387| IX

Han valgte sig en ubemærket Plads længst tilbage i Salen, satte sig og saa' op til Tribunen.

Dér sad Damer i en Halvkreds, en plump og svær, en høj og slank i Slæb, nogle ganske kønne, unge – – – de to Stole yderst mod venstre ledige.

Den samme Tobaksdamp og Gasvarme – samme syrligsøde Duft af Vin, Øl, Punsch – samme Publikum som for Aar tilbage. Nærmest Tribunen en Del unge Mennesker, glade, begejstrede; nogle ældre Kavalerer, som næppe sad her for Begejstringen; Borgermænd med Madammer og halvvoksne Børn, der deltes om Ølkrusene og Smørrebrødet; en enkelt sammenfalden Skikkelse, der med blege Træk stirrede gennem Dampen og Varmen op mod den lysflimrende Tribune ligesom mod et Feeri af Illusioner – bristede Ungdomsillusioner, der laante Vinens Vinger, Toddyens Flyvemaskine, for at hæve sig op til idealere Højder.

Gerhard kendte denne sammenfaldne blege Skikkelse – Skyggen; men Skyggen røbede ikke nogen Genkendelse.

Og Pianisten dundrede i Tasterne, og Violinisten – som nu var en Violinistinde – akkompagnerede Damen i Slæbekjole:

»Højt fra Dachsteins Top«....

Gerhard tog sin Paletot af og sad der i Selskabsdragt. Han følte sig varm og kold, vilde blive, 388| vilde give sig til at drikke, vilde gaa – – – – han vidste ikke selv hvad, men egenlig ubehagelig berørt af Stedet var han ikke; denne Pianist var musikalsk – hvad han saa ellers var – og denne Violinistinde strøg en udmærket Gige; hun havde noget ved sig, noget, der mindede om Edith – uberørt, ligegyldig som hun behandlede sit Instrument og dog med den fødte musikalske Sans for hvad der kan synges ud af Strengene og Lydkassen. Der var noget naivt, harmløst over Forestillingen. Og Gerhard smilede ved sig selv over den gamle Dachsteiner, det »gamle Steierland«. Alpelinjer med blaanende Snetinder begyndte at kæde sig sammen fjærnt borte i Horisonten – han tænkte paa de harmløse, elskværdige Mennesker, som han havde tilbragt Dage og Uger sammen med, dér hvor Musiken er Melodi og gror op jævnsides Vinen, som drikkes uden Alkohol og uden Hovedpine.

Han vendte sig halvt bort fra Tribunen og vinkede ad en Opvarter. Saa hilste en Herre paa ham – – – – det var Hr. Eriksen, hans Gymnastik- og Fægtelærer, som sad ved et Bord i Selskab med en yngre Læge, nogle Grosserere og »Levemænd«. Gerhard hilste igen, lidt stift, følte sig generet, vendte sig helt bort fra Tribunen.

Opvarteren, en bredskuldret Alvorsmand, stod bukkende for ham.

Gerhard hørte Fægtelærerens skarpe Stemme sige: Karoline er brillant iaften, hvad, Doktor?

Gerhard betvang en Tilbøjelighed til at rejse sig og gaa. Hvorhen? Og hvorfor i Grunden lade 389| sig genere af disse Herrer? De kom her næppe for det samme, som han! Enhver kom her vel for Sit! Han sad her for at høre paa naiv Musik – og saa for at drikke.... han havde netop været altfor maadeholden ved Middagsbordet.... ingen »Stemning« havde løftet ham – derfor var han bleven saa malkontent.... aa Pokker med det Hele.... Og han tænkte paa Ulf, paa Ulfs Vin.... og han sagde højt: Bourgogne!

Meget gerne! svarede Opvarteren, som nøje havde taget Maal af den elegante Herre, der sad her saa alene – og som maaske søgte Selskab.

Vent lidt! bad Gerhard. Hvad hedder Pianisten?

Hr. Achlaitner! –

Rigtigt! sagde Gerhard smilende. Og Violinistinden?

Frøken Anna – Anna Kjærskov!

Tror De ikke – spurgte Gerhard – at Hr. Achlaitner og Frøken Kjærskov efter Forestillingen vil spise til Aften med mig og spille lidt for mig?

Opvarteren trak paa det: Hr. Achlaitner vil vistnok meget gerne – men – Frøken Anna... hun gaar altid lige hjem!

Er hun gift? spurgte Gerhard lidt spydig.

Hun har en Mand – som – det vil sige, som hun forsørger – og et Par Børn, som hun holder meget af. Hun lader sig aldrig invitere ud – ikke af Fremmede! –

Vil De bringe hende min Kompliment – sagde Gerhard høflig – og vil De saa spørge Pianisten, 390| om han vil spise til Aften med en Herre, som er en Beundrer af hans Spil – her om Hjørnet hos Traktør Lind.... men han maa tage sin Zither med! Jeg véd, at han skal spille udmærket Zither! tilføjede Gerhard.

Opvarteren sagde med en Blanding af Forretningsalvor og diskret Fortrolighed: Undskyld – jeg serverer efter Forestillingen hos Traktør Lind... og jeg tror, at jeg havde den Ære, for nogle Aar tilbage, at servere for Herren og nogle af Deres Venner!...

Gerhard betragtede ham opmærksomt. De har en god Hukommelse – sagde han. Nu kan jeg kende Dem. De har ikke forandret Dem. Er De maaske ogsaa gift? –

Jeg har Kone og syv Børn! Man maa jo fortjene Brødet til dem ved Noget! sagde den forvaagede Opvarter, idet han med en rund Haandbevægelse syntes at tilkendegive, at disse Omgivelser ikke saa meget var hans fri Valg. Undskyld – nu skal jeg bringe Bourgognen! tilføjede han og fjærnede sig.

Gerhard støttede Hovedet i Haanden. Hvad? tænkte han; her synes Alle at være gift – i det mindste Familieforsørgere. Skal man se til, saa er det maaske Alvoren og Hæderligheden, man maa søge her – hos Opvartere og Violinspillersker. Ja hvorfor ikke? Lad os komme ud af vore Fordomme – lad os dog engang... Og han faldt i dybe Tanker, stadig med Ryggen mod Tribunen, stirrende ned for sig mod Gulvet. Han huskede sig selv, 391| Overgaard og Ulf siddende her – hvorledes de havde citeret Faust – og sendt deres Rimerier paa den lille Tegning op til Edith. Han ænsede ikke Larmen omkring sig, ikke en »komisk« Sang, som af den svære Dame blev smældet ud ligesom fra en Taagesirene i det dunstopfyldte Rum, ikke Applausen, de klaskende Hænder, Stokke og Paraplyer, hvis Dupskoer dundredes mod Gulvet. Han saa' ivejret. Opvarteren stod foran ham ifærd med at trække Proppen af den mørke, rundbugede Flaske.

Skulde Du spørge ham om hende? tænkte Gerhard, men følte Ulyst dertil. Opvarteren spurgte, om han maatte skænke i Glasset, og meddelte, at han havde bragt Indbydelsen til Pianisten, og at han kom!

Gerhard hørte aandsfraværende derpaa, greb Glasset, tømte det. Opvarteren stod dér endnu. Naa – det er sandt – betale! sagde Gerhard, lagde en Seddel paa Bordet og bad ham beholde den. Og pludseligt spurgte Gerhard den ærbødigt bukkende Opvarter: Véd De noget om, hvor Frøken Edith er henne?

Et ugengiveligt Smil fløj over den af Nattevaagen og Familiebekymringer mærkede Opvarters alvorlige Ansigt: Men hun er jo dér oppe. Nu skal hun synge! lød Svaret.

Gerhard vendte sig med et Ryk og saa' op mod Tribunen.