XIII

Saa sad han en Aften i sit lille Arbejdsværelse højt oppe paa femte Sal. Lampen lyste paa Avisudklip, Korrekturark, tryksværtede Blade, hvide Blade. Han havde arbejdet en fem, seks Timer i Træk – smed en Korrektur tilside – samlede Hænderne for Øjnene, saa' langt, langt bort – greb et hvidt Blad og skrev:

Senere, ud paa Natten, just som han vilde flytte Lampen ind i det snevre Sovekammer, blev han staaende og saa' paa sin Boghylde – en fattig Boghylde med tomme Huller mellem enkelte Skatte fra Antikvarens Bod. Han strakte Haanden ud og vilde tage en saadan Skat, for efter Sædvane at læse en Stund inden Søvnen kom. Men Hylden syntes at svømme og sejle for hans overanstrengte Blik..... han saa' ned paa Bordet – et blankt Stykke, ligesom en Strimmel roligt Vand, mellem Hæfter og Blade. Han satte sig, drog et dybt Suk, en træt Mands Suk..... knejsede saa – greb Papir, skrev:

Han skød hastig Bladet bort, greb Lampen, gik ind, klædte sig af og faldt i en fast Søvn – hvoraf han vaagnede besynderlig let, som ikke i mange Dage. – –

Saa hændtes det, nogen Tid efter, at han lige187|ledes en Aften havde arbejdet og vilde tage sig en Bog. Han tog ogsaa en Bog, lagde sig tilsengs, med Lampen paa sit Servantebord, gav sig til at læse – men vidste slet ikke hvad han læste. Eller han var begyndt at paavirkes, men brød Traaden over – lod Bogen synke, og der gled et lille, ubeskrevet Blad – Smudstitlen – ud. Havde jeg nu en Blyant!.... tænkte han, og han syntes, at der laa en Blyant paa Servantebordet – syntes derpaa, at han døsede ind – Lampen brændte endnu, men mattere og mattere, med et mildere og mildere Skær, der var saa velgørende for hans Hoved, hans Hjærne, hans Tanker. Han gjorde en Bevægelse – blev angst for at støde til noget eller nogen – rakte Haanden ud – og syntes, at den mødtes af et svagt Tryk.... og han saa' ind i et Par bedrøvede Øjne – mildt bedrøvede, lidende, stille Øjne, der vedblev langsomt at flytte sig.... og han fulgte med dem – saa' ivejret – en Rytter – højt tilhest – travende ud, smilende, hilsende med kniplingsprydet Haand – en Pokkers stolt Karl.... indtil Rytteren med Et slugtes ligesom i en Afgrund af Mørke.... og Øjnene kom frem igen, som søgende ham under Taarer.

Og Gerhard sad op i Sengen – og han græd.... varme, strømmende Taarer, der vedblev at løbe igennem hans Fingre, hvormeget han saa søgte at fjærne dem. Og han tænkte: hvor saligt at kunne græde! ydmygt og stille! – –

Næste Morgen, da han vaagnede, laa Bogen paa Bordet med et beskrevet Blad. Han læste:

Gerhard gemte Bladet; og han mærkede endnu, hvor hans Øjelaag sitrede – som vilde Randene overløbes af blød Væde; og smilende klædte han sig paa. Let om Hjærtet, trædende paa en egen beskeden Maade henad Fliserne, gik han til Aviskontoret, for at kaste Oversættelse og Anmældelse i det slugne Løvegab.

Om Aftnen, lige i det sidste Tusmørke, gik han 189| sig en Tur om Byen, langs Søerne og tilbage. Han tændte Lampen paa sit Arbejdsbord – men stod endnu en Stund og saa' ud ad Vinduet paa de mat blinkende Søer og Alleerne dybt dernede, og Lysprikkerne langs de tunge Husfaçader, og den store Klump af Tage og Skorstene, Byen, der spændte sig fra Øst til Vest og som i den henflydende Aftendis og Damp saa' kolossal ud – Murstensverdnen, Menneskerummene og Mennesketankerne.

Satte sig saa ved Bordet, under Lampeskæret, skrev: