VI

Dér sad han – og han spurgte sig: er Du sindssyg, Ulf? Det forekom ham, at han var det – var »gal«; og atter vidste han ganske nøje, at han var klar over Alting – »synsk« maaske; han saa' sig selv siddende her paa Trappen udenfor Ediths Dør, saa', kendte, følte sit Legem siddende her – medens en ulegemlig Del af ham var trængt indenfor og opholdt sig i det Værelse, hvis mindste Enkeltheder i Gryets aandeagtige Skær viste sig for ham. Ligesom ved hint Morgengry – Aar tilbage – syntes han, at han havde sovet derinde, at han pludselig var vaagnet og at han igennem Vinduet højt oppe i Luften saa' de første smaa svage Rosa-Skyer over en underlig død Skorstenspibe; at han listede sig paa Taaspidserne omkring Bordet, bøjede sig, kyssede de Bøger, som Edith om Dagen læste i.... knælede ned, kyssede Fligen af Bordtæppet, det hæklede Betræk paa Stolen, et halvt sømmet Lommetørklæde – Alt, hvad der ved sin stille Orden og Properhed mindede om hendes Sans for Orden og Hygge..... og at han lyttede ved Døren, Døren ind til Helligdommen – dér, hvor hun sov. Og han gentog sit Digt:

Men som han gentog dette – og som alle smærtelige Fornemmelser af Savn og Længsel fra de mellemliggende Aar skød sig ind – saa tænkte han paa ham, den Mand, Vennen, som var gaaet ud af Havelaagen – ud fra dette Hus....... og Ulfs Hoved bøjede sig saa tungt, og han knugede sine foldede Hænder sammen..... var det muligt?

Nej, det var umuligt!

Han begyndte at eksaminere sig selv – han vilde Punkt for Punkt overtyde sig om, at han havde været i endog en usædvanlig Ophidselse – at han havde drukket altfor megen Vin denne Aften og Nat – at Vinen havde frembragt en Hallucination – at han følgelig intet havde at fortvivle over, intet at bebrejde Edith – blot havde at sidde her og vente til Morgnen – til Dagens Komme – til denne Dør blev oplukket – til han kunde kaste sig for hendes Fod og bede hende tilgive....

Og han begyndte: Du véd jo, Ulf, at Du kom til Byen og tog ind hos »Skyggen« – at Du bor hos ham – at han har ladet rede Seng til Dig paa Sofaen – at I var sammen i Theatret – at Du dér saa' Ediths Nakke – at Du gik førend Forestillingen var forbi – ligegyldig for, hvorledes den endte – gik ud paa Torvet og drev omkring dér 250| ligegyldig for Alt – og at Alt blev Dig til Pine i samme Nu som Du havde set Gerhard og Edith gaa bort sammen.... at Du saa gik paa Vinstuer – og omkring paa Sangerlokaler.... og at Alt, hvad Du drak og Alt hvad Du saa' og hørte, kun var én stor Bekræftelse paa »at den store Pan var død« – at Kunst ikke existerede mere, eftersom – eftersom at......

Aa, hun elsker ham! Og jeg maa se at ombringe ham! Hvorfor løb jeg ikke efter ham – brødes med ham – kvalte ham – eller han mig? Saa var det forbi, forbi, forbi......

Nej men det er jo Vanvid. Hvorfor har han ikke samme Ret, som jeg, til at tale med hende i den flygtende Nats fortrolige Timer.... især efter »Nederlaget«, hvor han trænger til Trøst?

Og Ulf gav sig til at le: forlanger jeg Trøst for noget Nederlag? Pokker ivold med Kunst og Alt! Men se han har alle Kort paa Haanden: Liv og Sundhed og Arbejdslyst og Fremtid og Gud véd hvad det Vaas hedder..... medens jeg kun har hende; kun hende!

Kan man elske saa sinnlich-übersinnlich, at Alt udenfor dette Ene, denne Ene, er tomt Mørke? Kan nogen, som jeg, elske uden at attraa – og dog attraa Besiddelsen? Er det nødvendigt, at man dør, naar man er saaledes beskaffen – da det dog er umuligt at leve paa en saadan Lidenskab uden at være eller blive gal?

Maaske jeg er gal! Nu sidder jeg her – og derinde, nogle Rum borte fra mig, sover en ung 251| Kvinde. Jeg vil sværge paa – jeg vil lade min Haand brænde af paa – at hun er kysk i sine Tanker, sanddru, god, stolt...... og dog er hun kun en Kvinde, kun et Menneske. Ogsaa hun har Fordringer paa Livet, frejdig, sund, ung, som hun er – og hun vil elske og blive genelsket! Det er den Længsel, som bølger gennem Verdensrummet; den Lov, hvorunder hvert Væsen bøjer sig; og naar nu Kunst og Literatur gaar i Vinterkvarter, naar de »store« i Aanden giver sig til at præke Oldkristendom, Askese, Dødelse af Livet her for at vinde et muligt hisset – maaske blot for her at finde Hvilens Nirwana – saa ser jeg et Kvindehoved bevæge sig langsomt benægtende, beskedent tvivlende – og de søde, kyske Øjne sænker sig under en Protest: Livet vil Elskov – Elskov er Gud – Gud er Kærligheden!....

Ja ja! mumlede Ulf og han støttede sit Hoved i sin Haand op mod Trappegelænderet. Maaske er jeg sindssyg – maaske uendelig klog og skarpsynet. Mit Legem er her, medens mit ulegemlige Væsen er borte herfra!

Og han syntes, at han begav sig hjem – hjem til Skyggens Bopæl. Det forekom ham, at det var Skærtorsdag Morgen. Dagen gryede stærkt. En Mælkevogn rullede op foran Huset – og dér stod han og satte Nøglen i Gadedøren. Mælkekusken sprang ned paa de glatte, dugvaade Stene, der skinnede i Reflekser fra Æthrens tiltagende Klarhed, hvorover lette, broncegyldne Smaaskyer drev for den 252| friske Søndenvind. Frisk saa' han ud, denne Kusk med sit røde Skæg, æblemossede Kinder, Kasketten paa Sned. Godmorgen! hilste han og gav sig til at tumle med sine Blikspande. Det klang af Dag og Dagsgerning. Ulf lukkede Døren bag sig, syntes at han lukkede Dagen og Livet ude, steg i Halvmørket op ad de knagende Trapper – korn ind – fandt »Skyggen« sovende med et nedbrændt Lys ved Siden – blev paa engang rørt over Skyggen og forbittret paa ham – kastede sig tungt paa Sofaen og følte, at der inde i hans Bryst sad en Hulken, som var ved at kvæle ham.

Han hørte denne Hulkens Lyd; den forfærdede ham og han skammede sig. Han rev Flippen af og Skjortelinningen op, tømte Vandkandens Indhold over Nakke og Isse – saa' hen paa Sengen, kunde ikke udholde Skyggen dér – gik ind i det tilstødende lille Værelse, op og ned, op og ned indtil det begyndte vaandefuldt at synge indeni ham. Hvor kommer disse Idéforbindelser fra – med Rhytmedans over sig – disse Ord med Farveglød – et Noget, der glider ud fra Mørket, svinger gennem Lys og skærer i Hjærtet med sød Gysen og en angstfuld Fornemmelse af atter at skulle til at græde? Han sidder ved Bordet, med Papir foran sig, Pennen i Haand. I dette Øjeblik bøjer en hvid Skikkelse sig ind i hans Favn – og hun ser paa ham igennem Øjne, der græder, men uden Taarer. Hun lægger sine Arme – de slanke, barnlige Arme om hans Hals – og Ord vrider sig ud af hendes halvtaabne Mund, hvis Læber ere saa paafaldende røde 253| i det paafaldende blege Ansigt: Vi er ulykkelige begge to – fordi vi er mere lykkelige end Mennesker mægter at være! Kender Du en Religion, som er evig? Der er kun en ! – alle de andre ere kun Forsøg, som har laant fra den – og de blegner, glider ud i Mørket, forsvinder. Tør Du nævne den? Det er Band og Baal for dig – Menneskenes Korsen sig – Kirkens Anathemer – Samfundets: Bort! ud af Synedriet! Men i dit Øre tør jeg hviske Dig den.... For vel er det Skærtorsdag, og alle Bandbullerne oplæses Verden over, og Kætterne brændemærkes, og Autoriteterne triumferer – men paa denne Dag vasker Pave, Kejser og Kejserinde, Kongen af England og mange, mange store Folk i Ydmyghed de Fattiges, de Lidendes, de Ulykkeliges Fødder. Du og jeg, vi er de Fattige, de Ulykkelige – vi har forskrevet os, vor Frihed, vor Person – men vor Sjæl er fri! Og idet vi klamrer os Legem til Legem, stiger vi, Sjæl mod Sjæl, op efter imod det Evige. Du sitrer! Du taaler ikke denne Fart, svage Mand, som Du er! Men jeg er Heksen – Skærtorsdagsnattens unge Heks – som bryder Troesbekendelsens Skranker, Fornuftens Grænser, Statskalenderens Baand – alle Love undtagen den eneste evige: Elskovens! Fik de mig i deres Magt, de dernede: hvor stenede de mig ikke, brændemærkede mig, slæbte mig i Skarnet, bandt mig til Pælen, antændte Veddet og takkede Himlen, at denne Forargelse blev kvalt af Røgen og tørret til Aske af Flammerne! Kom, Elskede! Tør Du? Ikke til nogen Tromskirke gaar det, ikke til noget Bloksbjærg! 254| Hvad skulde vi dér? Hvad har jeg at gøre med den gustne Cyniker, den hæslige Spotter, hvis Magt jeg har trodset hele mit ringe Liv igennem – sanddru, som jeg har været i min Fornedrelse, stolt i mine fattige Kaar, uafhængig i mit Fangenskab, undseelig i min Stads, ulykkelig under min Svaghed, kysk i mine Tanker, øm og hengiven i min Kærlighed! Med ham , Fristeren og Spotteren, har jeg intet at skaffe – og han intet med mig!

Men i det grænseløse Rum, hvor de mylrende Stjærner kredser om Sol efter Sol og smiler ad vor lille Jordfunkes Myther – dér vil jeg stige med Dig, indtil vi føler vore Legemer svinde ind og pustes bort. Da ville vore Sjæle i unævnelig Henrykkelse favnes som én skinnende Gnist, der oplyser Vejen imod den store Urgaades Mysterium!

Kom! kys mig! – og føl den eneste Friheds Lykke: at dø! – –

Ulf var atter vaagnet op af sin Bedøvelse, sin Rus, sin Hallucination – han kunde ikke give sin Tilstand noget Navn, men idet han saa' sig siddende her, lænet op mod Trappegelænderet, foran Ediths Dør, følte han, at han maatte blive gal – hvis ikke hun vilde tage hans Angst og hans Tvivl fra ham, berolige ham, trøste ham – blot lægge sin Haand paa hans Hoved.....

Gjorde hun det ikke, vedblev denne Dør at være lukket for ham – paa denne tavse, haanlige eller ligegyldige Maade, hvorunder livløse Genstande formelig kunne synes at tænke, ytre sig højt, handle 255| – saa maatte han dø. Han var, syntes han, naaet til Tingenes yderste Grænse.

Og han ringede – stærkt, gentagne Gange.

Det varede – Sekunder, Minuter, en Evighed. Han kunde ikke aande, hans Fingre spændte sig om Dørposten – han dirrede og skælvede: saa tog han sig sammen ved en sidste Anstrengelse. Døren aabnedes tøvende – som i undseelig Ængstelse; ligesom ubevidst og halvt i Drømme gik den op; og dér stod Edith, slank og lys, i Morgendragt, med et stort Schawl slaaet om sig. Det gled lidt tilside ved en Bevægelse af Overraskelse..... og Ulfs Øjne fæstede sig paa den lyse Skikkelse og han saa' et Glimt af Skuffelse i hendes Blik.... men ligesaa hurtigt skiftede Blikket – hun rakte Haanden frem, som vilde hun støtte den vaklende Mand dér; en dyb Medfølelse spejlede sig i hendes vigende Øjne; med sænket Hoved, næsten uden at berøre hans Haand, førte hun ham ved Haanden ind i Dagligstuen; han var som viljeløs, kunde ikke tale – hun pegede paa en Stol ved Bordet; men han blev staaende oprejst, støttende sig ved Bordet, stirrende paa hende; ingen af dem formaaede at tale; saa satte hun sig paa Sofaen, yderst paa Kanten, foroverbøjet – Hænderne foldede i Skødet – saa' ivejret, forsøgte et Smil, som atter gled under i en dyb Rødmen; og idet hun fo'r sammen, rejste hun 256| sig hastigt, bleg, en sart, fin, linieskøn Blufærdighed, der er som lammet over at føle sin hjælpeløse Afmagt......

Ulf! bad hun.... hviskende med en fremmed, forskrækket Stemme.... vil De ikke nok gaa? Hører De, De maa gaa! De gør mig angst. Hvordan er De kommen her?.... og hun saa' sig sky omkring, som begreb hun ikke, at hun selv havde ført ham ind, og som søgte hun en Udvej, Flugt, Beskyttelse.

Hans Udtryk var mørkt; han sugede Bitterhed ind ved hendes Ord, der burde bevæget ham til Hensynsfuldhed. Det var Glimtet af Skuffelsen i hendes første Blik, der rugede over ham med en stigende Lyst til at gøre hende noget ondt – tilføje hende en Krænkelse – hævne sig. Og han smilede haanligt. Hendes Angst, hendes Raadvildhed – der var ham saa fremmed – belærte ham om, hvor stærk han selv var; og han smilede atter, tænderskærende: Hun forraader sig.... tænkte han.... hun anklager sig selv – hun frygter Dig – aa, jeg er den stærkere her! Brug da din Magt, Ulf!

Han gjorde et Skridt frem – aldeles uden Herredømme over sine Handlinger, sine Ord. Han sagde en hel Del – vristede Sætninger ud af sine Tanker, uden at kunne give dem indre Sammenhæng – men med en hemmelig Glæde over at høre disse vilde, lidenskabelige Ord – Bekendelser, Bebrejdelser, Bestormelser.... saa afbrød en hul Hoste ham. Yderligere hidset og irriteret stampede han i Gulvet og kastede sig frem imod hende.

257| Hun halvt sad, halvt stod støttet mod Sofaens Sidelæn; hun skælvede og var dødbleg.... nu lynede hendes Øjne; hun bøjede sig frem, greb ham om begge Haandledde, opbydende hele sin Styrke, og sagde fast, myndig:

De rører mig ikke! De har drukket Vin – De véd ikke, hvad De siger eller gør. Gaa ud, Ulf! – Gaa bort herfra! Imorgen skal jeg svare Dem – naar De er kommen til Dem selv og har skammet Dem!

Han havde sat sig ved hendes Side, gjorde sine Hænder fri, klemte hendes som i en Skruestik – stirrede ind i hendes Øjne, paa hendes Mund med de vrede, dirrende Læber – paa hendes slanke Hals, hendes fine, kyske Skuldre.... og der var i denne oprørte Blufærdighed, i denne bly Stolthed, der værger for sig, netop alt det , der gjorde ham afsindig ved Tanken om at blive ført bag Lyset....

Hun lyver! mumlede han. Hun tilhører ham – det er hans Ejendom, hun forsvarer imod Dig, Ulf! Og naar hun har faaet Dig bort – saa føler hun sig befriet som fra et Uhyre – hendes Dør vil altid være lukket for Dig, aaben for ham – og de vil tilsammen ynke Dig, hade Dig, le Dig ud! Nej nej, jeg er her – jeg har Magten – jeg elsker hende, tusind Gange mere end nogen anden har Evne til eller Forstaaelse af. Jeg vil ikke altid være den, som staar i Skygge og bliver let ad; er det en Forbrydelse, saa er det en Forbrydelse – men Alt tilgives den, som vover, som handler, som sejrer. Tage – tilhøre!......

258| Og hans Mund søgte hendes Læber, idet han lagde Armen om hendes slanke, svaje Liv, der allerede forekom ham at sitre hans Omfavnelse imøde......

Det var Edith – og ikke Edith, han holdt i sin Arm. Det var hans Ungdomskærlighed, som han greb efter; og i en underlig Væsens-Dobbelthed mærkede han, hvorledes hans Arm dog ikke havde Sejerherrens brutale Vilje – hvorledes han halvt i Lyst og halvt i Angst, i Fortvivlelse, i Undseelse – næsten som et Barn, en Dreng – stirrede ind i disse Øjne uden at turde opspore og mestre sig Udtrykket i dem – og lynsnart fo'r igennem hans Hukommelse Ordene fra hans Yndlingslæsning de lange Aar tilbage:

Han berørte Ediths Læber – og tumlede tilbage; rejste sig – vaklende ligesom blændet. Edith havde faaet sin Haand fri – og med sin fulde Kraft havde hun slaaet ham i Ansigtet.

Dér sad hun – i Arms Længde fra ham. Schawlet havde hun trukket tæt om sig; endnu var hendes Haand knyttet og hendes vidt opspilede Øjne skinnede; og dér stod han, bedøvet – beskæmmet, mindre ved Slagets fysiske Magt end ved Følelsen af, hvilken Haand der havde været løftet mod ham og hvilken Voldshandling der havde truet hende.

259| Han svinglede; et Øjeblik troede hun, at han skulde falde baglænds – men han veg langsomt, hans Arme sank slapt ned; saa knælede han paa Gulvet, skjulte Ansigtet i sine Hænder og hulkede:

Aa, Edith, Edith! stakkels Barn!... stakkels vi To – og alle Mennesker! –

Han vedblev at ligge derhenne, hulkende af hele sit Hjærte; engang imellem afbrød den tørre, hule Hoste hans Graad. Og han vaandede sig, bed sig i Læben, kæmpede med sine Taarer, sine fysiske og sine sjælelige Smærter. Gryet udenfor blev stærkere; Lyset sivede og sivede ind – Edith bevægede sig, strakte Haanden i det hvide Ærme frem og sagde dæmpet: Ulf!

Hun saa', at Rusen var ganske veget fra dette forgræmte, sorgtærede, blege Ansigt og fra denne Skikkelse, knuget under Lidenskabens Jærnaag; hæslig havde han været hende for nogle Minuter siden; højtidelig forekom hende denne umandige Sammensynken nu, denne Afmagt, der ikke vidste sine levende Raad.

Ulf! bad hun inderligt. Rejs Dem – lad mig i Fred.... se at komme til Ro – vær barmhjærtig mod Dem selv! –

Ja ja! sagde han tonløst. De ynkes over mig – og De vil være mig kvit – og jeg har groveligen fornærmet Dem – tilgiv!

Han bøjede sig, som vilde han krybe paa Hænder og Fødder, rejste sig halvt, krogede sig hen til hende, sank ned for hendes Fødder, greb den ene 260| Fod... hun trak den angst og hastig til sig, men han havde kysset den.

Hun frøs, svøbte sig i Shawlet, klappede hans Hoved, nævnede ham blidt ved Navn, talte ham beroligende til som et Barn: Gode Ulf – kære, gode, svage Mand – tænk ikke derpaa. Tænk blot paa Deres Helbred! De opriver Dem – og mig med – til ingen Nytte. Gaa hjem, hører De; det er snart lyst..... kom til mig imorgen, hvornaar De vil. Jeg skal høre Dem – De kan tale til mig som til Deres Søster.... men kom aldrig, aa nej aldrig paa denne Maade til mig – og brug aldrig de Ord, De har brugt, og tænk aldrig saadanne Tanker.... de saarer mig saa frygteligt og de nedværdiger Dem: De, som er Ædelheden, Finheden, Godheden selv!

Han hørte ikke paa hende, men spurgte hviskende: Edith, elsker Du ham? Sig, at det kun var en Rus, et Øjebliks Besættelse, en Galenskab fra Din Side..... og jeg glemmer alt; han er mig Luft, er mig Intet – jeg vil intet vide, blot tro, at der endnu er Mulighed for min Kærlighed!

Sig det! gentog han hæftig.

Hun rystede paa Hovedet, bøjede sig over ham og sagde: Ulf! lad mig sove – jeg bliver aldeles forstyrret i mit stakkels Hoved – jeg taaler ikke alle de Sindsbevægelser. Hvis De er syg – og De er jo syg og træt – saa tag mit Shawl, læg Dem her og hvil Dem. Jeg maa selv hvile et Par Timer – jeg kan næppe holde mig oprejst længer. Jeg betror mig ganske til Dem – ganske som for Aar tilbage! – – – – –

261| Hun havde rejst sig og vaklede ind i den næste Stue; trak Døren sagte til efter sig. Han stirrede omkring uden at se noget og vedblev at gentage, ligesom for at dulme og bedøve: hun betror sig – betror sig til mig! og imorgen vil hun tale med mig – og hun betror sig til mig!....

Uden at fatte Trøsten, syntes han, at det var Trøst. Han kunde maaske slet ikke tænke mere.

Han rullede den ene Persienne halvt op, skræmmedes af Lyset, lyttede til de smaasladrende Fugle og fandt, at han kunde have drejet Halsen om paa dem – han, som elskede alle smaa Dyr. Nej, det er lutter Uskyldighed – de er uskyldige! gentog han og syntes atter, at der laa Trøst i Ordene. Han vilde husvales. Saa faldt hans Blik over Bordet – Breve laa dér. Har de lagt deres Brevveksling frem? har de siddet her og læst sammen? Har hun maaske slet ikke....? Aa, Edith, hav Medlidenhed med mig – og tilgiv mine stygge Tanker om Dig! Du er, hvad Du altid har været, har ikke forandret Dig, kan ikke besiddes af nogen – Du, som ikke besidder dig selv! Vi To har jo dog ogsaa læst og talt Natten igennem.... men han, han, som er mig saa ulige, og som aldrig forløber sig, som kan lægge Planer og gennemføre dem..... aa, Gud i Himlen, han er en smuk Mand, en veltalende Mand, ikke mere Slyngel end jeg.... ingen er Slyngler, men nogle er Sejerherrer – og hun er hans – og her ligger Beviserne!.....

Han greb efter Brevene, læste, kunde ikke forstaa.... studsede – sitrede – læste. Brev paa 262| Brev fra hans egen Moder til hendes Søster, Tante Eva, som havde født den lille Alma. Hans Moder – hans egen Moder – som var bleven skilt fra Justitsraad Brynjulfsen, Gunnar Brynjulfsen, men som paa en Rejse igen var truffen sammen med ham, havde været svag et Øjeblik – og Frugten var Edith. Og hvor hun hadede ham, hvor denne Kvinde hadede sin »retmæssige« Forfører. Hun var død i det første Aar efter Ediths Fødsel – men havde ladet Søsteren Eva sværge ved alt dyrt og helligt dem imellem, at Edith aldrig skulde tilhøre det brynjulfsenske Hus. Og Tante Eva havde holdt Løftet; hendes lille Alma – hvem hun aldrig havde haft blidere Følelser for – var bleven Konferensraadens Adoptivdatter. Hos Familien Ravn var Edith opdraget – Ulfs kødelige Søster. – –

Nu stod han, med det sidste Brev i Haanden, derinde, hvor Edith laa tilbagelænet paa den hvide Pude. Hun var faldet isovn. Idet han aabnede Døren, skød bag efter ham det første Skær af Morgensolen ind imod Sengen. Det gyldenrøde Skær kyssede hende – og Ulf bøjede sig over hende, som vilde han følge Solens Eksempel. Hvor inderlig ømt, højtidelig ømt – og hvor mørkt, tungsindigt var hans Blik. Edith! hviskede han; – hun smilede, men slog ikke Øjnene op. Edith! raabte han næsten vildt og greb hendes Arm. Hun fo'r ivejret, angst – med Forbittrelse i Øjet. Han holdt Brevet imod hende, med Neglen ridsende under nogle Linjer.... hun stirrede, læste.... han satte sig tungt og træt 263| paa Sengekanten: Nu har jeg Lov at sidde her! sagde han fortvivlet. Læs! læs!

Men da hun forvirret, sky og spørgende saa' ivejret fra Brevet, opdagede hun, at han blev højrød i Ansigtet; hans Bryst arbejdede – en anstrengt Hosten – og det klare Blod stod ham ud af Munden. Han faldt forover, ned mod Gulvet.

Nogle Minuter efter havde Edith faaet vækket og hentet den gamle Kone i Huset. De to Kvinder lagde Ulf Brynjulfsen paa Sengen og lod ham synke koldt Vand og badede hans Tindinger. –

Det er min Broder! hviskede Edith.

Du Frelsens!... sagde Konen. Hvad dog Frøknen oplever! –