73|Ottende Brev

Der forekommer mig at ligge en dyb Sandhed til Grund for det katholske Klostervæsen: den, at hvo der vil leve og kjæmpe for det Himmelske, maa aldeles forsage Verden. De Fleste ville først besidde den jordiske Lykke. Evigheden, mene de, løber ikke fra dem, og da de dog ere Syndere, kunne de ligesaa godt opsætte Omvendelsen, til de have faaet nok af Verdens Herlighed. Hvo der tænker saaledes, kan aldrig have havt nogen Anelse om Betydningen af de Ord: Gud og Evighed. Naar Ideen gaaer op for et Menneskes Sjæl, da maa han, ligesom Kjøbmanden, der fandt den kostelige Perle, give al sin Eiendom, for at tilegne sig den. Man faaer jo ikke det Ubetydeligste her i Livet for intet; skulde man da faae det evige Liv uden at give noget derfor? Nei, naar man vil det Evige, maa man opgive det Timelige; men heller ikke Verden giver uden at tage: vil man det Timelige, saa maa man opgive det Evige. Den samme Idee laae ogsaa til Grund for den skjønne Benævnelse af Nonnen: 74| Guds Brud. Hvo der vil leve for Himlen her paa Jorden, maa formæle sit inderste Væsen med Ideen, og af al Kraft kjæmpe med det Verdslige. Men at trække sig tilbage i et Kloster, ligner snarere en Flugt fra Slaget, end et Angreb; det var at tage Ideen bogstaveligt, istedetfor aandeligt.

Det er ikke i den Hensigt, at holde nogen Forelæsning for Dig, at jeg skriver alt dette. Jeg selv trænger til at gjøre mig fortrolig med disse Forestillinger, thi jeg har længe følt, at en Forandring maatte foregaae med mig. Endnu lever jeg ligesaa lidt som de Andre. »Kun den er viis, hvis ydre Liv afpræger hvad det indre vil,« siger Øhlenschlæger. Hvad kan det gavne mig, at Ideen lever i min Sjæl, naar det bliver derved? Har den ikke Kraft til at tilkjæmpe sig en Tilværelse i det ydre Liv, hvor kan den da være mægtig til at beseire Tid og Grav, saa den i Dødens Stund hæver sig til Udødeligheden?

Ideligt gjentager jeg for mig selv Tegnérs deilige Ord:

Du vil sige: hvad kan en ung Pige, som Du, virke for Menneskehedens Vel? Det samme har jeg sagt mig selv, men strax efter følte jeg det Intetsigende i denne Indvending. Det er jo ikke mine, ikke Clara Raphaels 75| Kræfter, Talen er om, men om den guddommelige Idees Kraft. Man kalder det Beskedenhed at mistvivle om sine Evner; jeg kalder det Gudsfornægtelse. Skulde jeg tilbede Gud i Naturen, og ikke tilbede ham i den menneskelige Aand, som er skabt i hans Billede? Eller skulde jeg troe ham stærk i alle Andre, men kun svag i mig selv? Naar jeg træffer sammen med et Menneske, som ret mægtigt har Guds Lys i sin Sjæl, da bøier jeg mig i salig Beundring for ham, men ogsaa det lille Lys, som er mig betroet, elsker jeg, ogsaa deri erkjender jeg den guddommelige Sandheds Sol, hvorfra det er udgaaet. Er det Hovmod og Synd? Mit Hjerte siger Nei; man bør jo ære Giveren i Gaven.

Jeg læste igaar i Schillers Jungfrau von Orleans de deilige Ord, hvormed den hellige Jomfru tiltaler Johanna: »Eine reine Jungfrau vermag jedwedes Herrliche auf Erden, wenn sie der ird'schen Liebe widersteht.« Det var mig, som disse Ord bleve henvendte til mig, som Guds Moder selv opfordrede mig til Kamp for den Idee, der fylder min hele Sjæl.

Det gjælder mit Livs Lykke, det har jeg erkjendt, ikke uden en vis nedtrykkende Fornemmelse. Ingen vil synes om mig; den ubetydeligste Pige, som har et complaisant Væsen, vil behage, selv aandrige og interessante Mennesker, meer end jeg. Jeg vil altid føle mig fremmed paa Jorden, thi hvad der binder Folk til hinanden, er, for en stor Deel, deres Svagheder. Den, som kalder 76| alt, hvad der er Gud imod, for Synd, og alle »uskyldige Selvbedrag« for den værste Slags Løgn, bliver dem altid fremmed. Den, som kalder Liv, hvad de kalde Død, og seer Døden i deres Liv, maa være dem fremmed. Jeg kommer til at staae ene imellem to Verdener; var nu altid det Himmelske mig saa klart, som det undertiden kan være, da var Valget let. Men der gives Øieblikke, da en usigelig Tomhed hersker i mig, da jeg er nærved at misunde Andre, som leve kummerligt med hinanden i Øieblikkets smaa Glæder og Sorger. Da piner det mig, at de see saa skjævt til mig, og jeg kan ikke lade være med Bitterhed at tænke paa, hvor forladt jeg er. Endnu kunde jeg vende om! Alle disse kunde blive mine Venner, jeg kunde kanskee indvirke mere paa dem, naar jeg sluttede mig til dem. Jeg kunde nyde Livets Fornøielser, som andre unge Piger, og udbrede Glæde omkring mig, istedetfor de fornærmede Miner, som nu møde mig overalt.

Det kunde jeg! Ja, men det vilde netop være Offeret, og det oven i Kjøbet et Offer, som blev Helvede bragt. Saaledes søger man altid i svage Øieblikke at bedaare sig selv, men Gud lader sig ikke spotte! Den guddommelige Bevidsthed i vor Sjæl gjør sig itide gjældende, og forkaster den udsmykkede Løgn. Jeg vil slutte mig til Gud, give mig til ham, og han vil nok bevare sin Eiendom fra Undergang. Da, naar der er mørkt i og om 77| mig, vil jeg ikke søge Lys og Liv fra Verden, men hæve mit Blik til Gud, og han,

Vi have i denne Tid Besøg af en Grev P*, som er noget i Familie med Forpagteren. Han er en af disse moderne Personer, som skjule deres Mangel paa Indhold ved en tilsyneladende Foragt for Alt som er noget værd. Han gjør sig til af lutter negative Egenskaber. »Jeg er ikke – jeg bryder mig ikke om – jeg har ingen Interesse for –« saaledes begynder hans Tale altid. Det eneste han, efter sit eget Udsagn, skal være, er uimodstaaelig for Damerne. Fortællingerne om de Erobringer, han har gjort iblandt disse, ere altfor meget i Smag af de tydske Krigsefterretninger, til at være paalidelige. Saaledes tænker jeg at han, saasnart han er borte herfra, morer Folk med en Historie om Frøken Raphaels Hjerte i Flammer o.s.v., skjøndt Sandheden er, at han rigtignok har gjort adskillige Forsøg paa at storme, men hvergang er slaaet tilbage med Tab. Idetmindste burde han have tabt lidt af sin utaalelige Selvtillid, i denne uheldige Krig. Jeg hørte i Middags en ganske morsom Sam78|tale imellem ham, og en Candidat R*, som var her i Besøg. De standsede udenfor Vinduet, hvor jeg sad, uden at de saae mig. »Naa!« sagde R*: »Hvorledes befinder Dit Hjerte sig i Frøken Raphaels farlige Nærhed?« – »Aa,« svarede Greven, »jeg kan ikke sige, hun behager mig! Hun kan tage sig godt ud i Frastand, men naar man kommer hende nær, stikker hun jo som en Tidsel.« – »Du skulde heller lignet hende ved en Tornerose,« bemærkede R*: »det havde baade været smukkere og mere træffende sagt.« – »Ja, hvad Tornene angaaer,« svarede P*: »Rosen blomstrer ikke for os stakkels Menneskebørn! Vil man gjøre Lykke hos en anden Dame, har man da i det høieste en Snees Rivaler at stikke ud. Men hos hende maatte man først slaae hele vor egen Armee af Marken, foruden en Hærskare af Fortidens Helte og Genier, som jeg aldrig før har vidst existerede. Forelsker hun sig nogensinde, saa bliver det da i Erkeenglen Gabriel, eller i Vorherre selv; ret betænkt kan det ikke være ringere!« – »Det var en Inclination, de færreste Damer vilde misunde hende,« udbrød R*. – »Og paa den almindelige Menneskeforstands Vegne vil jeg haabe, at de færreste Herrer vilde misunde ham. Jeg for min Deel afskyer disse Mennesker, som altid ere i den syvende Himmel. En af Dagene tænker jeg, hun begynder at tale paa Vers, og lægger sig et Par Vinger til.« Dermed var Samtalen endt, og de gik videre. Jeg havde ikke troet, at P* kunde være saa vittig!

Nu er da Baronen død, og for nogle Dage siden begravet, men det varer vist længe, til Folk kunne rumme andet i Tankerne, end denne store Begivenhed. Jeg kan ordenlig faae noget imod Manden, fordi hans Død gjør en saadan Opsigt, at man aldrig hører Tale om andet. Jeg afslaaer at tage med i Selskab, og lukker mig inde paa mit Kammer, naar her kommer Fremmede, for at undgaae at høre disse Afhandlinger om Begravelsen, som gjenlyde overalt.

Igaar var den unge Baron her, for at aftale noget med Forpagteren. Jeg saae nok, at han stod udenfor Vinduet, men det var ogsaa det Hele. Siden, da jeg kom ned, bestormede Forpagteren mig med Spørgsmaal om, hvorledes jeg syntes om ham. Jeg svarede, at jeg aldeles ingen Mening kunde have, da jeg i den Frastand ikke engang kunde see, hvorledes han saae ud. »Da har han saamænd seet paa Dem, Frøken!« svarede han: »Da vi stod og talte udenfor Deres Vindue, blev han med Et som forhexet, og gav reent forkeerte Svar. Jeg kunde ikke begribe, hvad der gik af ham, ligetil jeg fik Øie paa Dem, – saa vidste jeg jo, hvorledes det var fat. »Hvem er den unge Dame?« spurgte han saa pludseligt, at jeg nær var bleven bange. Jeg sagde ham det, og saa udbrød han i Lovtaler over Deres« – disse Lovtaler vil jeg forskaane Dig for at høre. »Hvad synes De nu?« endte Forpagteren med at sige med meget 80| Eftertryk. Jeg er nær ved at synes, at den unge Herre maa have en Skrue løs! svarede jeg leende. Jeg kunde jo ikke sige hvad jeg tænkte, nemlig: At Historien kan være god nok, men at jeg ikke er saa taabelig at troe et Ord deraf. Han kan jo gjerne have sagt: Det er en kjøn Pige! eller en anden Sentens i samme Smag; saa har Forpagteren deraf taget Anledning til sin høittravende Beretning, der skulde tjene til at indtage mig for hans Afgud.

Nu er da Grev P* reist. Jeg kan ikke sige, at vor sidste Samtale var af en meget fredelig Natur. Jeg har imidlertid glemt dens Indhold, paa Slutningen nær, som var meest piquant. Vi talte, eller rettere sagt, han talte om Nationalitet, og udviklede sine Anskuelser, som alle gik ud paa, at hver gjorde bedst i at feie for sin egen Dør. Blandt andet betegnede han det som Vanvid, at det lille Danmark vilde føre Krig med Tydskland, og paastod, at vi strax burde givet Tydskerne hvad de forlangte, saa kunde vi nu levet i Fred og Ro. Om Danmark end gik tilgrunde, saa fik vi vel nok Plads paa Jorden ligefuldt o.s.v. Da jeg slet ikke lagde Skjul paa min Foragt for disse æreløse Principer, dreiede han reent af, begyndte at tale rørende om det Umenneskelige og Utilladelige i at føre Krig, og endte med at sige: 81| »Der staaer jo skrevet, at naar En slaaer os paa det høire Øre, skulle vi række det venstre til. Hvorledes kan det forliges med det Princip, strax at sætte sig til Modværge, naar man bliver angreben?« – Der staaer intet Sted skrevet, at naar Fanden forlanger en Finger, skulle vi give ham den hele Haand. Mod det Onde skal man kjæmpe med Liv og Sjæl, og hvad er ondt som Løgn, Tyveri og Røveri? Først vilde Tydskland stjæle, og siden røve Slesvig; og det skulde vi see roligt paa, med Hænderne i Skjødet! »Ja« svarede han, »fra denne Side betragter nu De, og vel de fleste Danske, Sagen. Men Tydskerne troe naturligviis, at de have Ret, og der er jo, naar man vil være upartisk, meget som taler for deres Tro.« – Naar De giver vore Fjender ret, saa er det en anden Sag! svarede jeg: Saa har jeg ikke meer at sige. »Der seer man Følgerne af at være oprigtig!« udbrød han, i en paatagen nedslaaet Tone: »Fordi jeg ikke hører til de Ultranationale, er De, Frøken, istand til at regne mig for en Forræder, at sammenligne mig med Corfits UlfeldtA.« – Nei! afbrød jeg ham: Derfor kan De være rolig! Jeg sammenligner kun Personer, som staae hinanden nær i aandelig Henseende. Ulfeldt berøvede sit Fædreland en Mand. De berøver kun en Mand sit Fædreland, og da denne Mand er Dem selv, er jeg mere tilbøielig til at beklage Dem, end til at blive oprørt derover. – »Jeg kan ikke andet, end være mine ringe Aandsevner taknemmelig, siden de erhverve mig 82| Frøken Raphaels Deeltagelse.« – Der forvexler De igjen to meget forskjellige Ord, Hr. Greve: Medlidenhed og Deeltagelse. Deeltagelse er beslægtet med Kjærlighed og Agtelse; Medlidenhed derimod med – »Jeg bønfalder Dem om at tale ud, og lade mig vide, af hvad Familie den Følelse er, jeg er saa lykkelig at De nærer for mig!« – Da jeg ikke kjender Dem, Hr. Greve, kan det hverken fornærme eller forundre Dem, naar jeg siger, at jeg slet ingen Følelse nærer for Dem – det skulde være en høi Grad af Ligegyldighed. De Anskuelser, De vedkjender Dem, kunne ikke kaldes eiendommelige for Deres Personlighed, da de ere et almindeligt Skjul for en vis Classe Herrers Magelighed og Egenkjærlighed; om disse Principer, som ere begrundede paa Egoismen (den laveste af alle Feil) kan jeg, uden at fornærme Dem personlig, sige at de vække min – Foragt! – »Jeg havde aldrig troet at maatte bebreide Dem, Frøken, en Handlemaade, som jeg ofte har hørt Dem med Strenghed bedømme hos Andre, aldrig troet, at De vilde misbruge den Stærkeres Ret, til at fornærme mig. Jeg erkjender min Svaghed. Ligeoverfor Damer i Almindelighed, er jeg slet bevæbnet; ligeoverfor Dem, Frøken Raphael i Særdeleshed, er jeg vaabenløs.« Med disse Ord reiste han sig, og forlod hurtigt Værelset.

Nu skal dette Brev afsted, da jeg er kjed af at see paa det; det er ogsaa begyndt for, Gud veed hvormange Herrens Tider siden.