XXXI

Begyndelsen var et graahvidt Lys, som skar ham i Øjnene – men ikke den Sol – og ikke Fuglekvidder – som han havde ventet.

Kuldefornemmelser. Shawlet var gledet af ham. Dér laa det paa Gulvet... Hovedet tungt... han saa' sig forundret om... rejste sig... sprang op.

542| I Ediths Dagligstue. Rigtigt! Han mønstrede enhver Genstand i dette Værelse med den strenge Orden, den sømmelige Hygge. Intet, som stødte, intet, som trængte sig frem, ingen Luksus – overalt Smag; – i Blomster som i Tæppe; i Fotogravurer paa Væggene, i Hylderne indenfor Bogskabets blanke Ruder. Alt – som han havde tænkt sig det – og som om han havde set det utallige Gange og ikke for første Gang nu. Han skulde ikke glemme en Ting fra nu af! sagde han sig.

Paa Bordtæppet laa et Blad Papir; der ovenpaa en lille Nøgle af særegen Form. Paa Papiret stod med Blyant, hurtige, lette, henflydende Træk, som skrevne i Halvmørke: Luk Dem selv ud; send mig Nøglen tilbage i Konvolut; men skriv intet, ikke førend De er kommen meget til Ro. Edith.

Han kyssede det lille Blad Papir, lagde det i den lille Portemonnaie, som han omhyggeligt forvarede. Nu havde han to Relikvier. Og med sagte Skridt gik han hen til Døren, den aflukkede. Hans Hjærte bankede, da han lyttende bøjede sig ned – og hans Læber berørte Laasens Greb. Ingen Lyd af en Sovendes Aandedrag; tyst derinde, som om Tilværelsen standsede bag denne Dør – som om Verden her hørte op.

Han tænkte et Sekund – og det var tankeløst nok, hvad han tænkte: Skulde Du prøve, om denne Dør virkelig har været aabnet? Nej nej; sæt den endnu var uaflaaset – og gik op! Det kunde misforstaas – det vilde sikkert blive misforstaaet! Jeg 543| er jo virkelig ikke vaagen endnu, at jeg kan faa et saadant Indfald!

Og han hviskede: Farvel, Edith! Der var en lang, inderlig Bøns Styrke i dette Farvel, dette Navn. Saa gik han – samlede endnu i Gangdøren dette Værelse i et rummende Blik – listede sig ned ad den gammeldags, knagende Trappe, aabnede Husdøren med den lille Nøgle af den særegne Form – lyttede efter, om ingen i Huset vaktes ved Larmen... var udenfor i Haven, saa' op til Vinduet, saa' til Stedet – dér ved Træet – hvor han havde staaet for nogle Timer siden »vis-à-vis Døden«, som han erindrede at have læst Udtrykket i en Bog.

Og nu var han vis-à-vis Livet! det, han skulde begynde fra nyt af.

Han saa' paa sit Uhr, da han med faste Skridt gik ned ad Gangen ud paa Vejen. Uhret sagde intet; han havde ikke trukket det op. Solen gav ham heller ingen Besked; den døsede – ifald den ellers var vaagen – bag et jævnt graat Forhæng, med mørkere, tungere Border foroven, et svagt, udtværet Rødt forneden over Villaer og Haver – som alle sov endnu. Luften stod stille, som mod Regn; og Fuglene tav, som mod Uvejr.

Ligemeget! tænkte Gerhard: naar intet Menneske rører sig, og Dyrene ikke heller, saa gaar Morgentoget ikke endnu! Og da han tænkte »Morgentoget«, kom der en Beslutningsdygtighed i ham; og han vandrede til Byen.

Ingen Vogne, ingen Fodgængere, ikke saa meget som en Politimand, hvem han kunde spørge om 544| Tiden. En Bagerbutik lukkede op; han gik ind, fik sig et Glas Mælk, noget varmt Brød – Klokken var henad sex! sagde Jomfruen og saa' lidt paa ham. Foran et Spejl ordnede Gerhard sin Paaklædning – og smilede ved sig selv over den aarle opstandne, vandkæmmede Jomfrus overlegne Blik. Han havde en sød Hemmelighed – det skulde hun blot vide!

Han sad ved et lille Bord med hvid Stenplade i Butiken, hvor der stod tør, syrlig Os af det friskbagte Brød. Og dette varme, nybagte Brød, som han i tung, sød Aandsfraværelse tærede, det blev ham saa stort i Munden. Han skyllede efter med den lunkne, slimede Mælk – og ønskede at det var Vin; men greb sig i Ønsket og sagde nikkende: Nu begynder det nye Liv – Nøjsomhedens!

Hva'fals? spurgte den travle Jomfru, der skændtes med Svendene ud gennem en Dør med et rundt Glarøje i.

Ingenting! svarede Gerhard venligt – jeg tænkte højt!

Han tænkte paa saa uendeligt meget – øm i Lemmerne, tung, søvnig som han var – men lykkelig. Osen fra Bageriet, den skurende Lyd af Pladerne, som skubbedes ind ad Døren, Skænderiet, den trykkende Morgenluft udenfor – og saa Alt, alt dette fra denne Nat, drev sammen og fortættede sig i hans Hoved. Han syntes, at Mælken i Glasset var Maaneskin – men han syntes ikke, at den lysklædte, undersætsige Jomfru var Edith. Hun vedblev fra sin Virksomhed ved Hylderne, Brødkurvene 545| og Skænderiet at sende Blikke over til Gerhard – og nu hørte han pludselig et vredt: De maa ved Gud ikke sidde dér og sove – saadan en Herre!

De har Ret! svarede han med et Ryk og en Knejsning: Naar gaar Toget? – om Forladelse, hvor meget har jeg at betale?... Og han rejste sig, endnu med Brødet trykkende for Hjærtekulen... han kunde ikke synke... drak endnu et Glas Mælk, som var lidt koldere end det første – følte en uimodstaaelig, ganske ungdommelig Lyst til at anbefale denne Jomfru dér at tørre noget Mel af sin Næse – begreb ikke, hvorfor hun saa' haanligt og ondt paa ham... begreb næsten ikke, at der kunde gives saadanne undersætsige, skændende, melnæsede Bagerjomfruer i samme Verden, hvor der gaves en elver-svaj Edith... betalte og gik.

Gik i en Døs, og saa' i en Døs paa denne By, som selv ikke syntes at kunne ryste Dvalen af sig. Et efter et tørnede nu disse Mennesker – med lange Pavser – ud fra Gade- og Butiksdøre – træge og gnavne – ligesom med »Tømmermænd«. En Drosche kom luntende – som til Begravelse. To Politimænd stivede hinanden af i intet at bestille – og skelede kedsommeligt-mistænksomt paa et Rulleskilt og paa Gerhard, der trak sit Uhr op og stillede det. Nøgternt laa Husrækkerne – med den skifergraa Himmel over sig som en sølle Turistparaply, der ikke skærmer mod Regn – og ikke kan holde den Sol ude, som ikke skinner. De store Verdensbyer sover ogsaa i Hvilens Timer – tænkte Gerhard; men de vaagner som med et Sæt – bruger 546| et Kvarterstid til Toilette – og straks pulserer Livet stort, kraftigt, broget.

Denne By vilde ikke vaagne. Hvad Fanden skulde den vaagne op for eller til? syntes den at spørge. Dér var Frihedsstøtten! Men det var saa længe siden at man havde en ordenlig, praktisk Frihed at rejse Støtter for og at rejse sig for! Og dér var Tivoli! Man kunde jo bare ta' den med Ro en fjorten Dages Tid endnu – saa var man sikker nok paa det ! Og dér var National – og Cirkus Variété – med sit fordummende Øl-Øl-Øl... Denne brede, storstadsmæssige Vesterbrospassage førte som en »Canal grande« ind til en By, med snevre, smudsige Gade-Kanaler – en By, som engang havde været et Slags Venedig her i Norden – en historisk Stad, en Handelsstad, som kunde blive en Handelsplads endnu engang... hvis ikke disse Folk troede paa Tivoli som paa en Aabenbaring, kævledes om ørkesløs Politik, og drak sig søvnige, dumme, tungsindige og afsindige i Øl – altid Øl.

Og dér laa Jærnbanegaarden. Og nu skulde vel snart Toget til at gaa... halvtredje Mand og en tom Drosche nærmede sig allerede. En livlig Frekvens, en driftig Omsætning mellem Hovedstad og Provinser – én tom Drosche og halvtredje Mand til Morgentoget.

Gerhard saa' over Byen, stirrede paa den karaktérløse Arkitektur – det klatøjede Fysionomi... og saa' paa denne tunge Morgenhimmel, der spændte sig over Byen som »Tømmermænd« kan 547| spænde efter en Ølrus; – den sovende, sorgløse, glædeløse, letsindige, sygnende Hovedstad. Skyerne deroppe fortættede sig mere og mere – hang mere og mere truende ned – og den røde, udtværede Tone i Horisonten begyndte at svulme som et Arr paa en vred Mands Pande. En Lokomotivpibe skingrede – en Maskine blev rangéret frem – og en Darnpsky hvirvlede bomuldsgraa op mod den mørke Himmel – ganske som Røgen ud af en Kanonmunding. Nok et Hvin, nok et Dampstød, nok en Kanonrøg – og en uhyggelig, hul Rumlen... Røgsky paa Røgsky, Hvæsen og Fløjten som af Projectiler igennem Luften... indtil Himmel og Damp stod i Et, og Taagen sænkede sig som for at skjule en Scene af vild Forvirring.

Store Regndraaber – underligt og ækelt lunkne... og et pludseligt Skrald, et Tordenskrald fra Himlen, der længe nok har truet den sovende By. Frihedsstøtten staar fast – men alle Ruder i National klirrer. Politibetjentene giver sig til løbe – Droschehesten stejler... man begriber slet ikke, hvad der er ivejen. En Kone, som skal med Toget, falder om og bæres bort.

Det er et Uvejr, der bryder løs over Byen, som nu gnider Søvnen forfærdet af Øjnene. –

Gerhard slap ind og kom med Morgentoget.

Han sad i dybe Tanker, smilede nu og da ad Regnens Fald; den forekom ham som en lystig Reveille mod de raslende Ruder; blev saa alvorligere, lyttende til Togets Rumlen, der slugtes af Tordnens 548| dybe Brøl fra de mægtige Lunger. Der var en Idéforbindelse, som ikke vilde forlade ham.

Men en Mand i Kupéen – en Militær tilmed – var ligesom fornærmet paa dette Uvejr: for det første over at det kom saa tidligt paa Dagen, og saa at det kom saa tidligt paa Aaret. Et Uvejr havde at komme efter meteorologiske og andre videnskabelige Beregninger – et Tordenvejr f. Ex. værs'god i Juli eller August! –

Gerhard nikkede og sagde: Ja – og efter som man har Paraply eller ikke til at tage imod det!... Paraply med en stærk Stang, Staalstativ og Jærnskærm! Hvornaar tror De, at det store Uvejr bryder løs – det, som maa komme?

Den militære Herre lukkede Øjnene og trak paa Skuldrene ad Civilisten. Saa lukkede enhver sig inde med sine egne Tanker – den Militære, som skulde paa en Foredragstournée – og Gerhard, som skulde ud for at tjene sig op gennem de Meniges Rækker.