512| XXVI

Da Klokken var halv Tolv, havde de endnu knap naaet Damhussøen. Den Fjærmer sakkede. Gerhard frøs. Han havde resigneret... de vilde komme bagefter – Forestillingen maatte være forbi – Edith gaaet! Skulde han ikke hellere lade Kusken vende? Nej, han vilde dog forsøge det.

Og medens Maanen klart skinnede over Søen – over den brede, lige Vej, der løb som et hvidt Baand opefter mod Søndermarkens mørke Skovbanke – over Markerne og over Byen, der i en blaa, tung Dis hvælvede sig med Gasflimmer over sig og Skorstene op igennem sig – saa smaaluntede Gerhard dér, hvor han hin lyse, gryende Juninat havde siddet i Vognen hos Edith og sagt: Dette er Guldaldermythen, Frøken Edith! Tror De, at vi vil erindre denne Morgen, naar jeg længst er over alle Bjærge igen, og naar De.... ja hvor er De henne? –

Han huskede denne Ytring, Ord til andet, som var det igaar han havde brugt den. Og han huskede hendes Ansigts Udtryk dengang – og hendes Udtryk igaar... hvor hun dog var sød, elskelig... og hun tilhørte en Mand som Halvvig! Nuvel, hun tilhørte ham – som en Hustru sin Mand, eller tilhørte ham ikke – som en Hustru i saa mange Tilfælde ikke tilhører sin Mand! Havde han ikke – dette Prosa-Menneske – i sin nøgtern-fortrolige Fortælling selv givet hende den eklatanteste Oprejsning? Oprejsning – for hvad?... spurgte Gerhard sig 513| selv med bævende Læber. Min Gud; Hjælpeløsheden, maaske Uerfarenheden, havde drevet hende i hans Arme – paa samme Maade som de hundrede, de tusinde unge Piger »havner« i ægteskabeligt Samliv! Skulde ovenikøbet denne Mand have Tak for, at han omtalte hende med Respekt og ikke med saarende Plumphed? Aa, hvor Gerhard paany hadede denne Mand – kunde skyde ham! Og saa hadede han ham dog slet ikke – havde endog Velvilje for ham – maaske nærmest ondt af ham... og saa misundte han ham... som han havde misundt Ulf.

Ulf! stønnede Gerhard; og han syntes at hans Tanker forvildedes.

Kusken drejede sig og saa' spørgende paa ham.

Nej, jeg holder det ikke ud længer! mumlede Gerhard, sprang af Vognen, lod Kusken vende, gav ham Ordre paa at besørge Rejsetøjet til Glostrup Station, og betalte ham rigeligt.

Saa løb Gerhard – løb og gik; naaede Fasanvejen, hvor han drejede ned af. Ikke et Menneske; maanetyst Stilhed; paa den ene Side Kirkegaarden – paa den anden zoologisk Have: hist sov de døde, trætte Mennesker – her sov de indespærrede vilde Dyr. Gerhard løb frem ad Vejen; og medens han løb, tænkte han paa Ulf – det store Brev, der var blevet sendt til Paris... hvert Ord deri. Her havde formodenlig Ulf løbet den Morgen... her var Beværtningen – Barselstuen – Skænderiet... Gerhard maatte tænke det altsammen igennem, som var det hændet ham selv. Vejen, Kvarteret, Udkanten af Frederiksberghave, Smaavillaerne og den 514| store Fabrik – Alt var ham nyt og fremmed – hele den lille sovende Frederiksbergby var ham ukendt – han fandt kun instinktmæssig Retningen – og dog var det ham, som hvert Træ, hver Bygning dæmpet-fortroligt kaldte paa ham i Forbifarten... og alle Genstande hviskede Ediths og Ulfs Navne.

Ved hver Omdrejning af en Vej, en lille Gade, ventede Gerhard at træffe en Drosche, som kunde bringe ham videre. Han var udmattet – maaske endda mest sjæleligt. Men ingen Vogn var der, et Par hjemadslentrende Pensionister, der skændtes højt om en Dagbladsartikel; en enkelt filosofisk Politimand, der strammede sig op til at mønstre den forpustede Gerhard.

Saa naaede han aandeløs, sveddrivende, Havelaagen udenfor »Elysium«.

For sent! Man var ifærd med at lukke og slukke derinde. Gerhard saa' sig omkring, idet han gik tværs over den lille Have udenfor Bygningen. De tomme Sommer-Lysthuse gabede ham imøde – strejfet af et Maanelys i Dybden – som tittede et ungt Pigesmil ud. Over den lave Bygnings hvide Mur faldt Maaneskæret helt og fuldt – et enkelt rødligt varmt Gasblus bag en Rude – og ovenover Elysiums Tag en tjærnere Husgavl med et Vindu, der gnistrede i blank Brillant. Stille, sagtmodige Træer, nøgne, men med Foraarsfortættelse i Grenenes Væv, som havde Dagens Solvarme pustet Livsfylde 515| i de usynlige Knopper. Og over Tag, Træer og Mur laa en forunderlig elskværdig Musik – Genklang af de harmløse, intetsigende og dog for Gerhard meget sigende Melodier, der nyligt var forstummet derinde, hvor den banale Døgnvise ikke ganske kan fortrænge Mindet om Bellmans Vemod og bellmansk Livsglæde.

Det var jo Edith, som havde sunget – eller blot siddet derinde; og som hun sang eller sad dér, formaaede hun at løfte dette »Tempel« op til en Idéforbindelse med den uforgængelige nordiske Forstads- og Folkelivssanger.

Gerhard traadte ind dér, hvor han saa' det dæmpede Gasblus brænde. Det var unægteligt ingen frisk Luft, som slog imod ham... men hvad er da vor Theaterluft? vore offenlige Forsamlingers Luft? Atmosfæren i en forladt Balsal? Gerhard vilde ikke forstemmes.

Opvarteren, som syntes at »gøre op« paa en Tavle, traadte ham imøde og sagde med et beklagende Skuldertræk, Hænderne ud til Siden: Ja – Frøknen er rigtignok gaaet!

Jeg véd det... Jeg formodede det! rettede Gerhard sig. Jeg vilde afgøre min Gæld til Dem!

Hastede aldeles ikke! syntes Opvarterens alvorlige Smil at sige. Og han tog en lille Nota op og skød den frem med et Buk.

Gerhard satte sig, tog sin Lommebog frem og betalte. Han var dødtræt... og med en Følelse af svigtende Grund under Fødderne saa' han sin sidste Kassebeholdning efter. Han tænkte paa, hvilket 516| Hotel han nu skulde søge for Natten... og han følte sig ækel ved Tanken og ønskede han sad og sov paa en Ventestation ved Jærnbanelinjen.

Er der ikke Et og Andet, De kunde ønske?... spurgte Opvarteren og tilføjede, at det rigtignok var over Tiden, men...!

Jo – jeg er træt – og tørstig. Bring mig en halv Flaske af min Vens Vin – Bourgogne! sagde Gerhard.

Opvarteren nikkede forstaaende og gik. Gerhard saa' sig om. Nej, hvor trist – dette kummerligt belyste Lokale! støvet, beklumret, ligesom forarmet, lurvet... ingen Bjærglinjer i Horisonten, ingen Fest paa Tribunens Terrasse, ingen »Stemning« i Salen, ingen Musik, ingen Skønhed – ingen Edith!... En tom Gøglerbod – et af et sløvt eller støjende, enfoldigt eller blasert, tobak- øl- og alkoholberuset Publikum forladt Sanger-Lokale – hvor den »sidste Athenienser« for sine sidste Penge i den sidste Pokal af forfalsket Bourgogne drikker Afskedens bitre Skaal.

En Orm af dump Uvilje, Lede, Livstræthed krøb over Gerhards Hjærte... han skælvede idet han greb og tømte det store Glas, stirrende paa Opvarteren, som stirrede paa ham. I disse anstrengte, forvaagede Øjne stod kendeligt at læse: Ja min gode Herre, De lader, som De kun kom for at klarere med mig – men hvis jeg nu skulde servere for Dem og den unge Dame!... aa, jeg ser godt, hvorledes det er fat med Dem! –

517| Vinen var tilfældigvis god; og Gerhard sporede dens Virkning. Hans Udmattelse veg – hans Hjærte bankede atter sine sunde Slag paa hans Livsmods lønlige Dør, den Dør, der kan oplades for saa mange Vuer. Tingene afhænger af, med hvor kraftig en Fantasi vi gør os til deres Herre... tænkte han. Dette Lokale kan løftes – og Publikum med det. Hvad om Ulf og jeg tog sammen fat – fik Døgn- og Gadevise afløst af Folkelyriken, den lette og kaade, den alvorlige og rørende – Satiren med den »gode« Tendens – et broget Forstads-Skuespil... som Afløser af den Dødens Lamhed, den Pernittengrynets Asthma, den Fladhedens Svindsot, der har slaaet vore Theatre! Ah javist et flygtigt Indfald – men der ligger en Idé deri...!

Og pludseligt spurgte han Opvarteren: Er det længe siden Frøken Edith gik?

En lille halv Time siden! Hun fulgtes med Frøken Natalie – og en Herre! –

En Herre? spurgte Gerhard skarpt.

En Herre – som interesserer sig for Frøken Natalie! svarede Opvarteren og beskrev »Skyggen«. Der kunde ikke tages fejl deraf.

Rigtigt – jeg véd det! sagde Gerhard kort, rejste sig, betalte, nikkede og gik.

Maaske – skal jeg – hilse Frøken Edith?... spurgte Opvarteren ærbødigt.

Gerhard var ved Døren, med Haanden om Grebet. Han saa' sig endnu engang tilbage – som søgte han at læse sig sin »Idé« til ud af det øde, triste Rum. Han saa' paa Opvarteren. Var det 518| maaske Halvvigs »tjenende Aand«? Nu forekom Lokalet ham rentud modbydeligt – han ringeagtede sig selv, han følte som om der hang Spindelvævstraade over ham af Spioneri, stygt Bedrag – han hadede Halvvig – han var vred paa Edith – vred paa hende, ynkede hende – elskede hende. De kan hilse Frøknen fra mig – og sige hende, at jeg imorgen tidlig rejser fra Byen – og næppe kommer her for det første! sagde Gerhard idet han gik ud.