392| X

Dér sad hun – yderst tilvenstre – paa den højryggede Stol – i et lyst Silkekostume – med en lille graa Vifte lagt ind imod den langhandskede, fine Arm. Hovedet bøjet – den dæmpede, bløde Glans over det blonde Haar – Taillen smækker, det højhalsede Kjoleliv som støbt over det skønne Bryst – og Foden med den delikate Ankel trukket ind under Stolen.

Og ved Siden af hende sad den lille Natalie.

De smilede til hinanden. Det syntes som om de ved en fælles Aftale havde forladt Pladsen, medens den »komiske« foredroges. Nu sad de dér... nu skulde Edith synge.

Gerhard dukkede sig bag to brede Borgermænds Rygge. I Mellemrummet mellem de to mørke Kolosser saa' han den lyse, slanke Skikkelse deroppe rejse sig – gaa frem... og han hørte hende synge Drikkevisen, oversat fra det franske Drama. Ganske som dengang!

Stemmen den samme. Kun forekom den ham spinklere. Bevægelserne de samme – samme Ynde, en Generthed, der kæmpede med Viljen til at beherske Formen – en ladylike Fremtoning – – med det Rorende over sig, som fremkommer ved naturlig Intelligens, fin Smag uden Støtte af Teknik – Midler, som ikke bruges – en altfor ængstlig Selvkritik – en Sky for det Rutinérte – en Ulyst i det hele taget ved at »optræde« – hun dér, som optraadte!

393| Og som – det sagde Gerhard ved sig selv – god en Charme, en kvindelig Noblesse, en Dames Smag, literær Sysselsættelse, med en ungdommelig varm Kolorit over disse Forestillinger her!

Han følte sit Hjærte banke. Salens paa engang prangende og tarvelige Udstyr forsvandt – Tribunen blev en Terrasse, hvorfra en Musik bolgede ham imode, som fra Rubens', fra Watteau's Kærligheds og Skonheds Hoffer. Hvilken glimrende Melodi! Skade at hun ikke synger de franske Ord! Men man kunde lære hende dem! Og han blev ivrig, følte sig ungdommelig revet med- tænkte i dette Øjeblik ikke paa andet, end paa at han sad her for tre Aar siden – Alt uforandret – og at han kunde være sammen med hende efter Forestillingen – for at sige hende, hvor uforandret hun og Alting forekom ham... Javist! han vilde være ung – hun var jo ung – smukkere end dengang, syntes han – en Dame! en udviklet Kvinde! Og de vilde samtale om deres Erfaringer – og maaske om Ulf... aa, de havde meget at tale om – og hun havde dog sin Frihed – maaske! Jo, hun skulde have sin Frihed... Det var ham, Henrik Gerhard, som vilde bede hende om at tilstaa sig den Frihed, iaften efter Forestillingen at drikke et Glas Vin paa de fælles Minder!...

Han rejste sig og saa' sig skarpt omkring i Salen – forbi Skyggen, som ufravendt stirrede op mod Tribunen – bort over Eriksens Bord, som han ikke længer ænsede. Han kendte intet Ansigt – 394| og han mødtes ikke af det Ansigt, som han nodigst havde sét her.

Maaske Alt var forandret! tænkte han ved sig selv.

Hun havde igen sat sig og nikkede smilende til de pur unge Menneskers støjende Begejstring. Saa faldt hendes Blik paa Gerhards ranke Skikkelse i Salens Baggrund... hun saa' pludseligt ned i Skødet, idet hun rykkede med Stolen. Ogsaa den lille Natalie havde sét ham; hun rynkede Brynene og stirrede stift ligeud.

Gerhard satte sig, tog sin Lommebog med Visitkort frem, skrev nogle Linjer, vinkede ad Opvarteren og sagde dæmpetmyndig: Kan jeg stole paa Deres Diskretion? Bring mit Kort til Frøken Edith – og skaf mig Svar tilbage – men saaledes, at Ingen ser det!

Opvarteren lagde en stor Haand over Kortet, bøjede sig og hviskede ærbødigt:

Frøknen har været borte i længere Tid – men har nu sunget her de sidste Maaneder. Et Par Gange har hun spurgt mig, om ingen af de Herrer – fra den Aften – har været herude, mens hun var borte. Nu skal jeg bringe hende Kortet! –

Gerhard vilde holde ham tilbage – spørge ham videre – men betænkte sig og betydede ham, at han skulde gaa. Og Opvarteren gik, skjulende Kortet i sin store Haand, ud ad Døren i Baggrunden af Lokalet.

Gerhard tømte sit Glas, dukkede sig uvilkaarligt bag de to brede Rygge, havde en Fornemmelse af 395| at de Nærmestsiddende lagde Mærke til ham – rejste sig, trak sin Paletot paa, og gik ud, men kastede først et Blik op til Tribunen, til Watteaus Terrasse. Ediths Stol var tom. Skønheden ved Festen var borte. Den lille Natalie sendte ham – saa vidt han i den store Afstand kunde se – et spydigt Blik. Pianisten rejste sig halvt fra sit Sæde ved Flygelet, og medens han vedblev at lade Hænderne dundre over Tangenterne, nikkede han gemytlig smilende til Gerhard ligesom: Paa Gensyn!

Gerhard følte sig ilde berørt, halvt komisk; og skyndsomt forlod han Salen ad Døren, som Opvarteren var gaaet ud af.

Han løb lige imod ham udenfor.

Naa? spurgte Gerhard utaalmodig.

Frøken Edith bad mig hilse Dem – hun vilde gerne tale et Øjeblik med Dem! –

Tale med mig? spurgte Gerhard forundret – behageligt overrasket. Men hvordan det? –

Opvarteren vinkede ham tilside og sagde dæmpet med sit alvorligste Ansigt: Det er rigtignok ikke tilladt – og jeg vilde komme i Ulejlighed derfor – men med Frøknen gør vi gerne en Undtagelse... vil De behage at følge efter mig!

Han trak Gerhard efter sig – igennem en Sidebygning – ad en Gang ind i et mindre Rum – derpaa i et større. Mørkt var her; man hørte Musiken fjærnt som en dump Brusen; og Lyden af Applausen som Plaskregn paa et Tag. Det er jo som et Theater – langt bag Scenen – i en Foyer – men bandsat mørkt! tænkte Gerhard. Og uvil396|kaarligt fandt han Behag i den ærbødige Maade, hvorpaa Opvarteren nævnede Edith. Nuvel! sagde han ved sig selv; lad mig antage, at det er et Theater – og Edith Primadonna! Er vi ikke alle paa Brædderne? spiller vi ikke alle Komedie? Jeg har i Udlandet været bag Scener – som ovenikøbet nød et stort Ry – hvor det gik mindre harmløst, rent ud sagt temmelig vildt til! Nej, vi er skikkelige herhjemme! Men hvad vil denne mærkelige Alvorsmand af en Opvarter? Vil han overfalde mig? Det bliver vi allenfals to om! –

Gennem Gerhards Hoved fo'r de besynderligste Idéer – som han øjeblikkelig gjorde Edith Afbigt for... en af disse Idéer var den: skulde mon ikke denne bredskuldrede Opvarter være en Slags Spion, muligvis en »Bravo« lejet af... aa Visvas! – Alligevel lyttede han med nogen Mistillid til denne Mand dér, som i Mørket puslede om mellem Stole... endelig blev en Tændstik strøget, og han saa' Opvarteren lede efter en Gasarm, der strakte sig ud fra Væggen.

Undskyld! vi tør egenlig ikke tænde Lys herinde – men dette ene halve Blus! Hvis De vil være saa artig at opholde Dem... Frøknen kommer gennem den Dør dér – oppe fra Garderoben. Men det er imod Reglementet! –

Og Opvarteren forsvandt med sit alvorlige Buk.

Den sparsomt oplyste Sal syntes meget dyb – rimeligvis en Sommerrestauration – med Stole sat i lange Rader – Haveborde og Havebænke. Atter følte Gerhard sit Hjærte banke. Var det ham, som 397| vilde hende noget? eller var det ikke Edith, som vilde tale med ham om... ?

Ah! Ulf? –

Og som en Skygge, en stor og bleg, syntes Vennens Skikkelse at skride tværsover det halvmørke Lokale.

En Dør aabnedes; man saa' en Trappe og øverst et Lysskær; Musikens Larm hørtes stærkt og dæmpedes atter. Døren faldt til. Ediths lyse, slanke Skikkelse kom hurtigt henimod Gerhard – Silkekostumet frembragte den ejendommelige dæmpet-knitrende Lyd – hun standsede i nogen Afstand fra Gasblusset – slog Øjnene ned og rakte Haanden frem.

Gerhard greb og trykkede den. Frøken Edith!... sagde han.

Hurtigt saa' hun paa ham – lagde Fingren over Læben: Tys! ikke tale for højt. Jeg skammer mig ved at vise mig saaledes for Dem!

Han lo og svarede:

Er det »Krigsmalingen«, De mener? Trøst Dem, kære Frøken; jeg har sét Skuespillerinder og Sangerinder paa Krigssti – førend jeg saa' Dem. Der er Ansigter, som Sminken ikke kan skæmme... ihvorvel jeg altid med nogen Overvindelse søger efter det Menneske, jeg kender, bag ved den Maske, jeg ikke ynder!

Dér ser De selv! sagde hun blidt – med den Stemme, han huskede fra Juninatten. De kan alligevel ikke lide det – og jeg endnu mindre. Men jeg har ikke Lov til at være borte deroppefra. 398| Der er blot en Bøn – som De ikke maa afslaa...!

Vi spiser dog sammen til Aften, naar Forestillingen er endt? Ikkesandt! sagde han hurtigt. Det maa De ikke afslaa! –

Hun bøjede Hovedet og nikkede hastigt bejaende. Han trykkede hendes Haand til Tak. Hun saa' ivejret og sagde bønligt:

Vil De saa nok love mig – at De ikke vil gaa op i Salen mere. Jeg kan slet ikke synge, naar De hører paa mig!

Han lo: Naar De nu slet ikke kan se mig – naar jeg skjuler mig bag de to brede Rygge? Aa, Frøken Edith; jeg vilde netop saa gerne sidde og se paa Dem!...

Hun sagde bestemt: Naar jeg véd, at De sidder i Salen, kan jeg ikke faa en Tone frem. Og jeg skammer mig; og... Herregud, hvis De ikke vil forstaa det, saa kan De jo blot love mig, at De vil gøre, som jeg beder om!

Han bøjede sig, forte hendes Haand til sine Læber og sagde: Paa Gensyn hos Traktør Lind – ligesom – ligesom for hundred Aar siden!

Hun nikkede fornøjet; vendte sig ængstlig, som i Frygt for at Nogen skulde kalde, saa' atter paa Gerhard og sagde: Vidste De blot, hvor glad jeg er over at se Dem – men ikke deroppe – nej ikke deroppe blandt de mange Mennesker. Paa Gensyn!...

Han tog sit Uhr frem: Om en Timestid?

Om en god Time! svarede hun og løb hastig til399|bage til Døren. Silkekostumet knitrede; den lyse Skikkelse var borte.

Han stod ene tilbage. Uden at vide, hvad han foretog sig, førte han Uhret til Oret; hans Hjærtes Slag overdøvede Uhrets. Han saa' sig om. Han syntes, at dette øde Rum for nogle Sekunder siden havde straalet af Lys. Hvor mørkt her nu var! Det er jo Katakomberne! sagde han halvhøjt – og lo fornøjet. Og han gik til Døren, som han var kommen ind af, idet han nynnede en Stump af en Verslinje – et Citat – eller noget han selv paahittede: