XXI

I Sideværelset gik det muntert til. En Herremiddag nok. Han hørte Stemmerne, hvergang Døren aabnedes for en Opvarter. En af Stemmerne syntes han at skulle kende. Han grundede lidt paa, hvem denne høje, skarpe Røst med Ganelyd tilhørte... og mindedes Anna Funchs Theori om Mændenes Organer.

471| Han tænkte: vi reflekterer allesammen altfor meget, baade Kvinder og Mænd... ogsaa Edith reflekterer paa sin Maade. Men vi læser ogsaa allesammen det samme – forarbejder nogenlunde de samme Indtryk – næres af en fælles aandelig Atmosfære. Gud véd, om det ikke er Tegnet paa, at vi ubevidst styrer alle mod et fælles Maal? – Er vi ikke, ret besét, et stort Søskende-Samfund – naar vi kunde sætte Erotiken ud af Spillet? Er det ikke den , der gækker os, idet den tumler med vore Skæbner uden at spørge vore Principper, Anskuelser tilraads? Er den virkelig Ur-Magten, Grundelementet, der uden væsenlige Omdannelser hævder sin ubøjelige Vilje over os – medens Alt, hvad vi ellers kender af Sjæleliv og Samfundsliv, langsomt undergaar Forvandlinger og Forskydelser henimod noget uendelig fint, aandigt Sammensat? Hvad betyder og hvad betegner egenlig denne Vrimmel af Spørgsmaal om Kønsliv, Kønsmoral – Kønnenes indbyrdes Stilling og deres Forhold udadtil – de igennem den nøgterne Statistik brutalt opkastede Spørgsmaal om Børnefrembringelsen – og den Extase, der griber vore Hjærter, naar vi, endnu tvivlende og ængstlige, spørger os selv, hvilken Lov der da dikterer vore Hjærter deres Love? Er det ikke – strengt taget – os alle , vi moderne tænkende, lidende og handlende, som nu er paa den store Krigssti imod den gamle suveræne Erotik – imod dens brutale Tilkendegivelse af en Magt, hvis Byrder vi er for svage til at bære og hvis Lovbud vi ville have fortolket langt finere, langt mere aandigt end vore plumpere 472| Forfædre – vi, som er »fri« og »oplyste«, hvad hverken vor Bedstefa'r eller vor Oldemo'r var!

Og Gerhard støttede Hagen i sin Haand og tænkte sig et Møde med hans egen Bedstefa'r eller med hans Oldemo'r – i deres »blomstrende Alder«. Han maatte smile – og dog tænkte han dette alvorligt – hvilket svælgende Dyb der efterhaanden lagdes mellem Generation og Generation: hvor egoistisk, skaanselløs, ufin Manden havde været i hans Kærlighedsytringer – hvor trælbunden, sippet, prosaisk eller sentimental Slægtens Kvinder havde tænkt, eller undladt at tænke, dengang de »gjorde deres Herrer Ægtemænd eller Herrer Elskere til Behag«.

Han saa' ud ad Vinduet, ud paa Kongens Nytorv – som han dette Øjeblik smilende mindedes i den Skikkelse, hvori det stod for hans første Ungdom: Verdens største Plads. Det var dengang, da han selv ikke kendte stort mere til Verden end »Hesten« kendte dertil; dengang da han med Ærefrygt betragtede Hovedvagten og »Gæthuset«, Kunstakademiet og det gamle kgl. Theater som ligesaa mange Grundpiller for et daadkraftigt Folks Fortids og Fremtidsliv.

Det saa pludseligt vaagnede Foraars gyldne Eftermiddagslys laa nu over dette Torv. Han aabnede Vinduet, indsugede Ungdomsminderne og sammenlignede før med nu. »Verdens Centrum« var dette Torv sandeligt ikke – men den store Plads kunde alligevel siges at være Centrum for hans Lands ejendommelige Liv.

Dette Land – saa mishandlet af ydre og indre 473| Vold, som det nu var blevet: dette lille Land med den altfor store By – en aparte Vanskabning, i hvis Hjærne, Hjærte og Vom en uhelbredelig Sygdom syntes at rase: hans eget lille Land – hvor alle de smaa Nationers smaalige Egenskaber tumlede med Masserne, der aldrig mere »en masse« syntes at skulle løftes til Noget, for at kunne løfte det Hele!

Han sukkede – og mindedes Ulfs Ord: kunde man blot tvinge sig til at tro paa Fremtiden – eller kunde En udenfor os selv bibringe os denne Tro!

Og medens han atter ligesom lod sig løfte af denne paa engang bløde og stærke Luft – saa blev han bevæget af en baade blød og stærk Glæde. Det kommer an paa – sagde han ved sig selv – at man holder rigtigt inderligt af de Mennesker dernede, som nu krydser over dette Torv! Man maa ikke engang vrage »Hesten« – om man end er nok saa kunstforstandig; man maa lægge i disse alt andet end imponerende eller rige Bygninger netop det , som er i dem – og endda et Plus til fra Ens yngste og begejstrede Følelser. Ukritisk og fjottet Frasebegejstring er Grundskaden for et Folk – men burde ikke den alvorlige, ærligt mente Kritik i Tider, som disse, heller slaa lidt af paa sine strenge Fordringer end stedse holde os Sammenligninger for Øje – og gøre os modløse?

Se hvor disse Folk synes glade idag. Saa lidt – en Termometerstigning og en Vind fra Sønden – kan gøre deres Skridt elastiske, deres Blikke klare. Solen ler – og Alle smiler med den.

474| En Sol venter vi paa – en stor Personlighed, Tænker, Digter, Kunstner, Statsmand. Men mens vi venter , plukker vi hinanden fordærvet, krænger vore egne og vor Næstes Ynkeligheder ud og viser Resultatet: vi ere alle Stympere!

Sæt vi opgav at vente – og tog med Glæde og Kærlighed imod, hvad der forefandtes! Lad os ikke bilde os for meget ind, men bruge, hvad vi har af Evner! Derovre ligger f. Ex. denne store, graa, tunge Stuk-Kasse – min Svigerfaders Theater. Vi overlader det til de sex hundred Tanter, til de tusind Grosserere – overlader et Dusin Journalister at støtte det eller skælde det ud. Hvad vedkommer det mig , om Konferensraaden styrer det godt eller slet? Han kan ikke have ødelagt det mere, end vi efterhaanden allesammen ødelægger vore Institutioner... det er os , som er de medskyldige, vi som tvivler eller holder os borte.

Vi skal ikke lade de sexhundred Tanter dominere og ikke lade de tusind Grosserere drive om for Vind og Vove. De vilde dog saa gerne manes af noget Skønt, friskes af et Foraarspust... se blot paa dem dernede over Torvet!

Ulf og jeg – vi kunde i Forening kaste Sol og Skønhed, den store Livsluftning ind i deres Støv og Kævl og Eksistenskamp... og naar vi da en Aften i Theatret bivaanede en Forestilling, som var vort fælles Arbejde og som gød Glans i Blikkene og bragte Hjærterne til at hæve sig – saa vilde jeg være den beskedne, give Ulf Æren, og blot føle denne inderlige Glæde over, om end kun for nogle 475| Timer, at have standset den fælles snigende Sygdom...

Lad saa den rette Mester komme, naar han vil, naar han kan! –

Han lukkede Vinduet, stille og bevæget glad. Det var længe, længe siden han havde haft den Følelse... og nu var Klokken saa mange, at han kunde bryde op.

Han kaldte Opvarteren til sig, gjorde en Hentydning til de »glade Herrer« derinde ved Siden af, betalte og rejste sig.

Døren aabnedes. Et Selskab paa en halv Snes meget velklædte Herrer kom ind. Grosserer Halvvig var imellem dem. Foruden ham genkendte Gerhard et Par af Regeringspartiets »Spidser« – om ikke de allerspidseste. Stemmerne var høje, Latteren ikke dæmpet, Øjnene klare og de yngre Mænds Kinder havde et Skær af Vinfarve fortyndet i Vand – at sige Farven fortyndet; Vinen havde næppe været det.

Philip Halvvig gik straks hen til Gerhard og bød ham smilende Haanden. Grossereren var ganske vist oprømt og hans ejendommelige Øjne lyste – men idet han trykkede Gerhards Haand, trak han betegnende paa Skuldren ad de højrøstede Gæster, der søgte Entréen.

En lille Diner – paa Faldrebet – med Forretningsvenner og Meningsfæller, min kære Gerhard! 476| Vi kom lidt i Disput derinde – om Politik – naturligvis – og kommercielle Anliggender – Beskyttelse og det Modsatte! Saa maatte der en extra Flaske Vin til – hvad jeg fandt mig i, da jeg ikke kunde forhindre det. Man taler dog bedst – naar man taler klart, ha ha! Jo – vi sidder forresten net i det! Men jeg siger: lad Regeringen føre os ud af det – nu maa vi igennem det – og Oppositionen raader endnu ikke over de rette Mænd – uden Forklejnelse for nogen! Naa, det er vel ogsaa Deres Mening? Og De spiser alene ude idag? – kanske huslig Rengøring – eller... her missede Grossereren... en lille huslig Uoverensstemmelse? Den skal man helst lade gaa over – lade gaa over – inden den antager... Jo! nu kommer jeg! Undskyld, De staar maaske ogsaa paa Springet? –

Gerhard saa' til Uhret, trykkede Fingerspidserne af hans Haand og skyndte sig forbi Herrerne ned ad Trappen ud paa Torvet, hvor han tog en Drosche. Medens Kusken paa alle Kuskes omhyggelige Manér lagde Hestedækkenet sammen, saa' Gerhard at Hr. Halvvig og hans Selskab ogsaa tog Droscher. Mon de vil ud ad Strandvejen? tænkte han. Og medens han tænkte saaledes, fo'r det med et Stik igennem hans Hjærte: hvor mon de vil lande i aften – saa glade de er?

Han gravede sig ind i Hjørnet af Vognen og tænkte videre: Aa, han er den besindige iblandt dem – maadeholden... jeg er glad over, at jeg ikke i hans Øjne saa' det Blik, som man bedømmer skarpt, naar man ikke selv er paa Højden! Men 477| Gud dog! hvad skal jeg gøre med denne Mand?... tilføjede han og fattede uvilkaarligt om Knappen paa sin Stok. Hvordan vil vi to engang komme til at staa overfor hinanden?.... Eller vil det aldrig komme dertil? Aa, Edith, Edith! Jeg vil rejse videre til Udlandet fra min Kusine... jeg vil, hvis hun endnu kan være min Fortrolige som i gamle Dage, fortælle hende det Hele og følge hendes Raad... jamen jeg har jo intet at fortælle... og jeg kan ikke fortælle hende det med min Kone – for saa vil hun se, at jeg bringer et Offer...! Fordomt, saa den Drosche kører langsomt!

Han kom til Jærnbanestationen, tog Billet, snappede Haandkoffert og Rejsetæppe, og betydede en Konduktør, at han ønskede at være alene i Kupéen. Han blev lukket ind. Ah!... om et Par Minuter førtes han bort fra den By, hvis Stene brændte ham under Fødderne – og hvis Indbyggere han dog for ganske nyligt havde foresat sig »ret inderligt at elske«.

Højrøstede Stemmer og Latter paa Perronen vakte hans Opmærksomhed. Han skottede ud ad Vinduet. De glade Middags-Herrer stod nogle Skridt fra ham. Man disputerede, man lo – en yngre, overordenlig velklædt Grosserer blev ved at ryste Hr. Halvvigs Haand, vilde ikke tillade ham at stige ind i Nabo-Kupéen... de ældre, mere satte Samfunds-Bærere begyndte saa smaat at lægge sig imellem... den unge Mand raabte: Jovist beholder vi Halvvig til imorgen – han har tjent for mange Penge – han skal give Aftensmad – vi vil more 478| os – han kniber altid ud – o. s. v. Klokken ringede tredje Gang. Togføreren tog til sin Fløjte; en Konduktør kom løbende: Værs'go'! De maa ta' Plads! Døren til Gerhards Kupé blev revet op; Hr. Halvvig sprang ind; nogle blankskinnende Hatte svingedes derudenfor og et enkelt Hurra overdøvedes af Damppiben. Toget var i Bevægelse.

Nej virkelig! – skulde vi komme til at køre sammen? sagde Halvvig og rystede Gerhards Haand.