XVI

Han vaagnede fortumlet – opad Formiddagen – kastede Tæpper og Toj tilside, undrede sig over, hvor han laa – og hvad disse brogede Klædningsstykker skulde sige. I samme Nu foresvævede ham Drapperiet, hvorunder han syntes, at han var krøbet frem paa alle Fire – – – og hele Aftnen, Natten, Edith var der – – – – Musiken – Spasereturen – hans Skriftemaal – – – – Edith!

Med dette Navn brydende igennem sin Sjæl, som Morgenklarhed gennem Natteskygger, sprang han langt ud paa Gulvet og ind i Aflukket, hvor han havde sit Toiletbord og sit Douchebad.

Han kom ud igen, under Følelsen af Friskhed og Styrke, halvt paaklædt, med sin Arbejdskittel over sig. Han greb sine Haandvægte, foretog disse regelmæssige Bevægelser, der plejer at bringe Systemet i Orden, Tankerne i Ro. Men snart lagde 437| han de tunge Lodder, satte sig i en Stol og gravede Ansigtet ned i Hænderne.

Han elskede hende lidenskabeligt, med dette fremdæmrende Afsind, der skræmmer os midt i vor dagligdags Vanero men paa sin Bund gemmer den betagende Selvtillidsfornemmelse: Komme hvad der vil! nu er jeg stærkere end Alt, end Alle!

Nogle Øjeblikke gav han sig ganske hen deri, følte hele Lysten ved Hengivelsen – den uregulære, vilde Drift til at staa op – hugge ned, rydde tilside – Forbrydelse – Alt – blot vinde frem til Besiddelsen.

Saa ebbede Strømmen; – Bølgen, Braaddet, den kogende Hvirvel glattedes ud; tilbage blev Dybden, Styrken i Følelsen! Nej! han mente det ikke saadan.... det var Mændenes rasende Egenkærlighed.... og Alt hos hende modsatte sig netop denne Egenkærlighed – saa erfaren i sin Uberørthed hun havde talt – saa resigneret i sin Afhængighed hun just havde vist sig, hun, som aabenbart satte Uafhængighed allerhøjest! Og han mærkede, hvor blød om Hjærtet han blev – idet han sporede den friske Duft af hendes Haar, medens han havde siddet ved hendes Side. Han bøjede sig frem – bøjede sig over sig selv – og lod den lette Luftbølge af hendes sunde Aande glide henover sit Ansigt.... han saa' de ydmyg-stolte Øjne, hvor muntert de havde smilet, hvergang han selv havde været oprømt.... og han saa' dem forskende, bedrøvet spørgende hvile paa sig.

Hun har Medfølelse, Medlidenhed med Dig – 438| med os alle – – – tænkte han. Hun har selvfølgelig Godhed for Dig – synes om Dig.... muligvis kan hendes Følelser for Dig være af en stærkere Art, end hun selv er sig bevidst.... muligvis kunde dette være fristende for Dig at prøve! Men nej.... det hun netop i sin Uberørthed er glad over – det er dette: ham, den Mand dér, som jeg ser op til og paa hvis Redelighed jeg stoler, ham kunde jeg have Lyst til at være det for – som en anden Kvinde – andre Kvinder – ikke har været. Han er ikke kommen til mig som den, der eftertragter mine Kærtegn. Han véd, at de hverken kunne aftvinges mig eller afkøbes mig. Skøndt der intet er sagt imellem os, formoderjeg, at han véd, jeg er bunden til en Anden. Han kan naturligvis ikke forstaa det – sandsynligvis ikke lide det – muligvis ringeagter han mig derfor. Men skøndt han ikke kender min Historie – saa simpel og dagligdags, den er – og altsaa heller ikke kender til, hvad der kunde være af Forklaring, Forsvar deri – saa er han intelligent nok til at vide, at netop i min Verden er dette »Baand« respekteret – at det har ydet mig Støtte og sikret mig imod Efterstræbelser, som rettes imod alle Kvinder – ogsaa Kvinderne i hans Verden. Det er da denne Paria – som paa engang stolt og ydmyg ser op til ham – det er hende, hvem Alle mener at kunne overse og haane, som i sit Hjærtes baade Erfarenhed og Enfold samler ethvert Udslag af mandig Selvagtelse hos ham, i sin Erindring opbevarer og forarbejder ethvert godt Træk i hans Karakter – for muligvis engang, 439| naar han trænger allerhaardest, naar maaske hans Verden har vendt ham Ryggen – naar han endog har mistvivlet om sig selv – at komme til ham og sige: jeg er din gode Samvittighed, jeg er din Selvagtelse, jeg er Alt, hvad Du har troet forødt og forspildt.... Du vandt mig engang ved din Noblesse, dit frejdige Sind, din Mangel paa Mistro og Brutalitet.... her bringer jeg Dig tilbage til Dig selv!

Var det ikke Essensen af denne Nat? Laa det ikke i hendes egne Ord – i Alt, hvad hun havde talt og ladet ham ane? Jo jo! – jeg takker Dig, Edith!....

Saaledes tænkte han. Og der kom en Frejdighed, en lys, fortrøstningsfuld Glæde over ham – som havde han ligefrem allerede gjort en god og stor Gerning. Han sprang op, gav sig til at gaa frem og tilbage i Atelieret. Hendes Legems unge, friske Skønhed, selv hendes Kejtethed, hendes Mangel nu og da paa et Ord – en Ubetydelighed i en Bevægelse – Alt, Fortrin som Mangler, faldt sammen til et Helhedsbilled af en sanddru, ypperlig Natur, der lyste med Skovglans og Fuglerøst imod en Baggrund af det banale Gøgl. Og dette »Gøgl«, som hun i dybere Forstand selv havde saa lidet at gøre med, det blev for ham til den »Verden«, hvori han selv aarevis havde søgt Fodfæste for Existens, Tilfredsstillelse af tom Forfængelighed – Glemsel for det, der manede og kaldte.

Hvad var dette Samliv med den Kvinde, han kaldte for sin Hustru....? Det gøs i ham – samtidig med at han smilte, da han delte Ordet: 4410| Hus-tro! Og denne Flirtation med Damer – som han allerede var kommen saa godt i Gang med – og som han endog havde været blaseret nok til at betegne som sin jus retorsionis? Hvad laa der paa Bunden af alt dette? Selvforagt! Ja – Selvforagt.

Han havde ment, ved at gaa ironisk omkring blandt sine Svigerforældres Omgivelser, at have givet sig en stiltiende Syndsforladelse. Men ikke engang ved at være Ironiker køber man sig fri. Nu saa' han klart og skarpt – som ved en højtsvungen Nattefakkel over grumsede Vande – hvor »komfortabelt« han dog havde befundet sig som Suder og Karudse dér blandt de andre Fisk i Dammen. Og de andre Fisk saa' han.... disse Sudere, Karper, Aborrer – mosgroede, sejglivede, krumryggede Magthavere, der laa inde med Adkomsten til alene at vaage over, ernæres ved, forsvare Dammen.

Han vilde ud.... en Udvej maatte findes eller søges.... ud til det frie Hav!

Han gik op og ned. Hans eget Hus havde ikke haft Bud efter ham; han kunde være død – bortrejst.... forsvundet. Ingen spurgte. Han havde vænnet sin Kone og Tyendet til at respektere denne hans »Hule«. Nu følte han det, som var han virkelig et fremmed Væsen, man skyede. Gennem en Klap paa hans Dør blev Morgen-Frokosten sat ind paa en Bakke, sammen med hans Aviser og Breve. Han gad ikke se derhen. Han rullede Staffelier tilside, vendte Billeder om mod Væggen med det Malede indefter. Intet gad han se; Alt 441| kedede ham.... og ad Alt smilede han. Paa Skrivebordet laa Mappe og Papirer. Han bladede i Udkast til fantastiske Fortællinger, som hans Raderinger skulde illustrere – Vers – Opsatser til de »ældre« Blade, hvor hans Kritik var læst men ikke frygtet, hvor hans Meninger, selv om de ikke alle var stempel-fri, fik Lov at glide ind, paa Grund af det »ulastelige« Sprog!

Ærgerlig-ligegyldig slog han Mappen sammen. Bestandig var Edith dér.... hendes Skikkelse, Smil, hendes Øjne, hendes Bedrøvelse laa som det rimfrostagtige Maaneskær over Alt, hvad han idag tænkte, foretog sig.

Det er et Mysterium! blev han ved at gentage – uden nærmere at hæfte sig ved, hvad det var for et Mysterium, hvorvidt han tænkte sig selv at ville gennemtrænge det. Det forekom ham, at der laa noget og ventede paa ham – en Besked – et Vink – men fjærnt borte.

Og saa dukkede Skyggens blege, stirrende Ansigt op for ham.... han tænkte paa den lille Natalie.... tænkte gennem hende paa alle sine Dumheder – langt tilbage.... og han blev led ved sig selv, skammede sig.

Ulf! raabte han næsten højt. Det var Dig – Du barokke, bisarre Menneske – som var over mig igaar. Skal jeg fortsætte Dig? Du har elsket denne unge Pige – vistnok pint hende, skræmmet hende ofte – men det er et nobelt og højsindet Billed hun har bevaret af Dig. For Dig blev hun til Gengæld Billedet paa en god, dygtig og skøn Natur, 442| der modigt strider i Skyggen – og dog er glad. Forskrevet har vi os allesammen til de slemme Magter.... Du til Natten og Melankolien – jeg til Samfundet og Vedtægten – hun til... naa ligemeget til hvem! Du var for oprevet, for sensibel.... Du trak Dig slagen tilbage, efterladende hende i Uvished, i Usikkerhed, ene stolende paa sin Karakter. Kan hændes var det bedst saaledes for jer begge. Men lad saa mig, med sundere Sind i sundere Legem, gribe ind og forsøge....!

Forsøge hvad? Han rystede paa Hovedet... og grebes af en forknyttende Følelse ved at mindes Ediths Udtryk: Nej nej – det er engang som det er!

Han ruskede det afsig, gik atter til Mappen, aabnede den, lagde sin Haand derover:

Intet er som det er! sagde han alvorligt. De fleste Ting er kun hvad de synes at være.... og den helstøbte Person kan gribe ind, omforme, regulere – maaske hæve din Arv, Ulf!

Det glimtede igennem hans Hjærne. En Række Forfattermuligheder aabnede sig for ham.... han mindedes Ulfs Stemningsudbrud, alle deres Samtaler over literære, kulturhistoriske Æmner, hvert Ord, Vennen havde skrevet ham til, Kladder, han havde vist ham, stedse med Tilføjelsen: Men jeg faar aldrig noget ud deraf!

Nuvel – mumlede han – jeg vil sætte mig i Forbindelse med Ulf! Vi vil gøre et Arbejde sammen – eller jeg vil tage Traaden op alene, hvor han slap – ham til Fortjeneste, os begge til Ære, 443| begge to »inspireret« af denne unge Pige, som er bleven Alt for os.Gøglets, Meningsløshedens, Indrømmelsernes Tid er forbi. Hvad der er blevet til »dødelig« Alvor for min stakkels Ven, skal blive livskraftig Alvor for mig. Jeg kan jo arbejde – jeg har Tid – Ro – mit Udkomme.... kan i hvert Fald dele mig mellem Hensynene til Udkommet og Hensynet til det ene Fornødne! Ingen forstyrrer mig – Intet bryder udefra ind til mig... jeg er min egen Herre. Til Arbejde!