51|Sjette Brev

Min inderligste Tak for Dit kjære Brev! Det har givet mine Tanker meget at bestille, da Du paa ingen Maade kan blive enig med mig om Damernes Bestemmelse. »Den Frihed og Selvstændighed, Du taler om, er der jo Ingen som forholder os. Du navnlig kan ikke klage, Du er jo i fuld Strid mod Fordommene!« saaledes skriver Du.

Var det mig dog muligt at forklare Dig, hvad der er saa klart for mig selv! Sagen er, at der er saa meget at sige derom, at jeg kunde bruge hele min Levetid dertil. – Jeg vil da prøve paa at meddele Dig et kortfattet Omrids af mine Anskuelser, men forud betinger jeg mig, at Du maa tage Dine critiske Briller af, og see mere paa Tanken end paa Udtryksmaaden. Camilla sagde engang om mig: Du er en god Advokat for alle slette Sager! – Nei, svarede jeg, kald mig heller en slet Advokat for den gode Sag. – Ja, svarede Sagføreren til 52| Sagen, saa fik Du et anderledes Foredrag, end det jeg nu med nogen Ængstelse bereder mig til at holde.

Hvad vil Du sige, naar jeg begynder med den Paastand, at vort Kjøn slet ikke existerer endnu? Ja, hør blot lidt videre, saa troer jeg, Du vil give mig Ret. At existere er jo det samme som at leve, ikke sandt? – Hvad er da det, at leve? Martensen har i en af sine Taler besvaret det saaledes: det er at tiltage i Viisdom og Naade for Gud og Mennesker. Nu kommer det an paa hvad vi forstaae ved Viisdom. Her maa Øhlenschlæger hjælpe mig. (I Følelsen af min Uduelighed som Sagfører, modtager jeg med Taknemmelighed de mindste Bidrag af oplysende Citater.) Hør da hvad han, som vi dog alle med Glæde erkjende for en Autoritet, siger derom:

Gjør mig nu den Tjeneste, at løsrive Din Tanke fra alle Enkeltheder, og stille Dig paa et Standpunkt, hvorfra Du kan kaste et Blik ud over Menneskeslægten. Har den en Hensigt? Stræber den til noget Maal? Ja, blandt alle særskilte Interesser øiner man een almindelig: Maalet hvortil den stræber, er Frihed og Enhed. Har den gjort Fremskridt i denne Retning? See tilbage til 53| Katholicismens og Despotismens Tid, og Svaret er let at finde: Ja, den tiltager i Viisdom, den lever altsaa.

Jeg sagde Menneskeslægten; gjælder da det samme om Damerne? Have de nogen Deel i denne Udvikling? Have de en Villie? O ja, ti for een, kan man sige: De ville behage, de ville more sig selv, og kanskee ogsaa Andre, de ville passe deres saakaldte Pligter (eller ogsaa forsømme dem), de ville bestandig holde gode Miner med Vorherre, at de kunne have Himlen i Baghaanden, hvis Jordens Lykke skulde slaae dem feil. – Men netop det, at der er saa meget de ville, hindrer dem i at have een Villie. Eller er der kanskee en Hensigt i deres Liv, et Maal, de stræbe til? Nei, naar man undtager, at de, saa at sige, ere blevne hævede lidt ved Mændenes Stigen, at den almindelige Oplysning ogsaa har skinnet ind i deres Buur, have de ingen Fremskridt gjort. De tiltage altsaa ikke i Viisdom – existere ikke.

Glem ikke at jeg her kun har talt om Herrerne og Damerne i Almindelighed. Der kan altsaa, det indrømmer jeg, findes mange tusinde Damer, som have en Hensigt i deres Liv, som med alvorlig Villie stræbe til et ædelt Maal; og der kan være, og er Millioner mauvais sujets blandt Mændene, men her komme de ikke i Betragtning.

Ifald Du giver mig Ret i hvad jeg nu har sagt, vil Du vist undre Dig over, hvorledes det er muligt, at vi staae saa langt tilbage. Men betænk Trældommens 54| Magt til Ødelæggelse! Da Friheden blev Bønderne forkyndt, græd Nogle af dem, og bade, om det maatte blive som det havde været. Og de havde dog en lysere Fortid at see tilbage til. Vor Stilling har fra Arilds Tid været underordnet;jeg veed ingen anden Grund at angive dertil, end at Styrken altid har behersket Verden fordi den er den Stærkeste. I Riddertiden blev Ideen om Skjønhedens Herredømme levende, men den blev opfattet i sandselig, istedetfor i aandelig Forstand, og dens Virkning var forgængelig, som alt det Jordiske. Dog, Ideen selv var udødelig, som alt det Guddommelige. Viser der sig nu ikke i denne almindelige Stræben efter Enhed et dybt Savn? En Enhed forudsætter jo en Forening af forskjellige Elementer. Mand, Kvinde, er intet Heelt for sig, men ved en aandelig Forening bliver hver et Menneske i Ordets ædleste Forstand: Gud skabte Mennesket i sit Billede. Var det nu kun Kvindens Bestemmelse, at være Mændenes Husholdersker, eller et smukt Legetøi, hvormed de beskjæftigede sig i ledige Timer, da vilde Menneskeslægten aldrig opnaae nogen Enhed. Men saaledes er det ikke! Elementerne til noget uendeligt Herligt ligger i vor Natur, men skjult, som Aladdins Lampe, der kunde ligget i Bjergets Hule i Aartusinder, hvis ikke en af Skjæbnen begunstiget Haand havde hævet den, som i de gamle Eventyr, hvor Feen sover i det fortryllede Slot, bevogtet af en Troldmand. Saaledes ligger Spiren til det guddommelige Liv i os, begravet i vor Sjæl. Lad 55| os luge det Ukrud af, som er opvoxet derover, plante Spiren hen i Oplysningens Solskin, og den vil snart udfolde sig til den yndigste Blomst.

Da først, naar Kvinden er opvaagnet til selvbevidst Liv, da lader den store Idee om Menneskeslægtens Enhed sig realisere, ved en aandelig Forening mellem hende og Manden. Ikke ved at de parres i Ægteskab, som Kortene i Sortepeer! En saadan haandgribelig Forening mener jeg ikke. I et frit aandeligt Samliv maae de forskjellige Naturer idelig tabe sig i hinanden, for at vende berigede tilbage til sig selv. Kvinden maa tilegne sig Mandens aandelige Realitet, da ellers hendes indre Liv let bliver en skjøn Phantasieskabning, uden skabende Kraft og Selvvirksomhed. Selv maa hun bevare sin Sjæl som et reent Speil, hvori han kan see Idealet. Hun maa aldrig tabe sig i det Materielle, men hæve ham med sig derover. Den levendegjørende Aand, den høie Begeistring og barnlige Tro ere Grundtonerne i hendes Væsen, som han maae tilegne sig, hvis hans Characteer skal opnaae nogen sand Enhed. Man kan jo ikke spille det simpleste Musikstykke paa et Claveer, hvor enten Bassen eller Discanten mangler; men en Forening af begge er istand til at frembringe den skjønneste Harmonie.

Nu er jeg rigtignok bange at Madam Star kan have Ret, naar hun siger at mine Sager staae slet, thi 56| mine Modstanderes Parti har faaet en betydelig Tilvæxt. Frøken Carlsen er snart den Eneste, som ikke troer sig fornærmet af mig, thi man kan ikke her, som i Kjøbenhavn, disputere med Folk i al Gemytlighed og god Forstaaelse. Folk tage alt, hvad jeg siger, for Personligheder, og svare med personlige Angreb, som egentlig slet ikke komme Sagen ved. Min ny Modstander er hverken meer eller mindre end Pastor Star. Nu skal Du høre!

Vi vare idag, som sædvanligt, i Kirke, og jeg blev idag meer end sædvanligt søvnig, thi foruden at en Hærskare af lange Psalmer skulde synges, og det uden Assistance af Orgel, vare der en heel Flok Børn til Daab, og alt dette med Tilbehør af Offring o.s.v. tog en uendelig lang Tid. Jeg sad og dandsede i Stilhed Polka med mine Fødder, for at holde dem varme, hørte paa Børnene, der overdøvede Præsten med deres Skrig, imens han forrettede Daaben, og reflecterede over, hvorvidt denne Skik kunde have nogen virkelig Nytte. Under disse Omstændigheder faldt Undersøgelsen naturligviis ganske ud til Gjendøbernes Fordeel. Endelig var det forbi, og vi gik ind i Præstegaarden. Her var Talen om, hvor urolige Børnene havde været under Daaben, og jeg sagde i al Uskyldighed: Det er dog ogsaa en besynderlig Ceremonie! »Besynderlig!« udbrød Præsten: »De erindrer vist ikke, Frøken Raphael, hvem der har indstiftet denne Handling, som De behager at kalde en Cere57|monie, at Christus sagde: Gaaer hen og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens, Sønnens og den hellig Aands.« – Jo! svarede jeg, men netop her synes mig, det er antydet, at Underviisningen i Religionen skulde gaae forud for Daaben, siden der staaer »lærer og døber«. Der staaer jo ogsaa »Folk«, ikke smaa Børn. Daabens virkelige og store Høitidelighed bestaaer, synes jeg, i at den er en Indvielse for den, som af frivillig, inderlig Overbeviisning ønsker at optages i det christne Samfund. Men ved Barnedaaben kan den Paagjældende jo ingen Mening have, og i det Løfte, Gudmoderen paa hans Vegne aflægger, kan jeg ikke see andet end tankeløst, magtesløst Ord. Hvor kan hun for Alvor indestaae for, at Barnet bliver en Christen? »Det kan hun«, svarede han, »da det bliver opdraget i den christne Religion, og det maatte da være et besynderligt haardhjertet og følesløst Barn, som ikke lod sig paavirke af en Lære, som indeholder alt hvad der kan, og hvad der ene kan frelse os fra Fortabelse.« – Saa synes jeg, de Fleste maae være haarde og følesløse, eller jeg maa have været usædvanlig uheldig med mine Bekjendte, thi blandt dem har jeg kun truffet yderst Faa, som vare Christne mere end blot af Navn. Er Troen ikke saa levende i dem, at den hæver dem over Egenkjærlighed, Misundelse, og alle verdslige Tilbøieligheder, saa er den vist langt fra istand til at frelse dem fra Fortabelse. – »Tør jeg spørge om De dømmer Andres Religion efter Deres 58| egen?« spurgte han skarpt. – Min Religion er ingen Hemmelighed, svarede jeg, men jeg frygter rigtignok for, at De, Hr. Pastor, ikke vil være tilfreds med den. Jeg troer paa Gud, og elsker ham over Alt i Verden, men netop derfor kan jeg ikke forstaae al den Tale om Guds Vrede, Arvesyndens Forbandelse o.s.v., som er Grundvolden for den christelige Religion. Jeg har aldrig havt den Følelse, at der behøvedes en Mægler mellem Gud og mig. De undrer Dem vist over hvad jeg siger! Jeg har kanske ogsaa Uret, men allermeest Uret vilde det dog være, om jeg forstilte mig. Al den Anger og Frygt og Omvendelse, der tales om fra Prædikestolen, kjender jeg slet ikke til. Jeg gaaer med freidigt Mod den Vei, jeg erkjender for den rette, og at vende om vilde just være Syndefald for mig. »De kjender ikke til Anger og Frygt!« udbrød han heftig: »De mener ikke at have Omvendelse behov! Det er en Hovmod, som kun har sin Lige i den Letsindighed, hvormed De omtaler de helligste og alvorligste Gjenstande. Har De da aldrig følt syndige Tilbøieligheder i Deres Sjæl? Aldrig følt, hvorledes den er hildet i Syndens Lænker, som den ikke selv har Kraft til at afkaste? De benægter Syndefaldet paa samme Tid som enhver af Deres Yttringer er en Synd, en Gudsbespottelse, som ikke vil blive ustraffet!«

Den heftige og uskaansomme Maneer, han tog Sagen paa, forekom mig lige upassende for hans Alder og Stand, og bragte ogsaa mig lidt i Oprør, saa jeg sva59|rede temmelig utaalmodigt: Det troer jeg, oprigtig talt, ikke! Vorherre holder vist meest af, at man siger sin Mening, naar man gjør det paa en passende Maade, og ikke skaanselløst river ned paa Andres. Bedrag er ham vist meest af Alt imod, hvad enten det er Selvbedrag eller Bedrag mod Andre, frivilligt eller ubevidst. De misforstaaer mig aldeles, naar De troer, jeg mener, jeg er fri for Synd; saa vilde jeg sige, min Indbildskhed kun fandt sin Lige i min Dumhed. Hvad jeg mener, er kun, at Den ikke er falden for Synden, som kjæmper imod den. Den har aldrig saaledes underkuet mig, at jeg har følt min Sjæl berøvet sin Frihed og Kraft. Meget meer, er jeg som oftest tilmode, som om jeg, med Guds Hjælp, var istand til at gjøre alt, hvad jeg erkjender for godt og rigtigt! – Vognen kjørte for Døren; jeg reiste mig, og Præsten sagde med et dybt Buk og et Smiil, som skulde være satirisk: »Da gratulerer jeg Dem til en Almagt, De fremfor alle andre Mennesker er i Besiddelse af, og ønsker kun, at deri maa være indbefattet Magt til at benytte den vel.« Jeg takkede ham for hans gode Ønsker, neiede, og kjørte hjem.

Budet, som skal bringe Brevet paa Posthuset, venter, saa jeg maa gjøre en hastig Ende derpaa, skjøndt jeg havde meget mere at tale med Dig om.