456| XIX

Han havde ikke hørt, at nogen ringede paa Gadedøren og blev lukket op – ikke hørt Trin paa Trapperne. Nu fo'r han sammen ved en Banken paa Atelierdøren. Nørager traadte ind, svingende sin bløde Hat, hilsende ham med runde Bevægelser, højtløftede Ord: Et herligt Foraarsvejr! Tak for igaar, Henrik Gerhard! Vi véd det – vi véd det – den hele By hilser i Dem, gennem mig, en brav Mand, en modig Mand....!

Den »hele« By? spurgte Gerhard smilende. Nu overdriver De – men kom og sæt Dem – undskyld blot min Distraktion – jeg havde just et Stævnemøde med hvad De upaatvivleligt vil kalde min »Musa«. –

Jeg byder hende hjærteligt velkommen – hos os ! sagde Nørager med klart straalende Øjne. Og staaende – siddende – og gaaende svang han Ideernes Fane, viftede med Folke-Frihedens, Hjærternes, Sjælenes Banner; – opfyldt af sin Mission, sig selv, et bravt Menneskes uegennyttige Virken i sit Kald, og et lidt begrænset Hoveds Forplumren sig i Følelsespolitik, Literaturstrømninger, Demokrati, Danskhed, Forlægger-Foretagender og Bogtrykkersværte.

Gerhard hørte til i Tavshed. Han var derude i Solens, Lysets, Luftens Væld.... og han gik dér i Natten, i Maaneklarhed, Tysthed, Musik, Selvbekendelser – ved Ediths Side. Og han hørte 457| hende sige paa sin ydmyg-stille Maade: Jeg tror – at jeg helst vil have – at De ikke kysser mig!

Aa, kære, kære Edith! sagde han – ganske højt. Nørager dukkede op fra sin Tales Strømhvirvler – og saa' forundret spørgende paa Gerhard:

Er det et Digt – Edith med Svanehalsen maaske? Lad os faa det! bad han.

Gerhard smilede, stadigt drømmende; gik til Skrivebordet, rakte Nørager en Cigar og sagde: De ønsker et Digt? Ryg denne Cigar! Jeg vil forsøge, om jeg har luret vor store, fordums Ulf hans Kunst af- om jeg kan gøre nogle Vers »paa siddende Hale« – som han udtrykte sig!

Nørager dampede; Gerhard skrev. Lyset og Luften bølgede ind ad den aabne Rude; Fuglene kvidrede udenfor.... i det Fjærne en Rumlen af Vogne, en lille bjæffende Hund, et dybere Vov-Vov af en større – dæmpet Fortepianoklimper.... Nørager lagde Overfrakken.... der var næsten lummert i det store Atelier.... Solen havde brændt hans Næsetip og frisket hans af Natte-Korrekturlæsning jordfarvede Kinder.... hans klare, elskværdigt godmodige Øjne var spændte paa Bytte.... Saa rejste Gerhard sig, rakte ham Papiret og sagde lidt undselig: Læs!

Nørager huggede Papiret og læste med bred, taktsvingende Haandbevægelse:

458| Inden Gerhard saa' sig for, havde Norager trykket hans Haand og var ude af Døren med sin Fangst og sin Overfrakke under Armen.

Dér lob han ! tænkte Gerhard. Men Gud, jeg véd jo slet ikke, om der i Digtet kom til at staa, hvad jeg netop vilde skrive!

Han lo: muligvis kommer der aldrig i et Digt til at staa, hvad man netop vil skrive! –

Saa følte han til Brystlommen. Jo – Brevet var der. Han knappede Frakken; nu vilde han ned.

Atter steg han ned ad disse Trapper. Gik han her maaske for sidste Gang? Hans Blik faldt over den limfarvede Trappegangsvæg, hvor Epheuen klatrede med sine mørke, ligesom i Voxdug udhuggede Blade – op over en gammel Studie, der var bleven hængende fra den tidligere Husbeboer – den ulykkelige Malers Dage. Han holdt ikke ud her – han tog sig.... Nej! sagde Gerhard ligesom afværgende en Tanke: »Indtil Jorden bliver glødende, skal man gaa paa den«! Vaaben er til for at bruge dem imod Fjenden – og er vi selv vor eneste, vor virkelige Fjende, saa er det ikke givet, at man skyder paa ham.... man bøjer den Genstridige, belærer den Vrangvillige.... ak, vi har kun et Liv, og det kan leves i Skønhed – i Sandhed – i Godhed.... som Fru Funch sagde dengang!

Anna Funch – Fru Halvvig – Annette – Edith!

Han traadte fast i Gangen ud til Køkkenet og spurgte Pigen derude: Er Fruen hjemme?

460| Jo – Fruen er hjemme!

Alene? –

Jo – Fruen er alene hjemme. Den Herre, som var her til Frokost, er gaaet for nogen Tid siden.... jeg lukkede ham selv ud, dengang da jeg lukkede den anden Herre ind, som....

Det er godt! sagde Gerhard. Og han forbavsede Pigen ved at tage nogle Kronestykker op af sin Vestelomme og give hende dem til at gaa paa Komedie for.

Han traadte ind i Dagligstuen, hvor Annette sad og skrev ved sit Skrivebord. Hun saa' op, nikkede.... Blot et Par Ord til Mama – Du undskylder!

Han satte sig bag hende – vilde ikke se paa hendes Nakke – men maatte dog – maatte sammenligne. Han følte sit Hjærte slaa – vendte sig bort – greb et Album – saa' lutter Annetter deri – sig selv – Konferensraaden – Mama – Lieutenant v. Norden. Han rejste sig, trak Brevet frem af sin Brystlomme og lagde det stille paa Bordet ved Siden af den Skrivende.

Men Gud, hvad er der?.... Du gjorde mig ganske forskrækket! sagde Annette, som klinede sin Konvolut sammen og rejste sig.

Læs dette Brev! bad han dæmpet.

Hun sendte ham et underligt udfordrende og 461| dog duvende Blik, tog Brevet, besaa' Udskriften – – trak paa sine smukke Skuldre – aabnede og læste det.

Naa – og saa? spurgte hun, lidt haardt, vendende sig imod ham.

Det er min Kusine – Du ser, hun er i Nød – trues med Elendighed. Jeg spørger Dig: vil Du hjælpe hende?

Jeg?

Du – ja! Jeg har ikke Midlerne dertil – men Du har! –

Hun hørte paa hans korte Forklaring ligesom aandsfraværende – eller hun grundede paa Noget med tilslørede Øjne – løb atter Brevet igennem – saa' fra Siden paa ham.... han stod oprejst, rolig, med lukket Ansigt. Saa kom et sælsomt Smil og lagde sig over den nederste Del af hendes Ansigt.... Øjnene var stedse gemte. Hun rakte ham Brevet og sagde: Har Du elsket denne Kusine meget højt? – elsker Du hende maaske endnu?...

Jeg skylder hende for over 12000 Kroner Taknemlighed fra min Drengetid og min første Ungdom! sagde han tørt.

Og Du vil have, at jeg skal betale din Taknemlighedsgæld? spurgte hun smilende.

Han mærkede, hvordan dette Smil drev ham Blodet til Kinderne. Han stak Haanden ind paa Brystet og knugede den mod sit Hjærte:

Vil Du af din Formue – med Afdrag og med Renter, som din Prokurator kan afgøre – laane mig den Sum, som staar nævnt i Brevet? spurgte 462| han langsomt, idet han tog efter Ordene og efter Vejret.

Hun satte sig igen ved Skrivebordet, med Ryggen imod ham, Albuerne paa Bordpladen, Hænderne for Øjnene. Hun græd.

Der var dødsstille i Værelset – kun denne Graad. Gerhard stod lænet op mod det runde Bord i Midten af Stuen, Armene korslagte... det kogte indeni ham – og det vilde hulke i ham – han ønsked sig hundred Mile bort – han foragtede denne Kvinde dér, som spillede Komedie for ham – han havde ondt af hende – var led ved sig selv – havde Medlidenhed med hende – og kom i det samme til at huske paa sit Digt, som han fandt meningsløst her i denne Stue. Og udenfor i Haven skinnede Solen og Fuglene kvidrede, som om de af en Spottefugl var underkøbt til at jubilere netop nu .

Hun saa ivejret, under Taarer, og sagde grædende som et krænket Barn, hvem man ikke gør nok af – ikke engang taler til:

At det er kommet saa vidt med os! Nu skal jeg endogsaa betale dine Elskerinder! –

Hans Tilskyndelse var at gribe hende i Nakken – just dér – hvor de mørkblonde Dun krusede sig, som om en Finger nyligt i Leg havde viklet og tvundet dem. – Saa lo han.

Hun blev forskrækket over denne Latter, standsede raadvild i sin Graad – skar et ynkeligt Ansigt – og dette fik noget pudsigt ved sig, som gjorde, at hans Latter blev til et Smil.

Han gik hen til hende, bøjede sig og sagde i 463| konverserende Tone: Min kære Pige; det er maaske en Fejl af mig, at jeg saadan kommer dumpende med Døren ind i Stuen til Dig – og med en Anmodning, som jeg burde have forberedt.... da den dog er af usædvanlig Art. Til min Undskyldning tjener blot, at jeg virkelig for en Timestid siden kom herned, for at tale baade i Fortrolighed og Alvor med Dig.... men jeg var saa uheldig at finde Dig optaget i det Øjeblik.... og derfor spørger jeg nu kun kort og godt: Vil Du eller vil Du ikke? Ja eller Nej!

Hun havde atter Hænderne for Øjnene, men græd ikke. Han ventede lidt – bøjede sig endnu dybere over hende og hviskede: Husker Du mine Ord igaaraftes? Du har din Frihed – jeg min ! Vi burde maaske helst være oprigtige imod hinanden. Det vilde jeg foretrække. I Mangel deraf kan vi naturligvis godt fortsætte vor lille Komedie – som de mange andre gifte og bosiddende Par. Det er vel nok en Tjeneste, jeg her anmoder Dig om – forsaavidt som jeg ellers bliver henvist til Folk, hvem jeg endnu nødigere forhandler Pengesager med, end med Dig. Men jeg beder Dig kun ikke glemme, at det for Dig ene og alene drejer sig om et Par Linjer med din Underskrift til din Prokurator – hvem jeg da tilbagebetaler de Penge, han forvalter for Dig. Her er ikke Spørgsmaal – mærk Dig dette – om hvorvidt Du skal betale Nogen eller Noget for mig. Spørger Du mig, om jeg har nogen Elskerinde – saa kan jeg forsikre Dig paa 464| mit Ord: Nej! Jeg vender ikke Spørgsmaalet imod Dig og....!

Det er nok! afbrød hun ham tonløst og trykkede sit Lommetørklæde mod sin Mund. Hun greb et Ark Papir – gav sig til at skrive – kunde ikke.... trak Vejret dybt – rystede ligesom Noget bort med sit smukke Hoved – tog et nyt Ark – skrev hurtigt og flydende nogle Linjer – Navn – og rakte ham Bladet.

Han bukkede, rakte hende Haanden; hun tog den, smilede – vendte sig saa og satte en hvid Tand i Læben: Gaa! sagde hun. Jeg hader – jeg afskyer Dig – din Overlegenhed – din – din.... aa, gaa, inden jeg....!

Hvis Du fortryder det – sagde han rolig – saa er her dit Papir tilbage! Det er dog mig, som forskriver mig til Dig – ikke omvendt! Du har din Frihed.... Hvad jeg har, det tor jeg ikke tænke paa nu.... Som sagt, Du er fri.... ung, smuk, rig, beundret – lykkelig.... nyd din Frihed! –

Og Du din ! raabte hun, idet hun tvang ham Papiret i Haanden og pegede mod Døren. Lad os se, hvor længe Du kan spille Hykler! –

Han var standset ved Døren, med dirrende Læber, skælvende Knæ. Hans Tilskyndelse var at rulle dette lille fmtduftende Boudoir-Papir sammen og kaste det hen for hendes Fødder. Saa stod et Ansigt for ham – et af Nattevaagen, Angest, Taarer affalmet Ansigt, som dog havde de kære kendte Spor af de lysende Barndomsminder over sig.... 465| og et andet Ansigt, et blegt, fint, sørgmodigt, der hæftede nogle ydmygt-alvorlige Øjne spørgende paa ham. Han mumlede: Der er To, som ser paa mig nu.... de vil forstaa mig.... saa lad et uvornt Barn skælde!

Og hurtigt gemte han Papiret i sin Brystlomme, knappede Frakken febrilsk til – bøjede Hovedet for Annette og sagde:

Jeg er nu i Skyld og Gæld til Dig. Jeg taler ikke om din Skyld til mig. Hvis vort Ægteskab har været en Daarskab – saa gør en Skilsmisses Latterlighed det ikke bedre. Naar jeg har ordnet min Slægtnings Sager, kan vi jo drøfte vore egne.... saa længe kan de vel nok vente. Hvad Du bestemmer, har paa Forhaand min Billigelse. Jeg rejser med Eftermiddagstoget. Farvel!