XVIII

Gerhard trak sig tilbage – endnu lydløsere end han var kommen. Da han atter stod i Korridoren, krammede han Brevet febrilsk mellem sine Fingre, krammede det igen ud og stak det omhyggeligt i sin Brystlomme. Hvad han foretog sig, skete ganske 448| mekanisk. Han saa' sig tilfældigt og studsende i det lille Konsolspejl ude paa Trappegangen. Det Ansigt dér – var det hans eget? Han vilde læse sig Skammen til deri – og der stod en Rest af en til Jorden slaaet Selvfølelse.... og bag den – en Befrielse – en næsten triumferende Glæde, der løb ud i en Grimace – om af Vrede eller Trods – det kunde ikke siges.

Saa glattedes Ansigtet.

Ah! sagde han, med et dybt, opaandende Suk. Nu kan jeg – om lidt – naar hun er ene – gaa til hende – og bede hende om et Laan af hendes Penge. Jeg skal svare hende Renter deraf – som var hun en Fremmed, en »Diskontør«!

Det ringede paa Gangdøren. Han fo'r sammen, vilde løbe ovenpaa til Atelieret, betænkte sig, lukkede selv op.

Det var Overgaard.

Kom med ovenpaa! sagde Gerhard.

Overgaard betragtede ham opmærksomt, da de var kommen til Sæde. Ja begynd Du kun! tænkte Gerhard, medens han vuggede sig i Gyngestolen med et besynderligt Smil, som den skarpsindige Ven ikke kunde klare sig.

Det er ganske vist noget længe siden – sagde Overgaard.... men Du har været en ret tvivlsom Kavaler i disse Aar – og – naa ja, maa jeg gratulere!

Tak! svarede Gerhard med tilspidsede Læber. Til hvad forresten?

Det er sivet ud, min bolde Riddersmand! Der 449| staar Gny den ganske Stad over af din Bedrift igaar. Provst og Bisp, Amtmand og Dommer, Kunst og Videnskab, Hæren tillands og tilvands – die ganze Armee auf einmal ruinirt.... Jeg sænker Fanen. Nu er Du vor Mand!

Er jeg? spurgte Gerhard og smilede stadig. Han søgte at samle sine Tanker – men de gled ud og tog Stade nede i hans Dagligstue – og bort derfra ovre ved en Gartnerbolig. Blot Overgaard vilde gaa! Men det vilde han ikke.

Det er dog en meget lille By! sagde Gerhard omsider. Herregud, en Tale ved et Middagsbord....!

Ja, et saa udsøgt! lo Overgaard og klappede sine lakerede Støvlenæser sammen.... Der er ingen Tvivl om, at Du er – eller meget snart bliver – udstødt af Synedriet. At Du har været gyselig ked af Makkerskabet i længere Tid – det tør jeg formode. Om Du med Flid har valgt Øjeblikket – eller det er kommet bag paa Dig – det kan være ens. Tilbage gaar Vejen ikke – uden gennem Sæk og Aske.... og det tør dog vel anses for.... ikkesandt? Naa altsaa.... her slog Overgaard Asken af sin Cigar og spurgte, med det ene Øje knebet til: Hvad siger din Kone?

Hvad hun siger?.... Det kom overraskende paa Gerhard. Han rejste sig, gik op og ned; Vennen betragtede ham med Hovedet paa skraa: I er maaske ikke meget enige? Hvormange Ægtefolk er det? Men – allenfals – Du er ikke afhængig af hende! Eller er Du?

450| Aa nej – vist ikke! svarede Gerhard og lo hen i Luften.

Bon! Har Du ikke Noget liggende, som vi kan faa.... ligemeget hvad? –

Hvilke »vi« – maa jeg spørge?

For Pokker, følger Du da slet ikke med? Bentzen – Redaktøren – nogle andre Stykker, hvoriblandt Overkritikeren og jeg – vi har startet det ny Foretagende.... al Dumheden fra de Ældre skal dog ikke staa uimodsagt. Naa – giv Noget fra Dig! sagde Overgaard og strakte Haanden ud.

Jeg har ikke noget – ikke noget, som I kan bruge! svarede Gerhard undvigende. Og hvem siger desuden, at jeg sympathiserer med Jer? –

Overgaard smilede: Luk Du bare din Sympathi inde hos Dig selv – og giv mig en Artikel – et Digt.... Du skriver jo ogsaa Digte. Med dit Navn under og i vore Spalter skal det nok blive læst paa rette Maade! Nu maa den halve Snes gode Hoveder, som endnu findes iblandt os, klumpe sig sammen.... eller vi kvæles tuti qvanti – som Ulf plejede at sige, naar han talede i fremmede Tungemaal! –

Ulf! sagde Gerhard hurtigt. Véd Du noget om ham?.... Jeg vilde gerne have hans Adresse! –

Overgaard drog paa det: Ingen véd rigtig noget. Man siger, han er ikke længer i Udlandet men har slaaet sig ned – etsteds i Jylland eller – jeg tror paa en af Øerne – hvor han lærer Asyl451|børn at stave. Med ham er der intet Udkomme mere.... han er kulret – jeg frygter Dødkuller!

Stakkels Ulf! sagde Gerhard sagte.

Aa véd Du hvad – man kan ogsaa være for uberegnelig!....

Men hvem bærer Skylden? spurgte Gerhard hæftig. I – jeg – dette Samfund – – – ja dette mere og mere forkludrede, forløjede Samfund.... naa, undskyld! jeg holder ikke af Tirader – men jeg kan dog ikke undlade at sige Dig min Mening – netop overfor jert »Foretagende«!

Din Mening? Kom med den! bad Overgaard.

Min Mening – politisk – er at vi kun har én Mulighed: Reorganisere »Højre«! Vi er jo dog alle – vi som overhovedet tænker – kun Nuancer af det Parti, som vil skaffe sig Autoritet og paatvinge de andre vor Autoritet. Man omformer ikke Samfundet – hvilket vil sige »den almindelige Mening« – ved at sprænge udefra – man gaar ind – man er inde – og kun ved at være dér udstøder man efterhaanden de Dumme, uskadeliggør de Fanatiske og samler de Forstandige! Hvad skal vi med et »Venstre«? – naar dog de allerfleste i Venstre den Dag idag kunde indlemmes i det store nationale Parti, der kun har én Modstand – Socialdemokraterne – hvis Tid først kommer i næste Aarhundred – naar de har opbrugt en tilstrækkelig Mængde Førere og ofret Strømme af Penge og Blod!

452| Ha ha! lo Overgaard. Siger Du dette af Dig selv, eller?....

Han kiggede opmærksomt paa Gerhard, som vedblev:

Politik keder mig forresten – og maa kede En i vore Forhold. De, som ikke netop skal leve deraf.... jeg siger ikke dette i nedsættende Forstand.... de kunde saa godt vente roligt paa den Messias!

Tak! det kender vi! sagde Overgaard spydigt. Det har Du fra dine Middagsselskaber....!

Som jeg har brudt med – undskyld! svarede Gerhard. Men véd Du, hvad de Middagsselskaber har belært mig om?.... Aa nej, jeg gider ikke snakke mere! –

Sniksnak! kom med det! bad Overgaard.

De har slaaet det fast for mig.... naar Du endelig vil vide det.... at der kun gives to Slags Kvinder – og to Slags Mænd! sagde Gerhard.

En overraskende Sandhed! lo Overgaard.

To Slags Kvinder.... fortsatte Gerhard... Kurtisanen – og den kyske Natur! ligegyldigt under hvilke Forhold den førstelever, om gift eller ugift! og ligegyldigt om den kyske Natur saa hundred Gange havde Skinnet imod sig og Samfundet paa Nakken!

Overgaard betragtede ham opmærksomt, rykkede sin Stol nærmere, sagde dæmpet: Hvor er dette faldet Dig ind – for, véd Du, jeg har tænkt det 453| samme! skøndt det synes en stiv Paradoks. Nej nej; det er sandt! tilfojede han og rejste sig.

Naa – og Mændene? spurgte han efter et Øjebliks Ophold.

Ligeledes to Slags: de Kedsommelige – hvilket ikke absolut vil sige de Dumme – og saa dem, man overhovedet kan snakke med! sagde Gerhard roligt.

Overgaard lo og rakte ham Haanden: Du er bleven en stor Kategoriker, Gerhard! Maaske hører jeg dog under den sidste Rubrik – den mindst omfangsrige selvfølgeligt?

De to Mænd saa' paa hinanden. Overgaard syntes forlegen – rødmede endogsaa. Der var i hans Øjne et Glimt, som Vennen ikke mindedes at have kendt tidligere. Overgaard spurgte: Erindrer Du den Aften – efter Theatret – da Du var kommen hjem fra Udlandet?...

Gerhard nikkede adspredt.

Naa ja – de to Damer! Den ene fik Du... den Anden har jeg fattet en – levende Interesse for. Jeg tror hun er en ganske sjelden Kvinde... tiltrods for – eller paa Grund af... ligemeget! Giv mig nu det Bidrag... jeg maa skynde mig!

Gerhard gik – stadig adspredt – hen til Bordet, tog i Mappen nogle Ark, og rakte dem til Overgaard.

Hvad er det? spurgte Overgaard og stak dem i Lommen.

Hvad det er? Jeg véd det knap selv – et Indfald – en Drøm...!

454| Aa Snak vel? –

Gerhard nikkede smilende: »Jeg drømmer«, hedder Skitsen. Af den Drøm haaber jeg aldrig at vaagne mere!

Sapienti sat! lo Overgaard. Du mærker, hvordan Journalisten hænger mig i Ærmet. Nu er vi Med-Sammensvorne! Har Ibsen ikke et Sted.... »han er dem for stærk; der staar Kvinder bag!« Vi skal være dem for stærke. Farvel, Gerhard!

Overgaard var ude af Døren. Gerhard tænkte paa at lobe efter ham og fordre Manuskriptet tilbage. Det var en Slags Helligbrøde – syntes han – at give det Intimeste fra sig for at støtte et Parti-Organ, som han knap havde Interesse for. Men sæt nu, Du var Digter! tænkte han. En Digter giver det Intime fra sig – eller Digteriet »slaar ind«, bliver til Sygdom, Feber i Blodet, Tæring! Ja – hvis jeg var Digter!....

Det var ham umuligt at ryste en Art Bedøvelse af sig.... han, som skulde ned og fordre en Forklaring, faa et Opgør istand. Han begreb aldeles ikke sig selv. Han gad ikke gaa ned.... det forekom ham uendelig ligegyldigt, hvorledes Forholdene vilde udvikle sig i hans eget Hus.... Hans eget? ....

Han traadte hen til det høje Ateliervindue, lænede sig mod Karmen, med Haanden under Kinden, lukkede den brede Trækrude op. Ah!...

Et Væld af sol-gennemsivet, lind og blod Foraarsluft strømmede udefra ind over ham. Haver, Villaer, Veje laa sænket ned i det gule Sollys 455| og løftede sig atter som paa Længselsvinger op fra, ud af Lyset. Det var, som de Mennesker derude, de Omgivelser, de Tanker, han til daglig Brug selv skænkede saa ringe en Tanke, nu fløj ham imode med Fordring paa at blive mødt af Forstaaelse, hilst af Genkærlighed.

Genkærlighed!

Han mumlede – nynnede; han talte højt; det var, som om hans Ord var Sang, Rhythmer, Strofer. Jeg havde dog Ret inat – sagde han; – Omslag i Vejret, Søndenvind, Foraar, Fuglekvidder... aa Gud, at man nogensinde, saa længe man staar paa sine to sunde Ben, kan ophøre at tilbede Livet, slaa Guldmønt af dets lyse Forjættelser – og sprede Rigdommen over det ganske Land, tilhøjre og venstre!

Han lo, da han kom til at tænke »Højre« og »Venstre«; og han drog et befriende Suk, idet han levende mindedes sit uvilkaarlige Udraab, Aar tilbage, dér i Frederiksberghave, i Skumringen under de stille, forventningsfulde Trægrupper: Kom, Foraar! kom Glæde og Lykke, Arbejdstrang og Kærlighedstrang! – send mig dine varmende Straaler ind i et Bryst, der engang aandede saa dybt og frit under den ene saliggørende Følelse af at være elsket og kunne besvare Elskov! Giv mig tilbage, hvad jeg aldrig har ophørt at begræde – og tag Alt, hvad jeg aldrig har bedt om, og som Livet har paatvunget mig med det, Evald kaldte »fræk Fortrolighed«!- – –