XX

Han løb ovenpaa, pakkede en Natsæk – opdagede, at det ved et Tilfælde var den samme lille Dame-Vadsæk, hvormed Annette hin Aften kørte med ham til det Hjem, der for Fremtiden skulde være deres fælles.

Han bed sig i Læben – gik til sit Chatol, trak Skuffer ud, fordelende Papirer, Tegninger, Radérplader i smaa Bunker.... fandt saa sin Rejserevolver, som han sad og haandterede – indtil der paakom ham denne dybe, uforklarlige Tilbøjelighed overfor Skydevaaben.... en Tilbøjelighed i nær Slægt med Lysten til at styrte sig ned 466| fra høje, bratte Steder! I begge Tilfælde et Spring ud i det store, tomme Uvisse.

Men »Rædslen for det Tomme« greb ham med større og afgørende Styrke. Han fik ledt en Haandkoffert frem og puttede deri Linned, Toiletsager og hvad han af Papirer, Haandbøger, Raderematerialer mente at ville benytte under sin Udflugt – af hvor kort eller lang Varighed den saa blev.

Bort skulde han.... og dette skulde beroligede og ansporede ham paa samme Tid. Han gjorde en større Rejsekoffert og nogle Pakkasser istand: de vigtigste af hans Bøger, Garderobe, Malerre – kvisiter, Lærreder osv. Han fornam et legemligt Velbefindende ved at ordne og pakke ned alle disse Ting – gjorde paa sig selv den Iagttagelse, at det undertiden er en Koffert eller Laaget paa en Kasse, der bringer os ud over de første Vanskeligheder ved et stort Vendepunkt.

Da Alt stod færdigt, laa Revolveren der endnu paa Bordet. Skal Du med? spurgte han – og stak den ned mellem Linnedet i Haandkofferten. Vaabnet havde – uden at være brugt – trofast fulgt ham fra Sted til Sted og ved Lejligheder indgydt ham en vis Tryghed – som om han havde haft en Hund med. Nu laa det dér – »man kan aldrig vide, hvad det er godt for«!

Han var færdig. En lille Sum, han havde haft liggende i rede Penge, puttede han i Lommen – ned i Brevtasken til hans Kones Anvisning – hans egen »Forskrivning«. Han saa' sig om i Atelieret; et øde Rum.... derudenfor Solen, som lo, Fug467|lene, som sang – og denne pludselige Foraarsvarme, der vældede ind gennem Ruden. Derude – et eller andet Sted – skulde han atter begynde forfra – »paa bart Bord«.

Som Ulf – som Zigeuner! mumlede Gerhard og strakte sine Arme. Han fornam igen dette legemlige Velbefindende. Hvor er jeg dog lidet medtaget – endnu! Kom an! raabte han, næsten overgivent, idet han stemmede Brystet frem som mod talrige Hindringer, og med Haanden beskrev et Fægtestød i Luften – – – et tilbagetrukket og atter fremført Stød ud i den Luft, der æggende bølgede ham imøde fra Trækruden. Kom an! hvad I saa hedder – hvor fast I saa sidder! Mit Hoved sidder endnu fast paa mine Skuldre – og endnu er det ikke tommere end Jert!

Han standsede. Hans Tilbøjelighed til at tale højt gjorde ham flov; og der var i Ekkoet af hans Ord en Ydmygelse.... Var han da nu ogsaa saa sikker paa sin Styrke?

Han blev nedslaaet, forstemt. Forlade dette Hus vilde han. Hvorfor i Grunden?

Og der listede sig over ham en Lyst – maaske den nationale Magelighed, indsuget med Modermælken. Kun lidet vidste han om sine Forældre. De havde ikke været betydelige Folk; ganske jævne Mennesker – Moderen efter Sigende den dygtigste.... men man kan jo arve Blod igennem Generationer. Mo'rfaderen skulde have været en udpræget Personlighed – baade i det Gode og det Daarlige – en Dilettant-Natur, en Mand med raffineret, om 468| ikke kræsen Smag – et Arbejdsmenneske og et Nydelsesmenneske – en af disse halv-patriciske Samfundsstøtter, der samler sig Penge og øder dem – holder det gaaende med Humøret til det sidste – og dør af en Leversvulst.

Gerhard stirrede frem for sig – saa' sin Kones yppige Nakke dernede i denne komfortable Stue – som han nu skulde forlade – baade Nakken og Stuen?

Han vaklede. Denne hidsende Foraarsluft... og Noget i ham selv syntes at sige: men I gode Guder! hvorfor løber jeg ikke nedenunder – behandler det Hele »en bagatelle« – vinder hende tilbage.... for jeg kan vinde hende.... tilgiver – hvis der er noget Væsenligt at tilgive – kysser hende – sender Bud efter en Landauer – kører i Skoven, spiser med hende.... og iaften, ved Hjemkomsten.... iræ amantium amoris integratio.

Aa, fy fy! Henrik Gerhard! Anden Gang udleverer man sig ikke til sin værste Fjende – sin sanselige Nydelsestrang!

Og han greb Overtøj og Haandkoffert, aabnede Døren raskt.... betragtede paa Trappegangen Malerens Studie – syntes at der laa Ulykke over dette Hus – rystede sin lille Bagage, hvori han vidste, at der laa den Ting, som til syvende og sidst kunde sætte Stopper for enhver Fristelse.

Saa traadte han med en ligegyldig Mine ud i Køkkenet, forklarede kort, at han tog bort paa nogen Tid, og gav Pigerne Besked med Hensyn til 469| Koffert og Kasserne ovenpaa; de skulde staa indtil hans videre Ordre.

Endnu en Tøven udenfor Døren til Dagligstuen. Intet rørte sig derinde. Fruen var gaaet ud! forklarede Pigen.

Saa gaar ogsaa jeg ! mumlede Husets Herre. Og ud gik han.

I Drosche til Prokuratoren. Det Hele var snart ordnet. Gerhard saa konfidentiel, som Juristen antageligt behøvede det. De skrev i Forening et Telegram til Kusinens Adresse i den lille Købstad. Pengene var disponible. Gerhard vilde tilføje: jeg kommer selv med Toget iaften.... men betænkte sig, syntes, at det dog maaske vilde være bedre at komme uanmældt – og skrev: kommer saasnart muligt – ventelig endnu imorgen! Et Haandtryk – et Buk; Prokuratoren fulgte ham ud i Forværelset, hvor Gerhard sagde: Ja, det er mig , som skal betale Dem disse Penge – med de Afdrag, vi nu er bleven enige om!

Prokuratoren smilede: Aa!.... og tænkte: hvorfor siger han nu saadan noget Vaas? Kender jeg ikke baade ham og hans Kone? hun kommer saamænd nok til at punge ud – det er da ogsaa naturligt.... det kender vi til.... om der saa var aldrig saa lidt Formuesfællesskab!

470| Saa gik Prokuratoren ind i sit Kontor og mindedes de glade Ungkarledage, da han havde sværmet for Frk. Kirchhoff – blændet af hendes pikante Skønhed og ikke ganske upaavirket af hendes Formuesforhold. Han havde nu ægtet en Enke – ganske vist ogsaa med Noget til bedste – men vranten, vanskelig, disputeresyg... og han tænkte sig ganske arrig paa denne Gerhard dér – med hans sikre, overlegne Væsen... »en af disse Fyre, der kun behøver at vise sig – og Kvinderne kaster deres Øjne, deres Hjærter og deres Penge til dem!«

Gerhard lod sin Haandkoffert bringe til Jærnbanen. Saa gik han op i en Restauration for at spise til Middag.

Maden vilde ikke smage ham, skondt han vilde lyve sig sulten. Han rorte saa godt som intet; drak en Flaske Vin – glad over at kunne sidde alene; fik Kaffen hen ved en Vinduesplads og røg en stærk Cigar. Viseren paa Uhret vilde ligesom ikke flytte sig. Dumt, at det Tog idag ikke kunde gaa en Time før!