XV

Thi det var stadig maanelyst. Højt oppe paa Himlen sad den dér – den alle Eiskendes, al Musiks, al Sværmeris, al Poesis trofaste Følgesvend med de hundrede Navne.

De gik Side om Side nedad Alleen. Over store Kaserner, over Sideveje med smaa Villaer, over Haver, Vænger og over Kørebanen laa dyb Stilhed – ingen Fodgænger mødte de – ingen sen Drosche – intet Politi – ingen Patrouille... det var, som Verden tilhørte de to alene. Men oppe over Træernes gennemsigtige, bladløse Kroner bevægede det sig: flortynde, sølvmorshvide Skyer, der næsten uden at mindske Maanens Lys gled henover og nedenom den...

430| Omslag i Vejret! Søndenvind! sagde Gerhard og pegede derop: Se dér, Edith – dér dukker han ligesom en Svømmer under og igen op over disse Bølger – og han snuser sig til, at Strømmen fører Foraaret med sig. Det kan han lide... det kan vi alle lide: Foraar, Fuglesang, grønne Træer, Køreture – vi to, Køreture, Edith?... aa, det er Musik altsammen!

Hun saa' smilende op paa ham:

Véd De, hvad jeg snarere tror det er – sagde hun. Jeg tror, De har drukket en ganske lille Smule for meget Vin!...

Det er Musiken! sagde han bestemt, idet han tog hendes Arm. Og det er Maanen... og den sigter nu sit rimfrostagtige Skær over alle disse Villaer og Veje og Haver – og de ser i Grunden ens ud allesammen – lige skikkelige... man kunde tage fejl af dem – synes De ikke? Men Musik er det – Melodi – en Folkevisemelodi altsammen – aa, dejligt, dejligt... Gud, hvor det er dejligt, stille og andægtigt og elskværdigt, det Hele!...

Hun vilde dreje om ad en Sidevej, men han standsede hende: Nej ikke dér nedad – det fører til min Vej! sagde han.

Ejer De en Vej herude? spurgte hun skælmsk.

Nej men jeg bebor et Hus – en Villa – som jeg ikke ejer! svarede han og nævnede Vejen. Det er jo dér, hvor Vognen holdt udenfor den Nat – husker De ikke det, Edith?...

Hun nikkede, syntes forstemt og sagde kun: Jeg vidste ikke, at De boede der endnu!

431| De gik i Tavshed til den næste Sidevej.

Se saa – sagde hun og standsede – her skal jeg nedad! Og hun rakte sin Haand frem for at byde ham Godnat.

Hvor bor De da? spurgte han.

Jeg bor egenlig i en Cul-de-sac... hedder det ikke saadan? Godt! i et Havehus – en Gartnerbolig... der er i Huset kun et Par gamle Mennesker foruden mig... og jeg har det fredeligt – landligt – ugenert... saa længe det varer! føjede hun til.

Han førte Haanden op til Hatteskyggen, spændte sig om Panden – sagde: Ja rigtigt, rigtigt.... Gartnerboligen! Jeg havde ikke tænkt, at vi var saa nær paa hinanden! –

Altsaa – Godnat! sagde hun med bøjet Hoved.

Nej, Edith – bad han inderligt og hæftigt – De maa ikke gaa endnu – jeg følger Dem lige hjem – om lidt... lad os spasere endnu en halv Timestid... i denne dejlige Nat. Hvem véd, hvornaar vi kommer til at gaa sammen igen? –

Hun tog atter hans Arm, uden at sige noget. Men han begyndte at snakke, medens de langsomt gik videre – op og ned ad Vejen, hvor Alt syntes at sove, lige til Plankeværker, Dørstolper og de slukkede Gaslygter. I en ustandselig Strøm brusede og busede Ord, Sætninger, Tanker frem. Han ligesom klamrede sig til den unge slanke Kvinde, at hun ikke skulde undslippe ham, blive træt eller ked af at høre. I korte, knappe Træk gav han – klarere end han selv tænkte sig at kunne – sit 432| Barndomsliv i en lille Købstad, dernæst Skolegangen, Opdragelsen i den alvorlige, strenge, arbejdsomme Onkels Hus i Hovedstaden... han dvælede ved den Kusine, som havde været saa meget for ham – og til hvem han stod i saa stor Taknemlighedsgæld – sagde han. Saa kastede han sine Arbejdsaar som Kunstner – sit Ophold i Udlandet – sammen i temmelig uklar Bunke med sit nuværende, i Grunden saa tomme, ja forfejlede Liv... men han omtalte ikke sine huslige Forhold. Han snakkede om de Ældre og de Yngre – om Revolution, Radikalisme, Reaktion. Han skildrede hende Middagsselskabet i Svigerfaderens Hus.... og blev pludselig alvorlig og sagde, at han maatte være belavet paa en Dravat. Og saa greb han Ediths behandskede Haand og sagde, at han kendte en Dame – men han nævnede ikke hendes Navn – hvis blotte Stemmeklang havde virket saa stærkt paa ham, lige da han kom hjem fra Udlandet – og med denne Dame troede han egenlig at han var bleven gift, snarere end med... her afbrød han sig pludseligt, mærkede ikke selv, hvor fast han klemte denne Haand dér i sin egen – og saa' ikke dette opmærksomme, mere og mere alvorligt agtpaagivende, sørgmodige Blik, som hvilede paa ham.

Men Et er der – næsten raabte han og derpaa atter tyssede paa sig selv – Et er der, som jeg maa sige – maa betro Dem, Edith, om vi saa aldrig kom til at tale sammen mere. Det er en Plet – den eneste jeg i Grunden har paa min Samvittighed, og som endnu hverken er betroet Ven eller Veninde... Jeg har begaaet en slet Streg – været 433| en gift Kones Elsker – hvilket jeg endda ikke lægger mig saa meget til Last – for jeg var ung, uerfaren dengang – meget forfængelig naturligvis – og hun var en Kokette; – jeg forcerede Sagen og flygtede med hende – satte den Smule Formue til, som jeg dengang selv havde tjent – og hun lo mig ud – i en anden Mands Arme – efter at hun først havde lagt et Barn i mine egne. Det var en Dumhed, en ungdommelig, drengeagtig Streg af mig... men hvad der brænder mig paa Hjærtet, og hvad dog ikke hverken Lidenskab eller Forblændelse eller Forfængelighed kan undskylde – det er, at jeg var hendes Mands Ven – længe – altfor længe – og det var et Væv af Løgn og Underfundighed. Jeg hader Uret, Løgn og Underfundighed... og jeg har svoret ved mig selv – at jeg aldrig overfor en gift Kone – en Kvinde, som tilhører en Anden – aldrig... aa, Edith! jeg har ikke været som jeg bur-de! –

Han havde revet Hatten af og stod barhovedet foran Edith paa den øde Vej udenfor en Laage. Den svage Nattebrise viftede ham over Panden – han førte sin Haand derop.... og med Et var Rusen – for det var jo en Rus – som viftet sporløst væk.

Han saa' med Undren paa sin fremstrakte Haand, der stedse fattede om Ediths; saa' klart og bestemt hendes blege, smukke Ansigt i Maanelyset. Hendes Øjne, der syntes ganske mørke, stirrede stift paa ham, ængstligt forskende – og hun spurgte langsomt:

434| Dette er den eneste Plet, De har paa Deres Samvittighed, og som De fortryder? –

Ja! svarede han – med sin gamle frejdige Stemmeklang. – Der er mange Ting, jeg ønskede ugjort – som der jo er for os alle – men det er det Eneste, jeg tilfulde kan bebrejde mig – som jeg fortryder – og som ikke kan gøres om!

Det var, som om hun følte sig lettet. Og selv fornam han en Lettelse, som han ikke længe havde kendt, som ryddede op rundtomkring ham og fremfor ham.

Jeg vilde gerne blive et bravt, et godt, et helt Menneske! sagde han.

Men De er jo et....! Hun fuldførte ikke, saa' endnu et Øjeblik nøje paa hans Ansigt, smilede, aabnede Laagen og sagde: Nu har De virkelig gaaet mig dødtræt. Hvis De endnu har noget paa Samvittigheden og ikke vil skilles fra mig, saa maa De tillade mig, at jeg tager Plads i min Lænestol – og De kan da tage Gyngestolen. I den sad Ulf saa ofte paa denne »usædvanlige« Tid!

Ulf! tænkte han.

Hun gik foran ham igennem en Gang med halvhøje, nøgne Buske paa begge Sider. Han fulgte tøvende. De stod foran Gavlsiden af et lavt, toetages Hus i en lidt aflang Have med gamle krogede Frugttræer. Den hvidkalkede Gavl lyste i Maaneskæret. Et Par Stentrin førte op til Døren. Hun satte en Nøgle raskt i og drejede om... han traadte et Skridt tilbage og sagde: Godnat!

Hun rakte ham, med bøjet Hoved, Haanden og 435| sagde: Ja ja – Godnat! men Gyngestolen er som sagt til Tjeneste!

De kan jo ikke holde Øjnene aabne, Edith! svarede han undvigende. Hvad mig angaar, jeg er ganske frisk – men jeg kan dog ikke nægte, at jeg har drukket en Del Vin – og mange Sindsbevægelser har jeg haft – og – naar Alt kommer til Alt – saa tror jeg, at jeg gør bedst i.... ogsaa for Deres Skyld...! Aa, kære, kære Edith! udbrød han pludseligt – maa jeg kysse Dem paa Panden til Farvel?

Jeg tror – svarede hun paa sin ydmyg-stille Maade – at jeg helst vil have, at De ikke kysser mig!

Farvel, Edith!

Godnat! sagde hun ganske sagte og gik ind.

Han hørte Nøglen blive drejet om i Døren og taget ud. Han svingede raskt om paa Hælen, gik hurtigt ned igennem Gangen, slog Laagen til efter sig og lob henad Vejen. Ved næste Omdrejning standsede han – gik langsomt, Skridt for Skridt, den længste Vej hjemad til Villaen – spaserede endnu et Par Gange op og ned udenfor det Hus, hvor han boede, og hvor Alt sov – aabnede forsigtigt sin Gangdør – ærgrede sig over, at han var saa forsigtig, traadte fast i Trinene op til sit Atelier, gik ind, tændte ikke Lys, men lavede sig af Kostumer, Drapperier og Vinterovertøjet Leje paa Chaiselongen – kastede sig derpaa og drog et dybt Suk:

Jeg elsker Dig!

436| Og han brast i Graad – bed Tænderne ned i Kraven paa den Frakke, der tjente til Tæppe over ham – – – – fik standset den Hulken, hvorover han skammede sig og som dog forekom ham saa usigelig velgørende – – – – og omsider faldt han i en tung Sovn med meningsløse Drømme om en Zither, der bestandig gled ud af et stort Papfutteral og stadig voksede, indtil den laa som en uhyre Byrde med slappe, nedhængende Strenge over hans stønnende Bryst.