XI

Han famlede sig frem – og kom udenfor; gennem en Have – ud i Alléen. Det var klart, fuldt Maaneskin; Skysløret bortfejet; Himlen forekom ham saa høj, saa hvælvet, som han ikke huskede den siden Syden. Eller han huskede den saadan, en Nat imellem Alperne, i den Kärntnerdal, hvor han havde haft Venner, levet lykkelig. Træerne, deres tykke Grene og tynde Kroner, skød dybe Skygger fra sig; og Bygningernes hvide Mure lyste. Han følte Luften styrkende ren; han gik frem over Runddelen til Gitterporten ved Frederiksberghave, kiggede derind, hvor den lille, noble Skikkelse barhovedet vogter det stille Perspektiv under de høje Lindetræer. Han mindedes den Aften, hvor han 400| havde haft Stævnemøde med salig Kong Frederik den Sjette. Han smilede.

Det var ham i dette Øjeblik utænkeligt, at noget af Betydning kunde ligge mellem da og nu. Han mindedes blot – ved en Idéassociation – at Ulf engang havde læst et Brev højt, som var bleven ham overladt til Afskrivning af en ivrig Autografsamler. En autentisk Kærlighedsepistel fra Frederik den Sjette til hans Elskede – skrevet kun en Maaned før Kongens Død. Det var uortografisk, uliterært, men ynglingevarmt, tyveaarsungt, bærende Bud om Faderkærlighed og Elskerens Elskov, fra en sølvhvid Gubbe, der har »hævet« en Pige af Folket, adlet hende og adlet end mere sig selv gennem sine Følelsers Styrke, Varighed og Dybde.

Han mindedes Ulfs Ord: Dér gik altsaa det glade Folk hver Søndag ud i den Have, for at se »den høje elskede Familie« spasere paa Terrassen eller ro i Kanalerne. Den »gamle« Konge spaserede med sin Dronning, Prinser og Prinsesser, Hofetat og Hajdukker, martialsk-borgerlig langs Terrassen, eller han styrede, værdig som Landets Fader, den store Chalup omkring i de snevre Kanaler – og ikke sjeldent paa Grund. Og Spillemændene spillede, Garden præsenterede, Folket raabte Hurra. Ikke var der én Digter, som ikke priste i ham alle baade kongelige, borgerlige og filistrøse Dyder. Og han smilede under sin enorme Trekantede – smilede helt lunt, den gamle, brave Hædersmand. For han vidste nok, i hvilke Arme, i hvilken Familiekreds, han det foregaaende Døgn havde udhvilet fra401| Statens Byrder og Etikettens Narrestreger. Lørdagaften var hans Aften. Søndagen var Hoffets og Folkets Dag! –

Og hvem vilde ikke – havde Ulf tilføjet – hvem vilde ikke af Hjærte unde ham en øm og hengiven Elskerinde: han, som havde Pengesorger tilfælles med den slettest lønnede Embedsmand og de berømteste Digtere; han, som bestandig gjorde Dumheder, og stedse ønskede at gøre det bedst mulige; han, som havde sét Staten og sig selv ved Afgrundens Rand – Flaaden tabt – Staden brændt – Banken sprængt – og Norge Fanden ivold! – i Sandhed, han fortjente en Elskerinde!...

Gerhard lænede sig op mod Gitterporten, lod Maanelyset og Maanelysets Skygger lege igennem sine Tanker.

Fra Lyset ind i Skyggen, tilbage igen og atter fjærnt bort gled Ediths fine, slanke Skikkelse. Først nu saa' han tydeligt hendes Kostumes Snit – den elegante Arm – den delikate Ankel – den smukke Hals og Nakke – den hele skælmske Uskyldighed, der som en Sydens Blondine var smuttet i en klædelig Karnevalsdragt, med Hensigten at behage men uden Bihensigt at udfordre. Hvor dukkede hun sig ikke selv under den tavse Misbilligelse af Sminke og Maling.... den lille Stakkel! Hun var jo i »Uniform« – som enhver, der viser sig paa en Scene for at tjene Brødet eller Laurbær, for at underholde det Uhyre, adsprede den Tyran, hvis Slæb vi alle er med til at bære, hvis Lovsang vi alle tvinges til at synge – naar ikke Brødet skal tages 402| af vor Mund og kastes for Hundene, Kransene rives af vort Hoved for at vaske os om Ørerne med!

Han kom til at le højt – i et ubetvingeligt godt Humør, uden Brodd – skøndt han netop tænkte paa, at han selv var i Uniform – selv havde givet en Scene tilbedste tidligere paa Aftnen. Han saa' et for et disse Ansigter ved Middagsbordet, misbilligende, forbavsede, sur-søde, arrige, gnavne eller maabende. Ja-ja! lo han igen: Das kommt von das! Og Enden er ikke endda! Nu vil jeg til Traktør Lind!

Han kom derhen, fik sig anvist det Værelse, hvor de tre Venner og de tre Damer havde tilbragt den Aften – som ret egenlig havde knyttet de usynlige Skæbnens Traade, hvorover vi selv har saa usigelig liden Bestemmelse. De holder – eller de brister – eller krydses af andre. Naa! han vilde ikke tænke derover; ikke over noget, som laa bag, ikke over Dagen imorgen. Han vilde Øjeblikket.

Den broncerede Apollobuste syntes at se ned paa ham fra Kakkelovnen, hvori han lod gøre Ild. Pianoet – Olietryksbillederne paa Væggen – Alt var som da. Han rettede paa sit hvide Slips foran Spejlet, saa' smilende paa de enkelte graa Haar i Tindingen, drejede tankefuldt sin Moustache – kom atter til at le – forekom sig selv først nu egenlig klædt til Fest. Han vilde haft Værelset langt hyggeligere – overbeviste sig om, at der ingen Fremmede var i Sideværelset – drejede Nøglen om i Døren derind til – vilde have sendt Bud efter Blomster – men der var ikke Tid. Han havde 403| selv Blomster, syntes han; hans Tanker var Fest, hans Hjærte ungt.

Saa var Opvarteren dér; dækkede stiltiende Bordet, satte blanke Glas frem, og overrakte Spiseseddel og Vinkort.

Gerhard tog til sin Lommebog og sagde let rødmende: Jeg er kommen uforberedt ud i Aften; men her er mit Kort, hvis De vil være saa god at notere mig for Beløbet...?

Behøves aldeles ikke! svarede Opvarteren med sit udmærkede Buk, hvori der tydeligt laa et: kender mine Folk!

Godt! altsaa det Bedste, Huset formaar. Vælg efter Frøknens Smag. De kender den formodenlig? –

Jeg serverer undertiden for Frøknen – og altid i det bedste Selskab! lød Svaret.

Jeg spurgte ikke derom! sagde Gerhard skarpt og tilføjede noget mildere i Tonen: Hvilket Selskab – for Eksempel?

Opvarteren stod med Haanden paa Dørgrebet, bukkede og sagde, idet han trak sig baglænds ud af Døren:

Som Herrens! –

Gerhard lo, lænede sig tilbage i Sofaen, faldt i Tanker og sprang op. Det bankede paa Døren, Edith traadte ind.

Gerhard hjalp hende Overtøjet af, førte hende spøgende hen for Spejlet, drejede hende ærbødigt rundt, og spurgte: Holder De mere af Dem selv saaledes?

404| Hun nikkede, rettede lidt ved sit Haar i Panden og ved Nakkefrisuren, med denne yndefulde Bevægelse af Armene, der hæves op fra et stramt siddende Kjoleliv, medens de hvide Hænder med hurtige, adrætte Fingre arrangerer Alt i et Nu. Kun den virkelige Dame formaar at smælte disse Tempoer sammen til en lille, hastig forbiglidende Situation – en Harmoni – en Skønhed! Der er i Grunden de strengeste Love for de tilsyneladende største Ubetydeligheder.

Gerhard sagde hende det; hun truede smilende ad ham: Hvis De lægger saa nøje Mærke til Alt, hvad jeg foretager mig, saa falder jeg tilbage i min gamle Ubehjælpsomhed og Kejtethed!

Det gjorde hun nu ikke. Gerhard saa' straks, at de mellemliggende Aar havde givet hende Sikkerhed, Afrundethed, en Værdighed i Holdningen, uden at hendes Fremtræden var bleven pretentiøs. Et slankt Legem fører sig elegantere end en kort, robust Figur. Men der maa Agtpaagivenhed til – som ikke vindes foran Spejlet – som øves gennem Sysselsættelse med hvad der er Fint, Intelligent, hvad der i inderste Forstand maaske er det Kvindelige, vi fængsles af, tilbeder.

Har De nu sét tilstrækkeligt paa mig? spurgte hun leende. Skal jeg gøre Gengæld? Nej, hvor De er fin iaften! Blomst i Knaphullet! Nu ser jeg det først rigtigt! Og hvor den Kjole sidder godt!...

Naa, og Deres da! sagde han leende. Brunt klæder Dem fortræffeligt – og højhalset – og den lille beskedne Brosche – som jeg maaske engang 405| faar Lov at omveksle med en ikke mindre beskeden – men Guldlænken om Deres Haandled drister jeg mig ikke til at forsøge paa at ombytte – den er sandsynligvis symbolsk...?

Hun rynkede Øjenbrynene let; lo igen – ligesom for at le en ubehagelig Mindelse bort – og sagde: Alt klæder mig »fortræffeligt«... tror De ikke, at jeg har hørt det tidt... Jeg har en god Figur – og jeg er glad derover – jeg er virkelig glad over Alting – og jeg har heller ingen Grund til at være et Hængehoved – jeg synger, saa snart jeg slaar Øjnene op om Morgnen – jeg elsker at høre Fuglene udenfor – jeg elsker min Uafhængighed – og at klæde mig godt – jeg lader da ogsaa sy hos den første... men Gudbevares, hvor vi snakker om Tøjet! – og hvor jeg er sulten!...

Han saa' fornøjet paa hende. Det var et helt andet Væsen end for en Time siden – utvungen, let, glad. Men Uniformen var jo rigtignok ogsaa borte. Hvor er De sød! sagde han uvilkaarlig.

Hun hævede atter Fingren og rystede smilende paa Hovedet: Jeg maa gentage for Dem – jeg har hørt alle mine Fuldkommenheder berømme, baade paa Vers og Prosa – De kan ikke sige mig noget behageligere, end – at vi skal spise!...

Dér har vi Maden – og Vinen! Tilbords – til Fest! sagde han og bød hende Armen.

De satte sig, spiste, drak, lo, spøgede. Opvarteren serverede for dem automatisk lydløst. Da han mærkede, at Samtalen faldt henimod det Alvorligere, skænkede han endnu engang op af Flasken 406| i den blanke Metalkøler, og trak sig med sit Staldmesterbuk tilbage.

Jeg tror, det er en honnet Fyr! sagde Gerhard.

Edith nikkede bekræftende.

Husker De den Aften herude – og den Juninat, Edith? –

Jeg husker! svarede hun dæmpet, tog om sit Glas og kiggede ned imod de smaa perlende Kloder, der langsomt hævede sig fra Bunden, snoede sig i Spiraler og bristede.

Gerhard nærmede sit Glas mod hendes: Paa Ulf – hans Sundhed!...

Hendes Læbe bævede et Sekund; saa drak hun langsomt ud, med halvt tillukkede Øjne.

Gerhard saa' paa hende. Hun var nydelig – uforandret nydelig – eller forandret til det Smukkere. Men hvor havde ikke denne lille Pande tænkt i Mellemtiden – og Tanker afsætter Mærker. Hun havde maattet lide – haft Sorger, Bekymringer. Aa, hvorfor kunde han ikke helt fortrolig tale med hende om disse Sorger? De kunde læses ud af den lille Streg under Øjet – og en Streg ved Mundvigen. Den kloge, smukke, »tapre« Mund, med de rode letkrusede Læber – den var mærket paa sit foleligste Punkt, den svage Afskygning henimod Kinden – og denne Kind var i sin fine Oval brudt af en begyndende Sænkning – endnu kun en Anelse om den Vinkel, som Mand og Kvinde engang med Vemod vil komme til at betragte i Spejlet, sigende til sig selv: se dette er Alderens, Aftenens Mærke!

Eller... her fo'r det med et Stik igennem 407| hans Hjærte... var det de gennemvaagede Nætter, som med Nødvendighed folger denne Livsstilling, om de ikke med Nodvendighed peger mod Tilsættelsen af Kvindeværdighed og Stolthed? Var det »Festens« Vrangside – som Mændene saa godt som nogen kan aflæse af deres egne Ansigtstræks første ubestemte Host-Skær – var det dette Skær, som nu i begyndende Skrifttegn robede sig for den skarpe Iagttager?

Han samlede – for med et Slag at forjage Indtrykket – alle de enkelte Træk i dette smukke, endnu halvt barnlige Ansigt til en indtrængende Erkendelse af: noget Skræmt og Stolt, noget Blidt og Trodsigt, et Barn, der er modnet til Kvinde og ikke er sig andet ondt bevidst, end hvad vi alle er os bevidst – uden at vi behøver at rødme for andre end for os selv.

Og idet han tog Vejret dybt, mumlede han: Lad Nogen sige denne unge Kvinde noget Nedsættende paa... og jeg vil svare roligt, at jeg vejer jeres godtkøbs Selvretfærdighed mod hendes Dyder og Lyder. Lad os se, hvor Vægtskaalen synker!

Nu sidder De igen og stirrer paa mig! sagde hun næsten vredt og tilkendegivende, at hun fulgte eller sluttede sig til hans Tanker.

Han skød venligt sin Haand henover hendes, klappede denne Haand og svarede: Jeg erindrer godt fra den Juninat, at jeg ikke formaar at skjule noget for Dem. Jeg beder – tilgiv!

Ak – den Juninat! sagde hun og sænkede sit 408| Hoved, med de smaa, svage Nik, som naar hun ret grundede paa en Ting.

Lad os tale om Ulf! bad hun dæmpet.