XVII

Stedse var der stille i Huset. Han saa' – ved Siden af Mappen – et Telegram i uaabnet Konvolut. Det maatte være lagt ind paa hans Bord igaar. Han brød Konvoluten og læste.

Det var fra hans Kusine. I usammenhængende Ord underrettede hun ham om en Ulykke, som truede, og bad om hans Raad og Bistand. »Brev afsendt« – stod der.

En Ulykke? – Brev?.... det maa være iblandt Morgenposten! Han gik til Klappen i Døren, tog Frokostbakken ind, søgte hastig mellem Aviser og Breve – rigtigt – hendes Udskrift.

Han læste Brevet fra Kusinen; denne Kusine, hvem han elskede – som man elsker en Søster, naar man elsker hende. Brevet var kort, for en Dame at være; hendes Mand havde begaaet Misligheder – i hvert Fald været saare letsindig – og hvis han ikke i Løbet af nogle Dage dækkedes med 444| en Sum af tolvtusind Kroner, vilde det være Fængsel for ham – Ruin for hende og de tre Børn. Hun bad Gerhard – som en fortvivlet Kvinde beder – om han kunde og vilde skaffe denne Sum. Han læste igennem disse hastigt nedskrevne Linjer, dels at hun havde tøvet lige til det sidste, og at det baade var Moderen, der bad for sine Børn, og Kvinden, der bad for den Mand, hun endnu elskede.

Dér sad han med Brevet i Haanden. Denne Sum – nu – det er umuligt! tænkte han straks. Og han gjorde sig Selvbebrejdelser, fordi han havde været saa lidet husholderisk – stadig i Tillid til, at han jo »egenlig ingen Nød havde«. Nu var der en Anden i Nød.

Han tænkte over Penge, han havde laant ud til Venner.... dem kunde han næppe regne med. Samtidig mindedes han Penge, han skyldte bort. Beløbet irriterede ham – først nu. Og han blev alvorlig. Var der da ingen Bekendt – Kapitalist – Forretningsmand – som han kunde faa den Sum hos? Han maatte sige sig selv: nej! I Selskabslivet betragtede man ham dels som »rig«, dels ansaa man ham for »fornem«; ingen Fortrolighed havde han søgt – intet familiært Bekendtskab kunde han nu gøre Regning paa.... og desuden... efter Konferensraadens Middag igaar.... Han kunde og vilde ikke gaa til nogle af de Herrer... og med Diskontører havde han endnu ikke haft at gøre. Hvad vilde de desuden laane ham paa? Han ejede 445| Intet. Hans Kones Formue var ikke hans .... det vilde han straks have oplyst dem om.

Han smilede. Men Smilet var træt. Livets Alvor rykkede ham ind paa Livet, syntes han.

Og medens han sad og vuggede Brevet i Haanden, gled hans Drengetid forbi ham. Kejtet, sær, stolt og dog med et blødt Hjærte var han forældreløs kommen til Farbroderen, Justitsraad, Physikus Gerhards Hjem. Dér havde været en Flok Pigebørn.... Hanne, den ældste, var bleven hans Legekammerat, hans eneste Fortrolige, hans gode Aand. Hun havde grædt over de Prygl, han fik, delt hans Skænd, hørt ham i hans Lektier, bistaaet ham i hans smaa Nødløgne, altid kærlig, stedse halsstarrig staaende paa hans Ret. Den ærekære Dreng opdagede snart, at til den myndige, hæderlige Onkels store Arbejde og Børneflok kun svarede knappe Indtægter – og Drengen havde følt sig som den, der aad Naadsensbrød – bittert nok for Voksne, naar de faar den Idé, bittert for et Barn i Udviklingsalderen. Han kunde senere sige, at det ikke havde været saaledes.... men dengang havde det siddet i ham med en Braadd.... og hele Pigebarnet Hannes kvindelige Fintfølelse maatte til for at Saaret ikke skulde gøre Drengen haard og ond.

Hun havde været hans gode Aand.

Han følte i dette Øjeblik, hvor trofast han havde bevaret Erindringen om hendes Kærlighed. Senere, da han modnedes, da Arven fra en fjærn Beslægtet gjorde ham det muligt at føle sig uaf445|hængig i Studietiden – under Rejser, Ophold i Udlandet.... senere havde han ved Breve og Foræringer søgt at lægge noget af sin Taknemlighed mod hende for Dagen.... men enhver var gaaet sine Veje.... hun havde forelsket sig – halsstarrig og godhjærtet – i en ung Mand fra Provinsen. Meget imod Faderens Ønske vilde hun have ham.... en af Søstrene havde lidt spydigt skrevet til Gerhard, at det nok var »l'amour par dépit«. Gerhard troede det eller troede det ikke; han havde flygtigt set Hannes Udkaarne – havde, som saa tidt, sagt til sig selv, at Kvindens Smag kunde man ikke begribe. Og nu var hun i Ulykke og trængte til ham.

Han rejste sig, gik op og ned ad Gulvet med Brevet i Haanden. Skøndt han søgte at forestille sig, hvordan hun nu saa' ud – Børnene omkring hende – Mandens Skam – den truende Ulykke, der Nat efter Nat maatte have holdt de Øjne ængsteligt opspilede, som i hans Drengedrømme havde lyst blidt og godt over ham.... saa nægtede Billedet ham sin Tjeneste. Han saa' hende stedse i Opvæksten, som ung Pige – rank, slank, blond.... og – javist – det var Edith hun mindede om. Var det fordi han inat ved et af disse Tilfælde havde talt til Edith om hende?.... Hun var bleven Edith – Edith hende.... Sæt at dette Brev var kommen ham i Hænde med en Bøn fra Edith?....

Hun skulde hjælpes! Han vilde !....

Han smilede med sammenbidte Læber; tog sin 447| Frakke paa, Flip og Kravat. Han spændte Fingrene om sin Pande som for at fæstne den Idé, han havde faaet; lukkede Døren op – tøvede et Sekund – og steg sindigt ned ad Trapperne, idet han ved sig selv oprømt sagde:

I Grunden den naturligste Sag af Verden! hvorfor faldt det mig ikke straks ind? –

Sindigt lukkede han Døren op fra Trappegangen ind til Korridoren i Stuelejligheden.

En Uniformskasket hang paa en Knage. Aa, kedeligt, om her nu var Besøg! Han tænkte ikke videre over, hvem her kunde være.... traadte ind i Dagligstuen, hvor det bløde Gulvtæppe dæmpede hans Skridt. Han var ved Portieren, tvang en Fold af den tilbage.... standsede....

I Havestuen, hvor Frokostbordet var anrettet, sad hans Kone og Lieutenant Norden ene sammen ved Bordet. Han havde sin Arm om hendes Liv; hun havde sit smukke Hoved blidt og trygt lænet op til hans Skulder.... og den hyggelige Formiddagsstilhed i Værelset faldt sammen med den dybe Beskuelsens Stilhed, hvorunder disse to Par smukke Øjne mødtes.