XII

– – –

Nogle Aar efter – en Augustnat henimod Maanedens Slutning – træder Gerhard ud af den lille 285| Sidedør paa et Etablissement, et Slags Forstadstheater, som nogle for Sagen interesserede Mænd har ladet opføre i Frederiksbergkvarteret.

Alt er lukket og slukket, Folk er gaaet hjem; Natten er stille, med et fint Skyovertræk, hvorigennem Høsthimlens Stjærner hist og her kommer tilsyne..... og langsomt glider en af de tindrende Myriader ned over Hvælvingen, lyser som et Bueskud, og sluges af Dunstkredsen.

Gerhard ser ivejret, følger adspredt den lysende Bue, ret som om en Fosforstikke skrev en Streg over en sort Tavle – og han gaar sin Vej roligt hjemad, alene med sine Tanker, til den lille Lejlighed, han bebor i Voldkvarteret.

Byen sover. Et Par yngre og nogle halvgamle Nattevandrere hilser paa Gerhard med denne høflig-gemytlige Fortrolighed, der er ganske københavnsk, hverken tysk, svensk eller noget andet: Vi kender ham; han bidrager Sit til at skaffe os en fornøjelig Aften nu og da; vi kan trænge til det, for Tiderne er ikke overdrevent fornøjelige – nej ved Gud; hvordan mon han sidder i det? og hvad er egenlig hans rigtige Mening? han er forresten en godmodig Fyr – lidt kort for Hovedet, naar man vil drikke med ham; aa, han kan jo ikke drikke med alle.... hvor skal vi faa noget mere Øl fra?....

Og de gaar bort, disputerende om, hvorvidt hans sidste Vise skulde tages som et Indlæg for eller imod den sidste Skandale i Thinget – hvorvidt han er lunken eller ivrig Forsvarsven, Republikaner, Socialist, Fritænker – eller om han er det stik modsatte? 286| For noget maa han da være i denne By, hvor der er nihundredognioghalvfemsindstyve udprægede Meninger om Kuglen paa Nikolajtaarn.

Og en af Nattevandrerne foreslaar, at de skal vende om og spørge Gerhard.... Det gør de; og Gerhard svarer smilende: Jeg mener, at Kuglen paa Nikolajtaarn er rund – men hvis nogen paastaar, at den er ottekantet, vil jeg ikke afdisputere ham det!

Aa, De er altsaa en Vindhane! siger den yngste.

Gerhard letter paa sin Hat, bukker og svarer: Jeg er ikke bornert nok til at have en uforgribelig Mening om noget – ikke engang om hvorvidt De er uforskammet eller ej! Jeg vil blot gaa hjem og sove – hvilket jeg ogsaa anbefaler Dem!

Vil De slaas? spørger det unge Menneske og skotter til sin Kammerat.

Gerhard svarer roligt: Jeg vil holde mit Krudt tørt – som Garibaldi paalagde sine Soldater!

Saa gaar han videre.

Han standser ud for Frihedsstøtten; han er alene; Byen sover.

Denne Støtte, som, løjerligt nok, er bleven Byens Centrum i Tidernes Løb. Tusinder tager hver Dag Navnet i Munden uden at tænke over Betydningen – saaledes som vi alle dagligt tager de betydningsfuldeste Ting i Munden og tænker ikke. Og det turde maaske være bedst saaledes! mumler Gerhard. Gaar vi i Dybden, saa finder vi de store Spørgsmaal, de store Gaader, de store Tvivl. Men det gælder for en By, 287| et Folk, at leve Livet – sundt og tillidsfuldt at virke paa denne Overflade, hvortil vor Eksistens er bunden.

Hold Krudtet tørt – Humøret oppe – Tungen lige i Munden!

Og som han tænker dette, stiger fra disse Omgivelser Minderne frem. Det er, som satte Erindring Erindring Stævne her om Støttens Fod. De største historiske Begivenheder i Folkets Liv, og de smaa dagligdags i hans eget. Natten og Stilheden slaar sine Traade krydsende over den store Væv – og han synes paa engang, at han er saa ensom, at ingen kan raade og hjælpe ham, at denne By er død, og at han selv snart vil svinde som Atom ud i Atomernes mystiske Rige.

Atter glider et Stjærneskud – højt oppe over Støtten – væk i en Bue. Den gamle barnlige Forestilling om en Stjærnes Fald og et Menneskelivs Udslukning. Hvor snart forbi! Det er næppe Aar og Dag siden, at »Skyggen« en Aften sad ude i Gerhards lille Forstads- og Folkelivsknejpe. Han saa' paa en dramatisk Scene, frisk, harmløs, fornøjelig; en ung, tækkelig Pige med noget Talent og mere Temperament har at synge en lille Vise – en af Ulfs Sange. Da Sangen er sunget, rejser Skyggen sig højtideligt og stille; ingen ser, at han gaar – og han kommer aldrig tilbage igen. Nogle Dage efter fandt man ham ude i Skoven; han laa med Ryggen mod en Bunke vissent Løv, Tindingen gennemskudt; paa Brystet Ulfs Digtsamling – et ombøjet Mærke ved Sangen »Trofast til Døden«.

Og Gerhard tænker paa Anna Funch; bortrevet 288| ved en af disse epidemiske Sygdomme, der synes at have sat sig fast i denne By – den usunde, overbefolkede, overbebyggede By.

Edith opdrager Drengen, som hun har taget hjem fra Sorø; han skal ikke studere – han skal blive et flinkt, et praktisk Menneske! siger Edith... og hun véd, hvordan den lille Kapital skal anvendes, som er sat ud for Drengen efter Halvvigs Dødsbo. En Mængde Slægtninge – nærmere og langt ude – har gjort Krav i dette Dødsbo. Der er mange fattige Slægtninge – Byen bliver fattigere og fattigere, synes det.

Saa staar Gerhard dér, lænet op mod Gitteret omkring Frihedsstøttens Fod. Og han tænker paa Edith.

Han folder Hænderne over det kolde Jærngitter og bøjer sit Hoved. En dyb Følelse af stille Vemod og stille Lykke gennembæver ham; – Vemod, Erindringens sarte Ledsagerinde med de drømmefjærne Øjne; – Lykke, thi det er vel Lykken at kunne længes uden at begære – som det er lykkeligt at erindre uden Brodd og Smærte.

Eller skuffer han sig selv? Ligger der ikke Smærte paa Bunden af den Længsel, som dog ikke har Erindringens fulde Jubel bag sig og som hver Dag stirrer, mildt bebrejdet af sin egen Uro, mod Mødets forjættede Land? Har hans Ungdom taget den endelige Afsked med ham og i Skilsmissens Øjeblik trykket ham Resignationens Trøstegrunde i Haanden – som en til »Missionen« Omvendt stikker en gammel Ven sine Traktater under Armen?

289| Gerhard løsner sine Hænder fra Grebet om Gitteret ved »Frihedens« Støtte, og med bøjet Hoved gaar han langsomt hjem til sin ensomme Lejlighed. Natten hviler over denne By, der sover – i Splid med sig selv og dog sorgløs ubekymret, slaaende Alt i Glemsel, dyssende ned, ladende staa til, og dog er der dem blandt de Tusinder sovende, som har tunge Drømme. Natten skjuler. Ude fra Østersøen, fra Køgebugt, ind over det flade Land, over Strømmen, Havnen, dybt ind gennem Byen kommer en fin Taage umærkeligt ligesom listende sig paa.... og Nord fra, fra Sundet, frem over søvnslørede Skove kommer en anden Arm af samme Taage – og de synes at forene sig, for at knuge Byen i deres Favntag.... men endnu staar Hvælvingen deroppe fri, den rolige Høstnats Himmel med de stille, plirrende Stjærner. Gerhard føler sig let gysende berørt af den lave, klamme Taage; han ser op – atter et Stjærneskud – dennegang som var det en Raket, et Ildøje, der langt borte fra kastedes ivejret – højt, højt – for at udspejde Byen. Jo, den sover!

Gerhard er hjemme i sin Lejlighed; men han kan ikke sove og vil ikke tænde Lys. Han sætter sig i den gamle brøstfældige Hestehaarssofa, den han har udbedt sig som Arv efter Ulf. Han kan akkurat skimte en Række Skilderier paa Væggen, Raderingerne til hans »Jeg drømmer« – dem en Kunst290|handler engang, da det kneb haardest for Gerhard, gjorde ham et Skambud paa og som Gerhard har beholdt.

Han synker hen i en underlig halvdrømmende Dvale, som hans Læge spøgende plejer at kalde hans »clairvoyante« Tilstand. Og han tænker paa sin Kunst – paa hvorfor han opgav den – paa at han ikke vil anmasse sig nogen Fordring dér, hvor man rolig har at oppebie kommende ny Tid, nyt Liv, nye Kræfter, ny Kunst.... thi dette er dog Epigonvæsen alt!

Og med Et, som opklaret indenfra af et sitrende Skær, skyder hans Drøm sig frem, ganske som den Nat han drømte og derpaa nedskrev den. Og han ser Edith for sig.

Paa blide Bølger af Erindring og Længsel føres hun ham imøde. Det er Galleriet – det lyserøde – hvori hin unge Kvinde med det straalende, trohjærtige Smil træder imod ham; i Haanden holder hun det højrøde Ordensbaand – og da han ser paa det, synes der at dryppe en Bloddraabe fra det.

Han føler sit Hjærte slaa; varmt og atter som frøs Alt i ham; og han stirrer paa hende og paa Baandet. Hun bemærker hans Blik, vender sig sagte, uden Bebrejdelse, kun med en stille, ydmyg Bedrøvelse – og hun peger paa et Sæde, som spærrer en Dør – Døren ind til Brudegemakket.

Dér sidder de saa, Side om Side; han tager hendes Haand, hun sidder med bøjet Hoved og vinder det røde Baand om sin lille hvide, smalle Finger. Edith!... siger han.

291| De behøver ikke at fortælle mig noget – hvisker hun med sin blide Stemme; – jeg véd jo Alt og jeg har intet, intet at beklage mig over, intet at bebrejde Dem!....

Edith – vedbliver han – vi er ikke unge længer, og der er kommen store Ting imellem os; Drengen er imellem – og Ulfs Skygge er der; – aa han havde Ret i, hvad han skrev mig til som sin sidste Vilje; han holder denne Dør lukket! –

Holder han den Dør lukket?.... hvisker hun.

Ja, Edith – ja! Og Gerhard fortæller hende Alt, hvad Ulf skrev – alt det, som fra at være Formaninger og Advarsler i Ulfs døende Stemme blev til Tvivl i Gerhards Bryst. Men disse Tvivl er saadanne, som er en Mand værdige – en Mand, der vil Lykken for en elsket Kvinde – og Lykken er ikke Besiddelsen men Længslen – Længslen i Ærefrygt og Hengivenhed, i Stræben mod Fuldkommenhed, i Dødeisen af den Uro, for hvilken der dog aldrig gror Lyksalighedens Lægeurt! Og Gerhard taler og taler, henvendende sig til hende, som talte han til sin egen Sjæl. Romeos Ord: »It is my soul that calls upon my name.« Edith, dyrebare Edith! se, jeg har formaaet at tvinge Forfængeligheden tilbage – fordi Du aldrig hidsede den; jeg frygter denne Tid; er i Uro og Bekymring for den – og elsker den som et sygt Barn. Jeg holder af denne By, fordi den omfatter din bramfri Livslyst, dine nøjsomme Glæder. Jeg ser dens store Skrøbeligheder, aner Tugten – men river ikke som Ulf op i Saarene; Du rev aldrig op 292| i mine, i hans. Ikke hader jeg de Mennesker, fra hvem jeg har fjærnet mig – Farisæerne, der nu betragter mig fuldkomment som forskrevet til den Onde. Jeg har slaaet mig ned blandt Gøglere, mellem »Toldere og Syndere« – tidt fundet dér alt det menneskeligt Gode, som jeg vilde ønske mig selv; – og jeg har ikke Ret til at forarges over Brist og Brøst, hvis Skygger jeg dog kan forfølge i mit eget Væsen. Jeg har ikke glemt, at hvad Verden kalder Gøglere, det var dine tidligere Kammerater! Jeg synger mine Sange, lader mine Figurer agere, for en Slægt, der maaske selv synger paa sit sidste Vers. Jeg gør det som et redeligt, honnet Arbejde – hvorfor maaske en kommende lykkeligere Slægt engang vil vide mig Tak. Men Alt – hvor meget eller lidet det saa er – skylder jeg Dig Tak for. Vilde jeg kunne gøre det, hvis jeg satte Dig som Maal og Belønning – og hvis Maalet rykkedes mit Liv paa Nærthold i Lidenskab, i Rusens Sødme?.... Ak, Edith, Du vilde ikke frygte, men over mig er Ulfs Skygge – og jeg er bange!

Hun har siddet, med Hænderne foldede over hans ene Skulder, vendt imod ham, lyttende; – hun nikker langsomt, bevæget som ved Takten af hans Ords Tonefald, ryster dernæst stille paa sit Hoved – og rejser sig.

Er det Ulfs Skygge, som har spærret den Dør? holder han den lukket? spørger hun med en sælsom Stemme. Saa se da!.....

For Gerhards stirrende Øjne viser sig et stort, dybt Mørke. Ediths hvide Skikkelse staar derinde293|..... hun hæver Haanden, det blodrøde Ordensbaand skinner mod den uendelige Baggrunds Nat. Og hun svinder mere og mere.

Men Gerhard synes, at han rejser sig – at han træder hen til et Vindu – ser ud, ned paa en By, som er hans egen og dog forekommer fremmed. Morgnen gryr, men det er gennem sejg Taage, at Lyset kæmper. Uhyggelige, utydelige Bølgebevægelser – stridere og stridere, som dybe, delte Strømme, der maler imod hverandre. Og en ængstende, dump Rallen, som en Sovende, der knuges af en Mare og stønner. Saa den fjærne Lyd, der høres som en Torden – men hvoraf intet Øre dog kan tage fejl: Kanonild.

Og med Et haster Mennesker frem dernede; – de øde Boulevarder, de tomme Gader fyldes med søvndrukne, skrækslagne, uvaskede, blege Ansigter. Halvpaaklædte Mænd, Kvinder i Natlinned, trykkende jamrende Smaabørn ind til det Bryst, som ingen tænker paa at skjule. De er lamslaaet af en Rædsel, som ingen vover at give Ord. Saa kommer en Rytter sprængende – han hugger Hæl i Hestens rygende Flanker – et Barn rides ned – Rytteren behujes og forbandes af Mængden, som bølger efter.... Hesten styrter i Volten om det glatte Hjørne – Rytterens Kepi i Rendestenen – han løfter sit blødende Hoved, tager Vejret to, tre Gange – med Fraadesavl om det stubbede Mundskæg – brøler hæst: Fjenden – Landgang – Fjenden!..... og han vælter bagover død.

294| Et vederstyggeligt, modbydeligt – og i sin Modbydelighed forfærdelig højtideligt Skuespil af Hovedstadens Befolkning i Dødsangst. Gerhard føler hver Enkelts Rædsel som Isnaale gennem sine Aarer. De styrter tilbage, op i Husene; en kaster sig ud af et Vindu – de fleste kommer atter frem som vilde Rotter gennem Døre, op ad Kælderhalse. Nogle Kvinder er bleven vanvittige og slæber Børn i Sengelagner som paa en Sluffe efter sig – og de hyler: Krig, den forbandede Krig – gid Helved annamme dem, som er Skyld.... aa Gud i Himlen bevar os, bevar, bevaaaaar! Og fra Taarnene bamler, rangler og dirrer Klokkerne – og bag denne Metallyd, over den, truende, døvende, Sekund efter Sekund, eller i én eneste brummende Brølen: Kanontordnen.

Saa en Ildstreg – en lysende Bue gennem Taagegryet – lige præcis som en Raket, en af dem, man har sagt Aa! til paa Tivoli...... et Bombekast ned i den snevre Sidegade.

Der kommer en Drosche, som holder – varskoet af en Politibetjent, der har faaet et Barn og et Fuglebur trykket i Armen. Ud af Vognen stiger besværligt en gammel, rystende Mand, hjulpet af en pur ung Pige med Regnhætte over et halvt nysgerrigt, halvt forskrækket Ansigt. Hun vender tilfældigt Blikket op mod Gerhard, der maalløs vil gøre Tegn til hende...... og nu træffer Projektilet Vognen. Ingen Vogn, ingen Hest, Kusk, gammel Mand, ung Pige mere – et rygende, søndersplittet Sammensurium af Menneskeliv, Jærnbøjler, Dyrelemmer kastet 295| i Stenbroen, slaaet op mod Husvæggen..... og et Skrig af Fortvivlelse, Raseri, af vild Desperation fra Mængden, der trykker sig med stive Øjne opad Muren, som om Ødelæggelsens Afgrund med Et aabnede sig.....!

Gerhard har istemmet Skriget; han har faaet sine stivnede Lemmers, sit stormende Hjærtes Brug tilbage. Hævn – Modstand – Forsvar! – han vil slaas! Han er nede paa Gaden; de vil alle slaas – men hvor – hvem fører os?.... afsted! til Tøjhuset – til Kommandanten – til en Isenkræmmer; – bryd Dørene op – Vaaben! – aa, dér er Soldaterne – de har allerede været i Ilden – Gud hvor de ser ud.... Kæven dingler paa den ene – men Synet fra Bombekastet var værre; – dér er Vogne – hele Rækker – alle de Saarede – og vi har Ingenting vidst – det er kommet som Lyn igennem Taage! – Hvor nær staar Fjenden? – Landgang paa Amager og Landgang ved Vedbæk! – hvem er den Officer tilhest? – en Adjutant, Premierlieutenant v. Norden; – bløder han? – ja hvad Fanden – sikke Øjne – Sablen i Venstre – det er nok første Gang at han er »Venstremand«; – Sludder, hold Kæft med Højre og Venstre; – »Frivilligt Mandskab frem til Forter og Befæstningen!« Hurra! dér er Bentzen-Overgaard og Evropæerne – og Nørager og de Danske; – Vrøvl, vi er alle Danske – man har overfaldet os og vi er uforberedte – som altid. – Er Befæstningen for svag? – rimeligvis – der er ikke Stunder at tænke derpaa. Hvor er Social296|demokraterne? – dér er Socialdemokraterne – Masser, Masser – Hurra!

Og de gaar frem under Fanen; den er rød – med et hvidt Kors i.

Om der er gaaet en Dag, et Døgn – eller mere? Gerhard véd det ikke. Ingen véd noget. Udmattede, faatallige Tropper, uøvet frivilligt Mandskab imod Fjendens krigsvante, øvede Skarer. Men Haabet beskæmmer ingen – og vi skal jo haabe paa Allierede. Der er gaaet Hul paa Evropas store Brandbyld – Udbruddet er først kommet over os; Alle staar imod Alle – og kan vi holde den første Tørn, saa kan Hjælpen naa' os. Flaaden ligger paa Havsens Bund – Æren dækker den. Hæren har kæmpet som brave Mænd kæmper. Resterne ligger langs de udstrakte Befæstningsvolde, med Væbningen, med de frivillige Korps. Her er Artillerikampen – som bærer Bud helt ind over Byen. Her er Udfaldene – og her er den første Linjes Lazarether.

Og her – hvor en inspicerende Officer tidligere har haft sin Embedsbolig, hvor Blomster har nikket i Haven og hvor en af disse bløde, lidt slørede Pigestemmer til Pianoet har sunget fredelige Krigssange ud til fredelige Voldarbejdere – her, hvor Volden er høj og bred med en Grav udenfor, her staar det ene frivillige Korps under Vaaben..... det andet er nyligt kastet tilbage fra et haardnakket Udfald – 297| eller et fortvivlet – »under svære Tab« – som det hedder i Krigshaandværkets Journalistsprog.

Det er Journalister, Kunstnere, Gøglere, Studenter, yngre og ældre Handelsbetjente, Mænd af alle Aldere og Samfundsklasser, som her er traadt under Vaaben. Gerhard ser sig selv staaende iblandt de andre – ventende paa Adjutanten, der skal bringe Ordre til endnu en Udrykning – en Rekognoscering – Fjenden kommer for nær. Mændene er tunge, alvorlige; Korpsets Spøgefugl har opbrugt sit Forraad, Vitserne bider ikke. I Skumringen lyser Officersbygningens gullige Mure; Skorstenen nedskudt, Ruderne gennemhullede; Bohavet er kastet udenfor – et taffelformet Fortepiano hviler sin amputerte Benstump paa en tom Nodereol. Indefra Bygningen høres Saaredes Stønnen. En ung Kvinde kommer frem i Døren, hun er bleg, blond, sætter sig paa Trappestenen, med Hovedet bøjet, Hænderne lagt over Knæet. Saa rejser hun sig, gaar hen til Gerhard, som taler dæmpet med Overgaard. Den sidste vender sig overrasket: Edith!

Ja – siger hun, med sit Nik – Lægen bemærkede lige netop, at vi var for mange Kvindemennesker derinde.... vi skulde tilmed tilbage i »anden Linje« – for her skyder man paa os! Og hun tilføjer i en let Tone – næsten som spøgede hun: Jeg troede forresten ikke, at man skød paa Lazarether – ovenikøbet paa Sygeplejersker med Bind om Armen!.... og hun peger paa sit Genferkors.

298| I Krigstilfælde tillader man sig adskilligt! – svarer Overgaard tørt. –

Gerhard ser ængstlig paa hende. Han er ikke overrasket ved at træffe Edith; alle synes at være dér, hvor de skal være – om de holdtes aldrig saa fjærnt før. Men han er angst paa hendes Vegne. Hun besvarer hans Blik med et Smil – et dvælende, et der samler som et Livs Indhold her, tæt op ad den Grænse, som skiller Liv og Død, I næste Minut kan han være inde i Dødens mørke Land – alene derinde – hun ladt tilbage – prisgivet den hele Række Tilfældigheder, Vilkaarligheder, Voldshandlinger, Rædsler....... og det er som skreg det indeni ham af Forbittrelse mod dette Umenneskelige, Modbydelige, som saa tørt-upersonligt benævnes Krig..... og af en ræddelig Angst for at skilles fra hende, vide hende hjælpeløs...... Edith! siger han med Møje og gør et Skridt frem imod hende, advarende, afværgende, vinkende, at hun skal forlade Stedet. Den kommanderende Officer synes at se spørgende paa ham, paa hende..... Mændene rundt omkring, de udmattede, nedslaaede, tunge eller febrilske, ser ogsaa paa de To; – flere af dem har sandsynligvis genkendt hende fra dengang hun optraadte – og mange kender Gerhard.... alene Øjeblikkets Alvor, saa nær »Grænsen«, gør maaske, at disse febrilske Læber ikke nævner Navne – at disse stive Træk, næsten dækkede af Krudtslam, Støv og Kammeraters størknede Blod, ikke røber Videbegærlighed.

Man staar foran den store Afgørelse – venter 299| det Alvorlige – og man ser paa disse To med den Adspredthed, der følger i Farens Spor eller gaar forud for den.

Gerhard ser det altsammen – tænker og føler det alt – stirrende ufravendt mod Edith, søgende ind imod dette Smil, der lysner op midt iblandt Død, Saar, Ruin, Hæders klæbende Sved og Blod, Vederstyggelighed – Tilintetgørelse. Det er ham til Fuldkommenhed klart, at hun ikke staar her som et Undtagelsesmenneske »løst fra Støvets Baand« – som et Barn, der ikke véd af Fare og derfor ikke kender til Frygt. For hende er Krigen et ligesaa vildt, hæsligt Spøgelse, som for ham. Han læser sig det til i hendes Blik; hun er ingen exalteret Kanon-Kvinde, ingen moderne-lille Kopi af en Jeanne d'Arc, som vil svinge Feltfanen og ombringe Fjender massevis. Der staar i hendes Øje et Glimt af oprørsk Kvindevrede imod dette Forfærdelige – som maaske kunde være undgaaet – som vi maaske selv i kortsynet Stivsind har nedkaldt over os. Hun og han synes samtidig – gennem hin Sjælenes clairvoyante Sympathi – at se og gyse tilbage for »Kalibans« frygtelige Arr, som ler!

Og saa er der dog hendes lyse Smil.... og han hører endnu den klare, velklingende Stemme, da hun siger dette »for her skyder man paa os« – siger det med et frejdigt Skælmeri, der skinner gennem den oprørte Alvor. Og han erindrer – som man i helt alvorsfyldte Øjeblikke erindrer sig det Smaa, det Tilfældige, det, der endog spiller i det Komiske – hvorledes hun engang fortalte, at hun 300| havde set en Barnepige siddende paa en Bænk med en lille Dreng ved Siden af sig og et spædt Barn i en Kaleschevogn. En stor gul Hund – ung endnu – var kommen til, havde pludselig lagt sine Poter op paa Barnevognen og snuset nysgerrig. Drengen, der næppe stolede synderligt paa Barnepigen, havde da paa sin lille Søsters Vegne med bønlig-dirrende Forskrækkelse tilraabt Edith: »Den bider Tulle!«

Ediths Deltagelse for Drengen, hendes Forstaaelse af hans hjælpeløse Rædsel for dette store Uhyre, hendes hemmelige Glæde over, at han havde paakaldt hendes Bistand og lagt sin egen Beskyttelsestrang – sin Ridderlighedsfølelse i Knop – for Dagen.... alt dette røbede sig i den klare, hjærtelige Latter, hvormed Edith ledsagede Fremstillingen af den lille Scene..... og denne ubetydelige, forbiglidende Overfalds-Situation fra Fredens og Idyllens Dage, den spejler sig for Gerhards Erindring i det lyse Skælmeri, hvormed hun her søger at dække over det nøgterne, haandgribelige Alvorsspøgelse – Krigen: de skyder paa os alle – Mænd som Kvinder – og Børnene med; – Uhyret vil sluge os alle!

Dette Smil...... Det er, som Gerhard først nu kender det ret – nu det samler og aabenbarer et Livs Indhold nær ved Grænsen for det mørke Land, Skyggernes Land, hvorom han dengang drømte..... hvorom ikke alene han har drømt, men mange iblandt det Folk, der sorgløst og dog forpint levede de lange Splittelsens og Tvivlens golde Aar.

Han ser Smilet lyse imod sig nu – men det har jo stedse været over ham; det tilhørte, det kom 301| fra en Kvinde, der stod lavt i de manges Omdømme – og nu er vi alle lige, paa samme Linje, i »yderste« Linje. Hvem kan her, med den store Afgørelse for Øje, hovmode sig?... og hvad har alle vore forskellige Levnedsførelser – var vi iblandt de for Farisæerne skyldige, og var vi blandt Tolderne de bravere – hvad har de ført os til og hvad andet kan de føre os til – end til at »falde med Ære«?

Og Gerhards dirrende Læber mumler: Ære være Dig; Du som har opretholdt dette Smil – hvad ondt og svagt og smaat Du saa har set hos mig, hos de andre! Du, som ikke har trængt Dig frem – vel vidende, at i »første« Linje dér boltrer først ret Forfængeligheden, Ærgerrigheden, Havesygen, Hadskheden sig.... Du, som med smaa Midler har anstiftet det Gode, at jeg – en iblandt de mange – har kunnet se hen til det store Menneskelige uden at gramse efter Legetøj og Narreværk. Du, som har været klog – og holdt Dig fjærnt fra mig; øm – og ventet trofast paa mig; stolt – og skjult din Sorg og din Længsel! Du, som har maattet lide, naar de andre nedsatte mig, allermest, naar Du selv indsaa' mine Fejl, og dog aldrig har bebrejdet mig én Ting, hvorover Du selv hemmeligt fældede Taarer. Det er ikke din Skyld, at jeg ikke kom til at tilhøre de Bedste – men det er din Skyld, at jeg nu staar her uden at regnes blandt de Allerringeste. Saa havde Ulf Ret: Fremtiden tilhører Kvinderne – de vogter Idealerne!

Og han gaar frem imod hende, tager hende i Haanden; de ser sig omkring. Derudenfor – bag 302| denne Vold, som snart er skudt sønder og sammen, og hvis Opførelse har set Folket i Leg med Fraser, i Strid om Grunde, i Kiv om Skyld og Ret, i Opløsning og Forbittrelse – dér er han, Fjenden – ligemeget hvem, ligemeget hvorved og hvordan han kom; men han vil os det Onde – vil tage vor Frihed, den Stump, vi har tilbage; vil bruge vor Jord og vore Kræfter – forfølge vort Sprog, Essensen af Folkets Liv...... om han kommer til at dvæle her længe!

Og hvorfor skulde han ikke dvæle her – blive her ret længe, naar han har slaaet os til Jorden; her, hvor enhver af vore Sange kan belære ham om, at der »er godt at være«?

Hvem vil forhindre ham deri? Disse Mænd, der allerede halvt synes at mistvivle – denne Haandfuld, sammenlignet med hans egne Masser? – – – –

Gerhard ser sig omkring; han læser sig Nedstemtheden, Trætheden til i disse Miner – og han tænker: har disse Mænd – har vi alle – i Tide og Utide, ved hvert Jubilæum, enhver Zweckessen, i enhver kunstig fremkaldt Anledning danset og trallet og skraalet og sunget os kede af alle vore gode gamle Sange?... Nuvel! og hans Øjne tindrer: En ny Streng paa den gamle Lyre! en ny Melodi til de gamle Tanker! og friskt Mod! Kom, Edith; vi ville synge vor Kærlighed ud – synge om vort Sprog, vor Jord, vort Liv – synge om at »falde med Ære!«

Og hun har forstaaet ham; de har vekslet et 303| Blik; de er gaaet sammen hen til det taffelformede Klaver, der hviler sin afskudte Benstump paa den tomme Nodereol. Med funklende Øjne – vendt imod Mændene – det blege Ansigt rødmende som under en Bekendelse og en Besværgelse – synger hun til hans Ledsagelse:

Det er Ulfs Ord, hans Begyndelse. Og Gerhard fortsætter:

De har sunget det sidste Vers sammen. Han vil træde tilbage paa sin Plads imellem Rækkerne; 305| hun staar dér endnu, den ene Haand mod Hoften, den anden fremstrakt – Hovedet knejsende, Næsefløjene dirrende – Øjnene overnaturligt store – det lyse Smil som et blankt, frejdigt Staal gennem en Sky af Støv og Røg..... Mændene bølger omkring dem, svingende Vaabnene – alle disse Læber vil gentage Slutningsordene –

Da deles Luften pludseligt under en tung, hastig Masse, som slaar ned, kaster Jorden tilside, hvirvler sig rundt i en Sky af Støv, Røg og Ild..... og Mændene, der er faret fra hverandre, ser Edith ligge paa Jorden, ubevægelig, Armene udstrakte – og Gerhard i nogle Skridts Afstand derfra – slæbende sig frem igennem Gruset, indtil hans Hoved hviler over hendes..... og han søger med sine Læber at standse Blodet, der løber fra hendes Tinding ned bag Øret...... hun slaar Øjnene op, smiler, synes at hviske..... han samler hendes Arme over Brystet – hans Hoved synker ned – fra hans gennemskudte Side styrter Blodet over dem begge – og dér ligger de begge, Side om Side, ubevægelige – Dødens Mulm og Nattens Fred over deres Træk.

Og dér – foran dem – har Adjutanten, Premierlieutenant v. Norden, holdt sin Hest an. Den ranke, smukke Officers Ansigt er blegt – og langsomt, stirrende paa Edith, sænker han med venstre Haand sin dragne Klinge. Det sitrer i hans Øjne – det funkler som af Indvielse over hans Pande. Vendt imod Skaren strækker han Klingen pegende ud og frem.

306| Og frem og ud stormer Mændene – dér hvor Skumringen blander sine Skygger i Røgen og hvor Skuddene glimter. Skuddene drøner, Røgen tætnes, Raab høres – ingen Eder.... Sang.

De synger: