XXIII

Er det Cigarer, De søger?.... maa jeg ikke byde! spurgte Hr. Halvvig.

Tak! svarede Gerhard, slap Kofferten, lod sig falde ned paa Sædet, tog mekanisk imod den tilbudte Cigar.... hans Haand skælvede og hans Blik søgte Halvvigs.

Den er Dem maaske for stærk? – men jeg har Cigaretter – hvis De vil forsøge! Jeg ryger dem ikke selv.... jeg har dem egenlig – mellem os sagt – til.... til – hm! til at byde! –

Gerhard tvang sin Haand i Ro og tog med Fingerspidserne om Cigaretten. Han borede sit Blik ind i Hr. Halvvigs.... og dette, hans Genbos Blik, smilede ikke længer, det var mere end agtpaagivende, det syntes at fritte – og samtidig at søge efter Opmærksomhed, fortrolig Opmærksomhed.

Nu vil han tale – nu kommer det! hviskede Gerhard ved sig selv: men hvis han nævner hendes Navn – eller mit – med blot en Skygge af smilende eller udfordrende Overlegenhed – endsige hvis han i mindste Maade tilsidesætter Respekten for hende .... saa slaar jeg ham i Ansigtet – – – – – kaster ham ud af Vinduet – ligegyldigt, hvem af os to der er den stærkeste – og ligegyldigt, hvad Følgerne bliver!

485| Hr. Halvvig gjorde i dette Øjeblik en lille Drejning med Hovedet – saa' tilfældigt ud ad Vinduet og sagde tankefuldt, pegende:

Dér ligger Vridsløselille! Jeg maa mærkeligt nok, saa ofte jeg kører her forbi, tænke paa de stakkels Djævler i Cellerne. Er det dog ikke for barbarisk, i mange Tilfælde, saadan en Straf.... for Folk som Deres og mine Lige – med vore Vaner og Forudsætninger – naar Forbrydelsen ikke har noget Oprørende ved sig – naar det f. Ex. er – lad os sige Vexelfalsk – noget lignende? Jeg skal sige Dem, dér sidder nu en af mine tidligere Forretningsvenner.... i Grunden en elskværdig Fyr – nogle Fruentimmerhistorier – Leven over Ævne – én dum Streg.... Var han itide kommen til mig , saa maaske....!

Og Halvvig lod sin Haand gaa hen over Panden og over Øjnene – mumlende: Gud véd, hvad han nu i dette Øjeblik sidder og tænker paa?

Gerhard svarede med en Mumlen og lukkede sine Øjne.

Da han atter saa' op, mødte han Halvvigs Spørgsmaal: De synes ikke at føle Dem rigtig vel – De , en saa lykkelig Mand!

Hvoraf slutter De? spurgte Gerhard langsomt og tilføjede vredt: Hvad er det i Grunden De vil mig? Hvorfor har De hele Tiden fikseret mig – paa denne smilende Maade? Jeg vil sige Dem, jeg finder mig ilde berørt deraf! Altsaa: hvad vil De mig? – tal ud!

Hr. Halvvig rystede paa Hovedet og saa' tanke486|fuld frem: Tillad mig, min kære Hr. Gerhard! jeg troede De var en lykkelig Mand.... De har en saa nydelig Kone – fører, efter Sigende, et behageligt Hus – ser Venner hos Dem – har en køn Stilling – bliver rosende omtalt i Bladene – kort sagt....!

Hr. Halvvig saa' op mod Loftsventilen, strøg med en smuk, hvid Lillefinger Asken af sin Cigar.... og han sagde, stadig tankefuld, henvendt baade til Gerhard og til det hæklede Betræk med Bogstaverne bag ham:

Lad mig kun vedgaa, at den lille Middag havde sat mig i en oprømt Stemning.... det gaar mindre hyppigt paa, end De sandsynligvis formoder. Da jeg saa' Dem, virkede det paa mig – naa ja, som jeg har sagt Dem! De kender – sandsynligvis – lidt til mine Forhold – igennem Deres Kone? – – – – –

Han bøjede sig frem og tilføjede kort: Véd De, hvorfor jeg ikke var lykkelig med min Hustru? –

Gerhard rystede ligesaa kort paa Hovedet.

Fordi.... vedblev Halvvig.... at jeg formodenlig ikke er istand til at være lykkelig med nogen.... dels af Fejl paa min Side – hvad Deres Hustru naturligvis har fortalt Dem.... Ikkesandt? –

Gerhard svarede: Min Kone og Deres.... og Anna Funch – ses meget sjældent. Egenlig er deres Omgang ganske ophørt!

Forundrer mig – sagde Halvvig – og for487|undrer mig dog ikke! Og han tilføjede, henvendt mere til sig selv: altsaa ikke engang en Veninde kan hun beholde!

Hr. Halvvig! sagde Gerhard.

Undskyld!

Hr. Halvvig! Grunden kunde jo være at søge hos min Kone! –

Hr. Gerhard – sagde Halvvig livligere.... lad os snakke sammen – lad mig snakke ud! Jeg har undertiden en Fornemmelse af, at Kunstnerne kender Kvinden mindst.... Kunstneren er saa optaget af sig selv – og han er maaske selv noget kvindelig – uden Fortrydelse! Vi – Handelsfolk, praktiske Folk – vi bliver nødsaget til altid at ræsonnere – førend vi føler, calculere, førend vi bestemmer os; derfor kommer »Stemningen« sjældent bag paa os – men naar den er der, kan den baade være varm og udholdende – blot at den ikke tager Magten fra os. Dette synes Kvinden som Regel ikke om – men hun burde synes derom – og det er maaske Fremtiden forbeholdt at se lykkeligere Samliv, end nu, baseret paa – – – –

Paa »gensidig Agtelse« – og maaske gensidig Fordel eller Interesse? indskød Gerhard lidt spottende.

Halvvig vedblev, som om han overhørte Tonen: En Basis, hvorpaa der kan leves sundt og lykkeligt i hvert Fald.... en mere samfundstjenlig Basis end Forskruetheden, der nu breder sig under alle de smuktklingende Navne!

Halvvig saa' paa ham. – Da Gerhard ikke 488| svarede, rømmede han sig og vedblev: Lad mig sige Dem, at Anna Funch, dengang jeg lærte hende at kende, var en nydelig ung Pige – med noget ganske sjeldent Jomfrueligt over sig – noget, jeg véd ikke om De gouterer Udtrykket Mimose? nuvel – der var over hende dette – som jeg vedblivende stiller i forreste Række af – – – – kort sagt: Psychen!

Psychen! sagde Gerhard og nikkede, som om han vilde sige: jeg husker meget godt Deres Ord dengang!

Hun var af god Familie – vedblev Halvvig – en Familie, for hvem det var gaaet tilbage. Paa hendes Opdragelse var intet sparet – maaske var der anvendt for meget derpaa! Man bliver nemt fordringsfuld – og Misforholdet mellem de lykkelige Skole- og Studieaar og den senere Misere, som bryder ind, – nej véd De hvad, det er dog maaske bedre, at Opdragelsen har visse Lacuner, som den unge Piges Tilkommende kan bode paa?

Ja hvis han evner det! sagde Gerhard.

Rigtigt!.... men se det vilde min Kone ikke indrømme. Og dér begyndte vore første Differenspunkter. Jeg tvivler nu aldeles ikke paa, at min Kone giver mig hele Skylden – det plejer Kvinden gerne. Rimeligheden er for, at vi ikke passede sammen – at der var disse store »Uoverensstemmelser«, som Separationsbevillingen gerne dvæler ved. Men vil De sige mig, hvem passer i Grunden sammen? og er det ikke et gensidigt Arbejde paa Forstaaelse, Tilgiven, Overbærenhed og Hensyn489|tagen, der udfordres til at skabe Lykken i et Samliv? Det maa De jo vel forstaa!

Ja – sikkert! sagde Gerhard adspredt; og han tænkte: »hvorfor taler han om Anna Funch – i disse almindelige, altfor sande Vendinger? hvornaar kommer vi til Edith? eller vil han ikke saa langt?«....

Saa kom Drengen.... vedblev Halvvig... og min Kone havde ogsaa Theorier desangaaende. Hun havde i det hele taget Theorier – og jeg var den praktisk anlagte Mand – hvilket i hendes Øjne kom til at betyde den mindre dybe, den mere u-fine.... Ufin! min kære Gerhard, er altid for Kvinderne den Mand, der kommer træt hjem fra Rejser eller fra Kontoret, og som ikke gerne taler om Skonliteratur, om Samfundsspørgsmaal, om Borneopdragelse og om Theatret – som derimod gerne ser Venner hos sig, og naturligvis helst sine Forretningsvenner og politiske Meningsfæller – dem, Konen tilfældigvis ikke sympathiserer med – eftersom en theoretisk Kone er det samme som en »fremskreden« Kvinde, og en saadan Dame i Reglen er radikal!

Ja saa! sagde Gerhard.

Ih men det véd De vel? Eller skulde De... ja undskyld! Véd De, hvad jeg egenlig troede? sagde Grosserer Halvvig.... jeg troede, mellem os sagt, at De var ikke saa lidt indtaget i min tidligere Kone?

Det var jeg ogsaa! svarede Gerhard tørt.

490| De to Mænd iagttog hinanden. Klap-klap sagde Hjulene. Skumringen faldt paa.... Utaalmodigheden voksede hos Gerhard...

Han fornam en ejendommelig Følelse overfor denne Mand dér – hvem han gerne var kvit og til hvem et magisk Baand dog bandt ham. Bogstaverne snakkede ikke længer om at skyde.... Gerhard følte Medlidenhed med sin Rejsefælle – og hadede ham, oversaa' ham i sit stille Sind – og lyttede til hans Ord som til aandfulde Bemærkninger. Hvad skulde han selv sige, for at faa den Anden til at aabne sig?... nu skiltes jo deres Veje snart.

Saa blev De skilt? spurgte Gerhard og rettede sig i Sædet.

Nej – lovformeligt skilt er vi aldrig bleven! svarede Halvvig. Min Kone vilde det ikke. Hun vilde beholde Drengen – ingen Understøttelse have af mig – blot aldrig se mig. Det var dog egenlig temmelig ukærligt! Finder De maaske ikke?

Jeg véd ikke.... naar der ingen Kærlighed er længer – – – ja hvad er der saa? spurgte Gerhard.

De er radikal, Hr. Gerhard!

Jeg er.... svarede Gerhard, rejste sig og trak sin Frakke ned, støttende sig til Metaldragerne, 491| legende med Fingrene i Nættets Masker, medens han stivede sig af for Waggonens Slingring. Jeg er – som De siger – en lykkelig Mand – gift med en nydelig Kone – misundt af mange.... og dog kan jeg sige Dem, at jeg ikke tror der findes nogen Lykke i Kærlighed – uden der tillige findes Lykke i Frihed!

Den fri Kærlighed? spurgte Halvvig dæmpet.

Vaas! sagde Gerhard kort. Et dumt – eller et perfidt Stikord.... som De ikke burde tage i Munden!

Halvvig saa' op. Der var en egen Glans i hans Øjne – og et eget Tonefald i hans Stemme, vemodigt afdæmpet, da han nu næsten hviskende sagde:

De kender hende jo godt – eller kendte hende i hvert Fald tidligere! De véd, hvem jeg taler om. Hvad synes De om – om hende?

Gerhard tav og tænkte: »Lad ham nævne hende ved Navn!«

Hun talte meget om Dem – en Tid! Hun skjuler aldrig noget for mig.... vedblev Halvvig. Hun har sin fuldkomne Frihed – fordrer den – og har aldrig misbrugt den – vilde aldrig misbruge den; derom er jeg overbevist!

Ja – jeg med! hviskede Gerhard.

Hun sværmede for denne unge Officer – led vist selv meget derunder, netop fordi hun ikke vilde røbe sig overfor ham. Jeg saa' det – men jeg var klog.... eller rettere, jeg holdt saa grumme 492| meget af hende, uden dog at lade Lidenskaben helt kommandere mig – og saa handler vi tidt allerfornuftigst. Jeg rejste meget – som De jo véd – var tidt længe borte ad Gangen, men besværede hende aldrig med Breve – og aldrig med Formaninger. Det var klogt – i hvert Fald overfor hendes Natur. Aa, hun er højsindet, ærekær, en stolt Pige – men det véd De. Jeg lod, som om jeg aldrig saa' noget – fandt Alt naturligt – og vidste dog Alt. Jeg havde en »tjenende Aand«, som, underligt nok, var baade mig og hende tro. Jeg calculerede, at den unge, smukke Officer selv maatte løbe Linen ud.... og imidlertid sørgede jeg for, at Alt hvad der hed god Komedie, god Lekture og forsaavidt god Omgang kunde støtte og udvikle hendes egen sundt dømmende og brave Karakter. Og jeg forregnede mig ikke. Ganske unge Piger maa sværme for unge, smukke Officerer – det synes at være en Naturnødvendighed – indtil Naturen fordrer det andet og det mere – for ikke at sige det Bedre. Og Edith bliver aldrig staaende ved det Ringere!

Det gav et Sæt i Gerhard, da Navnet blev nævnet. Han saa' ned.... der var et ærbødigt, vemodigt, næsten bedrøvet Udtryk i Halvvigs Øjne dér.... og Gerhard mindedes Ulf – og han tog Vejret dybt.

Saa var det, at Deres Ven – undskyld, ja han skal jo være en begavet Digter.... men Gud véd, om han dog ikke har trættet hende ofte? sagde Halvvig tankefuld. I hvert Fald, han kunde 493| ikke være nogen Anstødssten.... og, undskyld, De var jo gift – og borte blev De – – – og desuden troede jeg, som sagt, at der mellem Dem og min tidligere Kone bestod et af disse poetiske eller aandelige Venskaber, hvorom hun saa gerne talte – dengang da vi endnu talte sammen!

Jeg beder Dem – sagde Gerhard dæmpet – skal vi ikke holde Anna Funch udenfor?

Halvvig nikkede. Men pludselig sagde han: Har De nogensinde talt til min Kone om dette?

Nej! svarede Gerhard kort.

Jeg er forresten heller ikke sikker paa, sagde Halvvig, at hun kender noget til mit ejendommelige Forhold.... skøndt, paa den anden Side, det at hun vedblivende vægrer sig ved en lovformelig Skilsmisse.... Ja, Kvinderne er virkelig vanskelig at hitte Rede paa, min kære Hr. Gerhard!

Vilde De – spurgte Gerhard – i Tilfælde af at De var »fri« – vilde De da gifte Dem med.... med Edith?

Om jeg vilde? svarede Halvvig langsomt. Det vilde jeg sikkert! Men Edith vil ikke.... det vil sige, jeg tror ikke, hun vilde.... og jeg er ikke sikker paa, at hun ikke vilde fortryde det, dersom hun indvilgede deri!