XXVII

Ja, han var vred paa Edith. Hvor mon de gaar hen sammen? Aa, hun lader dem naturligvis følge sig hjem... og saa gaar de deres Vej! Men jeg lider ikke, at hun i det hele taget omgaas denne lille Dukke - og saa Skyggen! Den Natalie hader mig - hvis hun ellers kan hade. Og Skyggen hader mig - for han kan hade; han er den »skind og benfri Skinsyge i egen bedrøvelig Figur« - som Ulf engang kaldte ham - og han er ikke Edith god! Det var anderledes, da Ulf var her. .. da havde Edith Omgang!

Og Gerhard tænkte: kunde jeg bare blive her og være i Ulfs Sted! Men saa Halvvig da - naar han nu kom?... Gerhard knugede sine Hænder - gik frem uden at lægge Mærke til Vejen. Hvad ser dog den lille Natalie i denne Skygge? Er det - »par dépit«...? Gerhard skammede sig, vred sig under en Række Selvbebrejdelser. Det var jo altsammen begyndt hin Nat - med det Judaskys... den næste i Rækken havde været Annette... hans Kone. Og nu tænkte han med Rædsel: min Kone! Her er jeg igen - i denne By, som jeg med formelig dramatisk Sortie forlod igaar... jeg styrer lige hjem ad den kendte Vej... Er Annette derhjemme...? Aa fy, fy! hvor jeg dog har viklet mig ind i stygge Ting... og er i Grunden ikke Edith Skyld i det altsammen?

Nej jeg vil ikke gaa ad denne Vej - jeg vil ikke forbi mit Hjem, men krydse ned til Ediths Hus - og dér vil jeg staa og se op til hendes Vinduer - som om det var igaar jeg stod dér! Igaar? Det er jo en Menneskealder siden. Da elskede jeg hende; - jeg bad, om jeg turde kysse hende paa Panden til Afsked - og hun svarede... hvad var det nu hun svarede? Er jeg bleven imbecil? - jeg kan ikke længer huske noget - blot Udtrykket i hendes Blik har jeg saa levende for mig... aa, hun lyver vist! Ja, ja, jeg kunde skrige det ud: hun lyver! de lyver alle... alle Kvinder er født Komedianter, Bedragere... vi har gennem Aartusinders Tyranni og Nedværdigelse tvunget dem til at blive det; - naar de er ærlige, saa bekræfter de selv, at de bedrager os. Saadan med hende - hende, som jeg ækles ved at tænke paa - og som jeg igaar her paa dette Sted fortalte Edith om... jeg Idiot! Kvinderne vil altid høre vore Bekendelser - for at blive os overlegne og le os ud. Saadan med Anna Funch - ogsaa dér skulde jeg af med en »Confession«. Men det lykkedes ikke, min gode Frue!... Aa fy, hvad jeg dog er for en Karl! Jeg véd, at jeg gaar her og taler imod min bedre Overbevisning... og dog glæder jeg mig derved! Nonsens med »bedre« Overbevisning. Man har en Overbevisning - eller har den ikke. Min Overbevisning er mine Erfaringer. De peger alle hen imod den gennem Aartusinder nedværdigede Kvinde... hun kan ikke være af Mandens »Adelsæt« - hun maa lyve, være falsk, være koket, hjærtekold og sansevarm... kort sagt Kurtisaner allesammen, gifte og halv-gifte og ugifte! Henrik, Henrik! hvad har Du dog gjort af din tillidsfulde Ungdom, dine oprindelige Muligheder? Du gaar forbi det Hjem, Du selv har skabt Dig, og hvor der bor en Kurtisane... hen til et andet Hjem, hvor der bor en anden Kurtisane! Kun Haarfarven - og Smilet er forskelligt. Gaa ind til Byen med Dig, din Taabe! Find Dig et Hotel - læg Dig til at sove - hvis Du kan sove. Og attraar Du endelig kvindeligt Selskab - og vil Du hverken narres eller udles - saa gaa til en Skøge!...

Det var som behøvede han at nævne netop dette Ord i sine Tanker, for at have naaet Kulminationen af den vilde, stigende Forbitrelse, der havde grebet ham. Forbitrelse paa sig selv, Fortvivlelse over sig selv!

Han følte Taarerne pible i Øjenkrogene og glide brændende ned over Kinderne. Han saa' at han var standset udenfor Laagen til Gangen, som løb lige imod Havehuset, hvor Edith boede. Maanen, der nu forekom ham sygelig mat, viste ham de Omgivelser, han kendte fra for et Døgn siden. Hvor slap, hvor svag, hvor dødtræt følte han sig ikke... træt i Sjælen og viljeløs i Lemmerne, med Fornemmelse af at Jorden svigtede under ham. Han maatte støtte sig ved Laagen. Den gik op; han tumlede ind, søgte Ligevægten, vaklede frem ad Gangen, lænede sig med Ryggen op imod et Træ - og kendte ved Trykket Revolveren i Frakkelommen. Han vidste næppe selv, hvad han nu gjorde, da han tog Vaabnet frem, besaa' det med en Nysgerrighed, som havde han aldrig holdt en saadan blank Tingest i Haanden - stirrede derpaa... og der kom for hans Øjne en i sin Dorskhed behagelig Taage, hvorigennem han saa' Husets lyse Gavlside - og en glimtende Rude - svømme helt fjærnt borte. Han saa' sin Haand løfte sig og mærkede, at den nærmede en kold Genstand imod Panden - og han tænkte paa en Bule, som han engang havde stødt sig i Issen, og paa at han havde trykket Mundingen af en hul Gadedørsnøgle imod det ømme Sted. Han syntes, at det var en saadan Nøgle, han nu holdt trykket imod Panden, lige imod et Sted, hvor det smærtede ham - gnavede ham usigeligt inde i Hjærnen... og hans Pegefinger bevægede sig søgende under Nøglen.

Hvorfor eller hvorledes han atter lod Vaabnet synke, kunde han ikke, hverken kortere eller længere Tid efter, gøre sig Rede for. Men han vaktes til Besindelse ved en saa hæftig Skælven og Sitren af hele Legemet, at han straks tænkte paa et Malariafeberanfald, han havde haft i Rom. Tænderne klaprede ham i Munden og Sveden brast frem af Panden.... han saa' Huset ganske klart for sig og ganske nær - og nu stak han Vaabnet langsomt ned i Lommen, følte efter, om det ogsaa rigtigt havde naaet Bunden og laa dér... og først da , med en Angst og en Angstens Hast, hvori han intet betænkte, styrtede han hen til Husets Dør, sprang op ad Stentrinene og ringede paa Klokken.