VIII

»En Forfatter maa have noget af Publikum i sig: han maa kunne røres, glæde sig, le, græde uden at tage det altfor nøje med, hvad Kritiken i strængeste Forstand vilde sige. Ellers bliver han ikke Forfatteren, men kun den moderne Tids »Zwitterkind« – Kritikeren.

I et Drama er det sjeldnere den talte, deklamerede Replik, som direkte skal bringe sin Virkning til Publikum... det beror meget mere paa, hvad Virkning en Replik, sagt af en Skuespiller til en 74| anden Skuespiller, sluttelig frembringer paa Tilhøreren. Scenen skal stadig forestille Verden; og det er saare sjældent, at Verden giver sig til at tale ligefrem til os. Publikum eksisterer i en vis Forstand ikke i Theatret. Aktør saavelsom Digter maa altid kunne tænke sig at spille for »tomme Bænke«. Digteren, som i sit Arbejdsværelse danner sine Scener, er egentlig ligesom den opmærksomme Tilskuer til et Opløb, der foregaar udenfor hans Vinduer. Han ser de hæftige Bevægelser, hører de truende eller til Orden formanende Ord – Altsammen indenfor Aktionens Ramme. Ingen raaber dernedefra op til ham . Han er glemt; men han glemmer Intet!

Digteren er Digter, Publikum, Skuespillere, Regissør, Maskineri, Alt samlet i En. Han er Jehova, som skaber Verden ud af Kaos – paa et Ark hvidt Papir. Han maa være flittig som Skaberen var det; i sex Døgn maa han slide, men hviler han sig paa den syvende Dag, tør han aldrig sige: Se, det er saare godt!

Vidste et Folk, hvad det skyldte sine store Digtere, saa vilde det beundre dem endnu mere end det gør; og Digterne vilde blive endnu mere forfængelige end de ere. Heldigvis gives der Kritik og Kritikere. Digteren faar ikke Lov til at overvurdere sig selv; og Folket faar ikke Lov til at beundre. Hvorfor skulde ikke ogsaa Kritiken kunne udrette noget?

Naar en stor Skuespildigter – Molière f. Ex. i »Fruentimmerskolen« – skaber et Mesterværk ved at slaa alle Regler ihjel, saa slaar han dermed en 75| Regel fast, fra hvilken ingen Undtagelse gives: man skal have Geni!

Men da der i Mangel af Geni gives en Bunke Talenter, saa gives der ogsaa en Bunke dramatiske Regler! Gaa hen og synd imod dem allesammen – Sandsynligheden er for, at Du vil lave noget Fuskeri. Men hvis Du ejer et Hjærte – et stort Hjærte – og hvis Du en Dag river det ud af Livet paa Dig selv og kaster det blødende op paa Scenen: saa kan Du være sikker paa at opnaa nogen Virkning – endog den, at dine Synder tilgives Dig!

Men endnu bedre var det, om Du havde et halvt Dusin ægte lystige Indfald, et Lune, der strømmede af sig selv, uden at Klownen behøvede at hjælpe derpaa ved Narrestreger.... saa fik Du hele Borgerskabet med Dig og kanske Sølvtøj ved dit Jubilæum!

Sky aldrig stærke Midler paa Scenen: thi Lampeosen skal nok svække dem inden de naa'r ned til Publikum! Vær ikke ubetinget bange for de grove Effekter: Shakspeare har brugt dem, og hvor hans Kæmpefod har traadt, kan vi vel nok putte vor spidssnudede Sko uden Fare for at synes en Tølper! Men sig aldrig paa Scenen en Dumhed, som Du vilde skamme Dig for at sige til en paalidelig god Ven – og vis aldrig en Raahed frem deroppe, som Du vilde rødme over at vide iagttaget af en elsket Kvindes Øjne! Saa kan Du forresten tage Dig hvad Friheder Du vil: den »gode« Smag kan rejse sig og gaa; de krænkede Ynglinge kan pibe Dig ud; Aviserne kan klemme Dig mellem Skjoldene Dagen efter..... 76| den »gode« Smag har aldrig haft det sidste Ord; de krænkede Ynglinge ville engang blive modne Mænd; og Aviserne......... dem kan Du pakke dit Smørebrød ind i, naar Du tager i Skoven for at glemme det Hele!

Glem ikke én Ting: Du selv er Publikum; Du har alle dets Lyder og Dyder, dets forudfattede Meninger, dets Sejghed, som skal overvindes, men ogsaa dets letvakte Hjærte, dets Længsel efter Skønhed.

Det er for Dig dit Stykke spilles!«

Gerhard bladede videre i Ulfs Papirer. Han gennemlæste et paabegyndt Udkast til et Skuespil over et middelalderligt Æmne. Manuskriptet var affattet som en Dagbog – aldeles i Ulfs Manér.

»Nej, det er ikke til at holde ud – det er ikke til at holde ud!

Vi har været i Theatret!

Giv saa Rapporten!....

Øl! Her er Rapporten: Fem lange Akter – foruden Mellemakterne. Et Spil i Præketakt – Kostumer i Anilinfarver – Ensemblet Sildesalat.... Diktionen fuld af blomstrende Planter med lange Rodtrevler.... nogen dramatisk Effekt... megen Snakken om hvad der ikke kommer Sagen ved... ingen Natur-Bund... ingen Skrig fra Hjærtet...

Bah! Hjærtet? Lad os holde »Almindeligheder« ude af Betragtningen! – Her er Rapporten:

En af de ældre Digtere – et Ungdomsarbejde – med Mærker af Epigontiden over sig – intet 77| Mesterværk – men alligevel en Poets Arbejde – noget Varmt – noget Højtsvunget – noget, som gør godt at se og høre paa.... Alt i Alt: lad os sidde i Theatret med Pietet! Og dog – og dog.....

Fanden dermed – og Fanden dermed og nok en Gang Fanden! Nu véd jeg det! nu har jeg det!... Citat. Gammel Kæmpevise:

78| Ro væk, Manne! – Det skal være et Drama.

Altsaa: Ikke noget Fjolseri med sentimentale Omskrivninger. Kniven lige i Tyndstegen – tschu! Vi vil ha' Middelalderen. Hvad er Middelalderen? Det er Blod, Vin, stærkt Arbejde, Kys, Vold, ingen Grublerier, Trofasthed, Hævn, Glæde og Galgenhumør: ta'er Du min Kæreste fra mig, saa slaar jeg Dig ihjel!...

Men det skal komme Dannerkongen dyrt at staa. Altsaa: det Givne , det er – Kongen. Dronningen. Jomfru Else, Dronningens bedste Tærne. Ridder Hagen, Kongens bedste Mand. Narren. Et Dusin raske Svende med Hjærtet paa det rette Sted. En Slyngel, Kongens Fortrolige. Herrer og Damer ved en Banket. Vagt, Drabanter og andet Pak. Saa begynder vi. Det er den blaa Midsommernat.....

Hvorfor »blaa«?

Den virker blaa , saadan en Nat: med Længsler og Begær i. Kongen staar med den anden Slyngel oppe paa Svalen..... Kongen er ikke fra Holmblads Fabrik. Han er en Mand – en snavs Karl men med god Fordøjelse, stærk Appetit, ingen Samvittighed – vil drikke al god Vin og favne alle fagre Kvinder.... er endikke ugenégen til at synes om en ung, velskabt Mand.... med andre Ord: en gennemført Æsthetiker – en katholsk Hedning, der elsker den ubundne Skønhedsdyrkelse i hvilken Skikkelse som helst – og som selv har opmuntret Ridder Hagen til, eller i det mindste sét igennem Fingre med at han modtog Beviser paa Dronningens Gunst!

Det begynder ikke konventionelt, hvad?...

79| Altsaa: – Dernede under den fremspringende Svale ganger Dansen i Rosenlunden! Lad os antage, at der ingen Roser er men des flere Træer. Ridder Hagen danser og synger for. De danser med Fakler i Hænderne. Se Blussene – med et Skær op over Kongens Ansigtstræk. Ser I ham? Han følger med store udhvælvede Øjne under smalle Bryn de smidige Bevægelser dernede og indsuger Stemmens Velklang. Det er »Bederdands« men ingen Bedemandsdans. Der er Hallo deri, Muskler, Ungdomstrods og Ungdomsglæde. Dette Dusin unge, kraftige Mænd er den endnu uberørte Marv i det halvraadne Dannerhofs Legeme. Endnu véd Ungersvendene ikke, hvad de vil bruge deres aandelige og legemlige Sundhed til. Uvilkaarlig har de sluttet sig om Ridder Hagens Person; uvilkaarlig føler de, med ham staar og falder deres Haab om Fremtid – her eller udenfor Riget. Og han danser som en ung Hjort, synger som en ung Drossel, ubekymret om Fordærvet, hvis Gift endnu ikke er gaaet ham i Blodet.

Narren staar dernede; han spiller til Dansen.

Oprindelig Munk, godt Hoved, pukkelrygget – eller dog skruttet – bortrømt fra Klostret. Godt og Ondt blandet i ham; man bliver ikke nemt »ædel«, naar man er skævskuldret og naar Folk stedse haaner En; man bider fra sig, man har Galgenhumor; man vilde gærne kaste sit Had paa denne Hagen dér, men afvæbnes af hans Ridderlighed, hans Ubevidsthed om egne Fortrin, hans Umiddelbarhed. Narren tvinges saa at sige mod sin Vilje til at følge Ridderen som hans Skygge, 80| hans knurrende Hund..... denne Herre dér har dog i det mindste aldrig sparket Hunden!

Narren elsker Jomfru Else.

Haabløst – naturligvis. Elskov er en Sygdom, der ogsaa kan trives i Skyggen. Er man Nar og Sanger, saa er man allerede derved dømt. Det er Narrens og Sangerens Sædvane at kæle for en fix Idé. Muligvis kunde der engang gives en Chance!...

Og dér borte mellem Rosenlundens Træer stikker et fint, blond Hoved frem.... Jomfru Else titter paa Mændenes Dans!

Men aldrig har hun ladet ham forstaa det. Hvor kunde hun? – ak, hun har sét ham engang i Dronningens Nærhed – besnæret, fanget..... og Jomfruens Hjærte har banket som skulde det briste. Er Alt i denne Verden slet? Alt ved dette Hof fordærvet?... nuvel, i sin Jomfruuskyld kan man længes – og man kan liste sig hen i Lunden – at se Ridder Hagen danse, at høre hans mandige, glade Stemme i Midsommerens Nat.

Længsler bølger igennem Rosenlunden, til Faklernes viftende Skær, under Dansens elastiske Bevægelser. Hun staar som fastnaglet dér mellem Træerne. Narren har faaet Øje paa hende. Han gør en utaalmodig Bevægelse: – her er intet Opholdssted for unge, uberygtede Jomfruer – saa 81| faa som de ere ved Hoffet!... men hun ser ikke paa Narren, hendes Øje følger

Kongen staar med sin Fortrolige oppe paa Svalen. Bring mere Vin ud! Han løfter sit Bæger, stryger Fugtigheden af Skægget, føler Velbehaget gennem den stærke Krop, indsuger Faklernes Skær, den muldne, krydrede Aande fra Lund og dampende Enge – peger ned over Tralværket:

Den Fortrolige hvisker Kongen i Øret og peger samtidig paa Ridder Hagen, der intet ser, og paa Jomfru Else, som titter frem.

Kongen smiler – springer ned fra Svalen mellem de Dansende – griber Hagens Haand – og under Dans og Sang ved Faklernes Skær fører Kongen de unge Mænd ud af Scenen. Idet Hagen kommer forbi Stedet, hvor Else har skjult sig, standser han og studser – men ud maa han sammen med sine Kammerater.

Kongen og hans Fortrolige drager nu Jomfru Else frem. Hun kan knap holde sig oprejst af Skræk og Undseelse. Kongen overvælder hende paa Skrømt med Bebrejdelser, fordi hun »søger et Sted, hvor ingen Jomfru kommer, og belurer de unge 82| Mænd«. Hun forstaar knap hans Ord. Han morer sig over hende »en saa uskyldig Skønhed i Knop«. Hun vil afbryde – han gør hende en Kærlighedserklæring. Hun vender sig angst – han griber hende ved Armen og siger, at naar hun kan sætte en af hans Vasaller Stævne – en ung Galning, som ovenikøbet har kastet sine Øjne langt højere Steder hen – saa kan hun vel høre og bønhøre Kongen, hendes Herre! Hun vil flygte. Kongen ler, og paa et Vink af ham griber den Fortrolige og hans Folk den afmægtige Pige – og ind bæres hun i Slottet bagefter Kongen. Scenen bliver mørk.

Dronningen træder ind fra den modsatte Side. Hun søger Hagen. Han kommer straks efter, spejdende, med en Fakkel i Haanden. Da han ser en Skikkelse, som halvt skjuler sig derhenne i Skyggen, kaster han Faklen, træder paa den og iler frem. I Mørket omslynger Dronningens Arme ham. Han har troet, at det var Jomfru Else. Maanen bryder frem igennem Lovet. Dronningen bebrejder ham hans Koldsindighed. Er jeg da bleven gammel – er min Skønhed falmet – saa kort Tid siden jeg aabned Dig min Dør?... Han véd intet at svare, kender sig ikke selv, kan ikke komme bort fra Synet af Jomfru Else – og føler dog denne højtstaaende Kvindes Ømhed. Han siger, at han frygter! – Hun ler: Naar frygted han? – Han taler om »den Ret, han krænker!« Hun ler højt: Ret og Ære her ved dette Hof.....

I det samme høres Jomfru Elses Skrig bag Scenen. Hagen farer sammen: Hørte I... hvem 83| var det? – Dronningen siger spottende: En Kammertærnes Skrig ved min Gemals natlige Drikkelag; – og det skulde anfægtejer! Hun har vel god Vilje for ham.... som de alle har.... som jeg har for Dig, Du smukke Mand! Kom!

Og hun river ham til sig.«......