XXX

Han vilde række hende Haanden til Godnat og Farvel... men idet han strakte Armen ud, var det som den lammedes; en blytung Kuldefornemmelse i Baghovedet – en rasende Susen for Ørerne... han mærkede, at han vaklede, tog paa maa og faa om Stolen – og gled over den og med den ned paa Gulvet. Saa mærkede han til intet, før han sporede en behagelig Væde over sine Øjenlaag – og en forfriskende Lugt. Han saa' Edith knæle ved Siden af sig, hældende af en Flaske paa et Tørklæde, som hun badede ham med.

Ah! sagde han mat og smilende: Ulfs Eau de Verveine! Tak!...

Min Verveine! svarede hun, smilende, men endnu ængstlig – rystende paa engang af Kvindens Undseelse, Medfølelse med og Skræk over en Mand, der falder tungt til Jorden. Har De det nu bedre?

Tak, Edith! sagde han skamfuld, rejsende sig med Besvær. Hun støttede ham; han kom tilsæde 537| i en Sofa; følte sig overvættes træt, nedslaaet – men ved klar Bevidsthed.

Hun stod foran ham, stedse med Flakonen i Haanden. Maanen traf med et Glimt det blanke Krystal og skinnede paa hendes Ansigt. Trækkene var atter rolige; de lyse Øjne havde denne mørke, ømme, forskende Glans – som var forekommet ham saa besynderlig – en Køligheds Glød, som han vidste at han vilde erindre saa længe han levede.

Edith! sagde han blidt... vi gør hinanden blodig Uret – begge to. Jeg tror Dem – og tror paa Dem... og De vil engang gøre Gengæld imod mig. Hør nu, hvad jeg beder Dem om. Jeg har saa godt som intet nydt den hele Dag... kørt flere Mil paa aaben Vogn – løbet en halv Mil... jeg har drukket Vin, som jeg ikke har mærket til – jeg har været i ét Oprør det sidste halvandet Døgn. Derfor kom formodenlig denne Svaghed over mig! Hvad maa De dog antage?... Jeg har altid kunnet stole paa mine Kræfter... og nu er de som ganske opbrugt! Jeg skal med det først afgaaende Morgentog – ned til min Kusine... derfra bort – hvorsomhelst – til Udlandet – ligemeget... saasnart jeg har tjent mig Penge til Rejsen! Det er mig i dette Øjeblik aldeles umuligt at sætte Dem ind i mine Forhold... men jeg skal skrive Dem til – engang – hvis jeg maa? Det er mig næsten umuligt at rejse mig fra denne Plads. – Jeg skammer mig derover – føler mig ydmyget derved... men det er, som om mit Hoved ikke tilhørte mig. Der er en Angst i mig 538| ... jeg forsikrer Dem som ærligt Menneske... en Rædsel i mig ved at tænke paa, at jeg nu – nu skal gaa et andet Sted hen – her fra Dem – søge mig et Hotel, eller... aa jeg som ikke har noget Hjem – og jeg som umuligt inat har Kræfter til at drive om paa Gaderne – paa Gaderne i den By, der vilde være mig aldeles forhadt – hvis De ikke boede der. Hør mig – jeg beder Dem saa bønligt, saa ydmygt – giv mig Lov til at blive her, hvor jeg sidder! Jeg tror, jeg vil kunne sove et Par Timer... forstaar De, her vil jeg kunne sove, hvile... og naar Solen kommer og vækker mig, gaar jeg min Vej saa stille som en Mus... og takker og velsigner Dem i mine Tanker... for De har ydet mig Noget, som jeg aldrig vilde kunne sige Dem... og aldrig i mit Liv vil kunne tilbagebetale Dem! – Hører De? –

Han mødtes af disse Øjne, der saa' paa ham som vilde de se igennem ham – fulde af øm Medlidenhed, af Tvivl... og saa duggedes de af en Godhed, i hvis Dyb Tvivl som Erfaringer syntes at slukkes.

Hun gik hen til det opretstaaende Piano, tog fra Laaget en Genstand, som hun rakte ham halvt bortvendt, idet hun hviskede et Ord eller to, som han ikke kunde skelne.

I hans Haand laa denne Genstand, som hun lukkede hans Fingre sammen over med et blidt Tryk af sine.

Blodet skød ham til Kinderne – sugedes atter ind af hans Hjærte. Han stammede noget frem – 539| vilde rejse sig, men mægtede det ikke. Saa ydmyget var han ingensinde blevet – saa lykkelig havde han aldrig følt sig. Han holdt i sin Haand hendes lille Portemonnaie; tung var den.

I det samme stod han oprejst henne ved Bordet, paa hvis Tæppe han hældte Sølvkroner og Ører ud... kiggede derned i det tomme Rum... en lille beskeden blank Mønt var tilbage. Han lukkede for den som for en Skat – trykkede Skattens Beholder til sine Læber – lod den glide ned i sin Lomme – dér hvor Vaabnet havde ligget... knappede sin Frakke, fik famlet sig sin Hat til og gik tværs over Gulvet – uden at se paa hende – hen til Døren, som han var kommen ind af. Da han havde aabnet den, tænkte han: Jamen hun maa jo lukke Dig ud dernede! Han vendte sig; hun stod ubevægelig paa samme Plet, stirrende hen for sig.

Edith! sagde han... hun rørte sig ikke. Edith!... Han gjorde et Par Skridt frem, stødte mod en Stol ved Bordet, satte sig ned og brast i en hæftig Graad – hulkende: Aa, det kunde De gøre?... luk mig ud! hører De – lad mig komme bort! –

Hun gik hen til ham, lagde sin Haand paa hans Skulder. Han rystedes endnu af den voldsomme Graad – fornam tillige det lette Tryk af hendes slanke Legem – hendes varme Aande, der gled over hans Ansigt. Hun hviskede med Besvær noget, der lød som: Tilgiv mig – jeg vilde ikke fornærme... jeg troede! Hun søgte at løsne hans 540| Hænder fra Øjnene – og da han slap med Hænderne og saa' paa hende gennem et Graadslør af Taarer, Bedøvelse, Evneløshed til at kunne fatte og forstaa... saa gik hun pludseligt fra ham, aabnede en Dør ind til et Sideværelse, kom tilbage med en hvid Hovedpude og et stort Shawl, lagde begge Dele paa Sofaen, nikkede dæmpet: Godnat! – gik ind, lukkede efter sig og drejede Nøglen om.

Han maatte lytte til den næsten umærkelige Lyd i Laasen – maatte stirre mod denne lyse Dør – holde paa sit Hoved og stemme Hænderne mod sit Bryst – førend han kunde fatte dette: at hun var gaaet – han alene tilbage – at han skulde blive her!

Han rejste sig og forsøgte at se sig om i Værelset – saa' ogsaa Bord med Tæppe og en Skaal – Piano med Vaser – matblinkende Skilderier paa Væggene – Ruderne paa et Bogskab... og saa' dog ingenting. De vigtigste af hans Sanser nægtede ham Lydighed. Saa syntes han, at han laa udstrakt paa Sofaen – Fødderne udenfor paa en Stol... ubegribeligt langt borte fra ham... Hovedet hvilende paa hendes Pude. Han bildte sig ind at kende – og kunne indsuge – Duften af hendes Haar... og han syntes, at Værelset svømmede som paa Maanebølger – at han vuggedes i en Baad paa det grønlighvide Lys... han syntes, at han drømte, at han selv var bleven til Ulf – og at han, Ulf, sad i 541| Atelieret og læste højt for sig selv i den Drøm, som han, Gerhard, havde skrevet: »Jeg drømmer!« Det forekom ham, at Edith var Prinsesse Margarita – og da det Sted kom, hvor han i Angest skal vaagne op med det Skrig: Slip mig! – saa forekom det ham, at han laa vaagen, men med lukkede Øjne, paa denne Sofa her i Ediths Dagligstue... og at han aabnede Øjnene ganske svagt – og skimtede en Dør gaa op lige for – og at en slank i et lyst Overkast gemt Skikkelse gled ind i Værelset, tæt hen ved ham, blev staaende bøjet over ham – læggende Spidserne af to Fingre læmpeligt paa hans Skulder – seende paa ham med de sælsomme klare Øjne af den besynderligt duggede, mørke Glans – hviskende: Sover De? Fryser De ikke? Er De syg?...

Hverken kunde han svare, ej heller kunde han tydeligt høre; kunde maaske kun ane. Og Skikkelsen gled bort, Døren lukkedes – med den samme larmløse Lyd som før. Maanebølgerne holdt op at strømme; Resten var Udslettelse, Hvile, Tavshed.