XXVIII

Det varede lidt; et Vindue aabnedes ovenover ham – han traadte ned fra Trinene, stillede sig ud i Maanelyset, saa' Ediths spørgende Ansigt deroppe, og strakte Hænderne bedende ivejret – uden at sige noget.

Hun lukkede Vinduet; han hørte Trin paa Trappegangen; hun satte en Nøgle i Laasen, aabnede, saa' vist paa ham, førte ham roligt ind ved Haanden, lukkede efter ham og lod ham gaa foran op ad Trapperne; og atter førte hun ham ved Haanden gennem en Dør ind i et middelstort Værelse. De to Fag Vinduer vendte ud imod Haven og Maanelyset. Han saa' Lyset spille paa Vinduessprossen og brede sig blændende over Karmen. Hun pegede paa en højrygget Stol ved Vinduet; han satte sig, hun ligeoverfor ham i en Gyngestol seende vist paa ham. Han lod sit Hoved synke og hviskede:

Tjen mig i – at give mig et Glas Vand!

523| Da hun rakte ham det, saa' han, at hendes Haand rystede. Ogsaa hans Haand skælvede, Tænderne bed i Glaskanten; han tog sig sammen og drak ud.

Tak, kære Frøken! sagde han. Jeg- jeg... er bange for, at De skal finde det – – – at jeg muligvis vil forekomme Dem....!

Jeg tror De maa helst sidde ganske stille lidt endnu og ikke gøre Dem nogen Umage for at tale til mig! sagde hun venligt, med korte Nik.

Han sad stille.

Lidt efter sagde hun ligefrem:

De følte Dem nok ikke rask – da De stod dernede?

Nej! svarede han sagte.

Saa tog han op af Lommen Revolveren og lagde den i hendes Skød. Hun saa' en Kende forbavset paa den og paa ham – bøjede Hovedet og ventede paa, hvad han vilde sige.

Frøken Edith! bad han bevæget. Vil De gemme den for mig? De vil gøre mig en stor Tjeneste derved. Hos Dem vil den aldrig blive brugt – undtagen i yderste Nød – og maaske da for os begge!

Hun sad tavs. Maanelyset strejfede hendes Ansigt; de smukke Læber mimrede; Øjelaagene sitrede let. Han kunde ikke se, om hun var krænket eller bevæget.... saa svøbte hun sit Lommetørklæde om Vaabnet, rejste sig, trak en Skrivebordsskuffe ud, lagde Pakken ned, lukkede af, og satte sig atter.

524| Hvad saa? spurgte hun.

Saa var det – – – –! sagde han, men kom ikke længer.

Vil De fortælle mig noget? spurgte hun dæmpet. De behøver slet ikke at tale om den sildige Tid – eller bede mig om Undskyldning.... jeg antager, at De muligvis har Efterretninger fra Brynjulfsen? – Han kom ogsaa undertiden noget voldsom! lagde hun smilende til. Men dette Smil var tvungent.

Jeg kan forsikre Dem, jeg var mig selv lidet mægtig, da jeg ringede paa Deres Dør! sagde Gerhard. Jeg var – hvis jeg tør sige det – paa bedste Veje til at skyde mig – – – dernede i Deres Have!

Hun sendte ham et hurtigt, bestemt Blik, rynkede Øjenbrynene og flyttede sin Stol lidt fra ham.

Han tav; mærkede at hun iagttog ham. Saa lod det fra hende, tydeligt, med langsom Betoning af hvert enkelt Ord:

Jeg forudsætter, at De véd hvad De siger – og at De altid taler i Overensstemmelse med Sandheden – undtagen hvor ikke en ligefrem tvingende Grund og Pligt byder Dem det modsatte?

Han nikkede og sagde:

Jeg vilde dræbe mig; – sandsynligvis.... fordi den Forestilling et Øjeblik aldeles overvældede mig, at alle Kvinder var løgnagtige – at alle spillede Komedie – at De, Edith, gjorde ligesom de andre.... og denne Forestilling var mig uudholdelig, fordi jeg fra igaar af har sagt mig, hvad 525| jeg havde kunnet sige mig for Aar tilbage, at jeg tilbad – at jeg elskede Dem!

Han lod sig glide ned paa Knæ og laa foran Ediths Stol fattende hendes Hænder, som hun holdt i sit Skød.

Hun tog ikke sine Hænder til sig; han mærkede ingen Bevægelse af dem, sporede heller ingen Bevægelse i hendes blege Ansigt, da han spørgende løftede sine Øjne; hun sad som om hun var frossen.

Hendes Tavshed og Ubevægelighed gjorde ham lydhør overfor hans egen Stemme. Det forekom ham, at han gentog disse Ord endnu engang... de tonede i hans Øre.... og han havde et forlegent, smærteligt Indtryk af, at de ikke klang som helt ægte.

Hun sad med sine Hænder i hans, ubevægelig – ventende eller grundende, oprørt eller bedrøvet? han kunde ikke forklare sig hvad.

Den pinligste Forlegenhedsfølelse listede sig over ham, en dyb Skuffelse, en endnu dybere Mistillid til sig selv. Det var, som vilde Afmagten dernede i Haven paany gribe ham.... aldrig havde han følt sig saa ringe, han, som aldrig havde manglet Selvfølelse og Ord overfor en Dame. Vilde hun blot sige et Ord! –

Omsider sagde han selv, famlende og usikker:

Jeg kommer fra en Rejse.... jeg afbrød Rejsen undervejs.... jeg var i Kupé sammen med en tilfældig Bekendt – Grosserer Halvvig!

526| Hun rørte sig ikke; syntes ikke at have overhørt hans Ord, men røbede ikke den Interesse ved dem, han havde ventet.

Og han og jeg kom til at tale sammen – temmelig fortroligt.... det vil sige han talte... sagde Gerhard.

Hun nikkede, som vilde hun tilkendegive: Det er meget rimeligt! Jeg ser intet mærkeligt deri; og hvad saa videre?

Hendes Ro – eller hendes Selvbeherskelse – begyndte at irritere Gerhard. Hvorfor havde hun igaar tilbudt ham sin Gyngestol?.... nu sad hun selv i den og betragtede ham formodenlig som et Barn, en Umyndig!

Han vilde rejse sig fra den knælende Stilling – som generede ham – og tage de Hænder til sig – som syntes at være hende saa ligegyldige. Men han mærkede, at hun modsatte sig hans Bevægelse – omend ganske svagt. En Glæde vaktes i ham – han saa' ærbødigt op i dette Ansigt dér med de fine, blege Træk – næsten »uvirkelig« fint og blegt i Maanegenskæret fra Vinduet. Han saa' hendes Øjne, underligt mørke i Glansen, som igaar Nat fæste sig paa ham.... og han begyndte flydende og naturligt at fortælle hele Mødet i Kupéen, uden at omgaa de Punkter, som for ham var de væsenlige, og saaledes at han dog ikke kom til at saare hende, om end han dvælede ved, hvad der for hende kunde være pinligt.

Hun mærkede hans Bestræbelse, nikkede og sagde: Tal De kun ud – fortæl mig kun Alt, 527| hvad De føler Trang til at sige – husk paa, jeg er intet Barn!

Men lidt efter lidt gik han istaa. Hendes Beherskelse gjorde ham usikker; det dirrede stadigt i ham med et lidenskabeligt Udbrud – han havde Lyst til at knuge og kysse disse Hænder, som holdt om hans egne med et blidt Tryk, maaske ganske i Distraktion; havde den mest ubetvingelige Lyst til at sige hende, hvor yndefuld rolig, hvor tillidsfuld ungdommelig hun sad dér ligesom i Eng- og Elverduft af Nattedrøm og Maanefabel.... og saa maatte han tale om en Forretningsmand, der var hans Rival!

Hun saa' ud for sig; Læberne smilede, men ikke Øjnene. Hun nikkede – og som nævnede hun en fælles god Bekendt, i hvis Forhold man venligt tager Del, sagde hun dæmpet:

Ja, han er god – god og naiv; og man kan gøre ham megen Uret ved at tro det modsatte om ham! –

Jeg er af samme Mening, som De! svarede Gerhard sagtmodig.

Sig mig nu.... vedblev hun, sænkende Blikket mod Gerhard.... antager De ikke, at hans – hans Hustru, som han var gift med – at hun ikke kan siges fri for at have haft Fejl paa sin Side.... det vil sige Fejl, som Mændene vanskeligt kan finde sig i – netop fordi de ikke udspringer fra Hjærtet?

Hvem har ikke Fejl, Edith! bemærkede Gerhard stille.

528| Hun tøvede lidt; saa sagde hun: Jeg tror.... jeg har naturligvis set hende – ganske flygtigt – hun er smuk, tinder jeg – og De vel ogsaa? Men nej.... aa jeg kan jo slet ikke tale derom.... Jeg skammede mig saa dybt, da jeg en Aften i Theatret saa' hende – sammen med – naa ja med den Dame, De er gift med! Véd De, hvad jeg vilde ønske.... tilføjede hun hæftigt, idet hun rykkede Hænderne til sig. Aa, det nytter jo slet ikke at tale om, hvad man vilde ønske og hvad der kunde have været anderledes – og jeg bestræber mig for aldrig at ytre saadan noget. Men tænk, om hun ikke havde ladet det komme til det Brud!

Og hun fæstede sine Øjne paa Gerhard, som vilde hun sige: »saa var der meget, som nu var anderledes!«

Hendes Bevægelse overvældede hende; hun skjulte Ansigtet i Hænderne. Der var længe Tavshed. Gerhard sad og saa' paa sine Fingre – paa sin Vielsesring – drejede den – foldede sine Hænder, saa Fingrene knagede. Det skød op i ham med Lidenskabens tilbagedæmmede Strøm; han greb Edith fast om Haandleddene.... hun saa' forskrækket spørgende, dernæst overlegent paa ham, rejste sig, lænede sig mod Vinduesposten og lagde Haanden bag om sin Nakke. Haaret truede med at falde ned.

Ja – jeg skal gaa! hviskede Gerhard og blev siddende.

Hvorfor.... spurgte han usikker.... 529| hvorfor valgte De dengang at tage derud og synge? Og hvordan.... tilføjede han med bævende Stemme.... hvordan – med hvor smærtelige eller med hvor faa Ofre – slap De over den Mellemtid, da han tabte Deres Spor – og indtil han fandt Dem derude?