IX

Og op i Halvfemserne var man naaet. Gerhard havde samlet og udgivet et Bind Digte af Ulf; de fineste, de mest glødende, de dristigste, de mindst bisarre. Meningerne var i Grunden ikke delte derom..... men Resultatet var, at halvandethundred Eksemplarer solgtes! Tiden vilde Fest-Lyrik og Konfirmations-Lyrik; den vilde ikke tiltales paa »Gudernes Tungemaal«. Nuvel, tænkte Gerhard, man tør ikke gaa i Rette med nogen Tid – den vil, hvordan den saa er, tiltales paa sit Sprog! Og et Bind Noveller og Aforismer saa' Lyset. Samme Resultat. En Boghandler bemærkede, at Markedet var overfyldt. Gerhard svarede smilende, at Ulf længst havde sagt det samme – og at Skønliteratur rimeligvis allerede var en overlevet Form. Hvad der ikke kunde siges paa to Spalter i en Dagbladsfeuilleton, det tilhørte Bibliothekerne som Kuriositet. Praktiske Bøger – populært-videnskabelige Husraad, Skolebøger, Kogebøger og Lexica, det var Reglen. Begrebet Digter var allerede afløst af Betegnelsen Forfatter, og Forfatteren var Journalist. Men nu vilde Gerhard for sit Vedkommende gøre et sidste Forsøg med en stor Roman – en Opgørelsesbog.

271| Og han gik til Arbejdet med stor Stofrigdom – mange personlige Erfaringer – en Del Kundskaber – ingen forudfattede Meninger – forekom det ham.

Han lagde sin Plan, fordelte Figurerne, Lys og Skygge over Afdelinger og Underafdelingerne.... han begyndte at samle og knytte Traadene, levede Personernes Liv om og om igen i sig selv – dykkede hele sin Sjæl i Naturens Bad.... og fandt sig overfor en Række Spørgsmaal. Hvor var den Magt, der tillod ham denne Handlen efter eget Tykke? Og hvad havde han i Grunden Ret til at sige? Hvor langt turde han gaa med sig selv og med andre? Tilhørte andre Menneskers Hemmeligheder ham – kunde han erindre og indestaa for disse Ord – nænnede han at gengive sine egne Løndomstanker – formaaede han at mestre en Stil, som uden at blive skruet var ejendommelig?..... Hvor skulde man afslutte disse fortløbende Sider, der gjorde Fordring paa at være en Del af det uendeligt vilkaarlige og uendeligt lovløse Liv – et Segment af den uophørlige Cirkel? – Man kunde jo dog hverken begynde eller ende en Bog.

Jo – Magten og Retten havde han, hvis han tog sig den! Han selv bar Ansvaret – delte Ansvaret med sin »Idé«.

Men hans Idé bestod kun i Kraft af det Tidsafsnit, han vilde skildre. Og denne Tid var i særlig Grad en Søgen, Hasten, Skiften Standpunkter.... ingen Afslutning, ingen synlig Totalanskuelse, ingen Hvile. Hist og her, sparsomt nok, en Karakter, der 272| kæmper med en Fanestang i Haanden...... en stor Drift »Stemmekvæg«.... Masserne og Sindene i bølgende Bevægelse henimod gryende Former.

Saa syntes han, jo mere han arbejdede sig ind i Bogen, at Lyriken netop var denne Tids naturlige Udtryksform! Da tre Mennesker ikke længer var enige om noget mellem Himmel og Jord, da alle Prosaens Afskygninger var forsøgt og egenlig alle Forsøg allerede opgivne, da Anatomi- og Kriminalromanen havde beskrevet sin egen Cirkel, da der var lavet bindstærke Noveller paa saa godt som Resultaterne af enhver Videnskab – og ingen Bog endda var bleven Slægtens Evangelium – saa kunde Digteren med Føje pege paa sine egne øjeblikkelige eller temporære Stemninger, paa sine personlige Udbrud af Jubel, Skuffelse, Haab, Glæde, Smærte – og sige: se, dette indestaar jeg for, jeg Barn af en Tid, der ikke har fæstnet sig i én gyldig Livsanskuelse, men som ler, græder, lider, længes og haaber sammen med Døgnets og Aarets Tusinder!

Og Gerhard tænkte: Lyriken er snart en lukket Bog for denne Tid – som alligevel er mere lyrisk end nogen anden; den lever paa Stumperne, fra Haanden og i Munden saa godt som; vi er snart sagt lig Himlens Fugle allesammen – og Himlens Fugle synger eller lytter til den, som synger!.....

Læse Lyrik, vil Folk ikke; men høre den, vil de. Musik vil Verden – Toner – en Vise – Ord, der hurtigt griber, fænger, flagrer bort og efterlader en Stemning. Endnu er »Folket« der – de brede, store Lag – de, som arbejder og arbejder, slider 273| og slider; de vil lade Psykologen beholde sit Arbejdsfelt – maaske beundre hans Værk, naar det engang bliver dem tilgængeligt. Men de vil have Digteren, Sangeren, for deres egen Mund – blot han sorger for selv at lægge sig dem paa Læben!

Enhver Tid er god nok til at udrette noget godt i!

Og medens Gerhard arbejdede paa sin store Bog, skrev han til Ulf og spurgte ham tilraads angaaende sine Tvivl.

Endelig kom Svaret.