Havde jeg da og en Arendse? – Eller var det en Dulcinea, som min IndbildningsKraft allene skabte sig, fordi den trængte dertil? – Ney, ved Cupido, jeg havde en, eller egentligere jeg havdes af en deylig, en fiin og skarpsindig, en ædel, en majestetisk Arendse – en af disse skyggefulde Skjønheder, hvis Smiil er som Soelens igjennem en regnfuld Himmel – hvis Vink er en gjennemtrængende en uimodstaaelig Straale af tungsindet Dyd – en af disse bydende, mægtige, fortryllende Brünetter, som man ikke kan see uden Ærefrygt og neppe elske uden Tilbedelse – En Arendse, med store mørkebruune, straalende Øyne, med en lille kroged Næse, en Mund hvorpaa Gratierne syntes at skjærtse, tykke kastaniebruune Lokker, som beskyggede en sneeviid Hals, to runde, elastiske, svulmende – – – o Himmel! – jeg glemmer mig! – men det vigtigste! - En Arendse, med en dydig, en vittig, en satt og en høy Sjæl – en Arendse, med det ømmeste Hjerte, som nogentid har slaaet bag ved et Snørliv! – Jeg havde hende – O Himmel! – o mine Læsere! – O du, som Smerter har gjort følsom og øm, du som mishandlet, forladt af Verden sidder i din ensomme Hytte og læser dette Blad, for at forslaae din Kummer – lad en eneste medlidende Taare dryppe derpaa! – Jeg havde min Arendse – og nu har en anden hende! – Fordum nagende og martrende, nu snigende og dræbende Gift! – Erindring om mit Tab! – fortærende, ødeleggende Tanke! – Kilde til min Fortvivlelse, mine Uordener og mine Ulykker! – Kilde til min daglige Kummer, og mine Taarer! – naar vil du fortørres? –
Saavit jeg kjender mig selv vilde jeg have forsmertet mit Tab, om min Arendse var blevet lykkelig – Hun er det ikke, langtfra ikke – Gjerne meer end gjerne, synes mig, vilde jeg have undt den hende, der bedre end jeg kunde have skjønnet paa, kunde have belønnet og bevart hendes Fuldkommenheder – O Gud! – o Medynk! – Kummer, nagende Kummer har udtæret min blomstrende Arendse – Nu er hun Sorgens Aftryk, Dødens Billede – Nu bringer en frygtelig Sygdom, Skrækkens Datter og Moder hende daglig paa Gravens Bredde –