XXIV

Der var en Pavse. Gerhard satte sig: Hvordan traf De hende første Gang? spurgte han, usikker i Stemmen.

494| Har hun aldrig fortalt Dem det? Nej hun er ganske vist altid meget reserveret – – – naa ja, hvis De vil vide det, sagde Halvvig, saa traf jeg hende tilfældigt – som de fleste Ting i Verden sker ved et Tilfælde – eller skal vi sige ved en Styrelse? – paa en Jærnbanestation – netop Roskildestationen, hvor De skal af! Hun var pur ung – en sytten Aar vel – nydelig – tykke, lyse Fletninger ned ad Nakken – bleg – syntes at være bekymret, røbede en barnlig Trods og en voxen Vilje, der i Forening klædte hende – kort sagt, De kender hende – fortryllende. Hvad jeg sagde eller hvordan jeg vandt hendes Fortrolighed, husker jeg ikke. Bruddet med min Kone havde nyligt fundet Sted – jeg var medfølende med andres Sorg. Jeg bød hende Plads i min Kupé – og undervejs betroede hun mig sin lille Roman. Men Maaden , hvorpaa hun fortalte – saadan et Præg af oprørt Stolthed og usminket Sanddruhed – det kan jeg rigtignok ikke gengive. Hun var løbet bort hjemmefra; – hun omtalte sin Familie, Forældrene, med rørende Kærlighed – især Faderen. Moderen var halvblind. Der var meget smaa Forhold derhjemme. – Faderen havde haft Arbejde ved Skibsbyggeriet i den lille Købstad – men var kommen til Skade. En ung Skipper – en lidt mislykket Søn af en »god« Familie dér i Byen – havde nyligt forlovet sig med hende. Og her stod vi fast.... Hun vilde blot afsted, til Hovedstaden! sagde hun. Jeg trængte ikke ind paa hende; men jeg sluttede mig til, af en og anden Ytring, 495| at hendes Tilkommende havde villet misbruge hendes Uerfarenhed – at Forældrene havde villet slaa det hen, tilvejebringe en Udsoning, – raadet hende til at være »fornuftig« og tænke paa baade deres og hendes egen Fremtid – men hendes Beslutning stod fast: ham skulde det ikke være! Efter en bevæget Scene havde hun forladt Hjemmet og Byen som hun stod og gik – var kommen til at køre med en Fragtmand, som kendte lidt til Faderen og som havde forstrakt hende med Penge til Jærnbanerejsen. Her var hun. Hvad hun kunde? Ja hun kunde sy – og forresten »tjene«. Jeg saa' paa hendes spinkle, fine Legeme, paa hendes smaa, men faste Hænder... og da vi var kommen til Byen sammen, indtog vi først et godt Maaltid paa en Restauration, hvor jeg i Stilhed glædede mig over hendes generte og dog saa tækkelige Væsen – hendes ligefremme Spørgsmaal, der tidt bragte mig i Forlegenhed og som atter gjorde hende undselig, naar hun mærkede at hun havde spurgt om formeget. Hun vilde f. Ex. straks have at vide, hvor Thorvaldsens Museum var – om det var Tilfældet, at unge Piger ikke kunde gaa der – hvem der holdt alle de mange smukke Hunde i Byen – hvor hun kunde komme til at sy – om jeg var gift og om hun kunde komme til at sy for min Kone? Jeg forklarede hende straks hvorledes mine Forhold stod i Hjemmet.... og hun blev lidt sky. Jeg førte hende hen til en af mine Forretningsvenner. Pladsen paa hans Symagasin var optaget, men han bestilte Arbejde hos 496| hende, jeg lejede et Værelse til hende, anbefalede hende at være flittig osv. og rejste samme Dag igen fra Byen.

Omstændigheder førte det med sig, at den ene af mine Rejser greb ind i den anden; jeg var næsten borte i et halvt Aar – og jeg var ikke ked derover – netop paa Grund af mine huslige Forhold. Min lille Protegée tænkte jeg stundom paa – dog ikke udover almindelig Venlighed – maaske med lidt Sentimentalitet, naar jeg mindedes hendes lyse Fletninger og hendes smukke Øjne, der baade var klare og frygtsomme, baade aabne og undselige. Jeg kom hjem, bøjte hende forgæves – hun var flyttet fra et Par Veninder, unge Syersker, hvis Rygte ikke stod paa de allerfasteste Fødder, uden at man dog kunde sige stort mere paa dem, end at deres Fødder gerne gik til Dans. Jeg fandt hendes Spor i en Familie, hvor hun havde taget Kondition som Stupige, indvendig Jomfru, Barnepige, alt muligt paa engang – en af de »bedre« Familier med smaa Indtægter, Lønnen og Slidet derefter. Pladsen havde været for streng for Ediths Kræfter – Fruen i Huset udtrykte sin Beklagelse, gav Edith det bedste Skudsmaal, maalte mig lidt spørgende og meddelte mig, at Edith var bleven syg og taget paa Hospitalet. Nu blev jeg trist – og gjorde mig, rigtignok altfor sent, Bebrejdelser. Paa Hospitalet havde hun været – men hvor var hun nu? Sporet hørte op.... jeg turde ikke tænke videre, skøndt jeg ikke et Øjeblik tvivlede paa hendes Karakter. Men Sygdom, Trang, Nød.... ja min kære Gerhard, for 497| en praktisk Mand, der hver Dag ser Livet i de store Byer lige i Øjnene og ikke tør hengive sig til altfor mange Illusioner om selv de tapreste unge Kvinders Modstandsevne... naa ja, jeg frygtede for og jeg sørgede over min lille Edith med de lyse Fletninger og den svaje, spinkle Figur. Jeg følte først ret da, hvorledes denne sytten, attenaarige Provinspige var bleven mig kær. Jeg turde ikke spørge hos Politiet; jeg vilde ikke riskere at blive smærteligt berørt. Jeg skrev til hendes Forældre.... intet Svar. Jeg bestemte mig til at tage derned til dem.... men saa greb Forretningsmaskineriet mig – og ind og ud af Hvirvlen gik det!

De opgav at søge? spurgte Gerhard.

Halvvig hørte ikke Spørgsmaalet og ikke Betoningen. Han fortsatte:

En Vinteraften kom jeg fra Selskab – med et Par Venner. Vi var oprømte. Klokken var over Theatertid; vi vilde ikke gaa hjem – tog en Drosche, kørte ud ad Vesterkanten, Frederiksbergallé – faldt tilfældigvis ind det Sted, hvor De jo ogsaa faldt ind en Aften – for nogle Aar tilbage – ikkesandt?

Og dér sang hun? spurgte Gerhard.

Edith paa Tribunen – ja! nikkede Halvvig. Undselig, kejtet – men nydelig – sang en rørende lille Vise – blev applauderet af nogle ganske unge Mennesker – syntes heldigvis ikke at falde i de »ældre« Kavalerers Smag – og for den Sags Skyld heller ikke i mine Forretningsvenners. Jeg skiltes under et Paaskud fra mit Selskab, opsøgte Edith efter Forestillingens Slutning, gjorde hende Bebrej498|delser, fordi hun ikke havde henvendt sig til min Forretningsven, hvor hun kunde have faaet min Adresse, og tilbød hende sluttelig mine bona officia....!

Som hun tog imod? – sagde Gerhard skarpt.

Som hun afslog! – vedblev Halvvig rolig.

Hvordan? spurgte Gerhard og drog paa Øjenbrynene. Er De ikke.... er ikke Edith Deres? Eller vil De fortælle mig, at Deres Ædelmodighed strakte sig saa vidt, at.... undskyld, men jeg forudsatte ved denne Samtale, at den blev ført mellem Mænd : og i saa Tilfælde søger man ikke at fordreje et Faktum, selvom jeg stiltiende billiger, at man kun delikat antyder! –

Som hun afslog dengang.... fortsatte Halvvig med uforstyrret, tankefuld Ro – idet et vemodigt, ligesom træt Blik aabenhjærtigt søgte Gerhards mørke Øjne. Som hun har modtaget senere – og dog aldrig har ladet mig mærke at hun modtog – selv efter at hun – ja jeg tør sige af Medlidenhed med mig – blev min! Jeg tror, at hun er af de Kvinder, der i Virkeligheden aldrig kommer til at tilhøre en Mand... hvis De forstaar mig! Hun skjuler en ægte kvindelig Taknemlighedsfølelse under en undselig Mangel paa Evne til at kunne takke for Noget. Hun er mærkelig ydmyg – og tillige stolt – let saarbar. Hendes Undseelse er saa stor, at kun den, der kender hende saa nøje som jeg, kan vidne, at den ikke er forstilt. Jeg vil sige Dem, at jeg sørgede – ja græd – over at hun var kommen til at tilhøre mig.... og hun trøstede mig! hun 499| erklærede, at jeg var en god Mand – og at hun intet bebrejdede mig. Ja, min kære Gerhard, hvis jeg i noget Tilfælde tror paa »Psychen« hos en Kvinde – og hun har bragt mig til at tro derpaa – saa er jeg rigtignok, jeg med mine 46 paa Bagen, saa uendelig langt fra at tildele mig Gudens Rolle. Men Fablen, den skønne Mythe, elsker jeg – som jeg elsker hende. Naa, det passer sig ikke for mig at udspække denne Samtale – denne ganske fortrolige Meddelelse – med Lyrik. Men jeg vil dog sige Dem noget. Saa opvakt, lærenem og lærelysten hun er – ligesaa lidt udviklet, tror jeg, at hendes Følelsesliv er. Man antager undertiden det stik modsatte om hende – ikke at tale om, hvad man forudsætter paa Grund af hendes Stilling. Men ser De, denne Stilling – saa ringeagtet den er, og saa ofte jeg har bedet, tigget hende om ganske at forlade den – ja til Trods for at jeg véd, den piner hende og volder hende mange lønlige Sorger – den er blevet en Slags fix Idé for hende. Hun tænker paa noget saadant som at »hæve« den foragtede Stand – ved at vise, at man kan tilhøre den uden at besudles. Hun læser jo meget – altid godt – og husker brillant. Og Timer igennem har hun med Ivrighed forklaret mig, hvor foragtet en saadan »Heros« som Shakspeare var af sin Tid og i sit Kald – Gøgleren, Komediantspilleren, han, som lod sig se paa Brædderne, skrev for en ryggesløs, fuglefri Trup – og for Penge! Nu gaar, om jeg saa maa sige, Deres egen Svigerfader med ham under Armen – i Guldsnit 500| – og det samme gør han med Molière – ham, som ogsaa var uglesét af sin Tids respektable Folk. Hvad er vore egne Skuespillere ikke for fint Papir nu? – uansét at der er braadne Kar nok iblandt dem – – – men for en Menneskealder, i hvert Fald for to siden, var det en Skam for en »honnet« Familie, naar en Søn, endsige en Datter, betraadte de ilde renommérte Brædder. Alt dette kan Edith paa sine Fingre – bruger det til Forsvar, naar hun eller nogle af hendes Kammerater angribes; hun véd meget vel at bide igennem med en Henvisning til at søge Café chantantens Udvækster baade ved vort »store« Theater, ved de private Scener, og i frodigt Flor ved de ambulante. Hun tilføjer da: men hvorledes vil det være om en Generation? Og hun mener naturligvis – og kan forsaavidt have Ret – at Plumphed og Demoralisation langsomt vil fortage sig – fordi Fordringerne i Publikum samtidigt hæver sig – indtil ogsaa »Sangerknejpen« faar sin respektérte Plads i Samfundet!

Gerhard betragtede Halvvig med de mest sammensatte Følelser – syntes et Øjeblik at han maatte holde af denne Mand dér – vred sig under det – lukkede Øjnene og aabnede dem atter hæftigt, som var han angst for, at den Anden skulde holde op – og endmere ængstelig for at han skulde sige mere.

Halvvig vedblev:

Og saa endnu dette: hendes Stilling gør hende uafhængig – overfor mig! Hun har engang mod501|taget en større Gave af mig – og jeg tror at turde sige Dem, at den blev ydet hende med en Mands Delikatesse, en Mand, som i Et og Alt respekterer hende, højagter hende, beundrer hende. Hun tog imod den – utvivlsomt med samme Følelse, hvormed en Kone modtager det Hjem, Manden skænker hende. Men den Dag, hun ikke i det væsenlige kunde sørge for sig selv – og tilmed gennem hendes egen Fortjeneste, den være nok saa odiøs i Folks Øjne, kunde mildne hendes Forældres knappe Kaar – den Dag vilde formodenlig vore »huslige« Rivninger begynde... og jeg har kendt dem tilstrækkeligt før... ja endogsaa delvis prøvet dem med Edith, idet jeg formaaede hende til at trække sig tilbage et Aarstid. Det begyndte med at vi gjorde en lille Rejse sammen – men der var Øjeblikke, hvor det næsten forekom mig, at hun hadede mig. I længere Tid – det er endda ikke saa længe siden – saa' vi ikke hinanden! Og her er Roskilde! her skilles vi! Apropos, hvor skal De egenlig hen?.... spurgte han nysgerrig.

Til en Slægtning af mig, en i sin Ulykke lykkelig Kone. Hun elsker sin Mand – tror jeg – og det er paa hans Dumheder – paa hans Letsindighed jeg skal bøde – at han ikke kommer ind i den Celle, hvor Deres Ven sidder! Farvel! sagde Gerhard og besvarede Halvvigs Haandtryk – noget anderledes end da han steg ind i Kupéen.

Farvel! vinkede Hr. Halvvig. Og Tak for godt Rejseselskab – og god Lykke! Vil De saa alligevel ikke med til Paris?

Nej! sagde Gerhard med Forsøg paa et Smil; dér har jeg været tilstrækkeligt!