X

Det indtraf kort efter en Begivenhed, der kastede et grelt Lys over det Tiaar, som skulde afslutte Aarhundredet; og Lysets Grelhed stod i Forhold til de nærmest foregaaende Tiaar.

Ulfs Brev var et Diktat; Haanden Ediths; det lod saaledes:

– Vor synderlige Gunst tilforn!

Dette beder jeg udtrykkeligt Edith skrive. Min Tavshed i disse Aar kunde mistydes, kære Ven. Nu kan De forsøge paa at tyde den. Det er unægteligt paa Slutningen med mig. Ubegribeligt at Maskinen har holdt saa længe, belemret, som den var, med nogetnær alle Tidens Gebrækkeligheder. Hvad der af Hoved, Hjærte, Lunger og andre »ædle« Dele vil være tilbage af mig, naar jeg forhaabenlig snart kryber ind i Rejse-Diligencen, det er næppe Omtale 274| værd. Forsynet har fra første Færd ment mig det godt; men der maa være faldet den gamle Herre noget ind, medens han formede mit »Ler« – eller en Fusker maa være kommen imellem; Resultatet blev ikke nogen Udstillings-Genstand – og jeg burde være gaaet i Skrab-Kassen for længe siden.

Min Hjærte Søster har givet mig Haand og Mund for, at hun vilde skrive Alt , hvad jeg her dikterer. Altsaa faar De Alt – men De faar blot ikke hende selv, i hvert Fald ikke saa jeg ser derpaa. Thi De er hende ikke værdig. Ingen er hende værdig. Hvis hun, hvad Guderne forbyde, skulde bryde et givet Løfte til mig, saa vil De selv til Deres dybe Beskæmmelse erfare det: ingen Mand af dem, jeg kender eller kan tænke mig, er god nok til hende! De fleste hjælpeløse Vrag plejer at tale i Profetstilen, og naar man er saa snavs, som jeg, bliver man genegen til Sentimentalitet. Men tro mig hvad jeg siger, selv om det forekommer Dem sentimentalt.

Enhver rutineret Diakonisse kan pleje en Mand; – selv kølige Kvindenaturer udfører deres Kærlighedsgærning punktligt – og de svage Mænd giver dem ug i Karakterbogen og testamenterer dem Formuer eller Pretiosa. Ære være Kvinderne! Men en døende Mand – og især en nervelidende – har en uendelig fin Fornemmelse i sit Hjærte, ligesaa fin som et Barn paa Ammens Skød. Der gives Ammer og Ammer. Jeg kan af den Haand, der pusler mig, det Blik, der bøjer sig over mig, læse mig et helt Liv til – og jeg bedrages ikke.

Aa, Gerhard, hvor jeg elsker min Søster!....

275| – Her havde Ulfs egen Haand taget fat; store, besværlige, stundom udflydende Skrifttegn. –

Jeg sidder halvt oprejst i Sengen, Puder bag Ryggen; jeg hoster – akkurat nok til at det kan høres af de smaa Guds Engle. De smaa Guds Engle sidder oppe i Himlen og skriver Menneskenes Karakterbøger: paa den ene Side Synderne, Daarskaberne, Fejlene – paa den anden Side Sygdommene, deres Langvarighed, de mere og mindre raffinerede Lidelser. For hver særlig daarlig Nat udstreges en enkelt Daarskab. Et Kvælningsanfald tager muligvis tre utilgivelige Letsindigheder med sig. Men naar jeg en hel Nat har været uden Smærter, saa tænker jeg mig, at de smaa Guds Engle har fornummet, hvorledes jeg har ligget stille og grædt ved Tanken paa Edith, paa hendes Karakters Renhed, hendes Væsens Sanddruhed og Godhed, hendes ærekære Stolthed, hendes rørende Tillid til ethvert af mine Ord – jeg, som mit hele Liv ikke har bestilt stort andet end producere overflødige Ord og forfængelig Tale.

En saadan Nat – tænker jeg mig – finder ingen Karaktergivning Sted i Himlen. De smaa Engle lader Pennen staa i Blækhornet og hvisker indbyrdes. Jeg spidser Ører og opfanger Navnet: Edith! og Overengien – Klasse-Duxen – siger: for hendes Skyld hænger vi Riset paa Væggen denne Nat!....

Gerhard, jeg vil sige Dem noget. De faar hende ikke – De vover ikke at tage hende fra mig, selv ikke, naar jeg er død! Jeg elsker hende som man elsker én Gang – jeg, som har elsket saa ofte. Hun 276| slaar det hen i Spøg, eller lader vred og skænder. Blodets Baand imellem os gør hende tryg, og hun øger kun min grænseløse Ømhed ved at vise mig den mest opofrende Omhu. Men hvis jeg blev rask – hvis jeg kunde staa op – hvis jeg kunde blive som De er..... aa, jeg véd, at hun vilde frygte mig og at vi maatte skilles og lægge Land og Sø imellem os. Men derfor hader og frygter jeg Dem, Gerhard – den Mand i Dem, der har vist sig som min bedste Ven. De har jo ogsaa vist Dem som hendes!

Nej, nej, ikke saadan. En Orm, som jeg, der allerede hænger halvt nedtraadt under Dødens Hæl – en saadan Orm giver ikke Galde fra sig. Mit Blod kan De faa – min sidste Hemmelighed og Hilsen – min Hilsen i Kærlighed.

De husker vor Spøg om os som de to Halvdele. En hel Mand skulde Edith have i os to tilsammen – og endda et Plus til. Men dette Plus findes ikke i vor Slægt og vor Tid. Kanhændes ind »i næste Trækning«. Edith har gaaet en Skærsild igennem – og er kommen ren ud deraf, hvor vi to, De og jeg, kun har mørke Pletter. Hun ser ikke Skygger og frygter dem ikke. Kan De – kunde jeg sige det samme?

Jeg dør; – se til, at De kan gøre det samme, paa en hæderlig, honnet Maade. At leve – helt ud til Fingerspidserne – paa en honnet, sanddru, ærlig Maade, det er en Umulighed for Mænd af vor Tid og vore Forudsætninger. En Katastrofe maa bringe os alle – Slægten, Folket – over paa den anden Side af Svælget. Her er vi bevidst og ubevidst saa 277| indfiltret i Svaghed og Anmasselse, i Gaaen paa Akkord og Forfølgelseslyst, i Fejghed og atter Fejghed – at Slaget maa til, det rensende, det lutrende.

Mærk Dem en Døendes Ord, Gerhard! Det er Kvinderne , som har bevaret Idealerne renest under disse tyve Aars forfladende og forjaskende Kampe. Om hun er »Kanon-Kvinde« eller demokratisk Fritænker: hun vil noget, hun tror paa noget, vil vove noget, ofre, lide – ja sætte Livet ind. En saadan Kvinde er Edith – uden at hun selv véd deraf. Og hun har mange Søstre; men alle har de kun bevaret sig, fordi de har bevaret noget af det Naive, det Ur-Ægte, det Usammensatte fra Folkets brede Lag – dette Begreb »Folket«, som vi , Bourgeoisiets Affødninger, længst er ophørt at tro paa.

Vi tror nemlig ikke mere paa det, vi som selv har døbt det, dengang vi skulde bruge det mod Junkere og Præster. Men denne Tvivl er Giften i vort Blod: Bourgeoisiet er i Forfald, fordi det har fornægtet sit eget Udspring. Vi bygger vore Villaer, udvider vore Byer, stifter vore Banker og Aviser, beskytter Præsterne, koketterer med Junkerne og opelsker Soldaterne. Og endda trives vi ikke! Ubegribeligt med denne snigende Epidemi..... Vi ser blot ikke, at Kildespringene er forstoppede; vi bygger paa en Sump – vort eget Værk. Det er vor rasende, hensynsløse Egoisme, vor gud-løse, kærlighedsløse, haabløse Materialisme, der langsomt forgifter nedefter – medens Junkerne ler i Skægget og Præsterne toer deres Hænder i Salvelse.

Men Folket er der! og dets Kærne er marvfrisk 278| endnu...... kun »Spidserne«, Agitatorer, Agenter, Kolportører, hvad de nu hedder, har taget Skade paa deres Sjæl ved Berøringen med os . Pøblen er vor Karrikatur – men Folket er vort Ophav!

Og inden Pyæmien har naaet Kærnen, vil det allerede vise sig, at af Folkets Midte fremgaar Mænd og Kvinder, som har levet iblandt os uden at blive smittede. Særligt Kvinderne har bevaret den hellige Ild under alle de Askedynger, vi har fejet ud fra vore slukkede Baal. I sund Livsglæde, paa simple, store Sandheder, under aaben, frimodig Intelligens har de levet deres Liv rundtomkring iblandt os. Vore Slibrigheder har ikke tilsølet dem, vort Grinebideri ikke forvirret dem; de har smilet ad vore hule Tirader, trukket paa Skuldrene ad vore Løgne. De venter og haaber paa Regnskabets Dag – de fortvivler ikke, de hader ikke, kaster sig ikke hid og did i svigtende Nervers Utaalmodighed..... Folkets Døtre, som har set med Tidens frie Blik, som har taget det Bedste af hvad Tiden bød i Kunst, i Opfindelser, i Liv – de vil Mænd, som atter virker for Menneskeheden....... og Edith hører til disse Kvinder.

Men De, Gerhard, hvad vil De? og tror De om Dem selv, at.....! Nej, jeg vil ikke fritte. De raader over Deres eget Liv. Jeg er Dødens indfaldne Referent; jeg refererer.

Blot dette. Da jeg var ung og rask endnu og kunde drikke »Vinen den røde« og leve mit eget Liv – saa kastedes jeg hid og did for at søge mig Standpunkt. Jeg smiler nu over disse Bugtninger – 279| men den splittede Tid var medvirkende. Ogsaa Arvegods fra min Faders Side var medvirkende. Jeg tilgiver det gamle Glansbilled af mit ganske Hjærte. Det er mig ligesom en humoristisk Trøst, at han var med til at give Kunsten ved vort Sekels Slutning sit faderlige Indsegl (for at tale i Lapidarstilen). Efter hvad jeg hører, er han død – men hans »Værk« vil leve og gaa i Arv til hans Eftermand.

Alt bliver saa højtideligt, naar man skal til at dø; ogsaa Konferensraaden staar i Højtidsklædning for mig – som hin første Aften efter »Elysium«. Men Edith vil ikke tilgive ham; hun er uforsonlig – som Datter af Folket. Ingen Akkord. Hun har taget Arv efter vor Moder og hele den Slægt.

Og hun og jeg har læst den store Revolutions Historie. Naar jeg havde et »men«, havde hun derimod lysende Øjne. Hun læste, jeg hostede; og da de unge, barbenede Mænd og Drenge under Fanerne strømmede til Landegrænsen for at forsvare Fædrejorden og Friheden – saa rejste hun sig, bleg og atter blodrød. Jeg spurgte hende: Edith, hvis det gik løs herhjemme – hvad vilde Du saa?..... Hun svarede ikke, greb Bogen igen, læste videre, skælvende. Vore Øjne mødtes; hun stirrede paa mig, som om jeg var langt, langt borte.... og hendes Øjne funklede som Staal og Ild gennem en Røgsky. Om Natten, da hun sov, fik jeg fat i Papir og kradsede noget ned – det blev Begyndelsen til en Krigssang. De vil rimeligvis finde den blandt mine »efterladte« Papirer.

Jeg siger Dem, Gerhard, den Mand, der mener 280| at turde tage denne Kvindes Skæbne i sin Haand, han maa nøje vide, hvad han gør. De kan vinde hende; hun vil elske Dem, hun vil intet Løfte, ingen Garantier fordre; byder De hende et »sorgfrit Udkomme«, saa vil hun glad nyde det med Dem; har De kun en Brødskorpe, vil hun skaffe en til; hun kender aabenbart ikke Begrebet Frygt; hun er som de højtkultiverede Hedninger, der endnu ikke har tilsat deres Dyder; hvis De vil plante Kaal sammen med hende i en Udørk, saa vil hun luge Deres Kaal og kysse Deres Haand. Men De bør helst aldrig nævne et Ord til hende om noget Stort, som De agter at gøre – thi den Dag, De svigter, vil hun vende Dem Ryggen for bestandig. Ikke Ord, ikke Graad, ikke Guld vil bevæge hende; kun hvis De dræbte Dem for hendes Fod, vilde hun maaske tage Vaabnet, tilføje sig selv Døden – og tilgive Dem.

Saadan er Edith. Men det vidste De maaske ikke?....