155| VIII

Det var saadan en Forsvarsfest.

Den gamle Lehnsgrevinde var hjemkommen fra Udlandet. Hun havde flittigt læst sine Blade – og ikke andre Blade end sine egne – og raadført sig med sine Venner. Et Greb i Pungen kunde man nok gøre, dér hvor der var meget at gribe til. Men ovenikøbet stille det halve af sit Hus og hele sin Park til Forsvarets Raadighed, det var et Eksempel til Efterfølgelse for alle Godsejere.

Alle Vennerne – hele Bredgade – var derude; og da Gerhard kom, var man i fuld Gang.

Fra Talerstolen dalede netop den sidste Flig af en Dannebrogstale ned, og havde den ikke Nyhedens Interesse længer, saa var den netop det gode Gamle.... og ligesaa var den afsungne Sang, en af dem til tolv paa Dusinet med Rimene »Skjold« og »Vold« og »Landesorg« og »Fædreborg« – saaledes som Overgaard refererede for Gerhard. Og Mængden løftede Hattene og raabte Hurraerne – og Gerhard saa' alle disse Hoveder belyste af de kulørte Lamper under den natblaa Himmel mellem de mørke Træer – og Dannebrogsflag var der paa alle Sider – og Kanonslag var der ogsaa – og nu spredtes man rundt omkring ved Gynger, Bazarer og i Beværtningstelte – altsammen til Fordel for Selvbeskatningen..... men den gamle Kaptejn gik og rystede paa Hovedet, brummende noget hen for sig idet han trykkede Gerhards Haand og saa' lidt mistænksom 156| paa Overgaard og de to Damer; – Redaktør Bentzen var udebleven.

Overgaard bad Gerhard om at blive forestillet – hvilket Gerhard gjorde adspredt.

De synes ikke at være rigtig tilfreds, Hr. Kaptejn? sagde Overgaard frittende elskværdig. De savner maaske den rette Aand – finder det maaske lidt kunstigt, hvad?

Den gamle Soldats firkantede Skikkelse strammede sig op; Lampernes røde Skær spillede i Brilleglassene: Jeg siger, Ho'det ivejret – se ligeud! Naar det engang kommer, saa kommer det – og saa er vi alle Mand paa Pletten, min unge Herre! sagde han.

Jeg er bange for – svarede Overgaard med sammenknebne Øjne – at vi alle er der paa Pletten – liggende forstaar sig!

Kaptejnen saa' paa Overgaard, dernæst ud til Siden, hvor unge Mennesker med Salonbøsser skød til en Ørn med en Skive i Maven, dernæst op i de mørke Træers Løv, hvor Skæret fra Lamperne flakkede fra Gren til Kvist og omsider slugtes som af en Afgrund...... saa gav Kaptejnen Gerhard et kort Nik og gik sin Vej.

Var det dog ikke Synd? sagde Anna Funch mildt bebrejdende til Overgaard. Manden dér gik jo i sin gode Tro – og det er her vel mange, som gør!....

Jaguaren viste Tænder. Overgaard gav sig til at tale højt: dette var ikke en Folkesag, men en Regeringsforanstaltning – ikke et umiddelbart Ud157|slag af nogensomhelst »Aand«, men blot og bar Politik – Regeringspolitik! –

Militarismens Aand! sagde Jaguaren.

Nogle Forbigaaende standsede og hyssede. Overgaard saa' sig udfordrende omkring. Gerhard sagde til ham: husk Du har Damer med! Jaguaren lo, Anna Funch saa' prøvende misbilligende paa Gerhard.

Hvordan er det Du ser ud iaften? er Du bange, Gerhard? spurgte Overgaard.

Maaske jeg er bange for mig selv! svarede Gerhard og trak paa Ordene. I Mundhuggeri vil jeg ikke.... der er en hel Del Humbug i alt dette – men der er Noget , forekommer det mig, som Du er for bornért eller for halsstarrig til at kunne se!....

Og han fjærnede sig.

Drev omkring paa maa og faa, mellem Mennesker, forbi oplyste Bazarbutiker med nydelige Damer, forbi Drikketeltene, hvor man var særlig patriotisk: Man burde kaste sig ind i det – tænkte han – blive begejstret, være begejstret – rive med sig! Der er – som jeg sagde – Noget deri, noget bagved og over dette – men som blot bliver forfladet, forjasket paa denne Maade. Aa, var det store Øjeblik der – det, som maa komme! hvor man kunde falde med Ære – lære dem at falde med Ære! Den værste Død af alle er dog at lade sig trampe ihjel af Gæs!

158| Og som han lod sine Øjne løbe langs Rækkerne af de kulørte Lamper, opdagede han en Mand – en Skikkelse, som han flere Gange glimtvis havde set – en besynderlig lang, mager Mand, hvis Hoved syntes med et højt, stift Halsbind ligesom limet fast paa Kroppen. Og dette Hoved havde et skægløst, udtæret Ansigt, der smilede – smilede uhyggeligt i Lampernes grønlige eller gullige Skær, medens Skikkelsen skød de kantede Skuldre ivejret og vrikkede med Hovedet i Takt – naar en patriotisk Sang eller et Udraab ret skar igennem.

Gerhard studsede: hvad har den Mand at bestille? – er han Lampist? – hvorfor lusker han frem og tilbage og kigger paa Transparenternes Gud og Konge og Fædreland? Se, han griner jo formelig – som var han den levende Død!

Gerhard gøs uvilkaarligt, lukkede Øjnene, og forestillede sig alle disse skikkelige Mennesker her stillet Ansigt til Ansigt med den store Afgørelse. Forsvar – Krig – Dræbning!

Mon Festkomiteen har tænkt derpaa?

Festkomiteen sad i et Drikketelt, hvor Gerhard traadte ind. Nogle af Herrerne var naive, følsomme Gemytter; andre var mere professionelle Forsvarsvenner; de drak alle godt – nogle Du's – klinkede – sang – holdt Taler..... Gerhard skulde have et Glas med; han blev bænket i Kredsen ved Bordet159|.... det var ham nogetnær ligegyldigt, hvad han foretog sig; hans Indre var fyldt af Bitterhed og Vemod..... saa fyldte han yderligere paa med Champagne.

Ved et andet Bord sad et Selskab af yngre Mænd, Lieutenant Norden og hans Kammerater, civilklædte. Ogsaa de drak og var højrøstede. Lieutenant Norden vendte Ryggen halvt til Gerhard og syntes fortrædelig irriteret. Paa engang fo'r han op og sagde til en af Kammeraterne: Du skal passe paa dine Ord!.... Og Du skal passe paa – svarede Kammeraten – at Du ikke blir en fuldstændig Grillenfænger! Kom nu, mine Herrer; vi vil hen til Varietéen – vi vil høre la belle Annette – la belle chansonette. Ah! tout pour la patrie!.....

De brød leende op. Gerhard fulgte efter dem.

Der var ganske rigtigt et Varietéetheater – med Belysning – flagsmykket – et Orkester foran – og et henrykt Publikum paa Bænke og Stole under aaben Himmel. Morke, alvorlige Træer som Ramme om det hele.

Og dér paa Scenen – Tribunen – i Rampens og Sidelampernes stærke Skær, pudret, malet, sminket, Haaret opsat med en koket lille »Schäferhat«, blændende Skuldre, Arme og Bryst, et storblomstret, kort Silkekostume i Rococo – lyserode, højhælede Støvler – elegant Fod – elegant Ben – yppig, indsmigrende, overgiven, dristig lige til Grænsen – eller udover...... dér stod Annette, vuggende i Hofterne, med Hænderne i Siden, fremgurglende og kvidrende under et Fyrværkeri af Øjekast og Miner den 160| franske Sang – det banalt-frivole og genialt-pudserlige Vaas, som Gerhard og Annette sammen havde hørt hin Aften ude i Champs Elysées.

Man klappede øredøvende; man vilde vise, baade at man kunde Fransk og at man paaskønnede Kunstproduktionen som saadan og tillige som et privat Dameoffer paa Fædrelandets Alter. En ny Sang; denne syntes man dog at finde lidt vel dristig – især Gestikulationerne; men de unge Herrer raabte bis og kastede Smaabuketter. Annette nejede, smilede – bøjede sig meget dybt forover – kyssede paa Fingrene, med straalende Øjne – or af Kunstens Triumf.... hoppede ud, blev kaldt frem igen.... et Extrakouplet, fuldstændig meningsløst – ny Begejstring og endelig Sortie.

Der spillede et underligt Smil i Gerhards Øjne. Han rynkede Panden – denne Pande brændte af Champagnen. Ja, hun er en Kurtisane! tænkte han – hun er i sit Element her.... men hvorfor er jeg her? Er det for at være latterlig i disse Herrers Øjne – latterlig i mine egne, jeg som bestandig flygter for hvad der er min Ejendom og eftertragter hvad der tilhører en Anden!.... aa, vi skal faa at se, vi skal faa at se!

Han trængte med Magt – med en ond Magt Billedet tilbage af Edith – følte, at han var ifærd med at begaa en Lavhed, som hele Sam161|fundet endda frit tilstod ham at begaa.... og han fulgte efter Lieutenant Norden og hans Kammerater, som gik ind i Garderoben bag Varietéscenens Bræddebygning. Alt var jo her som blandt Gøglere – paa en Dyrehavsbakke – en »finere« Bakke.

De komplimenterende Herrer havde frit Foretræde hos Annette, som foran et af den gamle Grevindes Toiletspejle og ved en Kammerpiges Hjælp søgte at fjerne Sminken og faa sit Haar bragt iorden. Hun lo og pludrede, stadigt seende sig i Spejlet og nu og da snærrende lidt ad Kammerpigen, besvarede Herrernes Galanterier – og syntes at more sig over den unge Norden, som kendeligt var i Unaade og hvis smukke Ansigt var blegt – en mager, fortrukken Bleghed, der ikke klædte.

Gerhard skottede til ham – og søgte forgæves i sit Indre efter hadefulde Følelser imod den unge Mand. Ligegyldighed fandt han – og en underlig Medfølelse – en sælsom Interesse for ham – Rivalen dér, som nu gennemgik Skærsilden.... og Gerhard tænkte paa Edith, paa Ulf, paa Brevet i Paris, paa denne Sommer, paa de svundne Aar. Og han var helst gaaet sin Vej straks.

Men han stod bag Annette og saa' over hendes blottede Skuldre sin egen Skikkelse i Spejlet – rank, med solbrændt Ansigt, stærkt blussende Kinder – og hans Øjne sænkede sig ned over disse Skuldre, denne Hals.....

Hun fo'r op med et Udraab: Nej er det virkelig Dig! Og han bukkede for hende – med et underligt smilende Sideblik til Herrerne her i Primadon162|naens Toiletværelse.... hun lo – betænkte sig et Øjeblik – slog Hænderne om hans Hals: Henrik!

Hun kyssede ham.... og han mærkede, at hun havde drukket Champagne. De er gaaet – alle de kedsommelige Narre er gaaet! hviskede hun, da han vilde gøre sig fri.

Han vendte sig; de To var alene i Paaklædningsrummet.

Gud, hvor jeg morer mig, Henrik! og imorgen Aften skal vi til det igen. Saa' Du mig dernede fra? – synes Du at jeg er chic? Hvor Du er køn – og brun.... aa din stygge Dreng, som gjorde mig alle de Knuder. Er Du nu bleven kureret for din Spleen? Var der et lille Fruentimmer med i Spillet? Kom her! vi slaar en Streg over det hele – begge to. Og det drikker vi paa!....

Hun snappede en optrukken Flaske, skænkede i to flade Glas – spildte – lo – kyssede ham: Drik ud, Du! her er mere.... aa det er dejligt at more sig – at være »paa Brædderne« hvad? Er Du ikke lidt bedaaret.... hvad, Du Bjørn? Kan Du huske Aftnen i Paris?.... jeg har ikke glemt den, som Du ser!

Og hun satte sig paa hans Skød, tvang hans Moustache tilbage med myge Fingre, tog hans Øre ned til sin Mund og hviskede: Se det er nu din Skyld, at Villaen er lukket derhjemme – men Du bor vel paa Hotel? Jeg kører til Byen med Dig.... det bliver formeligt et »Æventyr« – ikke sandt – en Mand, der bortfører sin egen Kone! – –

163| Han saa' hende skifte Dragt, følte hvert Øjeblik hendes Kys, følte sig saa dump og svimmel og hed – ude af Stand til at tænke, ønskende sig langt bort og dog undergivet sin Attraa – der atter forekom ham saa forsmædelig. Han greb hende i Armene og knugede til, saa at hun skreg. Du gør mig angst! raabte hun – men lo igen.... han med. Og hun undredes over hans Latter, men fandt ham pikant, »ny« – en løjerlig desperat Mand i Grunden – men det klædte.

Saa sad de sammen i en Vogn, der kastede Skæret fra sine Lygter udover Vej og Hækker. Hun puttede sig ind til ham, han knugede sig med Haanden over Panden. Henrik! hvad tænker Du paa? spurgte hun. Nej jeg vil slet ikke spørge om din Kusine – eller om Nogenting – og Du vil jo heller ikke spørge, vel? Men jeg synes, at det er væmmeligt – ja ligefrem tosset og væmmeligt, at vi skal have det med Pengene imellem os. Nu bli'r vi jo sammen, ikkesandt? – og Papiret river vi itu – kys mig!

Der fo'r en Strøm, en vild Strøm af Befrielse igennem ham. Han kunde blive fri Mand igen – ingen Byrder – ingen Gæld! Denne Nat blot – denne ene..... eller en kort Tid i Sandsebedøvelse, en »ny« Bryllupsrejse – langt bort, til Udlandet – bort fra Edith og forsøge paa at glemme – glemme, at han nogensinde havde tænkt sig at blive en nobel Kunstner og et helt Menneske – i denne Tidsalder – Aarhundredets Ebbe.