101|Ellevte Brev

Da Deres Veninde ikke er rask nok til selv at skrive, har hun bedet mig slutte hendes Brev, og fortælle Dem hvad her er passeret. Men først vil jeg dog berolige Dem, med Hensyn til hendes Tilstand; hun har været syg, meget heftigt angreben, men nu er, Gud være lovet al Fare forbi, og hun har faaet den Fred i sit Sind, som hun saa høilig trængte til. Hun beder mig henvende mig til Dem med samme Fortrolighed, som til hende selv, og det falder mig heller ikke vanskeligt. Min Claras Veninde kan jeg ikke betragte ganske som en Fremmed, thi vi ere jo beslægtede i een Følelse: Kjærlighed til hende.

Da min Broder modtog Claras Brev, som paa en saa ubegribelig Maade forandrer vor Glæde og Munterhed til Bestyrtelse og Uro, var jeg ikke tilstede. Senere kom jeg for at tale med ham, men fandt hans Dør laaset, og hørte ham selv gaae op og ned med stærke Skridt. Jeg bad ham saalænge om at lade mig komme ind, til 102| han endelig aabnede Døren, og taus rakte mig hendes Brev. Det har Clara ikke skrevet! Det maa være en Misforstaaelse! raabte jeg, men han hørte mig ikke. »Hun siger, hun er mig uværdig,« udbrød han pludseligt: »Havde hun sagt, at jeg var hende uværdig, da vilde jeg mistet hende, og dog takket Gud!«

Jeg ilede til Clara, da jeg var overbeviist om, at det Hele var en Misforstaaelse, og at jeg snart kunde vende tilbage til min Broder med Haab og Trøst. Da jeg saae Clara, glemte jeg alt andet, af Bekymring over hendes Tilstand. Hendes Sinds Kamp og Uro, samt de to Nætters Vaagen havde taget skrækkeligt paa hende. Jeg anvendte alle mine kjærligste Overtalelser, for at formaae hende til at hvile lidt. Hun stirrede som drømmende paa mig; men pludselig vendte hun Hovedet bort, rev sig løs fra mig, og sagde: »Hold ikke af mig, Anna! Tal ikke saaledes til mig! Du troer – Du veed ikke – Læs det!« Det var det begyndte Brev til Dem, hun rakte mig. Jo, jeg veed alt, sagde jeg: men troer Du da derfor, jeg holder mindre af Dig? Ere vi ikke Veninder, Søstre? Kan noget i Verden forandre min Kjærlighed til Dig, og Din til mig? Men vær nu ogsaa god imod mig, og læg Dig lidt til Hvile; saa vil jeg læse imens. Endelig lod hun sig overtale til at lægge sig paa Sengen, og faldt snart, af Mathed, i en dyb Søvn. – Af Brevet saae jeg bekræftet, hvad jeg allerede var vis paa, at hun elskede min Broder; det Øvrige for103|stod jeg ikke rigtigt, men der maa jo have været en eller anden Idee, som hun tidligere har besluttet at leve for. Jeg var fuldkommen trøstet, thi jeg var vis paa at hun nok vilde indsee, hvor overilet det var, at opgive sin egen og Andres virkelige Lykke for et saadant Løftes Skyld.

Min Broder lukkede mig strax ind, da jeg sagde, at jeg kom fra Clara. Jeg gav ham taus Brevet, som jeg havde taget med, og som han strax læste. Han blev ved at gaae op og ned ad Gulvet med stærke Skridt, men standsede af og til, for atter at læse Brevet, som han knugede saa fast i Haanden, som om han var bange for at miste det igjen. Udtrykket i hans Ansigt forandredes lidt efter lidt; han aandede dybt, som han var befriet fra en tung Byrde, og hans Øine straalede forunderligt. Endelig standsede han foran mig, og jeg greb hans Haand, med de Ord: Alt kan endnu blive godt! Ikke sandt? – »Gud være lovet! hun er en Engel!« udbrød han i en sagte, men lidenskabelig Tone. –Ja, det er hun, svarede jeg, men der seer man at selv Engle kunne feile! Af en altfor overdreven Enthusiasme for Himlen, havde hun nær forspildt baade Din og sin egen Lykke. Men nu skal det nok blive godt! Dog, lov mig een Ting! Søg ikke idag at rokke hendes Beslutning. Hun er syg og i en exalteret Stemning. Du alene kan trøste og berolige hende. Er hun først rask, vil hun let indsee – »Hvad mener Du?« afbrød han mig heftigt: »Er det muligt, at Du saaledes kan misforstaae Clara 104| og mig? Troer Du, hun for en Caprice, for en overspændt Lyst til at være Martyr, vilde opofrre den Mand hun elsker? Thi hun elsker mig! Hende kalder Du overdreven! Saa maa Vorherre selv være en Caricatur, thi findes hans Billede uforfalsket blandt Menneskene, saa er det nedlagt i hendes rene Sjæl.« Alt begyndte at løbe rundt for mig. Min Gud! sagde jeg: forstaaer jeg Dig ret? Du vil ikke prøve paa at overtale hende? - »Nei,« svarede han: »før vilde jeg prøve paa at rive en Stjerne ned fra Himlen! Men hvor er hun? Jeg maa see hende, tale med hende!« Jeg bad ham vente os i Lunden og lovede at gjøre mit Bedste for at overtale hende til at følge mig derud. – Jeg var i den pinligste Stemning: Enten maatte de to Mennesker, jeg elskede høiest, være grebne af en pludselig Afsindighed, eller de maatte staae saa høit over mig, at jeg ikke engang kunde fatte dem.

Dog jeg havde ikke lang Tid til at reflectere herover, thi Claras Tilstand gjorde Fordring paa al min Opmærksomhed og Omhu. Hun var vaagnet, da jeg kom tilbage, og ifærd med at staae op. Hun sagde, at det var som Loftet skulde styrte ned over hende, hun maatte i den frie Luft. Jeg foreslog hende da at vi skulde kjøre en Tour, pakkede hende ind, som et lille Barn, og næsten bar hende ned i Vognen. Den friske Luft virkede oplivende paa hende, og hun syntes efterhaanden at faae mere Magt over sine Tanker. Hendes første Spørgs105|maal var om Brevet. Jeg fortalte hende lidt efter lidt hvad der var skeet, og forberedte hende paa at træffe min Broder. Hun hørte paa mig med spændt Opmærksomhed, men hvergang jeg sagde at han elskede hende høiere end nogensinde, rystede hun drømmende paa Hovedet, med et mistvivlende Smiil. Da han kom, gik jeg tilside, dog saaledes at jeg bestandig kunde være ved Haanden, thi jeg frygtede for at Clara skulde blive for angreben af denne Scene, og bebreidede mig allerede, at jeg havde saa overilet opfyldt min Broders Begjæring. Jeg hørte at hun græd heftigt og at han talte til hende i en øm, trøstende Tone, men pludseligt kaldte han, med et Skrig, paa mig. Hun laae, som livløs, i hans Arme; jeg forsikkrede at det kun var en Besvimelse, lovede ikke at vige fra hende, og sagde Alt, hvad Kjærlighed til min Broder indgav mig, thi han var ude af sig selv af Angst for Claras Tilstand.

Det var ogsaa farligt med hende. Hun fik en voldsom Feber, og var vist bleven vanvittig, hvis ikke Tanken om det sidste Møde med min Broder bestandig velgjørende havde blandet sig i hendes vildeste Feberphantasier.

Min Broder, som nu er beroliget i denne Henseende, har besluttet at gaae med som Frivillig, og reiser imorgen til Armeen; han har givet mig et Brev til Clara, som hun skal have, naar hun er ganske rask. Jeg blev strax saa ude af mig selv af Sorg over at skulle miste ham, at jeg bestormede ham med Bønner om at forandre 106| sin Beslutning. Da det ikke førte til noget, græd jeg, klagede over hans Haardhed, og endte med at sige: Du søger Døden af Fortvivlelse, uden at tænke paa hvad der saa skal blive af os, som elske Dig, af Clara, som vil bebreide sig selv Din Død! – »Nei det vil hun ikke!« svarede han: »Clara forstaaer mig nok, og det vil Du ogsaa, naar Du hører mig. Jeg er ikke fortvivlet, ønsker ikke at døe! Saaledes som jeg nu kjender Clara, gjør Tanken om hendes elskelige Væsen mig lykkeligere, end Besiddelsen af hende vilde gjort mig før. Uden at ane det, var jeg i Begreb med at drage hende ned til mig; havde jeg for sildig seet, at hun, ved at blive min, havde forfeilet sin Bestemmelse, og berøvet Himlen en Engel, da havde jeg aldrig forvundet det. Men hendes Sjælsstyrke, hendes skjønne Enthusiasme for den Idee, der var hendes første og bedste Kjærlighed, vaagnede tidsnok til at frelse os begge. Opgive, undvære hende, kan jeg ikke! Derfor maa jeg hæve mig til hende; jeg vil elske det Guddommelige, som hun elsker, jeg vil handle saaledes, som hun i mit Sted vilde have handlet. Græd ikke for min Skyld! Jeg har aldrig været saa lykkelig, som jeg er nu, da Clara kommer sig.« – Ak, svarede jeg: tilgiv min Svaghed! Jeg græder for min egen Skyld! Jeg bliver alene tilbage, thi Gud har ikke givet mig Kraft til at hæve mig til Eder; jeg fatter knap denne Storhed! Jeg mister alt hvad jeg elskede! – Jeg brast paany i Graad. Han omfavnede mig, og trøstede mig 107| med de kjærligste Ord. »Du bliver jo hos Clara, hos Din Søster, som har Dig saa kjær. Vi blive ogsaa forenede, om jeg end reiser bort for en Tid, thi for Kjærlighed er der ingen Adskillelse til. I skulle leve sammen hos vor kjære Tante, Du og hun, mine elskede Søstre. Jeg vil bede Clara derom, og hun vil ikke sige mig Nei. Jeg kommer ogsaa tilbage! Jeg lover Dig helligt at komme tilbage, naar Krigen er endt, hvis jeg ikke« – O, tal ikke ud! raabte jeg: Du kommer tilbage til os! Jeg føler i mit Hjerte, at Gud vil bevare Dig for os.

I dette Øieblik vaagner Clara af en rolig Søvn, og smiler mildt og kjærligt til mig. Hvor det er trøsteligt at see det Udtryk af Fred, som nu besjæler hendes elskelige Ansigtstræk! – Tante, som ikke veed Aarsagen til hendes Sygdom og Axels Afreise, har ofte besøgt hende, og viist hende den moderligste Deeltagelse. Disse Beviser paa Kjærlighed virke ogsaa velgjørende paa hende.

Nu er min Fortælling endt, og jeg beder Dem undskylde dens forvirrede Fremstilling, i Betragtning af at den er skreven i et Sygeværelse, hvor en kjær Patient bestandig gjorde Fordring paa min Opmærksomhed. Deres