502|XXV

Han blev, med sin Rejsebagage i Haanden, staaende indenfor Restaurationsdøren indtil Korsørtoget var kørt bort fra Perronen. En Konduktør sagde ham, at det paa Grund af Markedsdag vilde vare »et lille Kvarterstid« endnu inden Masnedsundtoget kom afsted. Gerhard hørte og hørte ikke – opfattede blot, at der var en Ventetid, og satte sig ved et af Bordene. Man trængtes og puffe – des omkring ham i en Duft-Sky af Tobak, Øl, Smørrebrød og Kaffe. En Opvarter kom med en Kaffebakke og skød Kop, Fløde, Sukker og Brød hen til ham. Gerhard havde intet forlangt, tog adspredt Kaffen, puttede Sukkerstykkerne, et for et, langsomt i Koppen, vidste ikke hvad han gjorde, sluttede sig til, at Sukkeret – som saa meget andet – maatte være forfalsket; det vilde ikke smælte. Opvarteren kom igen, skulde have Betaling. Gerhard betalte aandsfraværende... mindedes atter sin Gæld til den alvorlige Opvarter Aftnen iforvejen! Var dette virkelig kun fireogtyve Timer siden?

Gerhard sad grundende midt i Larmen. Perronklokken ringede førsteGang. Der blev raabt ud. Gerhard rørte sig ikke; han saa' bestandig Halvvig for sig, hørte ham tale; fo'r sig med Haanden over Panden... aa, at den Mand levede! Men nu kørte han jo bort, langt bort, blev længe borte... kunde 503| maaske komme af Dage ved en Jærnbaneulykke... ved en øjeblikkelig Død! Gerhard ønskede ham intet ondt, ingen Lidelser... ingen burde lide! smærtefrit burde Livet være – og smærtefri Døden. Han var endogsaa denne Mand taknemlig: saaledes som han havde talt – og ikke anderledes. Og... alligevel! min Gud, hvorfor kunde det ikke have været Gerhard, hvem dette var hændet – det første Mode paa denne Station med den unge, uerfarne Pige!

Han rørte hæftigt rundt i Koppen, stødte med Skeen i Sukkerstykkerne; de var som Kridt, som Kalk. Klokken lod igen. »Passagererne til Masnecisund, Lolland og Falster, maa tage Plads!«

Og nu sagde Gerhard til sig selv: hvis dette Sukker ikke er smæltet til Toget kører – saa kører jeg ikke med!

Sukkeret smæltede ikke; Toget kørte.

Gerhard greb sin Haandbagage og gik ud paa Torvet. Skumring. Hestemarkedet var ved at opløse sig. Halvmørke med sammenflydende Figurer – der med Et blev klare, bestemte, da Maanen steg op bag de lave Tage som en rød Flamme af en Skorsten. Udenfor et Gæstgiversted holdt en aaben Jagtvogn, med et ungt Forspand. Kusken, en sveden Sællænder, stod og talte om Dagens Begivenheder med en Hestehandler, herreklædt, med Kasket og lange Støvler. Gerhard hørte tilfældigt, at Vognens Ejer, en Proprietær, i glad Stemning efter en god Handel var taget med et Selskab til Slagelse – og vilde blive Natten over 504| dér. Vognen skulde nu tilbage – henad Glostrup til. Pludseligt slog det Gerhard: den Vogn dér kan bringe mig til Byen!

Han traadte til og sagde i en oprømt Tone, halvt til Kusken og halvt til Hestehandleren:

Jeg skal være i Hovedstaden, ude paa Frederiksberg, Klokken halv tolv! Mener De, at det er gørligt – med et Par raske Heste og en let Vogn?

Hestehandleren var straks med; han tog et Øjemaal af Gerhard, skottede til Kusken, lagde sin brede Haand med et Klask paa den nærmer Blankbrunes Bag og sagde:

Man kan køre til Byen paa syv smaa Kvarter! Jeg har gjort det – men jeg var ogsaa godt kørende, naar jeg selv skal sige det. Ser Du, Søren, den Herre dér vil til Byen – og han vil begribeligvis betale Dig Vognmandspris – og Du kan tjene Dig en Extraskilling – og Du behøver jo ikke at sludre om det til nogen. De Blankbrune, dem indestaar jeg for – og vi har endda et lille Kvarter for os... saa at hvis den Herre maaske vilde byde os ind paa en Forfriskning – uden Fortrydelse?...

Gerhard nikkede, kastede Plaid og Haandkoffert op i Vognen og gik indenfor i Gæstgiveriet med Kusk og Hestehandler. Han var som med ét Slag bleven spænstig, let om Hjærtet, meddelsom, menneskekærlig. Han vilde til Byen, betale sin Gæld – den foregaaende Aftens Gæld til rene Skønhedsindtryk og harmløs Glæde. Maaske faa et Glimt af Edith at se – ét Glimt kun – trykke hendes Haand, tilvinke hende Farvel.... og saa med 505| Vognen tilbage til Glostrup – overnatte dér og rejse videre med Morgentoget.

Han lo ved sig selv – og smilede til Kusken og Hestehandleren – ganske ungdommeligt, som om han havde overlistet sig selv – ret snedigt lagt sin Rejseplan en Hindring ivejen. Hvor bar jeg mig dog fornuftigt ad – tænkte han – ved at telegrafere som jeg gjorde! Nu er min Kusine glad; hun véd, at Hjælpen er der, Pengene disponible, jeg selv i Vente. Nu vil jeg ogsaa være glad!

Han drak den bestilte Omgang »Varmt« med den svedne Kusk og den heller ikke ganske naive Pranger. Det forekom ham, at han aldrig havde set elskværdigere Typer... han spøgede med dem, som om han var husvant i dette Interiør af Tobaksdamp, Skænkestuejargon, kortstammede, bredskuldrede Mænd, Heste-Forstand og Toddy-Humør. Han foresatte sig, ret hyppigt at besøge saadanne Steder – nu da hans Zigeunerliv dog skulde begynde. Han havde været længe nok i Parkettet; det kendte han – Galleriet vilde han kende.

Han saa' paa sit Uhr; men Hestehandleren lagde sin store Haand over hans, gjorde et eget Kast med Nakken – og sagde: Jeg svarer for de Blankbrune! De er en gentil Herre, og en gemytlig Mand, en Menneskeven! Og skulde De nogensinde – forstaar De – komme i Forlegenhed nogensteds hvor jeg er nærværende – saa »kavérer« jeg for Dem. Det har De min Haand paa!

Gerhards Haand knagede; endnu en Omgang fik man; Hestehandleren fulgte Gerhard tilvogns. 506| Og nu Søren – sagde han – gør Du din Pligt! Og han slog ud med Haanden; Vognen rullede over Torvet, ud af den lille By, hvor kun nogle Værtshuse var oplyst, hvor Hestene klaprede paa Stenbroen, og ingen Folk saa's paa Gaden.

De kørte gennem Viadukten, under Jærnbanebroen, og havde den gamle Lande- og Kongevej for sig, med en uendelig Række af Poppelpile, en Blænkerkæde af Kæmpesoldater, der tabte sig i Landskabets Maanedis. Gerhard drejede sig i Sædet. Bag ham den ældgamle Bispe-Rede og Kongeby, nedsunket som i underdanig Beskuelse af Domkirkens spidse Tvillingspir. Hvor højt den laa, denne Kirke med de to slanke Taarne, som to Orgelpiber stangende op i den stille, rene Aftenluft!... medens de smaa Borgere i Byen kigger ud ad deres smaa Ruder uden Lidenskab og uden Bitterhed og ser det lille Lands glorværdige Historie svinde hen i den synkende Dags Aften, den indbrydende Nats Maanedis.

Saa sank Byens underdanige Tage; Spirene knejsede endnu højt over høje, nøgne Træers Kroner, som over en sammenhængende Skov, og et smalt, blankt Baand af Vand – Issefjorden. »Paa Sjølunds fagre Sletter« nynnede det indeni Gerhard fra hans Drengetid. I den stille Aften – kun med det friske Lufttræk af Vognens raske Fart – laa det Alt dér som Romantik. Romantiken, den vi aldrig kører bort fra i vort Land! tænkte Gerhard. Og 507| det var Edith, som bragte ham til at nynne – Edith, som selv var Romantiken, der hvilede over Landskabet. Hvorledes... tænkte han videre... hvorledes skulde en fremmed Magt nogensinde faa udslettet vort ejendommelige Mærke? Fiskere, Bønder, Smaakræmmere – det er vore Ahner. Min Gud, hvad slaas vi indbyrdes for? Hvor er de store Uoverensstemmelser? Kom der en klog Mand og fortalte os realiter, hvad alle de Klærkegrave og Kongegrave indehavde af Daarligheder og Daarskaber – vi vilde trække paa Skuldrene, nynne en Kæmpevise, en Folkevise, en Gadevise. Romantik! Om vi vidste alt muligt stygt om hinanden indbyrdes – saa bliver vort Sind dog ikke sygt; vi søger at komme over det, over »paa den anden Side« – ud i det Ubestemte, ud i Maanedisen.

Og i Maanedisen – dér langt borte – syntes Edith at smile – hun, der baade var som Adel og var Smaafolkene – et mystisk Fantasivæsen, vævet af Drømme og Folkeovertro.

De Blankbrune strakte ud – med hastende Skygger af Hesteben og Vognhjul bagefter sig. Poppelpilene strakte deres nøgne Skygger ud – tværsover den brede, haarde Vej... og gennem Lys og Skygge gik det, lige imod Maanens runde Ansigt, hvori der spillede dette ugengivelige Smil »omtrent mellem le og græde«.

Gerhard saa' paa sit Uhr og sagde: Det gælder ikke Livet, Soren! Vi kommer vel tidsnok?

Søren drejede sig i Forsædet, haandterende sin Svøbe som en Medestang, og svarede smørret:

508| Ja se han – Hestehandleren – talte jo nok om sine syv Kvarter. Men dengang havde han to musegraa Hingste – og han kørte dem ogsaa ihjel. Mindre end som paa ni Kvarter gør vi det ikke – og saa maa den fjærmer ikke blive halt, for hun er noget genegen til det!

Det er godt, Søren! nikkede Gerhard; og han regnede ud, at kunde de blot være der inden Tolv, vilde han maaske endda faa et Glimt af Edith at se... Hvis hun ellers er der iaften? tilføjede han og følte allerede, hvordan denne Tvivl gjorde ham utaalmodig, urolig, forstemt.

Og medens Hestehovene stundom klapprede som paa Trætøfler, stundom dundrede hult og atter løb som paa Sokker henad Vejen, og medens Maanen umærkeligt hævede sig og hang som en gennemglødet Ballon over det vældige Landskab – fladt, skovløst og derfor dobbelt vidtstrakt i den foraarssvangre Aprilaften – og medens Skyggerne pilede bagefter eller ved Siden af Vognen, kastedes Gerhard frem og tilbage i en Tanke-Gynge af Indtryk, ubestemte Anelser, løsrevne Erindringer.

Det var som om Jordsmonnets bundne Drifter, Foraarsgæringen vakt ved Dagens Lys og Solvarme, nu mod den indbrydende Nat fyldte hele Rummet og stormede i den stærke Fart ind paa Gerhards modtagelige Sind. Med halvt aabne Læber indaandede han Luften – og Modsætningen mellem hans Tankers usammenhængende Hast og Landskabets søvngængeragtige Ro, den fine, drivende Taage over Markerne, de ubevægelige Træer, den 509| umærkeligt stigende Maane, gjorde ham paa en underlig Maade ængstelig. Han svøbte Plaiden om sig, smøgede Frakkekraven op, og da han endda følte Kuldefornemmelser, aabnede han sin Haandkoffert og søgte efter et Tørklæde. Han fik den lille Revolver i Haanden – og lod den glide ned i sin Baglomme. Hvad frygtede han? hvad vilde han bruge den til? Han tænkte i Spring – i krydsende Zigzag. Han havde denne Halvvigs Øjne for sig, da han spurgte Gerhard, hvor han agtede sig hen? Anede Halvvig, at Gerhard allerede nu var paa Vejen tilbage til Hovedstaden?... Umuligt! Gerhard anede det jo ikke selv for en Time siden... Og dog! Skinsygen har sin Intuition... Havde Gerhard maaske ikke tænkt derpaa – tænkt sig det som en Mulighed – hele Tiden i Kupéen?... Hvem siger det? Det er en Usandhed!... Tys! klaprede og rumlede det ikke dér bagved – langt borte? En Vogn – som Halvvig havde lejet – efter at være steget ud af Kupéen, dengang Gerhard gik ind i Restaurationen!... Vanvid!... Jamen han kunde dog have staaet i den propfulde Restaurationssal – og sét Gerhard sidde grundende over sit Sukker-Orakel – og gættet sig til hans Tanker!... Gerhard, Du er forrykt!... Ligemeget! hvis han krydser min Vej iaften – nogensinde – saa skyder jeg ham!

Søren! er det en Vogn dér bag os? –

Søren lagde Øret bagud, drejede sig halvt – og hans svedne Øjne skinnede i Maaneglansen medens han med opsmøget Mundvig svarede: Der 510| er ikke det, som ligner en Vogn paa Vejen – vi er ene om Buddet iaften!

De Blankbrune strakte ud, klaprede, dundrede.

Nogen Tid efter spurgte Gerhard pegende:

Hvad er det for Lys dér forude – inde over Marken? Er det en Herregaard?

En Herregaard? grinede Søren. Javist – det er dem paa Vridsløselille! de holder Fyraften hele Natten! –

Er vi allerede saa langt? mumlede Gerhard. De kører godt, Søren! –

Aa ja; men jeg tænker ogsaa vi kommer til at menicere lidt.... den Fjærmer er svært strabbaseret! –

Lad den ikke komme noget til! sagde Gerhard, øm over de stakkels Dyr. Og samtidigt tænkte han: kunde de Heste blot flyve! denne Vej faar aldrig Ende!

Der var en stigende Uro – en grænseløs Utaalmodighed over Gerhard. De var tværs ud for Cellefængslet; dets Mure lyste saa nøgtern-koldt i Maaneskæret, med en dyb, mørk Slagskygge fra den fremspringende Fløj – triste, kolde, røde Lys i den lange Række Glugvinduer, som førte Tanken hen paa lange, sørgelige, gravstille Korridorer... og paa levende Væsner, Medmennesker, som var spærret inde i dette Retfærdighedens gitrede Menageri – den moderne Form for Afløsning af Middelalderens Tortur og Økse.

Det gøs i Gerhard. Hvor mange af dem ønsker 511| sig saa Døden? tænkte han. Formodenlig ikke mange... Men hvilket Liv – dette!

Hans Bryst hævede sig. Han havde nær foldet Hænderne foran sig. Her sad han, fri og frank – i Øjeblikket i det mindste Herre over Tid og Rum... og hvilke Lidenskaber rummede han saa ikke?... hvilket Tilfælde kunde ikke kaste ham ind under Samfundets Lov, der aldrig nogensinde kan være paa Højde af Individets retfærdige Skyld- og Brødebestemmelse – aldrig spørger og aldrig kan spørge efter de hundred særegne Aarsager – men maa tage sit plumpe Sigte paa Virkningen – og tidt rammer dér hvor det dybere Slag allerede længst er truffet.

Altid Barbari! – altid hinker Retfærdigheden bagud... altid opfører vi Fængsler og opfinder Straffemethoder afpasset efter den foregaaende Slægt – medens den nulevende higer frem mod Lys, mod Forstaaelse, mod Frihed!

Gerhards Bryst hævede sig. Indeni ham bævede de vidunderlige Toner fra Fange-Koret i »Fidelio« – den ædleste Hymne til Friheden, Længsel mod Luft, Lys, rørligt Liv, som en paa Menneskehedens Vegne følende og lidende Sjæl har givet sit Udtryk i Kunsten.

Skaan Hestene! sagde Gerhard. Vi faar komme, naar vi kan – selvom det bliver bagefter!