Selskab været sammen med Edith.....

Edith! Det fo'r igennem ham – dette Navn.

De mellemliggende Aar var som strøget. Den Aften og den Nat stod for ham – bisar og stemningsfuld med Vennens Skikkelse og med hendes.... med Skær af Ungdom og Forventning over sig. Vennen var borte – syg – i Udlandet; og hun?....

Han havde – da han var vendt tilbage fra Udlandet med Annette – ved Lejlighed forhørt sig hos Skyggen. Og Skyggen havde med Gravrøst svaret, at Edith havde ødelagt Ulf – det, Skyggen havde forudsagt – at hun var en træsk Kvinde, der havde »solgt sig for Guld« – at han ikkedestomindre respekterede hende for den oprigtige Deltagelse, hun havde vist ved Efterretningen om Ulfs Sygdom – at hun pludselig var rejst bort, at Ingen ret vidste Besked med hendes Forhold – hun skulde have spillet Komedie paa Svensk i Finland – eller sunget paa Tysk i Petersborg – eller paa Dansk i de preussiske Østersøhavne. Ingen kunde sige noget med Sikkerhed. Hun var en gaadefuld Person – et farligt Væsen.... Ulf sørgede stadig over hende i sine Breve – dem, Skyggen opbevarede som en Helligdom.

Siden den Tid havde Gerhard undgaaet at spørge Skyggen om hende. I de faa Breve, Ger385|hard fik fra Ulf, var hun kun antydet – aldrig nævnet. Gerhard selv havde villet glemme – og de selskabelige Kredse, han søgte, laa fjernt fra »Elysiums« Enemærker.

Iaften vilde han derud.

Han lovede sig liden Opbyggelse af et Besøg paa det Sted, hvorfra hans Smag, hans Vaner, hans Omgang naturligt havde holdt ham fjærnet. Men der sad en Braad i ham – fra Middagsselskabet – hans sidste Samtale med Annette – fra disse sidste Aar – fra Alt det maaske, som laa paa denne Side af hin lyse Juninat – – – – – – –

Jo, han vilde derud; trykke Braadden dybere ind ved at gense det Sted, hvor hun ikke færdedes, hvor maaske en Karrikatur af hende – og af Mindet – havde indtaget Pladsen.

Han raabte en Drosche an og kørte afsted. Under Kørslen skvulpedes disse tre, fire Aars Oplevelser – og Mangel paa Oplevelser – sammen i ham til én besynderlig Bitterhed. I Grunden havde han kun sig selv at bebrejde Alt – og dog mærkede han en Tilbøjelighed hos sig til ligesom at kaste Skylden over paa denne unge Pige – som nu maaske ensom og hjælpeløs flakkede om – Gud véd i hvilken Verden, under hvilke Forhold?

Aa, han knugede sin Haand, medens han under Kørslen rystedes i denne trange Æske, der lugtede af muggent Hø og harsk Seletøjs-Tran.

386| Samfundet – under alle dets tænkelige Former – hvortil vi forskriver os og som med Jærnkløer holder fast paa Forskrivningen! Sveden driver af os – Blodet pibler af os – med Blod forskriver vi os – Hjærteblodet!

Han lod Vinduet gaa ned og kiggede ud. Han kørte gennem den lange, lige Frederiksbergallé. Maanen fældede sine Striber – underligt matte – tværs over den dunkle Gangsti, hvor en ensom Fodgænger listede af under de nøgne Træer. Han erindrede – som var det igaar – hin Aprilaften, hvor han selv, Overgaard og Ulf havde spaseret her! Overgaard, som kendeligt undgik ham! Ulf, som var borte! Han selv, som.... som hvad? –

Som nu vilde søge ind paa en Café chantant, for at mindes.... og for muligvis at glemme!

Thi der paakom ham en sugende Længsel – en Vin-Dunsts hidsende Trang til at skylle Alt bort og ned.

Han vamledes ved Tanken, han, den kræsne, forvænte Mand.Og dog tænkte han den. Bedre saaledes end min Svigerpapas Middagsselskaber med Stifts-Øvrighed, Provster, Dommere, Krigere, Videnskab og Kunst!

Og Ulfs Skikkelse stod atter for ham – som Banquos Aand ved Bordet.

Er det ham, som er blevet til mig? Mig, som paatager mig hans Skikkelse?

Han lo indvendig. Droschen holdt. Han steg ud – og gik ind i »Elysium«.