Da Mathilde Fibigers tredje roman Minona udkom i 1854 forsvandt succesen fra især den første, Clara Raphael og lod kun skandalen tilbage. Dens provokerende incesthistorie skyggede for eksperimenterne med kvinden som litterær type, som heltinde i en dan- nelsesroman og som talerør for kønsfilosofiske synspunkter.

Minona genudgives her for første gang. Den samlede udgivelse åbner for ny indsigt i den litterære side af Fibigers værk og i den tætte sammenhæng mellem hendes kønspolitiske og æstetiske ærinde.