XII

Gerhard flakkede om – saadan som en Mand driver paa en Flaade fra et synkende Skib. Flaaden er ganske mekanisk bundet sammen af hvad der nærmest var for Haanden – hver ny Skvulpen af Dønningen løsner et Stykke – og tilsidst driver Manden paa en eneste Planke...... rundt om181|kring ham det tunge, graa Hav, hvorover Stormen er faret; og ikke et Sejl i Horisonten.... alene paa sin Planke, Dybet under ham og en tom Himmel spændende sin Hvælving over ham.

Disse Dage, Døgn, gør maaske en Mand til en Mand – naar de ikke sender ham tilbunds.

Han havde skrevet derud til Gartnerhuset – uden at vente Svar; han vidste, at intet vilde komme. Han havde været derude ved Døren; en gammel, halvdøv, ugennemsigtig og ubestikkelig Kone havde rystet paa Hovedet og afvist ham. Han havde ventet sig det – og han drev og flakkede, hvileløs, søvnløs.... indtil han saa' sig siddende hos Anna Funch i hendes Stue.... og hørte sig selv, men som om det var en Fremmeds Stemme, spørge hende om de besynderligste Ting – hvortil hun svarede moderligt venlig – dernæst tilbageholdende, endelig forvirret, maaske saaret – og tilsidst medlidende, rystende langsomt paa Hovedet som ad en Syg. Men hvorledes skulde han ogsaa i sin Sindstilstand med omsigtsfuld Takt kunne have spurgt..... om saadan noget som Anna Funchs og Halvvigs intime Forhold i deres Ægteskab..... om Halvvig var en hensynsfuld Mand – om han var eller ikke var et stærkt Temperament – om hun mere havde at beklage sig over manglende Forstaaelse, over aandelig Uoverensstemmelse, end over hvad der dybest maa kunne saare Kvindens Gemyt – dér hvor det er fint og sart og let saarbart?......

Han følte selv tilsidst, at han hverken kunde 182| spørge eller vente at faa Svar – han havde jo ikke den intime Ret her til en Fortrolighed, som Kvinden ikke yder Vennen – maaske næppe Ægtefællen – og kun undtagelsesvis Elskeren. Og da hun med varsom Deltagelse vilde flytte Fortroligheden over paa Gerhards eget Gebet – vilde mægle, forsone..... saa blev han stum, gav sig til at spørge om Drengen – han var sendt til Sorø Akademi.... og deres Samtale løb ud i en pædagogisk Undersøgelse af, hvorvidt Drenge skulde opdrages udenfor eller i Hjemmet – naar Moderen var saa optaget, som Anna Funch var.

Han gik; han vidste, at de efter denne Samtale ikke vilde ses mere. Saa fulgte der Dage af Lindring – Lindring forsaavidt som Gerhard maatte flytte fra Hotellet – han havde ingen Penge flere – maatte skaffe sig Arbejde – søge sig en Lejlighed – snakke med Folk.

Men stedse var der som Spindelvæv over hans Syn, Tryk paa hans Tanker, Mangel paa Energi i hvad han foretog sig – og tillige Rastløshed, Ængstelse for noget ubestemt..... og dette Ubestemte antog om Nætterne kun altfor bestemte Former – og han kunde ligge og stirre og stirre med lukkede eller aabne Øjne, indtil Morgenlyset kom med en blyvægtig Mattelse – og han sov ind og vaagnede vaad af Sved, men ikke af Graad. Han kunde ikke græde..... aa havde han blot haft Taarer!

Han bestemte sig til at søge en Læge – hans tidligere Skolekammerat, som dengang havde bistaaet 183| Annette og som nu havde faaet en stor Praxis – Nervepraxis.

Jagu er De nervøs, Gerhard! Hvis De var et Fruentimmer, vilde jeg ikke betænke mig – eller jeg vilde netop betænke mig paa at kalde det hysterisk. De skal spise og drikke godt – Styrtebade – Motion.... kan De ikke tage ud paa Landet?.....

Men Gerhard vilde ikke for noget tage ud paa Landet – da han dér vilde »begynde at søge«.... svarede han. Lægen saa' forskende paa ham – skrev noget op – Pulvere, Piller...... slog ham paa Skuldren: Ho'det ivejret, Mand!

Og se ligeud... jo Tak! svarede Gerhard med et anstrengt Smil. Tror De ikke, at en Sindssygeanstalt.....?

Aa hvor vil De hen? Appetit mangler De – noget Blod i Hjærnen..... tag Dem en Ferie, rejs!....

Jeg maa blive her – jeg skal og maa arbejde! svarede Gerhard kort.

Naa saa arbejd for Pokker – og gør Gymnastik.... vi begyndte jo dengang sammen derpaa – da havde jeg Tid – nu sluger den Praxis mig... jeg er maaske langt mere overanstrengt end De – mere »nervøs« – jeg, Nervelægen! Farvel! –

Og Gerhard mældte sig til Tjeneste ved nogle Aviskontorer; – et Par Stykker havde Brug for ham.

Han begyndte at oversætte – referere – anmælde – stedse med Spindelvævet om Hovedet. Mældte sig til Gymnastik hos Hr. Eriksen – tabte Klingen af Haanden – faldt ned af Springhesten – 184| fik en halv Forstuvning af Foden – anlagde Stok..... begyndte at anlægge en historisk Novelle, men gøs, da han havde faaet et Kapitel færdig. Han var kommen til at bruge Ord, som lagdes i Munden paa en og anden Skønjomfru, men som han maatte huske var sagt af.... aa af hende, hvis Navn kredsede omkring ham som en Fugl højt oppe i den klare Septemberdag og snart var nærmere, snart fjærnere – ulideligt som nær, ulideligt som fjærn..... ulideligt alt.

Nej, han vilde, han skulde mestre det. Hun havde jo dog gjort ham Fortræd – hvor meget eller hvor lidet hun saa havde villet det. Gav han efter for den blode Erindring, saa var han fortabt..... Stolt, stolt maatte han bære Hovedet – ivejret – ligeud – gennem Tykt og Tyndt, gennem Dagenes trivielle Slid. Var han ikke en Pokkers Karl, at han kunde slide sig bort fra Erindringen?....

Og hans Hovmod syntes ham Lægedom – den Planke, hvorpaa han drev.