XII

De talte om den Fraværende næsten som om han ikke længer var blandt de levende – med denne skaansomme Pietet, der ikke er Karakteristik. Gerhard fornam dog paa sig selv, at han nævnede Vennens Navn under et Tryk af ikke at turde robe for hende, hvad Vennen paa Papiret havde betroet ham. Stedse var Gerhard inde paa helst at ville tale om Edith... og stedse maatte han bøje af, medens hun med den kvindelige Nænsomhed fremhævede mange af disse smaa Træk, som kun Kvindens Hengivenhed kan blotte uden at saare Mindet. Hun lagde uskrømtet for Dagen, hvor meget hun holdt af Ulf – hvor pinligt hans Exaltation tidt havde berørt hende – hvor nær det var gaaet hende til Hjærte, at han saaledes stormede imod sit Helbred og oprev sig ved Vin, tilfældigt Selskab, evig Nattevaagen og evige Selvbebrejdelser. Herregud – sagde hun – hvad havde han egenlig saa meget at bebrejde sig! Hun kendte ham – maaske bedre end han kendte sig selv; hun var ham taknemlig for hans ridderlige Galanteri – for den Omhu, hvormed han ledede hendes Læsning – saaatsige vaagede over hendes Opdragelse, over at indhente, hvad der var forsømt fra Barneaarene, ud409|pillende de Levninger af mindre korrekt Smag eller kantede Vaner, som var bleven siddende.

Og saa – paa engang – saa var han borte – næsten som om han flygtede for mig! sagde hun og saa' paa Gerhard. Han besvarede ikke hendes Blik, og hun tilføjede i en lettere Tone: Ganske vist – jeg kom derved igen i ordenlig Tid iseng. Ja for De aner ikke, hvor han passiarede langt ud paa Natten – og hvilke Køreture – og Spasereture vi havde – bestandig paa den »uborgerlige« Tid af Døgnet. Men det var rigtignok en Verden af det mest Fantastiske – det mest, jeg véd ikke, hvad jeg skal kalde det – som jeg blev indviet i. Jeg havde aldrig anet sligt tilforn – og jeg glemmer det aldrig! Stakkels Ulf! –

Gerhard betragtede hende nøje fra Siden. Hun sagde dette sidste, som en Søster kan tale om en Broder. Dette trivielle »en Søster – en Broder«. Og Gerhard tilføjede ved sig selv: »en Ven – en Veninde«.

Véd De af – sagde han – at Deres Profil, at Ansigtstræk hos Dem minder om Ulf? Jeg har tidt fundet en saadan Lighed mellem Mennesker, der havde meget Aandeligt fælles, omgikkes fortroligt, holdt meget af hinanden.... skøndt – rigtignok paa en intimere Maade, end De og Ulf!

Hun svarede ikke; hun sad og legede med Gaflens Spids i sit Glas.

Var det længe efter Ulfs »Flugt«, at De rejste til Udlandet? spurgte han.

Uden at se op svarede hun: Hvor véd De det?

410| Han sagde smilende: Véd vi ikke saa noget nær alt om hverandre her i Byen – naar vi blot spørger os en Smule for? Véd De maaske ikke, at jeg blev gift – og rejste til Udlandet? Skulde ikke en lille Fugl have sunget det for Dem? Ikke fordi jeg mener, at mine Anliggender særlig kunde interessere Dem... men man hører dog Et og Andet om Folk, man har været sammen og haft det behageligt med! –

Hun syntes at betænke sig; havde sine Træk fuldkomment under Kommando; sagde:

Jeg rejste – kort efter at Ulf var borte – og De var borte – til Sverig; derfra om Efteraaret til Finland; og næste Foraar rejste jeg til Tyskland – til Berlin – derfra ned ad Rhinen – nej »op ad« Rhinen var det da ellers... men alt dette er jo ligegyldigt!...

Alene? spurgte han, ufravendt betragtende hende.

Hun blev ham Svar skyldig; loftede sit Glas, nippede til det og sagde: Skal vi klinke paa – at vi vil være glade iaften – jeg mener, at vi ikke vil spørge hinanden om altfor meget – det forer jo dog kun til Rejsebeskrivelser... og det er meget morsommere at være i »Stemning« – saaledes som sidst!

Han lo og klinkede med hende. Ja – i Stemning – som sidst. Kan De huske den lille Natalie? Hun var ikke meget tilfreds med os andre!...

Natalie! sagde hun og rynkede Øjenbrynene. Kender De hende? – jeg mener, har De talt med hende – maaske om mig?

411| Han rystede paa Hovedet: Jeg kunde dengang ikke forstaa, at De havde hende til Veninde. Er hun dog ikke – saadan – letsindig?...

Hun drog endnu stærkere paa Brynene, klemte Læberne sammen og saa' paa ham med et Par Øjne, han ikke kendte. Der var en skarp Glans i det Graa – som af mat Staal, der drejes hurtigt mod Lyset.

Han lo: De ser virkelig ud, som De kunde blive vred!

Om jeg kan.... aa, jeg var ikke kommen gennem Verden, som jeg er, hvis jeg ikke havde kunnet! sagde hun ligesom triumferende. Ja, jeg kan være grov, raa.... hun rodmede.... jeg mener ikke i min Tanke raa – men – De forstaar: naar jeg er iblandt Mennesker, som jeg finder saarer det , jeg sætter højt, og som kun kan bringes til Respekt ved at man tiltaler dem saadan!...

Hun rejste sig smilende – rynkede paany Brynene, skød Læberne lidt frem, medens Næseborene sitrede – og hævede Haanden. Tænk! jeg har engang slaaet!...

Hvadbehager? raabte han leende.

Ja – Natalie! Hun havde sagt noget, som var saa gennemstygt om mig – og tillige saa misundeligt. Jeg fandt ikke – som man læser om i Boger – at hun blev ringe derved. Jeg følte, at hun gjorde mig ringe i mine Kammeraters Øjne... og der maatte sættes en Stopper – og jeg tugtede hende!

412| De var formodenlig yngre – meget ung? sagde han let ironisk, alligevel med en Følelse af Behag.

Hun nikkede: Vi blev saa meget bedre Venner siden. Hun bad mig om Forladelse, indsaa' og tilstod sin Uret. Jeg har selv aldrig talt ilde om Nogen – vilde ikke nedlade mig dertil – jeg gaar altid direkte til Folk med hvad jeg har imod dem. Derfor har jeg heller ingen Veninder. Men jeg holder virkelig af hende. Forstaa mig nu ret... jeg kan gerne overfor Dem indrømme, at hun er letsindig. Men hvad saa? Da jeg var lille – jeg mener ganske ung – var jeg meget skræmmet af det Ord »Moral«. Man kunde jage mig i et Musehul dermed – og jeg var dog ellers ikke saa let at jage. Nu véd jeg oprigtigt ikke, hvad jeg skal sige om det, man kalder Moral. Mine Venner – især én god, literær Ven – har givet mig Afhandlinger, Bøger derom – som jeg ovenikøbet har læst. Jeg véd, hvad Mill, hvad Spencer, hvad nogle af vore egne forstaar derved – men jeg er lige forstokket.

Tant mieux – undskyld! sagde Gerhard og nikkede.

Hun vedblev: Jeg regner ikke efter, om Folk er saadan eller saadan – naar der ved dem er Noget, jeg kan lide. De behover kun at have en ganske enkelt Side – en Snurrighed – en Maade at le paa, at sige: Aa, kære De! gør mig den Tjeneste!... og jeg kan gøre overmaade meget for dem. Da jeg var i Skolen endnu, kunde jeg gaa i Ilden for mine Kammerater – og jeg blev da ogsaa 413| sendt baade i Ilden og gennem Vandet, kan jeg tro. Men jeg er alligevel saa grumme, grumme kræsen – og vistnok aldeles urimelig uafhængighedslysten – og derfor har jeg i Grunden ingen Veninder – medens jeg baade har haft og endnu har Venner!

Hvortil De nu regner mig – ikkesandt? bad Gerhard og rakte hende Haanden.

Hun nikkede hurtigt flere Gange itræk, berørte blot hans Fingerspidser, nippede til sit Glas og sagde:

Véd De, hvad jeg tænkte allerede som ganske ungt – skal jeg sige uskyldigt eller uerfarent Barn? Jeg tænkte... for jeg læste altid, altid... at det engang vilde gaa mig, som der stod i Bøgerne...

At Prinsen eller Ridderen kom? afbrød Gerhard spøgende.

Slet ikke Prinsen og Ridderen – svarede hun, med Hovedet bøjet paa sin undseelig-kejtede Maade... eller alligevel Prinsen – som De vil – en Mand, som gerne kunde have fuldt op af Fejl, men som vilde stræbe, stræbe... ja jeg véd ikke at udtrykke mig... som, naar han opdagede, at hun holdt ubeskriveligt, grænseløst af ham - vilde gøre sig værdig til...

Hendes Kærlighed? spurgte Gerhard en Smule drillende.

Hun fortsatte rolig, uden at se op:... vilde gøre sig værdig til at regnes for en virkelig Mand – overlegen – selvbehersket – stadig med Øjnene rettet mod det Maal, som vistnok engang i gamle 414| Dage var Ridderens: at være sanddru – modig – at beskytte de Værgeløse – overbærende mod dem – dem i Skyggen!

Ham vilde jeg elske... tilføjede hun med Rødme over Kinderne, Glimt i Øjnene... langt borte fra ham – eller naar han var hos mig – til min sidste Stund – eller ud derover... hvis der er Noget »ud derover«!

Gerhard saa' paa hende med store Øjne: Men De er jo Romantiker, Edith! kristelig Romantiker ovenikøbet! –

Hun lo: Jeg er Fritænker – Hedning – hvad De nu vil kalde det , naar man ikke véd, hvad man paa Mandtalslisten skal skrive sig for... jeg har aldrig været andet – har ikke Trang til andet – vil vedblive at være det, saa længe jeg har min Forstands rette Brug! –

Og Deres Følelsers? lagde han spøgende til.

Mine Følelser – sagde hun langsomt – de er stærke . Jeg véd det – uden maaske endda at være prøvet helt ud. –Jeg turde lade det komme an paa en Prøve! tilføjede hun tankefuld.