XI

Og her er Referatet. Edith har nægtet at skrive efter min Diktat. Grunden ligger lige for. De Anstrengelser, det unægteligt koster mig at afslutte, maa De opføre paa min uafgjorte Gæld til Dem.

Som vi netop læste den store Revolutions Historie – indtraf den store Begivenhed i vor lille Købstad. Hvad De ikke allerede har set af Bladene, vil De nu læse hos mig. Og dermed: Vale et Fave!

En Saga – Halvfemsernes Saga – man kan 281| tage Varsel deraf. Den korte Stil vil være tjenligst. Taarerne er flydt og aftørret, Blodet skyllet af Havnepladsen. Vi havde det hele Optrin udenfor vore Vinduer. Nu er Byen atter rolig, Sprøjten trukket ind, Borgmesteren kommet sig af sit Slagtilfælde. Stakkels Land!

Slaget stod her. I næsten en Uge var Byen febrilsk. De nye Valg var udskrevet – vi blev velsignet med hele Valgkampagnens Misère – dennegang en virkelig Misère – Begyndelsen paa Enden – les quatre fins de 1'homme, saa at sige. Vort stakkels lille Land!

Opløftende for en Døende at høre og næsten se paa, ikkesandt? Opkog af tyve Aars Beskyldninger, Gendrivelser, Skvadronader, Ramser, Løfter og Løgne. Højres Kandidat, Hr. Grosserer Halvvig, nærmest en naiv Mand med »klart« Program. Han vil værge sit Land og sørge for Grossererne. Socialdemokraternes to Kandidater, den mere moderate og den intransigente. Venstres syv Kandidater – to Redaktører, en Skolelærer, en Gaardmand, en Prokurator, en Læge og en forhenværende Præst. Det er næsten ugørligt at udpege Nuancerne – men Hadet ligger lige for; Evropæere og Danske, forhandlende og uforsonlige, Fritænkere, Grundtvigianere, Skeptikere – en Bænkevælling af Mistænkeliggørelse og Skadefryd. Grosserer Halvvigs Stillere har faaet Prygl den foregaaende Aften af Socialdemokraterne, der indbyrdes fejder paa Skænkestuerne, hvor »Kaliban« lytter til med funklende Øjne, medens Arret ler .

Højre har forskanset sig i Klubbens Lokaler, 282| hvor Hr. Ottosen er Klown, Dannebrog vajer udenfor og Gendarmerne gaar Vagt. Naar Flagene ikke er strøget betids om Aftnen, rives de ned af Socialdemokrater og radikale Venstremænd. Borgmestren telegraferer til Hovedstaden og mælder Sagernes Stilling; men Hovedstaden er selv optaget og febrilsk.... Svaret lyder tilbage: de stedlige Myndigheder og Gendarmerne maa gøre deres Pligt efter Konduite!

Referenter er her – et Utal; Nørager med hans Stab, Overgaard med Anna Funch og Frøken Palm; Redaktør Bentzen skal holde en stor Tale; Kredsen er truet baade af Højre, ildesindede Venstre og Socialdemokrater, der er i Vækst her siden Teglværket og Jærnbanen er kommen. Alle vil se den »syge« Digter og alle beder de ham skrive en Sang »imod de andre«. Jeg beder Edith anmode dem om at lade mig dø i Fred. Hvis jeg var rask, skulde jeg skrive en Freds- og Frihedshymne. De hyler her nedenunder mit Vindu, paa Pladsen hvor Talerstolen bliver slaaet op. Jeg spørger Edith, om det er Skafottet de rejser – Skafottet, hvorpaa de vil radbrække hverandre med de stumpe Torturredskaber, der kaldes den konstitutionelle Valgfrihed. De er gale – de er besatte – det hele Land har forskrevet sig til Fanden!

Og nu gaar det løs. Det er de tyve Aars Udsæd, der indhøstes i Halvfemserne. Lutter Ramser; ingen gider høre derpaa, man vil kun afbryde. Redaktør Bentzen holder en ypperlig Tale – som ikke overbeviser nogen. Og nu bliver han skældt ud; hans tidligere Venner har plukket hans tidligere 283| Artikler itu. Socialdemokraterne staar sig bedst; de véd i det mindste, hvad de vil ; forfærdelige Brøl. Onkel Matthias kravler næsten helt ud ad Vinduet og vinker leende ad Svanning, som er forrest, med en Trepægleflaske i Haanden, blandt Teglværksarbejdere og Tørveskærere. Edith staar bleg, med dirrende Næsebor, ved Siden af min Seng. Hun hvisker til mig: Det var ikke rigtigt, at vi lod Svanning komme ud..... han sad og drak med Onkel iaftes og lod saadanne besynderlige Ord falde; jeg har ingen Magt over ham idag!

Nu skal Halvvig tale. Halvvig siger, hvad han skal – meget fornuftigt – ud af Kogebogen om Industri og Told og Alderdomsforsørgelse – og saa skal vi forsvare vort Land.....! Hyl og Hujen og Skrig og Piben. Forsvar Dig selv! raabes der. Og nu lyder Kalibans Stemme: Du har taget min Kærest' fra mig, Du skal dø, din Hund!

Og saa er det, at Talerstolen stormes, Halvvig rives ned og hans Pande knuses af Kalibans Flaske. Gendarmerne fyrer, to Tørveskærere og en Teglværksarbejder falder. Vild Flugt, Folk trampes ned. Da Pladsen er ryddet, ligger de Saarede og Dræbte dér..... Kaliban arresteres; han ser sig om med et fjollet Smil, og den frygtelige Skramme i hans Ansigt ler. Men Gendarm Kristensen, der er exalteret, løber omkring paa Pladsen og bliver ved at skyde sine Patroner af i Luften. Og Borgmesteren bæres bort under Krampe.

Min stakkels Edith. Hun og Anna Funch har været hos den døende Halvvig hele Natten; han er 284| gaaet bort saa godt som uden at være kommen til Bevidsthed; kun lige mod det sidste kendte han de to Kvinder og hviskede, at de skulde tilgive ham og holde af Drengen – saa vilde de ogsaa holde af hinanden.... Jeg véd, hvilken Hædersmand han har været – jeg har erfaret det gennem de to Kvinder, som her har lært hinanden at kende.

Og nu er Turen til mig. Jeg har faaet denne »Valgdag« med – og jeg kunde fristes til at gaa bort med en Aandrighed over Livet. En Afsindig – uden Idé om Politik – afgør et Valgs Skæbne, dræber en retsindig, naiv Mand og foranlediger tre stakkels enfoldige Daglejeres Drab!

Hvilket Vanvid – endda der staar en Lidenskab bag! Men vore politiske Lidenskaber? Meningen med denne Generations indbyrdes Kampe?..... Aa, kære Ven, havde jeg Taarer tilbage, vilde jeg græde over mit Folk. Men nu beder jeg Dem – De, som skal leve – om at sætte en frisk Streng paa Lyren og synge glade, tillidsfulde, eller energisk manende Toner ud til de Mange, der ikke »vide hvad de gøre«. Helst friske, glade Toner; de maner bedst. Farvel! Levvel!