28|Fjerde Brev

Du spørger, om jeg er syg, da jeg har ladet Dig vente saa længe paa Brev. Ja, rask er jeg egentlig ikke, men Du vil vist lee af den Svaghed, jeg lider af, naar Du hører at den er i Familie med Mandens, som troede, hans Hoved sad forkeert. Nu da jeg seer mig om i Verden, og lægger Mærke til Folk, uden at være forblindet af Forfængelighed, nu – tænk Dig min Skræk! – synes jeg at Alt omkring mig staaer paa Hovedet! Jeg vil give Dig et Par Exempler. Da her forleden vare Fremmede, talte vi om Døden, og jeg sagde, jeg fandt det forkeert at Folk i Almindelighed bekjendtgjorde Dødsfald paa denne Maade: »At min elskede – blev befriet fra sine Lidelser, og indgik til et bedre Liv, bekjendtgjøres sørgeligst.« Gud bevares, meente de Andre, man kunde dog ikke sige glædeligst. Jo, er noget glædeligt, svarede jeg, saa maa det da være den Vished, at En, man holder af, er gaaet over til et bedre Liv. De saae paa mig, som om jeg var falden ned fra Maanen. Men, sagde Camilla, Du vilde dog være bedrøvet for din egen 29| Skyld? Ja, svarede jeg, Savnet er det Sørgelige ved Døden, men jeg er overbeviist om, at det hos mig snart vilde overvindes ved Tanken om den Andens Lykke. Og hvad troer Du at Madam Star sagde dertil? At det var den største Egoisme! At et Menneske, som talte saaledes, aldrig maatte have brudt sig om andre end sig selv!! Folks Begreber om Liv og Død ere i det Hele besynderlig bagvendte. Naar en Forbryder paa Retterstedet bliver benaadet til livsvarigt Fængsel, sige de: Han kan være glad, han slap dog derfra med Livet. Og naar En, som forlængst er træt af Verden, gaaer herfra til evigt Liv, sige de: Den Stakkel er død! De tale om Liv, og glemme det evige Liv! De tale om Død, og glemme Udødeligheden!

Har Du aldrig lagt Mærke til den fornærmede Værdighed, hvormed Folk sige: »Gud bevares! Troer Du, jeg lyver?« det mindste man forudsætter, at de have taget Feil i en Ting. Og dog bestaaer disse samme Menneskers hele Liv som oftest i en eneste Usandhed; det Hele gaaer ud paa at være noget Andet end de ere. – See, naar Folk kalde Liv, hvad jeg kalder Død, Egoisme hvad jeg kalder Selvfornægtelse, Sandhed hvad jeg kalder Løgn – har jeg da Uret i at antage, at enten de eller jeg staaer paa Hovedet? Da jeg nu, et af to, bedre kan finde mig i naturlig Indbildskhed, end i paa tagen Beskedenhed, siger jeg reentud, at jeg ikke troer, det er mig.

Der er et af Grimms Eventyr, som voldte mig megen 30| Ærgrelse da jeg var lille, fordi jeg ingen Mening kunde finde deri. Jeg vil fortælle Dig det i al Korthed.

Der var engang en Mand, som fik Djævelen til at staae Fadder til hans Søn. Da nu Drengen var voxen, skulde han aflægge sin Gudfader et Besøg, og gik i denne Hensigt til hans Huus. Da han kom ind i Porten, saae han en Feiekost og en Rive, som sloges. Han blev noget forundret, men spurgte dog, om det var der, Hr. Gudfaer boede. »En Trappe høiere,« sagde de. Da han kom en Trappe op, saae han et Fad med Dødningehoveder staae udenfor Døren. Nu blev han angst, men fattede sig dog, og spurgte, om Hr. Gudfaer boede der. »En Trappe høiere,« var Svaret. Saaledes bliver han bestandig viist høiere op, og seer mange Ting i samme Stiil. Endelig kom han til den rigtige Dør og bankede paa; men der blev ikke lukket op. Da saae han ind gjennem Nøglehullet, og fik Øie paa Hr. Gudfaer, som laae i en Seng og havde to store Horn i Panden. I dødelig Angst vilde han løbe derfra, men blev kaldt tilbage af Gudfaeren, der nu saae ud som enhver anden gammel Mand. »Hvorfor løber Du?« spurgte han, »vilde Du ikke besøge mig?« – Jo, svarede Manden, men jeg har seet de forunderligste Ting i dit Huus. – »Hvad saae Du da?« – Først stod der en Feiekost og en Rive og sloges i Porten. – »Din Nar! Det var jo min Karl og Pige, som skjændtes!« – Ja saa! Men da jeg kom høiere op, saae jeg et Fad med Dødningehoveder staae 31| paa Trappen. – »Hvor vil Du hen? Det var Kaalhoveder, jeg skal have til Middag!« – Endelig sagde Manden: Men da jeg saae ind gjennem Nøglehullet, laae Hr. Gudfaer i en Seng med to store Horn i Panden! – »Ei, det er ikke sandt!«

Er det ikke en prægtig Historie? Hr. Gudfaer er, som sagt, Djævelen, der lægger Beslag paa os, før vi kunne protestere. Hans Huus, hvor Alt gaaer saa forunderligt til, er Verden. De Fleste komme derind som Smaa, og faae aldrig Øie for det Forkeerte deri. Andre finde sig tilrette, glemme det første uhyggelige Indtryk, blive Hr. Gudfaers værdige Undersaatter, og føle sig snart hjemme i hans Huus, saa de virkelig antage River, Feiekoste og andre Redskaber for Mennesker, og Dødningehoveder for en behagelig Ret. Min Indtrædelse i Verden er beskreven i Eventyret, og Fortsættelsen beroer paa mig selv. Jeg kunde gjøre hvad saa Mange have gjort: lære at see med Hr. Gudfaers Øine, og leve et mageligt og morsomt Liv i hans Huus; thi kjedelig er Djævelen ikke. Men Enden paa Legen vilde dog seent eller tidligt blive: Ei, det er ikke sandt! Nei, saa heller vende om, og gaae til vor rette Gud Fader i Himlen, hvor alt er Lys, Liv og Sandhed. Derhen gaaer nu min Vei!

Iaften skal jeg i Selskab med en Dame, som jeg er meget nysgjerrig efter at see. Den almindelige Dom om hende er, at hun er meget original, men ellers ret 32| en fortræffelig Pige. At være original, pleier her at være det Værste, der kan siges om et Menneske, saa jeg begriber ikke, hvorledes hun alligevel kan finde Naade for Folks Øine. Det er en Frøken Carlsen fra Kjøbenhavn; hun er kommet hertil nogen Tid før jeg, og har oprettet et Sprogcursus i M*; tillige underviser hun i Musik. Hun skal være meget dannet.

Jeg kommer lige fra Selskabet, og har ingen Ro, før jeg har beskrevet Frøken Carlsen for Dig. Dog beskrive! Naar jeg siger, hun er høi, har brunt Haar, blaae Øine og hvide Hænder, veed Du da, hvorledes hun seer ud? Eller naar jeg siger, hun er en yndig Pige, faaer Du da noget Begreb om hendes Væsen? Frøken Sonne bliver jo ogsaa kaldt en yndig Pige! Hvad der gjør Frøken Carlsens Selskab saa velgjørende for mig, er den Overlegenhed, hvormed hun behersker sine Omgivelser, uden at de ane det. Det er Geniets Magt, forenet med den Mildhed og Ligevægt, som udtaler sig i alt hvad hun siger og gjør. Naar hun snakker med Folk, og gaaer ind paa deres Interesser, er det med samme Velvillie, hvormed en Voxen kan underholde sig med et Barn, og selv finde Fornøielse i at more det. Dog hun stiger ikke alene ned til Andre, men søger uformærkt at hæve dem til sig. Aldrig har jeg hørt disse Mennesker yttre saa fornuftige Tanker, som iaften, da hun ledede Conversationen. Det hæver dem i min Me33|ning, at de dog kunne paaskjønne en Pige som Frøken Carlsen. Vi talte længe sammen, og jeg følte mig saa hjemme i hendes Selskab. Jeg kunde ikke undertrykke denne Følelse, og sagde: De veed ikke hvor lykkelig jeg er ved at tale med Dem! Alene at De er her, kan forsone mig med andre Menneskers Kjedsommelighed. »Det er meget smigrende for mig, og gjør Deres Nøisomhed stor Ære,« svarede hun, »at en ung, munter Pige, som De, kan finde Fornøielse ved mit tarvelige Selskab.« Det er Synd at gjøre Nar af mig, sagde jeg: Naar jeg finder Fornøielse i Deres Selskab, er det ifølge mit Valgsprog: Det Bedste er godt nok. Men naar De antager mig for en pjattet ung Pige, som ikke forstaaer at vurdere Deres udmærkede Egenskaber, og derfor havde Grund til at foretrække de Yngres Selskab, da gjør De mig Uret. Jeg vil heller være den Mindste blandt de Store, end den Største blandt de Smaa! »Kjære Barn!« svarede hun venligt: »hvad jeg har forud for Dem er hverken Genie eller Forstand, men kanskee nogen Menneskekundskab og dyrkjøbt Erfaring, som De ikke skal ønske Dem. Det er Ungdommens og Skjønhedens lykkelige Forret, at udbrede Glæde omkring sig, saa det er mig, der maa være taknemmelig, hvis De vil opmuntre mig med Deres Selskab.« Jeg takkede hende for denne Indbydelse, med en Glæde, jeg ikke kunde skjule. Maa jeg komme i denne Uge? spurgte jeg tilsidst, næsten undseelig over min Paatrængenhed. »Heller imorgen end iover34|morgen, Søde!« svarede hun paa sin hjertelige Maade. Siden hørte jeg hende sige til Madam Star: Frøken Raphael er jo en yndig Pige! Jeg begriber ikke, hvor De kan finde hende indbildsk og affecteert. »Ja,« svarede Madam Star, »nu agerer hun barnlig og beskeden, fordi hun vil vinde Dem. Hun veed nok at hun er gaaet for vidt med sit aparte Væsen, og at hendes Sager staae slet her.« Jeg gik min Vei, for ikke at høre mere af denne Samtale, der ikke var bestemt for mig.

Frøken Sonne var fornærmet, undveg mig øiensynligt, og kneisede med fornyet Værdighed, hvergang hun fik Øie paa mig. Det gjør mig ondt, da jeg for længe siden har fortrudt min Spydighed, og vilde gjerne være gode Venner med hende. Saalænge hun imidlertid vedligeholder denne bevæbnede Neutralitet, kan jeg intet gjøre ved Sagen.

Hvad mener Du? Jeg har allerede idag været hos Frøken Carlsen. Jeg længtes saa meget efter igien at see hende, Veiret var deiligt, og Børnene havde Fremmede, saa der var ingen Læsning i Eftermiddag. Disse Omstændigheder vare altfor fristende, og jeg – det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig at Forpagteren har givet mig fri Raadighed over en Hest og Damesaddel, saa jeg nu kan have rigtig godt af at jeg tiggede Tante til at lade mig ride i Kjøbenhavn, og af den yndige 35| Ridedragt hun forærede mig til min Fødselsdag. Hun har dog altid været god imod mig!

Jeg red altsaa til M* og traf Frøken Carlsen hjemme. Der seer De, jeg tog Dem paa Ordet, og heller kom idag end imorgen, sagde jeg. »Derfor takker jeg Dem ret,« svarede hun: »Jeg saae allerhelst, at De kom hver Dag.« – Blandt meget Andet kom Talen naturligviis paa Selskabet igaar, og jeg yttrede min Forundring over, at hun, der er saa genial, kan komme ud af det med alle Mennesker, da det ellers er det Almindeligste og Trivielleste, som behager bedst. »Naar man hverken er ung eller smuk, og ingen Fordringer gjør, kommer man allerede lettere gjennem Verden,« svarede hun: »Desuden er det ikke saa vanskeligt at staae paa en god Fod med Folk, naar man blot retter sig lidt efter dem i Smaating. Ligesom man i Politik ofte maa opgive en Provinds, for at redde det Hele, maa man her i Livet undertiden opoffre sin personlige Mening for den almindelige, for desbedre at kunne bevare sin Frihed og Eiendommelighed i det Store, uden at udsætte sig for at miste Andres Velvillie, som dog hverken er eller bør være os aldeles ligegyldig.« – Ak, skal jeg ogsaa høre det af Dem! udbrød jeg: Det kan være klogt i Politik og al verdslig Handel, det indrømmer jeg. Men hvad vi erkjende for Sandhed og Ret, det bør vi vist aldrig fornægte; og hvad vi erkjende for Løgn og Uret, bør vi aldrig smigre eller finde os i, om det end skaffede os al 36| Verdens Venskab. – »Formaaer da De at drage en bestemt Grændse mellem Godt og Ondt, der, som bekjendt, er blandet i vor menneskelige Natur? Siig mig hvad De har erkjendt for Ret og Sandhed!« – Jeg kjender vel kun lidt til Verden, svarede jeg, men, saa meget har jeg da seet, at Sandheden er ilde liidt; at Guds Idee og Verdens Idee staae fjendtlige ligeoverfor hinanden. – »Hvad mener De egentlig dermed?« spurgte hun med et lille Smiil, som forvirrede mig. – Jeg mener, at Gud i hvert Menneske har villet udtrykke en guddommelig Idee, og en særskilt i hver; at Verden derimod stræber at opløse alle Personligheder i een verdslig Idee. Gud har jo skabt os forskjellige; man seer, at to Mennesker ikke ere eens; den almindelige Dannelse derimod bestaaer i at Alle skulle paatage det samme Væsen. Spiren til den guddommelige Idee ligger i hvert Menneskes Sjæl, men inden den er trængt frem, saaer Verden sin Sæd af Fordomme, Hensyn og Borneerthed ovenover, for at hindre dens Udvikling. Det Guddommelige kommer derfor hos de Færreste til Klarhed; det bliver ved en ubevidst Længsel, en Anelse om noget Høiere, som de med falsk Resignation mene at maatte undertrykke, eller henvise til en tilkommende Evighed. De vide ikke at netop denne Længsel, denne Anelse, er Spiren til deres Evighed. At undertrykke den er aandeligt Selvmord. De forsage det Evige istedetfor det Timelige. Det er undskyldeligt, ja rimeligt, at det maa gaae svage Characterer saaledes. Men naar 37| Ideen bliver til Erkjendelse, naar et Menneske føler Livets Værd, og har en Anelse om sin udødelige Sjæls Guddomskraft og høie Kald, og paa den anden Side seer Verdens Fordomme og Usselhed, da bliver et Valg uundgaaeligt nødvendigt. Han kan ikke tjene to Herrer; han maa vælge mellem Gud og Verden, og da disse ligge i Krig med hinanden, kan han ikke undgaae at deeltage i Striden. Saa kommer vel den lille Menneskeforstand, og vil – Gud hjælpe os – agere mæglende Magt, taler om en Middelvei, om at forene de forskjellige Interesser o.s.v. Den kunde ligesaa gjerne reent ud foreslaae en Forening mellem Vorherre og Fandens Oldemoder, thi den priste Middelvei er den sikkreste Vei til Helvede, eller det gamle Helheim, Skyggernes Hjem. Naar Ideen døer Straadød i deres Sjæle, hvad er der da tilbage uden en livløs Skygge, som hører Underverdenen til! –

Frøken Carlsen saae paa mig med en Forbauselse, der, skjøndt den var blandet med Godhed og Deeltagelse, dog satte mig i Skræk for at jeg skulde have udtrykt mig med altfor stor Bestemthed og Heftighed. Hun bemærkede min Forlegenhed, og skyndte sig med at svare: »I meget af hvad De har sagt, kan jeg ikke andet end give Dem Ret, men paa den anden Side forekomme Deres Anskuelser mig noget vilkaarlige og eensidige. Jeg er ogsaa af den Mening (som jo er Grundprincipet i den christelige Religion) at man ikke kan tjene to Herrer, at Gud og vor Frelser ikke lader sig nøie med en halv 38| Hengivenhed, men kan man da ikke tjene Gud paa forskjellig Maade? Ved en altfor hensynsløs Iver skader man let den Sag, man vilde virke for. Det er nu engang saaledes begrundet i vor menneskelige Natur, hvor Godt og Ondt er saa blandet! Man maa lade Begeistringen virke i Forening med Fornuften; man maa ikke alene see op til Gud, men ned til Menneskene, blandt hvilke man vilde udbrede hans Rige. Naar De vil skaffe Deres Anskuelser Indgang hos et Menneske, maa De dog ikke fremstille dem for ham i et Lys, hvori han finder dem latterlige og overdrevne. De maa lære ham at kjende, erhverve hans Fortrolighed, og, da De ikke kan skabe Mennesket om efter Ideen, maa De meddele ham Ideen i den Form, hvori den bliver ham anskuelig. Fremfor alt! Vil De virke for Andre, maa De gjøre Dem afholdt af dem, thi hvad de ikke kunne lide, efterligne de naturligviis ikke; det bringer dem snarere til den modsatte Yderlighed. Da nu alt Afstikkende mishager, maa man, til en vis Grad, paatage det almindelige Væsen. Opgiver man derfor sin Personlighed? Forraader man derfor den gode Sag? Vilde De kalde den Soldat, som i slesvigholsteensk Mundering skaffede Underretning om Fjendens Stilling, en Forræder? Nei, han er en ligesaa tro Undersaat af Kongen, som Generalen, der fører Hæren; begge gjøre deres Pligt. (Jeg holder dog meer af Generalen end af Spionen, tænkte jeg i mit stille Sind.) De sværmer for Tordenskjold, ikke sandt?« vedblev hun: 39| »Nedsætter det ham da i Deres Tanker, at han ikke alene ved Tapperhed, men ogsaa ved Krigslist, vandt flere af sine berømteste Seire?« – Nei, svarede jeg, men den Slags Krigslist, man anvender i det daglige Liv, kommer dog som oftest af Mangel paa Mod til at gaae ærligt tilværks, og vise sig som man er. – »Lad os da forudsætte, at der er lidt Frygt, lidt Behagelyst blandet med de Flestes Eftergivenhed. Men kan De da sige, at Deres Stræben er aldeles fri for Selvbehag og Overmod?« – Nei, det vil jeg ikke sige, svarede jeg lidt ubestemt. – »Seer De,« udbrød hun: »Feil have vi Alle, og den største Feil er, naar En i Hovmod troer sig hævet over Andre. Jo flere Evner man har, i jo større Gjæld staaer man til Forsynet, og Gjæld kan man dog ikke være stolt af.« – Nei, svarede jeg, men disse almindelige Mennesker ere ogsaa hovmodige, og tale om deres egne smaa Interesser, som det var det vigtigste i Verden. Hvad der gaaer over deres Horizont kalde de Affectation og Forrykthed. – »Folk forstaae ikke Deres Interesser, fordi De ikke kan, eller ikke vil gjøre Dem forstaaelig, og De, Frøken Raphael, forstaaer ligesaa lidt, hvad De kalder det Almindelige; i den Henseende have DeA intet at lade hinanden høre.« – De har Ret, jeg forstaaer det ikke! Men skal jeg da fængsle min Aand til Jorden, naar al dens Hu staaer til at hæve sig til Himlen? – »Stræb ikke altfor høit! Husk paa hvorledes det gik Ikaros!« – Han fløi med en Andens Vinger, men den menneskelige Aand 40| er født med Vinger, som ikke saa let gaae af. – »Nu, hæv Dem da i Guds Navn saa høit De kan, men see blot ikke med Foragt ned paa os, som gaae paa Jorden. See Træer og Planter rundtomkring; de udfolde sig vel ved Solens Skin og den forfriskende Regn, som kommer ovenfra, men de suge ogsaa Liv og Næring af Jorden, hvori de have fæstet Rod. Saaledes gaaer det ogsaa os. Oplysningens og Geniets Sol udfolder vor Sjæls Kræfter, men der er ogsaa en jordisk Kraft, som virker forborgent, men mægtigt for vor Udvikling. Det menneskelige Samfund, Familielivet, er den Jordbund hvori vi have fæstet Rod. Kjærligheden er den skjulte Kraft, som forener os med hinanden indbyrdes, og med Gud. Hvormange Offere bringes ikke i Stilhed, som De paa Deres høie Flugt ikke drømmer om, netop af disse Hverdagsmennesker? Taalmodighed, Stræbsomhed, Hjertensgodhed og Ydmyghed – regner De disse Dyder for Intet?

Jeg var lidt ilde tilmode. Hvad hun sagde, fandt jeg meget smukt, men jeg syntes dog der maatte være noget at indvende imod, skjøndt jeg ikke vidste hvad. Theen kom ret beleiligt til at give Samtalen en anden Vending. – Da jeg red hjem, vaagnede mit glade Mod igjen. Hendes Skildring af Familielivet var idealiseret; 41| saaledes skulde det være. Saameget mere maa man kjæmpe imod de Fordomme, som have rodfæstet sig deri. Jeg elsker jo ogsaa alle Mennesker! Ellers vilde deres Feil ikke saaledes nedtrykke mig. Jeg er ogsaa overbeviist om at jeg kan virke for Andre, uden at jeg behøver i Fandens Mundering at indsnige mig i deres Fortrolighed. Nei, Bedrag bliver dog altid Bedrag, om det end udøves i en god Hensigt. Kan man kjæmpe for den gode Sag med slette Vaaben, maa man dog ogsaa kunne kjæmpe for den med gode.

Besvar nu snart mit lange Brev, da min korte Taalmodighed ikke slaaer til, hvis jeg skal vente.