XXII

De kom virkelig til at køre sammen.

Ligestraks spurgte Halvvig: Hvor langt skal De? – over Korsør formodenlig?

Gerhard svarede, at han stod af i Roskilde – han skulde med Toget sydpaa!

Masnedsund? spurgte Grossereren.

Gerhard nikkede: Over til Øerne!

Forretninger? spurgte Grossereren.

Gerhard nikkede knapt og kort: Forretninger – ja!

Kedeligt at det ikke var Udlandet – sagde Halvvig oprømt og lagde sin Haand let paa Gerhards Knæ. Tænk, om vi to kunde slaa Følge over Kiel-Hamborg?... jeg skal først besøge et Par Byer i Westfalen – saa til Paris – maaske et Trip til London. Tag med til Paris – hører De! En Kunstner har altid et Paaskud – hvad?

Og leende gav Hr. Halvvig Gerhards Knæ et blidt Tryk. Gerhard tog Benet til sig og saa' al479|vorligt paa sin Genbo. Hr. Halvvig snakkede oprømt videre, forudsættende en opmærksom Tilhører og en Meningsfælle: De vilde undervejs kunne lære noget af mig, min Kære – ligesom jeg af Dem – naturligvis! Hvad vilde De sige, om jeg ved næste Folkethingsvalg... ja for mine Venner opfordrer mig stærkt dertil. Vi maa dog engang have en Sær-Repræsentant for Handelen... ikke fordi at jeg tiltror mig særlig Kapacitet... men jeg tiltror heller ikke de Andre... og Noget maa der gøres! Vi frygter for – lidt efter lidt – at se vor By af de ledende Kredse betragtet som kun Haupt und Residentsstadt – vi binder os meget til de militære Foranstaltninger – binder mange Penge derved – det er Konsekvenserne af vor usalige Forfatningsstrid. Men vi maa blive en Handelsplads – af Betydning – befæstet eller ikke... vor naturlige Beliggenhed peger tydeligt derpaa... hvis vi ikke allesammen skal komme til at suge paa Labben. Forstaar De Dem, min kære Gerhard, en Smule paa Toldlovgivning... naa ikke? Men De vil dog, som almindelig dannet Mand, kunne sætte Dem ind i Transit-Spørgsmaalene – naar de forklares for Dem! Og hvad Frihavn angaar... jeg har studeret Sagen i Udlandet... jeg er Assurandør tillige... derfor rejser jeg saa meget... De maa endelig ikke opfatte mig som en slet og ret »Grosserer« – ha ha! hvad? en københavnsk Grosserer – skurrer det ikke i Deres Kunstnerøre? Sig De kun frit ud!... Jeg skal betro Dem, jeg har længe ønsket at kunne passiare med Dem sans gene... De er480|indrer, fra dengang De først blev min Lejer – der var »Noget« ved Dem, som – rent ud sagt vandt mig... og hvis vi nu kunde følges i det mindste nogle Dagsrejser?... hvad? slaa til! Vi tager til Paris sammen – ha ha! – jeg giver den første Middag hos Les Doyens – hvis De kender Stedet?...

Gerhard blev ved at betragte sin Genbo; stirrede længe og vedholdende paa ham, medens Talens boblende Strøm blev en Art Vuggevise, som bedøvede... og hertil kom Hjulenes Klap-Klap – Togets jævnt hoppende Slingring – Kupéens Rysten og yderligere Sindsbevægelserne det sidste Døgn.

Disse Øjne dér – lige foran ham – flade og paa samme Tid dybtliggende under stærke, lyse Bryn: de smilede oprømt selskabeligt – med dette Agtpaagivende i sig, som om de forskede efter noget helt andet end efter Gerhards mulige Tilslutning til Frihavnsspørgsmaalet.

Gerhard saa' disse Øjne – ligesom igennem en hypnotisk Dvale – og saa' samtidig hele den trange, slidte, afgnavede Æske – den af Støv, Sol, Røg, Skumpien og Rysten ilde medhandlede Ryge-Kupé, en skamfilet »flyvende Koffert«, hvori de to Mænd var lukket alene inde! Hundreder af Rejsende havde spyttet paa denne trevlede Gulvmaatte, stirret op mod den sværtede Loftsventil, døset i Polsterkrogene og gnedet Baghovederne mod det hæklede Overtræk, hvor de i Mønstret filerede Bogstaver DSB og DSB begyndte at danse ud og ind, 481| flyde sammen og flyde fra hinanden, for Gerhards dvaletunge Øjne.

Han vilde tvinge sit Blik bort fra sin Genbo og fra disse Bogstaver, og han saa' op ivejret til Nættet, udspændt mellem nogle støbte, grimme Metaldragere, hvor hans Haandkoffert syntes at tage sig en Lur som i en Hængekøje.

Mon disse støbte Metaldragere var paalidelige?... sæt at en knækkede – og Kofferten faldt ned – og... Revolveren, som laa deri... mon den var ladt? Det var den jo dog! –

Stedse boblede Talens Strøm – Vuggevisen snurrede – Æsken skumplede... der lugtede af Sod, gammel Røg, muggent Hø – eller var det bedærvet Krølhaar, hvormed de falmede Hynder var stoppede?... Gerhard tænkte paa Aftnen igaar – Droschen, hvori han var kørt ud til »Elysium«...

Edith! – Musiken – Vinen – Maaneskinnet... Edith!

Og idet Gerhard hviskede dette Navn, gav det et lille Sæt i ham: han havde jo ikke betalt Opvarteren igaar... det var mere end ærgerligt – i Ediths Selskab! Hvad skulde han gøre? Han kendte ikke engang Beløbet – kunde ikke sende Restauratøren det! Kedeligt – ærgerligt!

Var der en selvsikker Spot i disse Øjne dér? Hvor turde denne fremmede Mand sidde saa familiært og slaa ham paa Knæet og invitere ham til Middag i Paris – ude i de elysæiske Marker? Anede denne Mand noget?... vilde han vise sin Rival, hvor tryg han selv følte sig? Ansaa' han Gerhard for 482| en naiv Mand, hvem man viser sin Ringeagt ved at konversere om ørkesløs Politik? Eller var det Halvvig, som selv var en naiv Mand?

En naiv Mand... hviskede det indeni Gerhard... som lever skilt fra sin Kone – i et i hvert Fald ikke-legalt Beskytter eller Tilbederforhold til en ung, nydelig Pige – som føler sig »bunden« derved... lad os kalde det saaledes. En sandsynligvis velstaaende Mand – der rejser meget – er intelligent nok til at have nogen Mening om Tingene hjemme og ude – og som endogsaa aspirerer til en politisk Stilling! Jeg takker for den Naivitet! – –

Nej; han dér véd nok, baade hvad han siger og hvad han gor. Og nu vil han have mig til Bedste. Jeg kan se det paa hans Øjne! –

En dump Vrede lagde sig over Gerhards underlige halvt sløve Ro; et Raseri begyndte at koge i ham. Bogstaverne DSB flimrede... han søgte Orakelsvar i dem paa sine Tankers Spørgsmaal. Og disse Tanker kredsede mere og mere engt om det ene Punkt – og om den ene Ting, som gemte sig i den lille Koffert. Hvad om jeg tog og skød den Mand ned dér!

Gerhard rettede sig i Sædet og søgte at dulme den febrilske Ophidselse, som halvt var ham til Gru, halvt en Lystfornemmelse... Lad os sige, at vi fortsætter Rejsen sammen indtil vi kommer til Hamborg. Saa tager vi over til Harburg, paa den modsatte Side af Floden. Jeg kender et rart Værtshus dér – og Skovhøjderne er lige bagved. Vi spiser 483| sammen, tømmer en Flaske Vin – Ediths Skaal! – og saa siger jeg ham lige i hans Øjne, hvorledes vi staar til hinanden – hvis han ikke allerede selv har gættet det. Jeg siger til ham: Lad os skydes om denne Kvinde!

Gerhard lukkede nogle Sekunder sine Øjne, medens Halvvigs Ansigtstræk bevægede sig for ham, indrammet af et S og et B – – – og langt, langt borte det fine, blege Billed af Edith, dengang hun næsten med udslukt Stemme sagde: Nej nej – det er nu engang – som det er!

Dagens Varme og Sollys begyndte kendbart at gaa over i Skumringens fugtigmilde Vemod. Det flade, interesseløse Landskab kunde ikke aflede Gerhards Tanker; og da Toget et Øjeblik holdt ved en Station, syntes ham det tvære, drævende Sællandske, som blev snakket nedenunder Vinduet, at være ligesaa uendeligt som Opholdet i den trange Æske. Stige ud og bytte Kupé – kunde udlægges som Frygt. Frygte ham dér?.... latterligt! mumlede Gerhard og saa' truende paa sin Genbo, der smilede og snakkede, som om overlegen Sorgløshed var hans Væsens Mærke.

Da Toget atter var i Bevægelse, begyndte disse Bogstaver paany at flimre og flyde.... og til Hjulenes Klap-Klap og Maskinens fjærne Snøften dannede der sig Lyde – trolddomsagtige Besværgelseslyde – en uophørlig Sang. Han saa' lutter S B'er for sig – og ind i hans Øre lød det: skyd b are..... skyd b are.... skyd ham b are ned!

Det blev uudholdeligt. Gerhard rejste sig, søgte 484| sit Nøgleknippe frem, gav sig til at pusle ved Koffertens Laas; og samtidig mumlede han: Jeg er gal.... skyd ham – skyd ham bare!