[III]|Udgiveren til Læserne.

Jo mere jeg paaskjønner at være Den, i hvis Lod det er faldet at indføre disse Blade i Læseverdenen, desto mere kunde jeg ønske at gjøre det paa en saadan Maade, at jeg i Sandhed blev medvirkende til den Anerkjendelse, som de synes mig at fortjene, men som de ogsaa – det haaber jeg – baade kan og vil finde uden Medhjelp. Thi dersom jeg vilde gjøre et Forsøg paa hvad man kalder at stille Læseren paa det rette Standpunkt, maatte jeg gaae ind paa de i Skriftet fremsatte Ideer, deels understøttende disse, hvor de ere i Strid med gængse Fordomme, deels indskrænkende deres Gyldighed, hvor de synes mig selv at sætte sig fast i en Crisis, der endnu ikke kan være det sidste Resultat. Men derved vilde jeg komme til at røbe altfor Meget af Indholdet, og betage Læseren den Nydelse, selv og paa første Haand at gjøre disse eller lignende Opdagelser. Og dog er der Adskilligt, IV| hvorom det vil være gavnligt, ja nødvendigt at underrette Læseren, inden han gjør Bekjendtskab med Skriftet. Den Vanskelighed, som her er at overvinde, er at faae sagt, hvad der skal siges, uden at foregribe Bogen i Det, som er dens egen ubestridelige Rettighed: selv at frembringe sit Indtryk.

Hvad jeg allerførst maa begynde med, og ligesom stille i Spidsen for mine Meddelelser, er, at Skriftet er forfattet af en ganske ung, omtrent tyveaarig Pige, og at Læseren her modtager det, ganske som det er kommet fra hendes Haand, uden at jeg har forandret en Tøddel deri. Naar jeg betragter denne Meddelelse som den første og vigtigste for den Læser, som vil have den rette Nydelse af Bogen og bedømme den rigtigt, da er det ikke – hvad man i første Øieblik kunde troe – for at lade Forfatterindens Ungdom tjene til Undskyldning for Bogens mulige Mangler; tvertimod, det er, for at ikke den stærkt udprægede Characteer med sin store udadvendte Energie og sin ligesaa store indadvendte Resignation, i Forbindelse med den ualmindelige Modenhed i Fremstillingen, Foredraget, Stilen, skal bringe Læseren paa den vildledende, for Opfattelsen baade af Total-Indtrykket og af Enkelthederne mindre gunstige Tanke, at Forfatterinden er en bedaget Dame, der har et mangeaarigt Livs Erfaringer og Betragtninger at øse af. Thi visselig giver det et heelt forskjelligt Syn paa Sagen, om det Forsæt at flye fra Verden til Gud yttrer sig hos et ældre Fruentimmer, der maaskee vender Verden Ryggen, fordi den har svigtet hendes V| Forhaabninger, eller om den, ligesom ved en primitiv Inspiration af det Guddommelige, aabenbarer sig hos en ung Pige, der, staaende i den ungdommelige Skjønheds første Blomstring, gjør Afkald paa en Verden, som hun har saa Meget at vente af, at det kunde være undskyldeligt, om hun ventede Alt. Det er en saadan Personlighed, som Forfatterinden har villet skildre i Clara Raphael, men det er tydeligt, at hun i de digtede Breve fra Clara har ladet sin egen Anskuelse komme tilorde. Iøvrigt seer jeg, at jeg ved disse faa Ord allerede kan have bibragt Læseren en altfor eensidig Forestilling om den Clara, som han bedre vil lære at kjende af hende selv end af mig. Hendes Resignation er nemlig ikke klosterlig, ikke den catholske, men den protestantiske. Hendes Flugt fra Verden til Gud er ikke en Negation af Verden, men et luttrende Bad i de guddommelige Kilder, hvorfra hun vil vende tilbage til Verden, til dens Kamp og dens Møie, og ved Deelagelse i disse luttre den selv. I hele denne Anskuelse er der Noget, som minder om Jomfruen af Orleans, en Figur, som derfor heller ikke bliver uden Indflydelse paa Clara. Men ligesom hiin sublime Skikkelse væsenligen har en catholsk, en nonneagtig Side, saa er der hos den ægte protestantiske, ingenlunde klosterlige Clara dog et Slags Gjenskin heraf, der fornemmelig yttrer sig i Slutningen af Bogen.

I den Brevvexling, som har fundet Sted mellem Forfatterinden og mig, have vi, foruden flere andre Punkter i Skriftet, gjentagende VI| debatteret især dette, uden dog at kunne blive enige. Jeg forestillede hende, at det qvindelige Ideal ikke i Almindelighed kunde bestemmes som Jomfruen af Orleans, der havde en ganske speciel Mission, og derfor kun svarede til en enkelt Side af Idealet. Jeg erindrede om, at det høieste qvindelige Ideal, som Christenheden kjender, vel er fremstilt som Jomfru, men i Eenhed med at være Moder, en Eenhed, som, uafhængig af alle dogmatiske Forklaringer, udtrykker, at Idealet indbefatter baade et himmelsk og et jordisk Moment. Herpaa erholdt jeg til Svar: »Jeg troer, det gaaer enhver ædel Qvine, ligesom Marie. Engang aabenbarer Bebudelsens Engel sig for hende; engang hører hun disse høitidelige Ord: Hil være dig, du velsignede blandt Qvinderne! – Men i forskjellig Skikkelse viser det himmelske Sendebud sig for Enhver, og forskjellig er den Gjerning, han paalægger dem. For den Ene ere en Hustrues og Moders Pligter den velsignelsesrige Virkekreds; en Anden føler sig kaldet til en mere dristig Fremtræden i Livet, til en mere aabenbar Kamp for det Himmelske. ForA mig viste Bebudelsens Engel sig i en Valkyries Lignelse, og jeg troer, ligesaa for Clara.« – Fremdeles siger hun i samme Anledning: »Man har nu saa ofte seet Amors Seier skildret i alle mulige Slags Skrifter, saa jeg syntes, det var paa Tiden at skaffe ham en Medbeiler i Ideen. Jeg vilde (det var et dristigt Indfald, det tilstaaer jeg) fremstille Ideens Seir over ham, det Himmelskes Seir over det Jordiske. Det er saa trist, altid at see det Smaa triumphére.« – VII|Om Baronens Resignation (i det sidste Partie af Bogen) siger hun: »Og nu nægter jeg ikke, at jeg finder, han viser mere sandt Mod i sin Resignation, end disse drabelige Helte, som kalde det en stor Bedrift at beseire en ung Piges Overbeviisning istedenfor at hjelpe hende til at vinde Seier ved den.« – Endnu en Yttring af Forfatterinden vil maaskee tjene til at kaste Lys paa Claras Characteer, saavel i denne Henseende som i Almindelighed: »Det var ikke min Hensigt at fremstille et Ideal, men en Idealist. Hun skulde ikke være feilfri. Ville Digterne fremstille Idealet reent og uforfalsket, da lad det fremstilles i Skikkelse af en Lysets Engel, ikke som en ung Pige. Det Sidste vilde være en bitter Ironie over vor Naturs medfødte Ufuldkommenhed og Svaghed.« – Den Skranke, som jeg paa det omtvistede Punkt har troet at finde i Forfatterindens TankeUdvikling, er, at hun tager Idealet altfor abstract, saa at det næsten falder sammen med Ideen. Og selv denne staaer maaskee i altfor ubestemt Almindelighed for hende. Dette synes mig idetmindste at gjælde om den Idee, der skal være Ledestjernen for Claras Liv. I Mangelen paa tilstrækkelig Adskillelse mellem Idee og Ideal ere udentvivl ogsaa de Vanskeligheder begrundede, som hun finder i Trinitetslæren. Men paa disse og lignende Steder i Bogen maa det snarere forundre, at en saa ung Pige allerede er kommen saa vidt med sin Reflexion, end at hun ikke endnu er kommen til Ende med den.

Jeg har med Flid fremhævet, hvad der fra visse Synspunkter VIII| kan udsættes og maaskee vil blive udsat paa dette lille Skrift, thi saaledes vil Læseren ikke være uforberedt, dersom de herhen hørende Steder skulde blive opfattede af ham paa denne Maade, og han vil ikke – hvad som desværre saa ofte skeer lade sig ved enkelte enten virkelige eller formeentlige Mangler forstyrre i Nydelsen og Vurderingen af de langt overveiende Skjønheder, hvilke jeg vel skal vogte mig for at udhæve med samme Omhu, da jeg ønsker, at Læseren uforberedt maa gribes af dem.

Og atter har jeg maaskee opvakt en falsk Forestilling om Characteren af disse Blades Indhold. Efter at have nævnet de dybe Ideer og betydningsfulde Spørgsmaal, hvormed de beskjæftige sig, og efter at have bragt Claras Navn i Forbindelse med et af Historiens største og meest glimrende Idealer, kunde Læseren vente sig en ligesaa glimrende Skueplads for ligesaa brogede Begivenheder. Men istedenfor disse vil han finde den ikke uinteressante Contrast af den meest hverdagsagtige Gruppering indenfor den mindste og snevreste Ramme. Claras Omgivelser høre for største Delen til de almindelige Hverdagsmennesker; mellem disse og deres Interesser spirer hendes Aand, som en Passionsblomst, der er plantet i en Kaalhave. Hun er virkelig i et Kloster, thi hun lever i sine Tanker, uden sandt Samqvem med den Verden, som omgiver hende. Af Begivenheder forekomme saa godt som slet ingen. Først i Slutningen fremføres i al Hast en Forvikling og Opløsning, der for et Øieblik frembringer den Illusion, at IX| man læser en Novelle. Hvo som i disse Blade venter at finde »en Historie«, vil kun finde en skuffet Forventning; men Den, som interesserer sig for at læse nye »Bekjendelser af en skjøn Sjæl,« vil finde, hvad han søger.

Men Hensyn til den Form, hvori Bogen er affattet, vil jeg ligeledes lade Forfatterinden selv tale: »Den er skreven i Breve, og jeg har søgt at undgaae en Omstændighed, som altid har plaget mig ved Bøger, der vare skrevne i denne Form: den nemlig, at de næsten altid ere skrevne til Læserne, ikke til Læseren. Jeg har stræbt at vedligeholde den frie, undertiden overgivne Tone, hvori en ung Pige skriver til sine Veninder, den dristige Hengivelse til Øieblikkets Indskydelser, hun i saadanne Breve med ungdommelig Naturlighed overlader sig til. Jeg har virkelig tænkt mig denne Venindes hele Personlighed, og med Villie ignoreret enhver anden Læser, imens jeg skrev.«

Den unge Forfatterinde har ikke været uden Betænkelighed ved at overgive til det store Publicum hvad hun hidtil havde gjemt i sine stille Tanker. Men hendes Betænkelighed var ikke Frygt for Bogens mulige Skjæbne i et dømmende Publicums Hænder; den var Frygt for, at hendes Fordring paa at læses kunde være Ubeskedenhed eller Indbildskhed. Hendes Undskyldning i denne Henseende lyder saaledes: »Det er dog saa naturligt at elske Det, man har baaret i sin Sjæl, Det, man erkjender for Aand af sin Aand, og Liv af sit Liv, og at man ønsker at see det træde ud i Virkeligheden, for at det, om X| muligt, kunde gjøre Andre den samme Glæde, det har gjort os selv. Det er saa nedtrykkende, altid at modtage, og aldrig at give.«

Med det Ønske, at Gaven, som kommer fra et rigt Hjerte og fra rige Evner, maa finde en velvillig Modtagelse, slutter jeg de indledende Ord, som jeg ikke blot havde paataget mig at skrive, men hvis Frembærer jeg maatte ønske at være.