83|Niende Brev

Jeg er nærved at fortvivle over at Du altid begynder Dit Brev, med at forlange Forklaring over hvad jeg sidst skrev. Jeg har tænkt paa, hvoraf det kunde komme, og faaet det bedrøvelige Resultat, at enten maa Du have en daarlig Forstand, eller jeg maa aldeles ingen Evne have til at gjøre mig forstaaelig. Da jeg nu veed, og i hvert af Dine Breve har Sort paa Hvidt for, at det Første ikke er Tilfældet, har jeg med Sorg erkjendt, at Skylden maa være hos mig. Jeg tager mig det virkelig til Hjerte, da en smuk og fattelig Fremstillingsmaade er noget jeg sætter stor Priis paa. Dog har jeg, til min Trøst, en Anelse om at der er lidt Drilleri med i Spillet, og at Du dog nogenledes har forstaaet mine Tanker, hvor ubehændigt de end ere fremstillede. Du har været i Dit satiriske Humeur den Dag!

Det kan ikke nytte jeg venter med at svare, til jeg kan gjøre det i samme Tone, thi jeg har forsvoret at have med Vittighed at bestille, siden jeg daglig hører 84| Folk lee ad de simpleste Talemaader og Ordspil, som de beære med Navn af Vittighed. Altsaa vil jeg i al Enfoldighed besvare Dine Spørgsmaal. »Først maa Du endelig sige mig, hvad det egentlig er, Du vil kjæmpe for, og dernæst paa hvad Maade Du vil kjæmpe derfor?« Hvor er det muligt, at Du kan have læst mine Breve, og dog spørge saaledes? Jeg vil stride, leve for det jeg forstaaer ved Damernes Emancipation. Paa hvad Maade, vil Du vide. Husk dog paa, at Rom blev ikke bygget paa een Dag! Er det ikke allerede store Ting at vide hvad man vil? Hvorledes man vil det, bliver ikke et Menneske klart paa en Dag, eller to. Lidt efter lidt former Planen sig af sig selv i mine Tanker, men den er langtfra saavidt færdig, at Talen kan være om at meddele den. Dog har jeg jo allerede givet Dig et Vink derom, i det anførte Vers af Tegnér:

Och kämpa för menniskors väl med pen, med røst!

Den Forklaring maa Du lade Dig nøie med, angaaende dette Spørgsmaal. Nu videre!

»Skal det aandelige Klosterliv forstaaes saaledes, at Du aldrig vil gifte Dig? Hvad vil Du da gjøre, om Du kommer til at elske en Mand?« Kjære, jeg haaber, jeg skal komme til at elske mange Mænd, og saa vil jeg takke Gud, som har skabt dem og mig, fordi han paa saa mange Maader giver sig tilkjende for os. Men Du mener vel, hvis jeg bliver forelsket? Du vil vist lee, naar jeg siger, at jeg snarere kunde forelske mig i en 85| yndig ung Pige, end i en Mand. Der er saameget Uskjønt ved Herrerne, som generer mig. Iøvrigt kan jeg kun sige, at jeg hverken vil gifte mig idag eller imorgen, eller rimeligviis nogensinde. Nu kommer No. 3 af Dine Spørgsmaal: »Du er forberedt paa at blive misforstaaet, ja endog forhadt; men siig mig, har Du ogsaa betænkt at Du vil blive gjort latterlig? Din hele Idee vil blive anseet som et Sidestykke til den bekjendte Kamp med Veirmøllerne! Har Du Mod til at fremstille Dig for Verden som en kvindelig Don Quixote, thi saaledes vil Du blive betragtet?«

Jo, jeg har virkelig betænkt dette, og jeg er desuagtet fast i min Beslutning. Det maa være uendelig tungt at være latterlig af Naturen, men den Omstændighed, at jeg har Valget, giver mig Mod til at lade mig ansee for en Caricatur. Lad Folk troe hvad de ville! Jeg føler, at det er Liv af Guds Liv, som flammer i mit Bryst, og i denne Troe har jeg Styrke til at foragte Verdens Dom. Naar Hensyn til Andres borneerte Anskuelser bandt min indre Frihed, eller paa nogensomhelst Maade hindrede mig i min Væren og Virken - da maatte jeg hade dem, saa vist som jeg elsker Friheden og Livet. Nu derimod holder jeg af Andre, som af mig selv, og med Guds Hjælp, skal jeg ogsaa være istand til at være dem til Nytte, og leve for dem!

Du beklager Dig, over at jeg saa sjeldent skriver. Du har Ret, men jeg har ogsaa Ret, naar jeg umuligt kan skrive, blot fordi En venter Brev fra mig. Jeg maa have noget Morsomt at fortælle, eller jeg maa være inspireret, kort sagt, naar jeg skal skrive, maa det være fordi jeg paa ingen Maade kan lade det være. Intet er mig saa forhadt, som den Stiil i Breve: Saa gik vi derfra, derhen, hvor vi toge os det eller det for o.s.v. I denne Tid gjærer ogsaa saa meget i mine Tanker, som ikke er, og kanskee aldrig bliver klart nok, til at fremstilles for Dine satiriske Øine, saa hvis her ikke passerer noget, som kan opvække min Skrivelyst, kan det vare længe, til dette Brev kommer afsted.

Jeg er idag i ubeskrivelig godt Humeur, jeg troer fordi jeg har drillet Madam Star, som aldrig kan opgive sin Lyst til at anfalde mig med Spydigheder. Hun drog saa ivrig tilfeldts mod en Mand, som forrige Foraar forlod sin Kone og Naalefabrik, for at gaae med som Frivillig, at jeg, der fandt at Manden havde gjort sin Pligt, paatog mig hans Forsvar. »En gift Mand,« sagde hun, »har ingen anden Pligt, end at sørge for sin Kone og sine Børn.« – Nei, svarede jeg, intet Forhold i Verden kan løse ham fra hans Forpligtelser mod Fædrelandet! Den Kone, som er egoistisk nok til at ville trænge sig imellem sin Mand og hans Ære og Samvittighed, hun gjør sig derved uværdig til at han skulde 87| tage Hensyn til hende. »Aa,« udbrød hun i en spodsk Tone: »Lad os nu bare blive paa Jorden!« – Ja, svarede jeg, hvem der ikke kan komme høiere, vil jeg ogsaa raade til at gjøre en Dyd af Nødvendigheden. – Hun tilgiver mig det aldrig! Havde hun endda havt den Fornøielse at hævne sig! Men hendes Forsøg herpaa gik det ikke stort bedre med. Det var da aparte! udbrød jeg lidt efter, om noget, som blev sagt, jeg har glemt hvad det var. »Ja, De er jo rigtignok aparte, Frøken Raphael,« svarede hun. – Saa er det Vorherre, der maa bære Skylden, og hvad han gjør, siger man jo, er velgjort. Han har vel selv faaet for meget af det Almindelige, og husket paa det gamle Ordsprog: Afvexling er Livets Kryderi. – Siden kom vi til at disputere om en ung Dames Udseende, som hun fandt smuk, og jeg styg. Blandt andet sagde jeg at det skjæmmede hende, at hun loe saa meget: Det er saa taabeligt, naar En altid gaaer og leer, uden at noget Menneske kan begribe hvorfor. Det var virkelig ingen Skose! Jeg tænkte ikke paa, at alle, som komme i Præstegaarden, have den Skik, fra det Øieblik de træde ind ad Døren, ligetil de gaae, at lee uafladeligt af Madam Stars Vittigheder; det faldt mig først ind, da hun svarede i sin spydige Tone, som jeg ikke undlod at gjengjælde.

Jeg veed, Du vil skjænde paa mig, og jeg indrømmer, at havde det ikke været hende, der er saa uskaansom mod dem, hun er overlegen i Forstand, saa burde jeg 88| kanskee have svaret mildere. Men jeg tør ikke paastaae, at jeg vilde have gjort det. Det oprører mig, at Folk altid prale af deres egen Smaalighed og Uduelighed til at fatte en ædel og ophøiet Idee. Skal der absolut prales, saa burde det dog være af de gode Egenskaber; det var der dog noget friskt og naturligt ved. Hørte jeg dem gjøre sig til af huslige Dyder, saa vilde jeg med stor Glæde indrømme dem alt, thi jeg er ikke, som Du siger, blind med Hensyn til Andres Fortjenester, om jeg end er noget nærsynet i det Capitel.

Jeg har idag været til Alters. Jeg gik ganske alene imorges til Kirke. Veiret var stille og mildt, men taaget, og Fuglene qviddrede kun sagte i Buskene. Alt var saa ubeskrivelig fredeligt i Naturen; i mig var der ogsaa Fred: den ophøiede Ro, som en fast Beslutning, en fuldkommen Hengivelse til en hellig Sag giver os. Da jeg knælede for Alteret, gav jeg Gud min hele Sjæl i det Løfte, at kjæmpe til min Død for Sandhed og Oplysning, for Menneskenes Lyksalighed og Guds Ære. Jeg lovede, at intet Hensyn til jordisk Lykke skulde nogensinde drage min Sjæl fra den Evighed, jeg indviede mig til. – Da brød Solen pludselig frem bag Skyerne, og kastede sine lyse Straaler paa Altertavlen, 89| som forestiller Christi Himmelfart. Som jeg saae ham staae med udbredte Arme, og Blikket skuende ind i Himlen, syntes jeg, han tog min Sjæl med sig ind i Evigheden, og et begeistret Mod opflammede den. Jeg følte, at Gud overvinder Verden.

Da jeg gik ud af Kirken, saae jeg to sørgeklædte Damer, hvoraf den Yngste næsten fængslede mig ved sin Skjønhed og ved det yndige Udtryk i sit Ansigt. Hun saae bevæget, men ikke bedrøvet ud, og idet hun bemærkede mig, fæstede hun sine klare Øine paa mig med Interesse, og barnligt Velbehag. De hilste begge venligt, og jeg hørte den Unge hviske til den Ældre: »Det maa være Frøken Raphael! Hvor hun er« – mere hørte jeg ikke, thi de gik ind i Præstegaarden.

Paa Vognen, som holdt udenfor Kirken, kunde jeg see, hvad jeg strax antog, at det maatte være den unge Baronesse, og hendes Tante, Grevinde B**, som opholder sig hos dem.

Solen skinnede nu, og Alt stod saa yndigt i Foraarets Pragt, at jeg, saa længe jeg kunde, opsatte at bytte den deilige Natur med mit snævre Værelse. Da jeg havde gaaet lidt, lagde jeg mig ned i det nye, lysegrønne Græs, og saae op i Luften, hvor Fuglene fløi syngende over mit Hoved. Da faldt et Par Vers mig ind, af et Digt fra min sværmeriske Periode, og jeg sang halvhøit for mig selv:

Her blev jeg, til min store Overraskelse, afbrudt af den unge Baronesse, som spurgte, om jeg vilde gjøre dem den Fornøielse at kjøre med: »Vi komme lige forbi, hvor De boer,« sagde hun: »De seer, jeg kjender Dem, skjøndt endnu kun af Beskrivelse. Jeg har saa længe ønsket at jeg kunde træffe sammen med Dem! De maa ikke afslaae min Bøn! Det er virkelig for langt for Dem at gaae.« Der var en saa sød Venlighed i hele hendes Væsen, at jeg blev ganske indtagen af hende, og med Fornøielse fulgte med hende til Vognen, som holdt tæt ved paa Veien. Grevinden modtog mig med samme hjertelige Venlighed. Hvad vi talte om, veed jeg knap; det var en almindelig Conversation, og dog i een Henseende ualmindelig, thi skjøndt der ikke blev sagt noget Interessant, udtalte dog en oprigtig Velvillie, en fiin og dannet Aand sig i mine nye Bekjendtes hele Væsen. Inden jeg stod af Vognen, vidste jeg, at Frøken Anna er god, 91| klog og naturlig; og det uagtet hvert Ord, hun sagde, hvis det stod skrevet her, vilde kaldes ganske almindelige Talemaader, som man hører saa tidt. Det var mig kjært, at Grevinden, da jeg tog Afsked, sagde at hun haabede, vi skulde gjøre nærmere Bekjendtskab. »Min Anna har saa længe savnet Omgang med jævnaldrende unge Piger, at jeg ret af Hjertet kan ønske hende en Veninde, som Dem!«

Hvor denne Dag har været usædvanlig rig paa opløftende og glædelige Indtryk! Jeg kunde omfavne hele Jorden og Himlen!