Tiden gik. Firserne var udløbet. Gerhards Liv i Hovedstaden lignede stedse en
Maskines; – men Maskinen indstillede nu og da det tvungne Arbejde, satte gennem
stjaalne Nattetimer ny, frisk Damp op; og over disse Nætter kom der til at hvile en
Duft, 267| en Farve og Klang af Fest og Helligdag. Erindringen,
Længslen, Haabet.
Et lille moderne Toaktsstykke, fint og dybt – som legende Solskær over en sydlandsk
Kyst; det var Resultatet af de stjaalne Nattetimer; det blev indleveret, antaget –
blev opført og faldt igennem. Sidst havde Forsøget været for »djærvt«, dennegang var
det for »fint« – for det store Rum, der indesluttede de sex hundred abonnerende
Tanter og de tusind trætte Grosserere.
Gerhard tænkte, at nu kunde han og Theatret passende tage Afsked med hinanden.
Nogle Dage efter Stykkets Opførelse stod der i det nøragerske Organ følgende Digt
underskrevet Ulf.
Vi vil Guder!Vi vil Guder!
Andre Stier lad os træde,
andre Syner lad os se!
hvorfor piskes til at græde –
som var det for sent at le?
Vi vil Guder – kom nu, Seer!
vi har længst af Dogmer nok;
vi vil atter Aander, Feer
i en billed-broget Flok.
Vi vil ej bag Dyrehuder
se os selv i bæstisk Flok:
vi vil lattermilde Guder
med den epheu-kranste Lok;
268| med det store Smil om Munden
og det aabne, varme Blik –
Arven, som de nok i Grunden
fra vor Adels-Ahne fik!
Arven fra vor Stammefader,
menneskelig stor og skøn,
som sit Paradis forlader
endnu harmlos, endnu grøn,
endnu ukendt med at bande
Jordens moderlige Navn,
endnu Guds-Duft om sin Pande
– og en Eva i sin Favn!
Ja, om saa vort Hjærte flænges
under Dødens Rovdyrs-Tand,
vil vi under Latter længes
mod Elysiums Drømmeland.
Vi vil Guder, Genier, Aander,
Alfer i en skælmsk Tagfat –
mens vi os paa Lejet vaander
i den lange, lange Nat.
Gaa tilside, sorte Præster
med jert sorte Hjærnespind!
Edith, led til lyse Fester
ved din hvide Haand mig ind!
269| Gennem lange, tunge Nætter
– tunge ved et Livs Forlis –
vær mig Feen, som forjætter
os det tabte Paradis!
Mange har jeg kunnet more
ved et sært, barbarisk Sprog –
vis mig stille nu den store
klare, skønne Billedbog!
Kraftesløs jeg kan kun sende
Dig et Blik, et ydmygt glad,
mens jeg ser din Haand at vende
roligt for mig Blad paa Blad.
Og fra Bogens Sider strømmer
Styrken atter til mit Sind,
mens paa Barnevis jeg drømmer
mig i Helte-Verdner ind:
Skove ryddes, Udyr fældes
og Tyranner strækkes ned
af en Adels-Slægt, som ældes
aldrig i al Evighed.
Druen dufter, Øjet skinner,
Læben synger Livets Pris:
stærke Mænd og stolte Kvinder –
o det svundne Paradis!
270| Guder vi vil, vi vil Helte –
og vi griber fra vor Grav
efter Afrodites Bælte
og den gyldne Thyrsusstav!
