60|Syvende Brev

Enden var ikke endda! Den Dispute, jeg sidst skrev om, var kun Forspillet til et stort krigerisk Drama, hvis første Act foregik i Kirken; anden Act derimod i Præstens Dagligstue. Jeg er nylig kommen hjem fra Bataillen, og har nu isinde at skrive Rapport derom til Dig.

Da vi imorges kjørte til Kirke, var jeg usædvanlig fredeligt stemt, og havde isinde at gjøre et Forsøg paa at slutte Forlig med Frøken Sonne, da jeg virkelig er bange, at hun skal faae en stiv Hals af at slaae med Nakken, naar hun seer mig, og da denne fornærmede Værdighedsmine slet ikke klæder hende, og jeg, for alt i Verden, ikke vilde være Skyld i, at en ung Pige tog sig mindre godt ud. Imidlertid var det ikke Skjæbnens Villie, at jeg skulde forsone mig med Nogen, men tvertimod geraade i ny Krig. – Det var i Prækenen, at Pastoren havde isinde at tilføie mig et aabenbart Nederlag. Han havde valgt disse Ord til Text: »Det er vel umuligt, at Forargelser ei skulde komme, men vee den, fra 61| hvilken de komme!« o.s.v. Heraf tog han Anledning til et Angreb paa Tidens nye Interesser, som han kaldte Vantro og Gudsbespottelse.

Frihed og Selvstændighed, sagde han, er Vantroens Kampraab i den oprørske Krig, den har begyndt mod de guddommelige og menneskelige Love. Friheden taaler intet Baand; Underkastelse er Religionens Hovedbetingelse; altsaa maa man løsrive sig fra Religionen. Nogle benægte nu reentud Guds Tilværelse, Andre lave sig selv en Gud, som deres personlige Tilbøielighed ikke kommer i Strid med. Ja, man hører selv vor Tids unge Damer tale om »deres Religion« og prale af deres Uafhængighed. (Dette sagde han med stærk Betoning, og strakte Haanden ud mod Kirkestolen, hvori jeg sad.) Naar man nu betragter denne Religion, vedblev han, da viser det sig naturligviis at være deres egen Hovmod og Forfængelighed, de have gjort til deres Guddom. Det var Hovmod, som foranledigede Engelens Fald, og nu benægter den menneskelige Hovmod Syndefaldet. Og ikke nok med at disse Vantroens Helte løsrive sig selv fra alle Pligter, alle Love, fra alt hvad der ellers er og bør være et Menneske helligt! De saae den onde Sæd videre. Den farlige Veltalenhed, hvormed de ofte ere begavede, anvende de til at rokke svage Menneskers Tro, forvirre deres Begreber og drage dem med i Faldet. Man skal kjende Træet paa dets Frugter! Hvoraf fremlyser det Ødelæggende i disse Ideer meer end i deres Følger? 62| Kast et Blik omkring! See, overalt hersker Forvirring og Tvedragt! Broder staaer væbnet mod Broder, Undersaatterne mod deres Fyrste! Og hvad er Kampraabet? »Frihed og Uafhængighed!« Det skulde I betænke, I, som saae den onde Sæd, at det er Eder, som bære Ansvaret for Høsten! Eders faldne Brødres Blod, Enkernes og de Faderløses Taarer komme over Eders Hoveder. Derfor vee dem, Forargelsen kom fra! De, som saae Tvedragt, skulle høste Forbandelse! –

Dette var omtrent den lange Tales korte Mening, som jeg har, saavidt jeg var istand dertil, gjengivet i samme Aand, den blev holdt i. Jeg tænker, Du er tilfreds med Udtoget, da jeg veed, Du, ligesaa lidt som jeg, er nogen Ven af mange Ord.

Da vi vare komne ind i Præstegaarden, og havde drukket Caffe, sagde Præsten, som havde givet Agt paa mig, om der var nogen Virkning af hans Tale at spore i mine Miner: »De er saa taus, Frøken Raphael! har jeg været saa uheldig, at min Tale har mishaget Dem?« – Jeg sad og tænkte paa, svarede jeg, at jeg, hvis jeg var Præst, kunde være tilbøielig til at holde en Tale, der skulde være et Modstykke til den, vi hørte af Dem idag. »Dertil behøver De ikke at være Præst«, svarede han: »hvis De vil beære os med et Foredrag, saa er Auditoriet omtrent det samme som jeg havde, thi Bønderne bryder De dem vist ikke om at faae med.« Jeg gik ind paa Forslaget, og tog Plads i den store Lænestol ved Enden af 63| Bordet, hvorom de Andre sadde. Jeg begyndte lidt usikkert, men blev meer og meer ugeneert, efterhaanden som den Sag, jeg talte for, fik Overhaand over alle Hensyn.

Jeg vil begynde med at besvare det directe Angreb paa »min Religion«. »Naar man nu betragter denne Religion«, sagde De i Deres Prædiken. Her maa jeg indvende, at jeg ikke indseer, hvorledes Hr. Pastoren har havt Leilighed til at anstille nogen Betragtning over mine Ideer, da jeg kun løselig har berørt dem i en kort Samtale, saa det vel kan kaldes en noget vilkaarlig Paastand: at jeg har gjort min egen Hovmod og Forfængelighed til min Guddom. Denne Religion, som jeg ellers selv ingenlunde holder for ufeilbarlig, eller for noget Resultat, men kun for en Følge af min Eftertænkning, den er netop min egen Forfængelighed meest imod, thi Forfængelighed er, af alle de Baand, som hindre den aandelige Frihed, det jeg først og ivrigst stræber at sønderrive. Om jeg er hovmodig, veed jeg ikke; ialfald er det ganske uvilkaarligt, og jeg haaber at det er et noget stærkt Udtryk at bruge om mig. Det veed jeg derimod, at jeg er for stolt til at »prale«. Hvis De nu vil gjøre Dem den Uleilighed at tage mine religieuse Anskuelser i Betragtning, vil jeg give Dem en sammentrængt Oversigt derover:

Jeg kan, af Mythen i Bibelen, om Syndefaldet, udlede min Tro; kun Slangen har jeg intet Brug for. Adam og Eva i Paradis vare de første Mennesker i deres Uskyldighedsstand. De vare uden Synd, men ogsaa 64| uden Selvbevidsthed og fri Villie. Som deilige Blomster, der dufte sødt, og hente Liv fra Solens Lys, som Fuglen, der synger, gjennemtrængt af den blotte Tilværelses Glæde – saaledes levede de. Deres Skyldfrihed var ingen Dyd, thi de handlede efter Naturdrivt, og kjendte ikke til andet. Kundskabens Træ var virkelig Kundskaben paa Ondt og Godt. Dette viste Gud dem, lod dem see Livet med al dets Synd og Sorg, men lovede dem tillige Mod til at bære Sorgen, og fri Villie til at vælge det Gode frem for det Onde. Paa den ene Side var Kamp, Synd og Møie, men tillige fri Villie og Selvbevidsthed. Paa den anden Side – Paradis! Mennesket valgte det Første. Hvem vilde endnu den Dag idag, hvis Valget stod til ham, handle anderledes? Jeg ikke, og jeg troer, Ingen!

Men nu kommer en anden Betragtning af Sagen. Mange fare her i Livet vild; de forføres af Verdens falske Glands, og de overvindes af det Onde, istedetfor at overvinde det med det Gode. Den er ikke falden for Synden, der betragter den som sin naturlige Fjende, han er født til at kjæmpe imod; men naar et Menneske gaaer over til Synden, sviger sin rette Herre, Gud, og bliver Forræder mod sit rette Fædreland, det Sandhedens Rige, han er født til at forsvare, det er Syndefald! Da vilde han være fortabt, hvis ikke den guddommelige Kjærlighed forbarmede sig over ham. Gud elskede i Sandhed Verden, saa han lod et Glimt af sit eget Væsen fødes som 65| Menneske, for at frelse de Fortabte. Men det var en Straale af den Sandhedens Sol, som er Gud, ikke hans Søn, og denne Straale har atter forenet sig med det Lys, den udgik fra. Der er een Gud, og alles Fader; jeg kan ikke tænke mig ham deelt i tre. Den hellige Enhed troer jeg paa, ikke paa den hellige Treenighed. Christus sagde jo ogsaa: Om Nogen taler bespotteligt om Menneskens Søn, da skal det tilgives, men hvem der taler bespotteligt om den hellig Aand, skal det aldrig tilgives. Det kommer vist mindre an paa hvad man kalder Gud, end man i Almindelighed troer, men saameget meer paa hvor høit man elsker ham, og søger at behage ham ved Kamp mod Synden og ved et fromt Liv.

Nu vil jeg overlade Hr. Pastoren selv at afgjøre, om ikke Deres Dom om mig var vilkaarlig og lidt overilet. – Hvad Deres Angreb paa den almindelige Stræben efter Frihed angaaer, da tør jeg ikke vove mig ret i Strid dermed, da det gaaer ind paa Politikens Gebeet, hvor jeg desværre kun er slet orienteret. Men naar De siger, at det Ødelæggende i de nyere Ideer fremlyser bedst af deres Følger, da synes Svaret mig at ligge nær forhaanden. Kan man regne Ideen det til Last, om Menneskene misforstaae og misbruge den? Hvor tidt har ikke Christendommen været Løsenet for Krig og Forfølgelse! Har ikke ogsaa den ophidset Broder mod Broder? Er ikke ogsaa for dens Skyld udøst Blod, og udgydt Taarer? Skulde nu dette Blod og disse Taarer komme over Apost66|lenes Hoveder, fordi de have helliget deres Liv til at udbrede den blandt Menneskene? Man finder næsten aldrig strax den rette Maade at realisere en Idee paa, men gjennem Vildfarelser arbeider den sig frem til Maalet. Jeg vil indrømme, at de Fleste nu tage Friheden i en altfor overfladisk Forstand; de ville gjøre Statsforfatningerne frie, men tænke ikke paa selv at afkaste de Lænker, deres Aand er bundet i. De betænke ikke, at ingen Stat kan være fri, naar hver enkelt af dens Medlemmer er en Træl, og at ingen Trældom kan finde Sted, hvor hver Enkelt er fri. De ville at Friheden skal arbeide sig udvendig fra indad; det er Tidens store Vildfarelse. Det er ligesom man vilde tale før man har tænkt. Ligesom Ordet er et Udtryk for Tanken, skal den sande Frihed udgaae indvendig fra Menneskenes Sjæle, og den ydre Frihed skal være et Udtryk for, en Skabning af den indre. See, det er Frihedens skjønne Idee. Skulde man opgive den, fordi den i Begyndelsen misforstaaes?

De siger: vi saae den onde Sæd videre, vi rokke svage Menneskers Tro, og drage dem med i Faldet! Disse Mennesker, som lade sig rokke, lade sig drage med, – have de da virkelig nogen Tro? – »Man skal kjende Træet paa dets Frugter«, sagde De selv. Naar nu deres 67| saakaldte Tro slet ingen Frugter bærer, udlyser da ikke deraf, at de ingen Tro have? Ikke hver den, som kalder Christus Herre, skal komme i Himmeriges Rige, men den, som gjør Faderens Villie. Gjøre de Guds Villie? Elske de Gud over alle Ting, og deres Næste som dem selv? Nei, de elske sig selv over alle Ting, og Gud ikke mere end deres Næste; det vil sige, de ville helst staae paa en god Fod baade med Himlen og Jorden, da det bidrager til deres eget Velvære. Her kunne og maae de bedre Oplyste, med deres Veltalenhed, som kun er »farlig« for Løgnen, søge at vække disse Mennesker af deres søde Søvn. De maae rokke, og, om muligt, reent kuldkaste, ikke en Tro, som ikke findes i disse svage Sjæle, men Fordommene, som have rodfæstet sig deri. Og hvad er skjønt, som den Bevidsthed, at man ikke alene selv gaaer fremad, men »drager Andre med« og saaledes bidrager til Menneskeslægtens Udvikling?

»Hvo som saaer i Aanden, skal høste det evige Liv af Aanden!« Med denne skjønne Forjættelse vil jeg slutte, og endnu kun bede Gud give os Alle sin bedste Velsignelse: Aandens Oplysning til Salighed! Amen! –

Mine Tilhørere havde optaget mit improviserede Foredrag paa meget forskjellig Maade. Præsten hørte paa mig med høflig Alvorlighed. Hans Kone betragtede mig med et Blik, som om hun ansaae ethvert af mine Ord som en personlig Fornærmelse mod hendes Mand. Frøken Sonne lod Joli lege med sit Strikkegarn og værdi68|gede mig tilsyneladende ingen Opmærksomhed, men et Sideblik, som af og til traf mig, viste at hun ikke var slet saa fraværende, som det lod. Forpagteren var i den øiensynligste Angst for at jeg skulde paadrage mig Præstens Unaade, og kanskee vække Borgerkrig mellem de to Familier, der hidtil have levet i venskabelig Forstaaelse. De bedende Øiekast, han sendte over til mig, maatte imidlertid tilbage med uforrettet Sag. Det gjorde mig mere ondt for hans Kone, der sad med stille Resignation, og formodentlig tænkte paa Middagsmaden eller et andet vigtigt husligt Anliggende. Da jeg holdt op, strakte Frøken Sonne sig, som En der vaagner op af en dyb Søvn, skjød hastigt og med meget Rabalder Stolen tilbage, og gik sin Vei. Præsten sagde alvorligt: »Idet jeg fuldkomment anerkjender Frøken Raphaels udmærkede Talegaver, gjør det mig dobbelt ondt, at de blive misbrugte til at forsvare saa slet en Sag. Jo større de Evner ere, som misbruges, jo større er Ansvaret.« Jeg skjenkede ham den Fornøielse at beholde det sidste Ord, da jeg var træt af at disputere, og længtes efter at komme hjem.

Det er nu blevet mørkt, og jeg trænger til at hvile mine Fingre, og røre mine Fødder, ved at gaae min sædvanlige Mørkningstour op og ned ad Gulvet. Jeg er alene hjemme, da jeg paa Grund af Hovedpine har afslaaet at tage med i Selskab. Du skal ellers ikke være bekymret over mit Ildebefindende; det er en meget beqvem Hovedpine, som kommer, naar jeg meget nødig vil ud, 69| og forsvinder, saasnart Vognen er kjørt bort med de Andre.

Jeg blev før behagelig overrasket ved et Besøg af Frøken Carlsen, som ingen Utilfredshed viste ved kun at træffe mig hjemme. Hendes Selskab har noget besynderligt Tiltrækkende for mig, og dog er jeg glad ved at jeg ikke lever daglig sammen med hende. Saalænge hun er tilstede, øver hun et Slags Herredømme over mig, uden at forandre mine Anskuelser. Jeg bliver kun afvæbnet for Øieblikket, uden at tabe Troen til at den Sag, jeg strider for, er den gode Sag, og saasnart hun er borte, har jeg Mod, Argumenter og Selvtillid igjen. Jeg troer, det er den Ligevægt, som udtaler sig i hele hendes Væsen, (for ikke at tale om hendes uddannede Aandsevner), der giver hende en saadan Overlegenhed ligeoverfor min urolige Natur. Hun er saa fuldendt; hendes hele Væsen er et sandt Udtryk af hendes Characteers skjønne Enhed. Vi talte meget sammen, men jeg kan ikke gjengive hendes Ord; skrevne af mig vilde de blive et tomt Omrids, hvori Aanden manglede. Hun læste hvad jeg idag har skrevet til Dig, og gav tildeels Star Ret. »De er selv paa en Afvei« sagde hun: »men noget bliver sjeldent godt, uden at det har været galt først. De selv, Clara, er den skjønne Idee, der, som De siger, gjennem Vildfarelser skal kjæmpe sig frem til Maalet. Ja, seent eller tidligt vil De vende Dem til ham, som sagde: Jeg er Veien, og Opstandelsen, og Livet. – De er nu i en 70| Overgangsperiode, som enhver maa gjennemgaae, før han kommer til Sandhedens Erkjendelse. Det ligger ikke i Deres Characteer, at lade sig nøie med det Næstbedste, naar De faaer Øie for det Bedste. De sagde jo selv forleden, at De heller vilde være den Mindste blandt de Store, end den Største blandt de Smaa. Nu vel! Alle store Aander, Philosopher og Digtere, kunne have deres Værd, men den Mindste i Himmeriges Rige, den Enfoldigste, som troer paa Christus, er større end Disse.« – Her taug hun, og saae iveiret med et Blik, som jeg aldrig skal glemme, saa lysende var det. Det talte kraftigere til mit Hjerte, end alle Præstens Formaninger til Omvendelse, og Trudsler om evig Fordømmelse o.s.v. – Troer De da ikke, man kan komme til Gud, uden bitter Anger og Sønderknuselse? spurgte jeg, beklemt om Hjertet. »Nei, visselig ikke,« svarede hun: »Hvo der ikke har følt den menneskelige Aands Afmagt, kan ikke være modtagelig for den hellig Aands Kraft. Men frygt ikke for denne Sønderknuselse! Den er mere værd, end alt hvad De nu stræber efter og beundrer.«

Da hun var borte, varede det noget, inden jeg fik rede paa mig selv. Bestandig stod hendes klare Blik for mig; jeg anede deri et nyt Lys, men det forekom mig fortærende, just ved sin ufattelige Storhed. Jeg syntes, jeg maatte blive grændseløs ulykkelig, hvis hele min Stræben førte til, at jeg maatte erkjende den menneskelige Aands Afmagt; det vilde for mig være Tilintetgjørelse. 71| Skulde da Synden virkelig være en Ulykke? Ak, jeg maa da være gruelig vildledt, thi jeg føler kun min selvstændige Tilværelse i denne Modsætning af Godt og Ondt i min Natur, i denne Kamp, hvori jeg føler mine Kræfter voxe, og min Bevidsthed klares og luttres. – Efterhaanden kom der Ro i mit Sind. Jeg fatter ikke Christendommen, tænkte jeg. Hvorfor skulde jeg med Magt ville trænge derind, hvor kun Bebudelsens Engel kan føre os? Gud taler jo til mig ved alt Skjønt og Elskeligt, jeg seer og hører, i et Sprog jeg forstaaer! Hvorfor skulde jeg da lytte til det, som er mig ufatteligt. »Naar Du ikke elsker Din Broder, som Du seer, hvor kan Du da elske Gud, som Du ikke seer?« Naar jeg ikke elsker Gud i Kunsten, i Naturen, i alle Mennesker, som ere skabte i hans Billede, hvor kunde jeg da elske ham i Christus, som jeg ikke forstaaer. Jeg vil altsaa ikke gruble derover, men trøste mig med, at er Christus den eneste Vei til Gud, saa er han, kan han ikke være Vei til Frihedens og Personlighedens Grav. Er det Næstbedste saa skjønt og herligt, som det er, hvor guddommeligt maa da ikke det Bedste være!

Jeg er træt af at skrive, og Du har idetmindste Aarsag til at være træt af at læse. Derfor er det bedst for os begge, at jeg slutter.

72|Star havde dog Uret i at ivre saa stærkt mod dem, som kjæmpe for de nyere Ideers Udbredelse; thi er en Overgangsperiode nødvendig at gjennemgaae, før man kommer til Sandhedens Erkjendelse, saa maa Menneskeslægten ogsaa gjennemgaae en saadan Periode, og at fremskynde den, kan da ikke være andet end Ret og Pligt. Sovende kommer saamæn Ingen i Himlen.