XIV

En rask Banken paa Døren bragte ham til at springe op fra Sofaen. Han tog om Flasken i Metalkøleren, uden at vide, hvad han foretog sig. Ind ad Døren tren Hr. Achlaitner, rund, rød, gladstraalende, som et Barneansigt, der er puttet ned i et Par Flipper og sat paa en Gummikrop. Han slog hilsende ud med den ene Haand; under Armen bar han en flad, aflang, halvlyredannet Papæske:

Ach! Frøken Edith... Hr. Gerhard – ikkesandt, Hr. Gerrrrhard? Herskabet undskylder meget, at jeg først nu kommer. Men et Par Herrer opholdt mig – und saa skulde jeg hjem ok hente Spilledaasen her!...

Der kom ligesom Klang af Glas, Slag over Strenge – atter Fest – ind i Stuen med Pianisten og Zitherspilleren. Edith saa' lidt forbavset, dernæst fornøjet ud ved Hr. Achlaitners Indtræden. Gerhard 422| sagde hurtigt til hende: Det havde jeg ganske glemt! Saa ringede han paa Opvarteren og bad ham bringe Sodavand og Kaffe.... og til Hr. Achlaitner Likør.

Ikkesandt, De drikker en Likør, Hr. Achlaitner?

Ja – jeg nægter ikke. Det vil sige, Kognac tror jeg er den sundeste Drik, hvad Maven angaar. Men hvis jeg maa hjælpe til at tømme den Flaske Sekt dér paa Damernes – paa Herskabets Sundhed – – – ach, Hr. Gerhard, det gør saa godt, naar man en hel Aften har slidt i 'et uden at faa Vaadt eller Tørt! – – –

Er De nu ganske sikker i Deres Sag, Hr. Achlaitner? spurgte Edith muntert og blinkede til Gerhard.

Jeg tilsteder ellers Ingen at drage mine Ord i Tvivl! sagde Pianisten med stærkt udpræget Dialekt. Men Frøken Edith er baade den nydeligste – og den – wie wollt' ich sagen – den galanteste – nee – eleganteste Dame i min Selskab – ok – ach, Hr. Gerhard, Sie sind ein Lebemann – Sie werden es verstehen – undskyld jeg skal tale Dansk. Danmark er mit andet, mit bedre Fodeland. Die danske Damer – und speciel Frøken Edith – leve hoch! Hurra!

Derpaa hældte han Resten af Flasken – over Halvdelen – ud i et stort Vandglas – aabnede sin elskværdige Barnemund og lod Drikken forsvinde som i et tomt Rum – tørte sig om sin lille kokette 423| Moustache – – – – og saa' spørgende paa Gerhard og fra ham til Bordet.

Gerhard lo, ringede atter Opvarteren ind og bad om en ny Flaske.

Edith saa' alvorligt – med en Bon – paa Gerhard.

Han tænkte ved sig selv: Ulf – – – – og bøjede sig beroligende ned over hende: Kære Frøken Edith! De skal ikke befrygte noget – men her er en Mulighed endnu for en god – en glad – en Festaften. Stol kun paa mig! sagde han.

Hun nikkede og rykkede en Stol tilrette for Pianisten.

Hvor hun dog er sod! tænkte Gerhard. Nej – denne Aften – denne Nat – maa ikke løbe ud i det triste Graa. Maaske bliver det – ja sandsynligvis bliver det den sidste i lange Tider!

Og han skænkede for og klinkede med Zitherspilleren. Han troede at fole paa sig selv, at Rusen laa i en uendelig Fjærnhed fra ham iaften.... om ogsaa Hr. Achlaitner skulde strande paa den epheuomkranste Bred.

Saa tog Hr. Achlaitner sit Instrument varsomt ud af Kassen, begyndte at stemme – tittede paa Edith – nynnede – drak Likør – saa' foragtligt til Sodavandet; og saa spillede han.

Han var gennemmusikalsk – som Sydtyskeren er eller kan være. Og dette Instrument er et, som med sine paa engang sprode og klingre, vaandefuldt bævende og frejdigt dirrende Toner maaske 424| mest direkte aabner sig Vejen til Hjærtet – naar man selv er »stemt« til at modtage.

Zitheren er naiv – født naiv blandt harmløse Gemyter, storladne Fjælde, smilende Dale, rislende Bække, brusende Floder. For at spille den fordres der – maaske en Achlaitner. Til at modtage den var Edith og Gerhard iaften stemte. Den har en – man kunde kalde dens Sangbund for en »Baggrund« – en Baggrund af Livsvemod – – – – men over denne Vemod lober de næsten usynligt spinkle Metaltraade som lette, hoppende Sangfuglefødder over en Lyrikers Manuskript. Saadan fornam Gerhard det.

Achlaitner spillede – og nynnede dertil – alle disse Kärntnerviser, Tyrolersange – alle de gamle tyske Folkesange – og dem af nyere Dato – al den Musik, som er terpet i os gennem Vaudeviller, Folkeskuespil, Sangerlokaler, paa Familiernes Hakkebrædter, paa Lirekasser.... indtil vi er bleven overmætte og har taget Forbehold. Men vore Forældre og Bedsteforældre har grædt over dem, jodlet til dem, danset til dem, forlovet sig ved dem – og vi arver vore Folelser fra Forældrene. Disse Sange, disse Melodier er maaske i Virkeligheden de »klassiske«; og der vil øses af deres Væld, saa længe Folket ikke er blevet helt livstræt.

Edith og Gerhard sad Side om Side i Sofaen – de lyttede – blinkede til hinanden – i Begyndelsen lidt overlegne beggeto – – – – men den Achlaitner dér for Bordenden var uimodstaaelig 425| med dette lille strengespændte Brædt foran sig. Der sang Musik ud fra ham selv. Hans tykke, hvide, ikke ganske soignerede Fingre fik under konvulsivisk Griben og Slippen disse Metaltraade til at sitre, skælve, dirre og klinge – som om al det store »Vaterlands« længst forstummede Romantik slap løs fra Skammekrogen og blev til en ung, uskyldig blind Pige, der i Foraarssolen kvæder om Kærlighed, som hun ikke kender til, og Blomster, som hun ikke ser. Og Edith og Gerhard trykkede hinanden i Haanden – uden at de knap vidste deraf.

Gerhard nynnede og Edith nynnede. Hendes Øjne begyndte at dugges af en fugtig Glans – men det var ikke den Taare fra før, som hun tappert stredes med. Hun »indaandede« med halvt aabne Læber Musiken – og Gerhards Kinder brændte, og han følte sig lykkelig uden at vide eller tænke over, hvorfor. Achlaitner saa' engang imellem op fra sit Strengespil med himmelvendte, svømmende Blikke – som en Santa Cæcilia, hvis Mund er kranset af en dunet Mustache og hvis Aande dufter af Benediktinerlikør.

Edith kom til at le. Zitherspilleren holdt inde, men alt andet end fornærmet. Han tog en frisk Slurk og spurgte: Morer det Herskabet?

Bliv blot ved! sagde hun – men kunde endda ikke bare sig for at le. Det var, som maatte hun le, for ikke at komme til at briste i Graad.

Gerhard sagde: Hør, Hr. Achlaitner! tilstaa 426| ærligt – det er ikke alene for vor Fornøjelse, De spiller? De holder ogsaa selv af Musiken?

Aber ja, gewaltig! Og han slog sig for Brystet med uskrømtet Begejstring – og iskænkede og tømte Vandglasset med Champagnen.

Saa spillede han og sang:

Véd De, Hr. Gerhard, hvem den er af? Det er en Kärntnerlied – a Schnadahüpfl – men Melodien er af Carl Maria von Weber – den store Weber. Ja, was denken Sie? hvad skal vi med al den »moderne« Musik? Maa jeg be' om Mozart, om Weber, om Mendelssohn.... om Schubert und Schumann – – – – men ikke et Skridt videre – – – – saa hører Melodien op!

De kan have Ret paa en Maade, lo Gerhard.

Chopin? sagde Edith spørgende.

Hun sagde det paa sin undseelige, usikker-skræmte Maade – og saa' paa Gerhard.

Hvorfor ser De saadan paa mig, Edith? spurgte han smilende. De har Ret. Chopin er god nok!

Ach, jeg kender Frøken Edith! sagde Hr. Achlaitner, temmelig tyk i Mælet, næsten lallende, men uhyre aaben, menneskekærlig, følsom og begejstret. Frøknen er ikke ens overfor Alle – – – jeg har set det, jeg kender det, men Tand for Tunge, Josef Achlaitner! Det var blot overfor ham – den høje, 427| lange Herre – hvad han nu hedder – og saa er det overfor Dem, Hr. Professor... aa undskyld, hvis jeg ikke husker Titlerne! Dér er hun som en Due – en lille Due – ein schüchternes Ding, so wahr ich Josef heisse und – – – –!

Ti nu stille, Hr. Achlaitner! sagde Gerhard og tyssede paa ham. De spiller bedre end De taler!

Edith bøjede sig imod Gerhard og sagde: De har skænket for rigeligt for ham.... det er urigtigt – og i Grunden Synd!

Er De vred paa mig, Edith? Jeg tænkte ikke derover! –

Hun saa' paa ham, medens Achlaitner paany stemte Instrumentet, som var gaaet »ned«. Et langt Blik var det – – – og hun sagde dæmpet:

Jeg kan ikke blive vred paa Dem – – – – men jeg kan heller ikke blive ganske mig selv i Deres Selskab – De, som véd Alt og kan Alt... Ak, jeg kan jo saa lidt og véd endnu mindre!

De Edith!.... De véd netop Alt det, paa første Haand og af Dem selv, Alt det – og meget mere end det, som er bleven banket og proppet ind i mig! sagde han inderligt.

Ulfs Ord! hviskede hun hen for sig.

Spil, Achlaitner! spil den igen! raabte Gerhard ivrig – – – – den : »Ach wie ist's möglich«!

Aa ja – den ! bad Edith.

Achlaitner spillede. Gerhard sang:

428| Edith fortsatte:

Og begge gentog de det sidste.

Deres Stemmer klang sammen – faldt sammen med Strengenes bløde, dæmpede Slag.... de følte, at det klang smukt, inderligt – men de saa' ikke paa hinanden.... de havde paa Fornemmelsen, at dette var sunget mere end tilfældigt som Ledsagelse til Musiken.... og da Achlaitner fortsatte med et stærkt tremolo, som han ikke ganske magtede og hvorunder der lod sig høre smaa skrattende Disharmonier.... saa grebes de begge af en Generthed, der spejlede sig i deres Miner.... og nu saa' de paa hinanden.... og kom til at le.

Thi Hr. Achlaitner var blidelig gledet ned paa Gulvet med samt sin Zither.

De vilde hjælpe ham. Men han var oppe igen paa egen Haand – ivrigt demonstrerende mod Stolesædet – eller Et og Andet, hvad det var! Han vilde spille videre – spille hele Freischütz, erklærede han – men Edith saa' paa Gerhard: Det er paa Tiden! Nu er alt netop saa smukt! sagde hun dæmpet.

De hjalp Pianisten Tojet paa – hjalp hinanden Tojet paa – gelejdede ham ud. Han takkede dem rørt – trykkede dem i Hænderne – syntes stærkt tilbøjelig til at lægge Hænderne velsignende paa 429| deres Hoveder. Edith lo; den til det Sidste alvorsfulde Opvarter smilede; Gerhard lo og takkede for den nydelsesfulde Aften – for »Melodiens« Aften eller Nat! og da Edith og Gerhard tog Afsked med Hr. Achlaitner udenfor i Alleen, saa' de ham sikker som en Olympier – om ikke ganske efter en Streg – styre sin Kurs i modsat Retning af deres. Han trommede paa Zithrens Papdække og sang:

Og de blev staaende som to glade Børn, kyssede paa Fingrene ad ham, indtil han var slugt, udvisket af Maaneskyggerne.