XXIX

Hun tav; hun havde ordnet sit Haar og stirrede ud for sig. Han havde ondt af hende – og han vrededes paa sig selv, at han saaledes spurgte hende ud. Han tænkte: hun – som aldrig spørger mig om noget! Sæt at jeg Led for Led skulde dissekere mit Liv, min Fortid, ja endnu Formiddagen igaar for hende!.... hvad vilde hun sige? formodenlig bede mig om at gaa straks! Hun ønsker vist, at jeg ikke sad her?.... Tænker hun nu paa Ulf – ham, som ogsaa pinte hende? Aa hvor hun er nydelig – den lille Stakkel! Mon hun dog ikke engang faar noget tilovers for mig? Sæt at hun nu tilhørte mig! Hvordan vilde jeg elske hende? Vilde jeg være i den Grad lykkelig derved – som jeg nu forestiller mig? Er det Egoisme? Er Manden lutter sanselig Elskov?.... men Kvinden da? Mon Edith i det hele er i Stand til at elske? Ja hvad er da Elskov? Véd jeg noget derom?.... er det en Besættelse, en Galenskab – det samme som at være Digter? Jamen jeg er bestemt Digter.... mit Forhold til hende, dette Længselsforhold ud i den natteblaa Luft, gør mig 530| bestemt til Digter! Se dér staar hun lænet op imod Vinduesposten, som hun skjuler med sit fine, svaje Legeme.... hun staar ligesom ude i Rummet, i Nat og Maanedis, et Elverlandskab med Skyggetræer bag en Rude som ingen Rude er – en Nymfe-Verden, hvis Love ikke er vore, hvis Liv er et andet end vort – ja maaske det »andet« Liv, som vi fabler om i vore Religioners ganske hungrige Lyrik. Englene – det er ret besét Houris.... vi »Kristne« vi er ret besét Musselmænd – vi attraar den højeste oversanselige Nydelse – og den har vi kun en ung Kvindes Lignelse at iklæde. Om hun, den unge Kvinde dér – den unge, fine Nymfe – om hun virkelig har tilhørt en Faun – som er Grosserer.... et Prosa-Menneske, som jeg desværre ikke har faaet ombragt.... nuvel, hvad har det da tilføjet hende af Brist paa den rene, skære Nattepoesi, der nu overgyder hende med et Bad af Maanebølger og Ætherstrømme – som jeg forstaar, jeg Digteren, Fabel-Mennesket, der ikke attraar hende, men attraar hendes Sjæl, hendes Væsens skæreste, ukrænkelige Blomst! Aa, Edith, Edith! – – – –

Han havde nævnet hendes Navn højt. Hun saa' paa ham.

Og hun sagde – svarende paa hans foregaaende Spørgsmaal – i Begyndelsen roligt, næsten som en Ramse, – derpaa skiftende i Tonefaldet:

Jeg havde, som De altsaa véd, nyligt været syg og mange Kræfter havde jeg ikke. En ny Plads i en Familie kunde jeg ikke søge mig – jeg 531| havde ingen kunnet udfylde, og det bedrøvede mig meget, for jeg vilde gerne arbejde. Sulte kunde jeg ikke; jeg opsøgte de Syersker, som jeg først havde kendt. De var meget venlige imod mig og vi arbejdede sammen – vi syede Prøveposer – eller det var Drengehuer, jeg husker ikke. Jeg vilde kun leve; og leve gjorde jeg; men Lønnen var elendig og Kræfter fik jeg ikke. Jeg kunde ikke lide Pigernes Maade at være paa – jeg sagde dem det – og saa kunde de heller ikke lide mig. En af dem kendte noget til en Agent for Provinsskuespiller- og Sangerselskaber. Han hørte mig nynne, og sagde, at jeg havde Figur. Da han nævnede nogle Engagementsvilkaar, saa forekom de mig glimrende – imod Sylønnen. Scenen var jeg bange for; saa valgte jeg Tribunen. Det kostede mig mange Taarer i Begyndelsen.... det vil De formodenlig kunne tænke Dem. Men da ingen fornærmede mig, og da jeg mærkede, at jeg baade havde min Frihed og kunde hjælpe mine Forældre lidt – som stadigt troede og endnu tror, at jeg er ved et Theater – saa vænnede jeg mig til det. Man kan jo sluttelig vænne sig til Alt!

Hun tilføjede dette vemodigt, resigneret. Og dæmpet vedblev hun: Men over min Sundhed gik det ud – saadan Aften paa Aften i den slette Luft og paa en for mig uvant Tid – ofte i Selskab med Damerne og deres Herrer til langt paa Natten. Jeg var jo saa ung – og jeg vilde ogsaa være glad imellemstunder, glad med de andre – saa længe jeg ikke stødtes af noget, jeg fandt upassende 532| – og stundom selv om jeg stødtes af det, der passerede omkring mig. Hvad kunde det skade mig? Jeg havde mine Bøger og mit eget Selskab Dagen over – det var, hvad jeg forlangte. Men jeg blev syg, skrantede; Nerverne var medtagne. Jeg søgte en Læge; han lo ad mig – viste sig ikke høflig imod mig – naturligvis! Jeg kunde næsten ikke synge mere – og jeg græd i den Tid meget, holdt mig jævnligt inde, kunde ikke hæve min Gage – og saa var det, at han , den Mand, De nævnede, viste mig sin Omhu, plejede mig, indtil jeg atter fik røde Kinder og Stemme..,. Aa men! udbrød hun hæftigt og saa' vredt truende paa Gerhard: – hvorfor kommer de allesammen til mig og vil stadig have mig til at fortælle det samme om igen?... og alle ser de paa mig som om de vilde sige: vi tror hende dog ikke ganske – hun er anderledes, naar vi ikke er sammen med hende – og saa vil de alligevel være sammen med mig og have mig til at tale! Hvorfor? Jeg er dog ikke venlig mod nogen – jeg er en ubetydelig Person, som man skulde lade skøtte sig selv. Jeg kan le – ja, og svare paa en Kompliment, og høre paa nogle Flovheder – og engang imellem glæde mig over, naar nogen vil tale alvorligt med mig. Men naar de saa kommer og siger mig – hvad nu De siger.... men Herregud, hvorfor vil de allesammen fornærme mig – fornærme mig baade ved Ord og ved Tanker? Hvad har jeg gjort, sagt, hvordan har jeg opført mig, at det kan berettige til.... ja for de fornærmer mig alle – undtagen den ene Mand, 533| hvem jeg har givet Retten til – ligesom jeg engang har givet ham Tilgivelse for – – – Aa, det er stygt, det er stygt – og jeg maa sige det er fejgt, det er ikke en Mand værdigt at søge til Tidsfordriv en ung Kvindes Fortrolighed og Selskab – naar han maaske er træt af sin Kones eller andre Damers! –

Hun satte Foden fast imod Gulvet, skød Armene overkors foran det smukke Bryst over den slanke Taille, lænede Hovedet tilbage med halvt aabne Læber, svagt dirrende Næsebor... medens det glimtede af sølvblank Væde under Øjeranden og i de lyse Vipper.

Gerhard sad som fasttryllet og stirrede paa hende. Han havde hørt hvert af disse Ord, følt deres Braad bore sig ind i ham uden at han kunde afværge det. Og saa var det, som havde hun sagt dette ene: Jeg elsker Dem – vil gerne være Deres; jeg bliver kun hæftig, gør Dem kun Bebrejdelser, fordi min Stolthed, min Undseelse, min Selvrespekt og det Trofaste i min Natur krymper sig ved at skulle gøre denne Tilstaaelse for mig selv – De faar aldrig Tilstaaelsen vristet ud af mig! – – –

Hun saa' paa ham, og Vreden stod at læse i hendes Blik: »Vilde han da ikke gaa – den Mand dér – med den smukke Kone – i den smukke Livsstilling – med de smukke, flydende, velformede Ord – Kunstneren, i hvem Damerne naturligvis var forelskede, og som nu, halvt i et sentimentalt Lune, ved et lille Komediespil havde 534| tiltvunget sig Adgang til hendes Hjem – det han burde have respekteret, om hun saa aldrig havde fundet ham underholdende, elskværdig, ja til en vis Grad værdig hendes Fortrolighed den foregaaende Aften?«

Var det ikke dette, han læste i hendes Øjne?

Det var ligegyldigt, hvad hun saa tænkte. Han bøjede sig, krummede sig helt sammen i egen Ringhedserkendelse – forekommende sig selv som en Tigger, der gramser efter en tilkastet Skilling – ja som en fladt i Støvet liggende Fakir, der trygler og ikke véd sine levende Raad.... Hun skulde blot ane, hvor ensom, venne-, penge-, tillidsløs han slæbte paa Bevidstheden om, at han var brudt og hun sammenlignelsesvis lykkelig – saa stolt og overlegen hun var!

Han rejste sig og sagde med bøjet Hoved:

Frøken Edith! mindre end Halvdelen af Deres Ord vilde have befriet Dem for min Nærværelse – hvis jeg var eller tænkte, hvad De nu formoder om mig. Kan De huske paa Køreturen, hvordan De kunde læse mine Tanker? Men jeg kan ogsaa læse Deres – – – jeg har maaske lært det i Mellemtiden. Inden De ganske dømmer mig, saa vil jeg blot sige Dem dette: Med alle mine Fejl er jeg ikke en Usling, der tænker mig Muligheden af at forføre Dem – og ikke en Pjalt, der til en Begyndelse spiller Komedie for Dem. Jeg har ingen Kone – hverken køn eller rig. Jeg har brudt med det Forhold, som længe har været en smukt maskeret Pro535|stitution. Jeg hader og afskyr – ikke hende men mig, som indlod mig derpaa – indlod mig med hende og det Samfund, hun tilhører. Noget lignende sagde jeg Dem igaar, men De har ikke forstaaet eller ikke villet forstaa – – – De har simpelthen ikke troet mig. Jeg har brudt med min Fortid – med min Samfundskreds – med min Kunst som med mit Liv. Jeg er fattigere end De – og mest fattig paa Venner. Den eneste, som De ogsaa kender og som jeg undertiden kan forveksle med en Del af mig selv, saa nær ligger han mit Hjærte, han er borte, syg, hjælpeløs. Til den Kvinde, som jeg ringeagter, har jeg forskrevet mig for en Sum, der skal hjælpe en anden Kvinde, hvem jeg ikke elsker, men hvem jeg skylder Taknemlighed og Venskab. Hvorledes jeg skal tilbagebetale min Gæld – det er mig endnu en Gaade – men den skal betales. Jeg kommer til at dukke mig, slide som en Haandværker sandsynligvis – og jeg har ikke været vant dertil. Mit Væsen er blevet oprevet herhjemme i de sidste Aar; jeg er kommen i Splid med mig selv – foruden den Splid, hvori jeg nu nødvendigvis maa komme med Forhold og Omgivelser. Det er det værste ved min Stilling. At sige Dem, at jeg med Lethed vilde gaa Alt imøde, hvis jeg vidste, at jeg i Dem havde – maaske mere end en Ven.... er dette en Fornærmelse? Jeg har Lov til at benægte det! Jeg gentager for Dem, Edith: jeg elsker Dem – jeg ser op til Dem – jeg betragter Dem fra nu af som min Skytsaand.... saa kan denne Skytsaand 536| gøre ved Erindringen om mig, hvad hun vil. Jeg kan ogsaa være stolt... De lærer mig det jo. At De skulde trampe mine Ord, mine Forsikringer ned under Deres lille Hæl... det skal jeg selv sørge for, at det ikke kommer til at ske! For – hvad De saa fra nu af hører om mig eller til mig, det skal i det mindste blive noget, som De kan yde Deres Respekt... om De saa aldrig skænker mig mere end Deres »Højagtelse« og Deres Venskab!