XIII

Som om hun havde sagt for meget, greb hun sit Glas, nippede til det – drak ud. Han saa' paa hende – drak ligeledes ud – skænkede sit Glas fuldt paany... hun holdt afværgende for sit... Der var en Pavse.

415| Hvordan er De dog kommen ind i den Verden – i Deres , Edith? spurgte han stille.

Hun virrede med Hovedet: Det er en lang Historie – naar jeg skal være nøjagtig – en ganske almindelig forresten... jeg kan fortælle Dem det en anden Gang – ved Lejlighed!

Hun satte sig tilrette i Sofaen, bøjede sig lidt frem, lagde de hvide, smalle, faste Hænder over sit Knæ, og saa' lige ud for sig, medens hun vedblev: Men denne Verden er nu min ... og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at hæve mig – og derved min Verden – i mit eget Omdømme og i de Enkeltes, hvis Dom jeg i det hele taget regner med. Den Verden giver os Frihed... ser De... og den kan baade bruges og misbruges. Det lyder maaske lidt – skal jeg sige videnskabeligt eller som Theori... men jeg gaar jo under Navnet den »lærde« – eller, naar man vil være styg imod mig – den »affekterte«. Jeg har tænkt saa ofte over Sagen – jeg kan den snart udenad.

Vi er Paria'er – jeg er Paria. Tidt har en og anden Ven raadet mig til, ja tilsagt mig sin Bistand til at forandre min Livsstilling. Men det er saa godt som ugørligt. Den ringeste Skuespillerinde ved en rejsende Trup – en Beriderske – en Linedanserinde – alle som har noget med »Gøglet« at gøre – alle rangerer de over os. Paa »Sangerinden« er hele Skammen faldet. I vore smaa Forhold er hun kendt – hun kan ikke skifte Stilling. Jeg har som ganske ung grædt mine blodige Taarer derover – jeg græder ikke mere – jeg tager Sagen 416| som den er: hun kan ikke skifte Stilling – i hvert Fald ikke økonomisk forbedre sin Stilling ved at tage en anden Plads – af dem, som en honnet ung Pige kan søge... for der er ingen Plads eller Stilling, som yder hende blot nogenlunde, hvad den aftenlige Optræden giver. Ja – ikkesandt – nu taler jeg ganske som en Regnebog – ikke Spor af Romantik? Men jeg har Familie at forsørge – en Fa'r, som ikke længer kan arbejde – en svagelig Mo'r og endda fattige Slægtninge. Kun et Giftermaal kan udløse Sangerinden. Men jeg vil ikke gifte mig – aldrig – aldrig!

Hun sagde dette sidste med Hæftighed, medens hun hele Tiden havde talt ulidenskabeligt. Han lyttede, betragtede hende og bad hende med en Haandbevægelse gaa videre.

Hun fortsatte: Jeg kender et Par Eksempler paa lykkelige Giftermaal blandt mine Kammerater. De fleste af os lever i Forbindelser udenfor Ægteskabet. Jeg nævner med Vilje ikke, at der gives unge Piger iblandt os, hvis Rygte er ligesaa uplettet, som – som... ligemeget! de fleste af os lever i fri Forbindelser. Men netop dette gør... jeg har Eksempler for Øje... netop det gor, at mange af de unge Piger, der omtales med Rædsel af Fædrene og med Ringeagt af de unge Mænd – at de bevarer i deres Forbindelser baade – hvad skal jeg sige – den Skønhed og den Respekt for sig selv – ja og den Uegennyttighed, som... De tilgiver!... som tidt sættes over Styr i de mange almindelige Ægteskabssamliv, hvor det til syvende 417| og sidst – som en Ven af mig sagde – er Frygt for Samfundet eller Kærlighed til Bornene eller en Forening af begge Dele, der danner Kittet!

Vi véd... vedblev hun med en let Dirren af Næsefløjen... at vi imorgen kan forlade den Mand, som vi er ophørt med at elske længe førend vi maaske ophører med at have Godhed for ham og respektere ham. Men dette binder os i mange Tilfælde fast til ham – netop fordi der ingen Tvang er... ogsaa herpaa har jeg sét Eksempler.

Jeg har... sagde hun, stigende i Tonen, med en vis Højhed og Stolthed... jeg har sét løse og daarlige Forbindelser indenfor vor Verden – og jeg har aldrig taget dem i Forsvar. Løsagtighed, hvor der ikke kan siges afgørende Ting i det mindste til dens Undskyldning – Trang, Nød, maaske ligefrem Sult – den har været mig imod af mit inderste Hjærte. Men værger Ægtestanden – Ægteskaberne – derimod? Det kender vi maaske lidt til!... fortsatte hun vemodigt smilende med nogen Bitterhed paa Bunden af Smilet. Jeg har ikke saa overdreven Beundring for mit eget Køn – og jeg kender det ganske godt – ogsaa udenfor min Verden. Jeg kender ogsaa Mændene – langt bedre naturligvis, eller i hvert Fald fra Sider, hvor de ikke kendes af de fleste Familiemødre, Døtre og unge Koner. Mændene kommer iblandt os – dér hvor vi optræder – naar de vil more sig – naar de keder sig hjemme – naar de vil glemme Arbejde, Sorger, Bekymringer, Vrøvl – naar Vinen har løst deres Tunger – naar de er oprigtige – 418| hensynsløse – ja raa og udelikate. Alligevel – jeg holder paa dem. Bliver det for broget, kan jeg jo gaa min Vej. Jeg kan føle Medlidenhed med det evige Arbejde og Slid, de har – med deres stærkere Drifter og Lidenskaber... jeg kan faa Hengivenhed for deres Godmodighed, deres Naivitet, deres Venskab for hinanden... jeg kan fatte, at vi Kvinder kan komme til at tro paa en Mand, paa hans Forsikringer, som i hvert Fald er ment ærligt ud af en Stemning... men overfor Kvinder nærer jeg Mistillid. Kvinden handler jo saa sjeldent i en Stemning – hun er anlagt smaat, maa tænke og føle derefter. I et Væv af smaa Løgne, smaat Hykleri, forsigtig Beregning glider hendes Tilværelse – hvadenten hun synger paa en Tribune eller sidder paa sin Plads i Theatret og i Selskabslivet. Og naar jeg undertiden er hovmodig nok til at føle, som om jeg kunde undtages fra Reglen – jeg, som i alle Fald har beflittet mig paa Sanddruhed fra Barnsben af... saa véd jeg bedst selv, hvor meget der er tilbage at ønske... og saa er det, at jeg sørger over mit Køn. Af Kvinder holder jeg egenlig kun af min Mo'r – hvor forskellig vi er fra hinanden – og mine Allernærmeste, en ældre gift Søster og hendes halvvoksne Pigebørn... men ganske vist: de elsker ogsaa mig – de trænger til mig – men de elsker mig. Og saadan bliver det hele Facit maaske – Egenkærlighed!

Hun sluttede, ganske som hun var begyndt, med halv Stemme, en blød Stemme med klar, lidet hovedstadsagtig Klang i Vokalerne, seende ned for 419| sig i Skødet eller lige ud i Rummet. Aabenbart med Flid havde hun undgaaet at fæste Blikket paa sin Bordfælle. Hun generede sig kendeligt over at have talt saa meget; og synligt arbejdede hendes Intelligens paa kritisk at eftertænke, hvad hun havde sagt.

Saaledes sad de. Gerhard bøjede sig hen imod hende, rømmende sig. Det fo'r igennem hende. Hun saa' paa ham, forskrækket – men straks venligt, og rakte ham Haanden: Undskyld! –

Hvad skal jeg undskylde? sagde han. Det er mig, der skal bede Dem om Undskyldning! Før, da De blev vred over at jeg »stirrede« paa Dem... jo! vred blev De... da var mine Refleksioner strafværdige... men Straffen er allerede over mig – for jeg maa sige Dem, at jeg føler mig baade i Dømmekraft og Hjærtelag Dem uendeligt underlegen... for Pokker! jeg kan aldeles ikke finde Ordene – og kan Noget være Dem bedre Bevis, end netop dette...? Men hvad er der dog ivejen, kære, kære Edith! hvad har jeg gjort Dem?...

Han satte sig i Sofaen ved hendes Side og tog hendes Hænder; hun syntes ikke at lægge Mærke dertil, vendte Ansigtet bort – men han opdagede, hvorledes den fine Næsefløj og Øjelaaget skælvede... Hvad har jeg dog gjort Dem? gentog han. Hun vendte et Par underligt ydmyge Øjne imod ham og sagde:

De har gjort det, at De har faaet mig til at snakke – mere end jeg hele mit Liv har gjort... og De har...! Hun holdt inde.

Véd De, hvad De har, Edith – sagde han 420| indtrængende – De har fra denne Stund fastslaaet det for mig – hvad jeg kunde sagt Dem fra vort første Møde – at jeg er Deres Ven, Deres mest hengivne, Deres mest uegennyttige...! Han søgte efter Ordene; Bevægelsen nægtede ham at finde eller udtale dem.

Hun lod Haanden, som han havde sluppet, synke; den kom til at hvile paa hans Knæ; han mærkede, hvorledes den slanke Pigeskikkelse dirrede. Han saa' hende op i Ansigtet. En Taare stred med et mat Smil i hendes Øje... Hun sagde, næsten med udslukt Stemme:

Nej, nej – det er nu engang – som det er!

Ja! svarede han, ligesaa tonløst – idet han flyttede sig helt bort – det er engang som det er!...

I hans Hjærne malede det rundt. Han saa' næppe Lysene paa Bordet; han rakte ud efter sit Glas, men mærkede at han spildte. I utrolig kredsende Hvirvelhast gled Billeder og Ytringer ud og ind, ind og ud... hans Kone derhjemme... Ordvekslingen imellem dem – hendes Minespil – den Maade, hun havde pillet ved Brystbuketten over den stærkt nedringede Kjole... Edith som sad dér højhalset, med den lille ligesom ydmyge Brosche og hendes underligt ydmyge Øjne – hvert Ord, hun nyligt havde sagt – et Indtryk af hendes stolte Hjælpeløshed og resignérte Uafhængighedstrang – »Elysium« – de andre Damer – Alt, hvad han havde sagt og alle Ansigterne ved Middagsbordet – hans økonomiske Stilling – en Regning, som laa 421| derhjemme paa hans Bord – Ulf, der syntes fra en mørk Baggrund at maale ham med paa engang truende og deltagende Øjne... Han grebes af en ubestemt, derfor end mere knugende Følelse af et Noget, der som et tungt, broget-lappet Drapperi hang over hans Hoved og truede med at falde ned paa ham... han syntes at se sig selv komme krybende frem paa alle Fire ud af en Dynge Pjalter, der viklede sig i hans Ben og slæbte efter ham... og med et dybt Suk kom han til sig selv igen og mumlede:

Det er – som det er!