III

Paa Bygningen vendte ingen Dør ud imod Havnen. Gerhard gik bagom – kom ind i en Gaard med et højt Plankeværk – bildte sig ind at han skulde kende dette foroverhængende Grænseskel, der maatte have skilt hans Barndoms snevrere Verden fra den store Verden udenfor – fandt frem til en lav Dør – ind i en mørk, murstensbelagt Gang – hørte atter Stemmerne – fandt endnu en Dør – bankede paa.... Stemmer og Instrumenter tav – derpaa lød Ulfs: Kom ind, f F-!

Gerhard stod i den aabne Dør. Stuen var lav, nogenlunde rummelig, megen Tobaksrøg, et Bord i Midten, ved Bordet sad to Mænd, Ulf stod oprejst øsende af en rygende Bolle med en Kop, hvis Indhold han skænkede i Glas af forskellig Størrelse – det største nærmest hans egen Plads. Bag hans høje, stærkt fremduvende Skikkelse saa' man ind i et mindre Værelse, hvor en ældre Kone sad ved et 19| Bord med en lille Petroleumslampe og en stor, opslaaet Bog. Hun holdt en Strikkestrømpe i den ene Haand og syntes med den anden Haands Pegefinger – som et læsende Barn gør – at finde sig Vei, langsomt, prøvende, ned ad den store Side.

Ulf, som saa' ned i Bollen og ikke hen til Døren, sagde spørgende:

Er det Gendarmen? Er det Dem, Kristensen? Maa vi ikke synge med Vinduet paa Klem? Skal vi maaske helt kvæles? Skal vi helt blive en Politi- og Embedsstat – hvad, Kristensen! De er jo selv en skikkelig Fyr – og hvis De regerede.... men det gør De nu bare ikke. Kom og tag Dem et Glas Punsch – og laan mig Deres Sabel til at stange min Visdomstand med! Det er den eneste, der ikke er ormstukken endnu – den taaler Berøring af koldt Staal – men det forstaar sig, den Tand faar man ogsaa først, naar man er bleven saa gammel, at man er ophørt med den slemme Vane at kysse Pigerne – som skrevet staar i den berømte Davids Salme:

S, v, a – Sva siger Svanehalsl hende med Svanehalsen –

Skaal! Kristensen; og Sk.......

Han afbrød, stirrede mod Doren.... i næste 20| Øjeblik holdt de to Venner hinanden omslynget. Gerhard raabte: Ulf! kære gamle uforandrede Ulf! Men Brynjulfsen kyssede Gerhard paa Kinderne, paa Panden, i Haaret... medens store Taarer lob ned ad hans egne blege, magre Kinder – og han sank sammen, overvældet af Bevægelse, idet han skamfuld bøjte at dække for sine Øine.

Gerhard rev hans Hænder bort, loftede ham op og ind til sit Bryst, ikke selv Herre over sine Følelser; knugede ham til sig og mærkede, hvorledes Vennens Skikkelse var bleven mager, svajende som et Ror; holdt ham frem for sig, som havde han været en Kvinde – besvarede hans Kys – skammede sig for sig selv og for de andre i Værelset – var paa Nippet til at briste i Hulken – betvang sig, tog fast om den tilbudte Kop, stødte den overgiven mod Ulfs Glas og styrtede den varme, sode, stærke Drik i sig, sigende under en Latter, som Ulf istemmede:

Gendarm Kristensen mælder sig til Tjeneste i den gamle Kaserne!

I »Invalidehotellet« raabte Ulf, skrævende ud med de lange Ben og spildende Punschen i en Bue tværs over Bordet..... Maa jeg saa forestille Dem Invaliderne: først og fremmest mig selv – Ære den, Ære bor! Dernæst den defekte Kæmpe, min Vært Hr. Matthias Ravn – ogsaa kaldet Matthias Corvinus – efter den store ungarske Konge og Slagsbroder – men ellers gemenligen benævnet Mikkel Ravn efter vor egen berømmelige Michael Corvinus, den store Sang- og Musikmester, der skal være død som Præst 21| i Slagelse 1663 efter at have begaaet et Uhyre af en latinsk Lærebog om Kunsten at gøre Vers og at synge dem paa Dansk – hvilken Lærebog har været mig selv til uendelig Gavn og Glæde. Puh! jeg maa trække Vejret. Samme Matthias Ravn er iøvrigt Fader til – naa nej, det kan vente.... han er Alt muligt og i alle Egenskaber »forhenværende« – forhenværende Dragon, Skibstømmermand, Værtshusholder, Materialforvalter, noget af en Smed, Murer og Maler, Stadsmusikant, Tusindkunstner, stærk Mand, godmodig Mand, hidsig Mand, svag Mand – lemlæstet i adskillige Felttog med sin egen overstrømmende Daadstrang – et udmærket Humør – ikke pensioneret endnu af Staten – men paa Vartpenge under sin blidere Halvdels ligesaa stilfærdige som myndige Opsigt.... hun sidder dér inde og studerer i »Visdommens Bog«, hvilken Bog hun har lært udenad, da hun ikke kan se med sit synlige Øje men hører til dem, som kan læse i Sjælene....Verstanden? Godt! og hvis De ikke har forstaaet, saa gør det heller ikke noget – komnat doch alles spater! som jeg pleiede at sige, da jeg var noget yngre – – – ikkesandt, Gerhard? Nu kan jeg – med Deres og Heines Tilladelse – nærmest kalde mig »unjung und nicht ganz gesund.«

Ulf holdt inde; han hostede, tog sig lidt til Siden, lo – men med en Grimace, som gjorde Gerhard ondt – øste et Glas op, nikkede til de to Mænd, som syntes vant til hans Løjerligheder og hvoraf den ene, Hr. Ravn, tørte sig med en stor, 22| bred Venstrehaand om sit Frederikdensyvende Skæg og nikkede velvilligt til Gerhard.

Ulf drak Glasset ud i ét Drag, klippede med Øjnene og sagde, pegende over Bordet mod den anden af de to Mænd i Stuen:

Se saa paa ham dér, Gerhard! – men pas godt paa ham – at han ikke straks gør det af med Dem.... det er min »Kaliban«, som meget nødtvungent føjer sig efter mig – en dannet og velopdragen Kaliban forresten, der synger med en daarende Røst og ligervis som Hr. Ravn trakterer forskellige Instrumenter – Glastrompeten ikke undtaget. Hvis jeg ikke frygtede for at optænde en ikke ganske u-farlig Vrede hos ham, skulde jeg paa Stedet give et Omrids af hans stormbevægede Liv og ikke ganske udadlelige Levned..... naa, vi er alle Toldere for Vorherre, og Byen her, som har udstødt ham, slaar os to i Hartkorn sammen, og det er maaske det , der i Virkeligheden knytter denne Ur-Indvaaner Arthur Svanning Kaliban til den indvandrede Ulf Brynjulfsen Prospero – hvorom læses kan i Shakspeares vidunderlige Skuespil »Stormen« – som jeg engang, det være sagt med nogen Overvindelse – forgæves anmodede min ærede Papa om at lade mig bearbejde og sætte i Scene til Fordel for en noget reduceret dansk Digter af den realistisk-ro mantiske Skole..... Abracadabra! ingen Vidtløftigheder..... Skaal, Arthur Svanning! Skaal, Onkel Matthias! Skaal, gode Madam Ravn – kære, gode Tante Eva derinde!.... dette er min fra Maanen nedfaldne Ven og Stalbroder, 23| den berømte Maler og Literat Henrik Gerhard.... vi hilser ham i vor fattige men dydige Midte!

Ulf hostede atter. Madam Ravn drejede Hovedet efter Lyden af hans Stemme – Gerhard gik derind og rakte hende Haanden, som hun lidt usikker greb idet hun jævnt og ligefrem bad ham være velkommen – ret som om hun længe havde kendt ham og ventet hans Besøg. Hendes Pande var glat, gul, uden Rynker; under Kappens Strimmel sad Haaret glat; Øjnene saa' ivejret uden Glans, og det gav Ansigtet noget dødt, maskeagtigt, men Munden havde fine Linjers Spil – en intelligent, »tapper« Mund, af en Støbning og Modellering, som man kan finde den hos adelige Slægter og hos Kvinder ud af Folket – hyppigere og mere energisk bevaret end hos vor snart sagt jævnt udglattede Embeds og højere Borgerstand. Gerhard dvælede ved denne Mund, søgte noget i Ansigtets Udtryk og Form – som han dog ikke ret syntes at kunne faa frem.... og saa' lidt skuffet ned i den store, opslaaede Protokol – et underligt Værk – med storstilet Avisudklip, fastklæbede Korrekturark, Linjer skrevne af Ulfs og af en anden Haand, korte Sentenser, vægtige Bibelsteder, Vers, Husraad, hist og her en Illustration, en Karrikatur, et stiliseret Kvindehoved og Hovedet af en Jagthund.....

Det er bestemt Brynjulfsen, som her har været paa Spil? sagde Gerhard smilende.

Og Madam Ravn svarede med et Smil, der var fint, skælmsk og dog alvorligt, et Smil af en egen overbærende Ro, der maatte have adskillige Oplevelser 24| og Genvordigheder bag sig: Det er Deres Ven, som har foræret mig denne Hus-Postille – som han kalder den; – for jeg kan slet ikke mere læse Bogtryk – men her kan jeg skimte mig frem og véd hvad der staar; – og sommetider læser Brynjulfsen højt for mig og saa giver han mig mange Forklaringer – for det Menneske vèd jo Alting; – men jeg har nu forresten mine Tanker derved og saa trækker jeg fra og lægger til – ellers vilde jeg blive ganske tummelumsk. Er De ogsaa saa godt lært som Deres Ven? –

Gerhard vidste ikke ret, hvor han skulde fæste sine Øjne og hvad han skulde sige, smilede og vilde til at spørge hende; men Ulf raabte: Aa, han stikker mig ganske ud, Tante Eva! Lad ham ikke besnære Dem – han er farlig for alle Kvinder, ogsaa for dem, der har passeret Linjen –

Er det ikke rigtigt, Gerhard? –

Madam Ravn holdt Haanden over sine Bryn, smilede med dette underlige »folkelige« Smil, Mistro, Skælmeri og Erfaringsalvor blandet sammen: Aa nej vel, er han saa slem? Ja de Mandfolk, de Mandfolk – at vi Kvindemennesker ikke ogsaa kan lære at holde os fra dem! Vi skulde aldrig være saa taabelige at ville have med dem at skaffe. Det siger jeg altid til Matthias: et enligt gammelt Fruentimmer kan dog retirere sig selv – om hun blot har en Seng, som hun kan krybe til og fra, og en lille 25| Kogekakkelovn, hvor hun kan faa sin Smule Mad varmet. Men lad de Mandfolk have spillet og drukket og jubileret og lemlæstet hinanden – og lad saa et saadant Skrog blive ensom og hjælpeløs.... hvad nytter ham saa alle de Kræfter, han gjorde sig til af? de bare gør, at han bander sine Daarskaber – og han kan ikke gøre sin egen Seng istand, ikke sit Kammer rent, ikke holde Klæderne sammen om sig – ikke saa meget som koge sig en Kedel Vand til den eneste Trøster, som han stadig skal raabe paa: Punsch og Punsch! Fy! siger jeg – lad ham ligge, som han har redet; og lad ham tænke paa den, der delte Seng med ham og tog alle Gjenvordigheder paa sig og sled og stræbte og fik Børnene og Utak til derfor – lad ham det!

Ja lad ham det, den utaknemlige Hund! raabte Ulf leende og hostende. Hører De, Gerhard! selv i den »lave Vraa« gør det moderne Skisma sig gældende. Leve den ustandseligt fremskridende Emancipationsidé! Kønnenes store Borgerkrig er begyndt – Mand og Kvinde lever adskilt – og vil Verden formere sig, maa det ske ved Knopskydning som hos de primitive Organismer. Fy! hvad er Elskov? Det er noget med en Dobbeltseng..... væk med Dubbléringen – leve Enbo-Systemet! Kierkegaard vil triumfere – Kvindebevægelsen vil sejre – Mændene vil blive de lavere Former, der drikker sig ihjel i Fortvivlelse. Manden med hans grovere Drifter vil naturligvis være den, der bukker under. Vi har hele vort despotiske Levned igennem afveks26|lende forherliget og fordømt Kvinden – i Skulptur, Maleri, Digte og Statskunst. Nu kan vi ha' det saa godt: Kvinden mælder sig fra Kompagniskabet; og Manden kan putte sig ind i et tomt Romfad, kan han, og stoppe Spunshullet til og rulle sig selv ned i Tilintetgørelsens Afgrund. Tilbage bliver Kvinderne.... Gud bevares hvor de vil skænd's om Eneherredømmet og Arbejdets Deling! –