Høyen

Uafseelige Velsignelser omringe dig, du yndigste blant Høyene! – – Og fra din Top skal man aldrig kunde øyne det blinkende Sværd! – aldrig den sorte gnistrende Røg, som forkynder Ødeleggelser! – Paa din Top, skal den sølvhaarede Landmand sidde, og overtælle sine Rigdomme – og fortælle sin uskyldige Ungdoms Bedrifter til opmærksomme Børnebørn – og prise den Al-Gode, som har velsignet ham! – Paa dig skal den kjælne sortøyede Pige, opløfte sine Hænder af Snee mod Himmelen; – og kræve den til Vidne, til den hellige Pagt, som hun indgaaer med sin guulhaarede Hyrde! – – og Himlen skal høre hendes Eed, og gjøre – – at hun aldrig kan bryde den! – Men i dine Skygger, skal en Trop skjærtsende, med Roser bekrandste Piger, ofte indfinde sig mod Kjølningen, og dantse i Kreds om en halvslumrende Barde – og fordre Amors Lov-Sang og Hymens Lov-Sang af ham – og med fulde Hænder bestrøe ham med dine Blomster – og forstyrre ham i den Sang, hvilken han, ligesom ubekymret om dem, altid begynder forfra om Bacchi Seyervindinger, og om Viinens Glæder! –

Vær evig velsignet, evig udmærket, evig festelig du elskeligste blant Elvens Høye! - Thi i dine Skygger, drak Cimbrernes dengang spiirende Barde, fordum de udsøgteste Lyksaligheder i sig med store Drik – i dine Skygger følte, smagte, nød han, alle en flammende, en med Laster ubesmitted Indbildningskrafts, alle et ædelt, et svulmende Hjertes himmelske Fortryllelser! – Endnu havde Melpomene ikke indviet ham til sin Helligdom – endnu havde hun ikke betroet ham den vældige Harpe – Men da han blev undfanget, havde den guddommelige lagt en Gnist i hans Hjerte – og allerede havde den grebet om sig – allerede begyndte den himmelske Ild, at ulme – og en ulige større Kreds, end den der indskrænker de fleeste Dødelige, havde allerede aabnet sig for hans varmere Indbildningskraft, hans meer smeltende Følelser – Mennisker som blot iagttoeg almindelige Pligter, saae han, tænkte han neppe meer – og de lave krybende Dyder, Egennyttens Døttre, og Frygtens Døttre, følte hans Hjerte dengang intet for - Hans stirrende Syn fulgte utrettet med Heltene i deres høyeste Flugt, og hans Hjerte slog kun høyt for Handlinger, som Engle maatte beundre! – Forført af den raske, den venskabelig skuffende Muse, haabede han dengang snart selv, at kunde ligne disse jordiske Guder, hvis Ære hans Sjæl svulmede af – Hun sagde ham det ikke, at han kun var bestemt til at besynge dem – da skulde hun have bedrøvet ham dermed – – Men nu, ak nu smelter hans Hjerte i Lyksaligheder, og hans heele Sjæl i fortryllende Følelser; naar den himmelske tilvinker ham, at forfølge de Helte med høye Toner, hvis Spor hans svagere Fod ikke kan træde i – og med svulmende Sang, at naae de Dyder, som Skjæbnen har formeent ham at udøve – Rask som Ørnen river han sig da løs, fra sit tungere Støv, fra sin snevrere Kreds – og i Følge med dem han besynger, stiger han op imod dig, du de sande Dyders Kilde, de reene Glæders Udspring! – Ak, at du kun ofte vilde byde din himmelske Sangerinde, at tilvinke ham, du Saligheders Fader! – Ak, at du vilde styrke hans Vinger, at han ikke for hastig sank tilbage, til det betyngende Støv! – ikke for dybt i det besmudskende Leer! – – Ak, at han da selv, naar han forgjæves flagrende, ikke kan rive sig løs, fra de Baand, som hilde ham, dog aldrig taber dig af Sigte, du evige Forbarmer! – aldrig dig, du allerhelligste Væsen! - aldrig den salige TidsPunkt, efter hvilken han evig ved Siden af dydige, skal knæle for din Throne! – Evig i Chor med ubesmittede, synge dine herlige Egenskaber! –

Salige Formaal, kan den henrykte Digter tænke – føle dig – føle din Himmel? – – og see tilbage til en Tue, hvorunder han fordum nød nogle af dine svageste Glimt - indhyllede, dæmpede, næsten qualte i en Skye af jordiske, af daarlige Glæder? – Han kan det! – Han skal det! – Thi evig dyrebar er den mindste Gnist af himmelske Dyder - og evig Salighed er i den spædeste Straale af deres Fader – Derfor skal din Barde, ofte taknemmelig, ofte velsignende erindre dig og de Vellyster, som du fordum skjænkte ham, o du elskeligste blant Høyene! –