[1]|Jeg troede, det var let at fortælle, hvor man er født, og hvorledes Ens Barndom hengik; men idet jeg vil erindre tilbage og om mulig gribe det Første, jeg kan huske, mærker jeg, hvor frugtesløst det vilde være at forsøge mig paa en Opgave, der trænger sig frem: at oprulle hin besynderlig sammenlukkede og dog saa aabne og modtagelige Tilværelse, i hvilken der danner sig et sammenvævet Sæt af Billeder, Tilstande, Indtryk, som udgjøre Baggrunden for vort hele sildigere Liv, er Kilden til mangfoldige senere Tanker, Sympathier og Antipathier, til vore Længsler, ja til Udbrud af vor Villie og Handlekraft.

Det er navnlig min Faders Gaard eller Naturen, hvori jeg vaagnede til Bevidsthed, som jeg af Længsel og Kjærlighed gjerne vilde mane op i den Glands, Storhed og Friskhed, hvormed Barndomsøiet saae den. Idet jeg skal kalde vor Gaard »en lille Herregaard«, glider Fee-Skjæret bort fra 2| den, og jeg har ikke Ord til at gribe og fastholde dette Skjær, som dog for mig var det Rette og Virkelige. Jeg er fristet til at sige, at vi have lært at tale paa Bekostning af et finere, men rigtignok ufuldstændigt Sprog, som oprindelig er i os.

Naar jeg tænker mig, at jeg kommer reisende tilbage dertil, saa bøier jeg af fra Landeveien ad en Bivei, og man kan aldrig tage feil af denne Bivei, hvis man engang har seet den. Til begge Sider bugner det paa Grøftekanten af Brombær – og hvor Luften en Sommerdag kan ligge stille paa denne dybe Vei, og hvilken sød Duft der slaaer En imøde! Men hvo kan beskrive den? – og lidt længere frem begynder en Allee af Poppelpile. Det er egenlig ikke noget smukt Træ, denne Poppelpil. Den skyder op i en Pyramide, men mærker saa, at den har sluttet Pyramiden for hurtig, og skyder saa en ny, der staaer omvendt, en overflødig Dusk, der vakler og ofte bliver skjæv. Men de have mangen Gang utaalmodig vinket efter mig eller sørgmodig sagt mig Farvel; de vare simple Folk, stode yderst ude, toge imod den værste Blæst for at gjænne om de finere Folk, Lindealleen, der stille og alvorlig ligesom gamle betroede Tjenere førte ind til selve Hjemmet.

3|Dog var Indkjørselen ikke lige for Alleen. I gamle Dage, da Lindene bleve plantede, skal Hovedbygningen have ligget ligefor; nu kjører jeg tilhøire, igjennem en høi Port, ind paa en firkantet Gaardsplads og saa igjen tilvenstre op foran Stentrappen. Nu kommer Ingen ud med aabne Arme; men det er det Samme; lad mig stige af ubemærket og gaae op ad Trappen og ind i Forstuen belagt med store Fliser, hvis Lyd vel endnu er trofast hjemlig, og lad mig, idet jeg bortskyder Minderne, der aandedrætstandsende møde fra Fortiden, strax gaae ind i og igjennem den store Havestue. Mon den endnu er saa overmaade høi og rummelig, som den syntes mig dengang? Mon Stentrappen, der fører ned i Haven, endnu er saa stor og glat og tindrende hvidgraa? Men Haven, se, den er af en ganske egen Slags; thi den er mange Haver, den er et helt Rige, med Frugttræer vidt spredte overalt, som i saa mangen Juni have forvandlet sig og Omgivelserne til en Trylleverden med hvide og lyserøde Kupler og med sommervarm Snebund. Der er Blomsterbede og Sirener nærmest Stuen, saa Gange bugnende med Solbær, Ribs og Stikkelsbær, saa lange, regelmæssige, pyntelige Kjøkkenurtebede, saa igjen et Blomster4|parti, udvalgte Blomster, især en Samling af mangfoldige Roser, og et Espalier af Vindruer og spanske Kirsebær tilvenstre paa en hvid Væg – denne Afdeling kaldtes Moders eller Fruens Have – og saa en Lund med Ask, Birk og ung Bøg, der ender i en Høi, hvor der staaer en ensom Guldranke. Men hvor er der Ord for Stilheden, hvori Alt dette aander, og som underdeilig afbrydes af en Fuglestemme, af Leens Klang fra Marken, af Kirkeklokken, der i hemmelighedsfuld Forening med den rødmende Himmel ringer Dagen ud – og hvo inddrikker den jordiske Salighed deraf uden den, der som Barn færdes deri uden Begreb om Tid, og som uden endnu at have Forstand paa, hvad Eiendom er, føler det Hele som Sit?

Ja, det var mit, det var vort Altsammen, og den, som gav mig den første, usikkre og dog stolte Forestilling om Besiddelse, var vistnok Ane Marie eller Ane Peer Jens, der altid kaldte mig »Arvingen«. Jeg antager, at jeg lærte Ordets omtrentlige Betydning igjennem den kjærlig-beundrende, lidenskabelige Tone, hvori det saa ofte blev sagt. Ane var bleven gift fra Gaarden allerede i min Bedstefaders Tid og havde det nu daarlig, ikke formedelst Fattigdom, men fordi 5| hun ikke kunde komme ud af det med sine Stedbørn, og paa »Gaarden«, hvor hun havde været ung, og paa mig, Gaardens Herskabs Førstefødte, kastede hun al den Kjærlighed, hun ikke kunde faae Brug for andensteds. Jeg var formodenlig ligesom Barn af hendes Ungdomslykke, den eneste Gjenstand, hvor hun paa en Maade kunde see sig i Speilet og ikke finde sig gammel, forvandlet fra en smuk Pige til en rynket Husmandskone med Harm og Had i Hjertet. Mig lærte hun at kalde sig Ane Marie, medens med Undtagelse af Fader hele Gaarden kaldte hende Ane Peer Jens, fordi den hele Slægt kun havde kjendt hende efter hendes Giftermaal. Naar der var Noget i Veien for mig og hun var nær, trøstede hun mig med, at jeg var Arvingen, eller jeg var og blev dog Arvingen alligevel, hvordan det saa gik, og det synes mig, at jeg endnu kan huske, hvor underlig disse Ord virkede paa mig og gave mig Magt til ikke at græde, som om jeg følte en hemmelighedsfuld stor Ret og Forpligtelse. Senere har jeg havt Anledning til at tænke over, i hvilken Mening hun vel sagde det. Gaardens Folk ansaae hende for en Slags Sibylle – hvad Almuen jo let vil gjøre ved Mennesker, der huske langt og 6| dybt og ere bevægede af en Lidenskab, de ikke helt kunne udtale –; men, hvis jeg var overtroisk, vilde jeg være tilbøielig til at sige, at hun i sin Indesluttethed havde noget Prophetisk. Hun staaer forøvrigt næsten mythisk for mig, fordi hun tidlig gled bort fra min Forestillingskreds; men jeg maa rose hende i hendes Grav for en efter Omstændighederne usædvanlig Honnethed. Skjøndt hun var meget skinsyg og – saavidt Respecten for hans høiere Samfundsstilling tillod – vred paa en anden Person, der viste mig Venskab, Ritmester Buch, og hyppig blev begegnet af ham med Ringeagt, sagde hun dog aldrig noget ondt eller ringeagtende Ord om ham til mig, skjøndt hun havde kunnet. Hun staaer for mig som noget besynderlig kjærlighedsfuldt Idealistisk i uskjøn Form; hun vilde jage Fluerne fra mit Ansigt, naar jeg sov, og holde onde Ord fra mit Øre, naar jeg var vaagen.

Ritmester Hemming v. Buch strækker sig igjennem de to Perioder af min Tilværelse, den mythiske og den heroiske – som de Fleste af os gjennemgaae – og temmelig langt ind i den historiske. Han havde været Landseneerofficier, og jeg er ikke istand til at angive med Bestemthed, hvorfor han 7| havde søgt eller faaet sin Afsked. Mig syntes det i tilgivelig Partiskhed, at han var en stor og mægtig Riddersmand. Han var høi, temmelig bredskuldret, med et stort, kraftigt Hoved og et storskaaret Ansigt, med mørkt Haar og Skjæg og med et Blik, hvori der var en besynderlig Blanding af Jovialitet og Vemod. Jeg har senere kun yderst sjelden mødt et lignende Blik, og da hos en Saadan, som var bleven skuffet i Kjærlighed og havde søgt Trøst hos Bacchus. Jeg kan gjerne strax sige, at jeg troer, Ritmesteren drak lidt mere end strengt nødvendigt; men jeg erfarede det først sent; thi han havde Principer, han havde en bestemt Tid, fra Klokken 9 eller 10 om Morgenen til Kl. 5 eller 6 om Eftermiddagen, hvori han kunde komme til at vise sig for min Moder og aldrig »feilede« Noget. Han havde, skjøndt endel Aar ældre end min Fader, været en Ungdomsven af ham og var nok oprindelig kommen til Gaarden som Gjæst og var saa bleven der. Han viste sig altid »i Værelserne« i Uniformsfrakke og bevarede den Holdning, som hører dertil, og skjøndt det vel er muligt, at i de otte, ni Aar, hvori jeg kjendte ham eller næsten var under hans Varetægt, hans Haand efterhaanden blev 8| mindre sikker og hans Næse lidt rødere, end den burde været, saa var og blev der dog bestandig noget Nobelt, Chevaleresk ved ham. Man sige, hvad man vil om den sorte Kjole og dens demokratiserende, sociale Magt: Uniformen gjør dog godt i et Hus; man bliver, synes mig, aldrig saa familiær med den som med den civile Dragt; den pynter noksaa godt som en Bordopsats, og den knytter ofte paa livlig Maade Husets Forestillinger til Fanen, det Almindelige. Naturligvis var en af dens første Virkninger paa mig at vække Ønske om at blive Officier; men, uagtet Moder ikke officielt vidste, hvorledes det stod til med Ritmesteren udenfor de reglementerede Timer, saa vilde hun dog paa ingen Maade have mig til at gaae den Vei. Fader var af samme Mening og gav den gode Grund, at jeg engang skulde overtage Gaarden; Ane Marie anviste mig endnu tydeligere min Plads som »Arving«, og skjøndt Ritmesteren mente, at ingen Ting hjalp mod en Drengs Natur og Tilbøielighed, synes der dog tidlig at være sluttet et Compromis mellem de stridende Magter, idet ogsaa han sagde: Først Student. Jeg antager, at han mente det; men jeg troer ogsaa, at et klogt Hensyn til sig selv 9| bød ham ikke staae Moder imod, og havde han først bundet sig ved et Ord, saa var han ikke den Mand, der underhaanden skulde arbeide imod. Bevarede han en Uvillie over at være bleven overvunden, saa viste han den kun indirecte imod Ane Peer Jens; saasnart han saae hende, citerede han Holberg, saasom: »Ha, ha, Madam, det var Andet end Ammen; jeg seer, hvad Folk I consulerer!« eller: »Hvad er Din Begjæring? siger Kvinden Gunild; vil Du, at jeg skal slaae Øiet ud paa Nogen, saa koster det sex Skilling; jeg tager kun Lidt; derfor har jeg desmere Næring.« – Fader, der ogsaa var stiv i Holberg, sagde undertiden leende, naar Ane Marie var hos mig og Ritmesteren hørtes komme: »Hillemænd, der er Mester Bonifacius; nu bliver her Klammeri af; løb, Anne, bag Skjærmbrædtet i en Hast!«

Ritmesteren var ikke meget afvexlende i sin Satire mod Ane; men som en stor Hund overfor en Kat gik han dog forresten af Veien for hende.

Om Meget af dette, og navnlig om Meningsforskjellen betræffende min Fremtid, kan jeg ikke have Kundskab af egen Iagttagelse; thi man discuterede mine Tilbøjeligheder, medens de endnu kom som Vindpust, og imidlertid gik jeg omkring 10| som et lykkeligt Barn med nogen Hang til Drømmeri, som jeg maa antage. Jeg havde engang vovet mig langt bort alene og kom til en grøn Høi, omkring hvilken snoede sig i Afsatser tynde, graae Rande. Medens jeg stod der, kom en Mand, formodenlig Forvalteren fra en Herregaard i Egnen, og jeg spurgte ham, hvorfra disse Rande kom. Han svarede: Det er fra Syndfloden; alt som Vandet sank, bleve disse Rande tilbage; Nogle sige at Noahs Ark stod deroppe. Hvordan Forvalteren faldt paa at sige dette, forstaaer jeg ikke; men jeg troede det, ikke blot fordi det blev sagt, men ogsaa fordi det svarede til en dunkel Forestillingskreds, hvori jeg levede, og som ved denne Meddelelse fik Ord: Alt var foregaaet her, eller her var Verden; min egen Tilværelse og Alt, hvad der omgav mig, laa nær Skabelsen; Alt var helligt og dog saa ganske naturligt – men dette er atter en af de Fornemmelser, som man i en modnere Alder ikke kan finde de rette Ord til. I lang Tid senere, naar Ritmesteren fortalte mig en af sine mange Historier om Krig, Røvere o. desl., var Scenen for mig altid nær. I en stor Skov, som vi kunde see mod Nord, var det, først, at Cain dræbte Abel, senere, at den 11| stærke Ridder Samson havde hvilet, da han bortførte Rodgeir Jarls Datter Hildesvid, og endelig var det Roncesvalles, hvor Roland blæste i sit Horn og faldt for Overmagten. Jeg har været saa – hvad skal jeg kalde det? Lykkelig? Ja! – at da jeg engang hørte et Horn i Retning fra Skoven, troede jeg, det var Roland, der havde reist sig og blæste igjen.

Men et Par noget senere Begivenheder bragte megen Forandring heri. Jeg fulgte engang Fader langt ud i Marken. Han holdt ogsaa af at fortælle mig Et eller Andet; men han var corect i, hvad han fortalte, og holdt sig til en interessant, men forstandig Sandhed, medens Ritmesteren brugte høitlydende Ord og malede i det Umaadelige, hvilket ganske anderledes tiltalte. Desuden vilde Fader gjerne have, at jeg til Gjengjæld skulde fortælle ham Noget, betroe ham Noget, behandle ham med aaben Tillid. Den manglede det heller ikke paa; men netop fordi han gjorde sig Umage derfor, kunde jeg aldrig finde Noget at fortælle ham; Alting forsvandt under min Søgen efter Noget, der var ham værdigt. Medens han nu saadan gik med mig, fik jeg pludselig Øie paa Høien med de graae Ringe, og skjøndt 12| dette henhørte til en Verden i mit Indre, hvorom jeg ellers var taus til Alle, gav jeg pludselig efter for Lysten til at tale og raabte: Fader, veed Du, hvorfra de graae Rande komme?

»Ja, min Dreng,« svarede han, »naar Faarene græsse paa en Høi, gaae de altid saadan i Kreds og nedtræde Grønsværet.«

Fader kunde ikke ane, hvilken Virkning dette Svar gjorde. Først var jeg skamfuld over at være bleven narret: men derpaa gik det op for mig, at jeg ogsaa havde taget feil med Hensyn til alle de andre Steder, hvor jeg havde henlagt Scenen for vidunderlige Ting, og efterhaanden kom saa istedenfor den stille, uforstyrrede Hvilen i Omgivelserne en Længsel efter den fjerne Verden, hvor Vidunderne virkelig havde tildraget sig. Det Lyseste og mest Farverige saavelsom det Alvorligste, Mørkeste, jeg saae i mit skjønne Hjem, indeholdt altid en Antydning om noget Useet, der overgik det, og saaledes var jeg kommen ind i det Romantiske – hvis det ellers er sandt, at Romantiken beroer paa en Følelse af to adskilte Verdener.

Tiltrods for Husets Soliditet var der Noget tilstede, som altfor tidlig og altfor stærkt kunde 13| have udviklet denne Længsel; thi hele vort Samliv var egenlig gjennemvævet med Forestillingen om Adskillelse, og hvilken Ro Moder end udbredte over Husets Gjerning, var der dog – hvad jeg senere desværre skulde blive klog paa – ofte i hendes Stemme og i enkelte tilfældige Ord en Hentydning til en ganske anden Adskillelse end den, at jeg engang skulde til Kjøbenhavn. Men Ritmesteren var ikke den Mand, i hvis Nærhed man, eller idetmindste jeg, fik Lov til at falde hen i Drømme. Han holdt selv Hest, det vil da sige, jeg er overbevist om, at Fader holdt den med Foder; men han havde sin egen Hest, anskaffet for hans egne Penge, og han sørgede altid ved forstandig Bytning for at holde sig godt ridende. Han var naturligvis ogsaa meget omhyggelig for sit hele Sadel- og Ridetøi, og havde ikke Møie med at bibringe mig en lignende Omhu, især da han forærede mig en Sadel. Og med hvilken Lidenskab jeg har elsket den! Hvor det nye, gule Læder har staaet for mig vaagen og i Drømme! Ogsaa til den knytter sig en Begivenhed, der trods al sin Lidenhed og Ubetydelighed virker i mig endnu. Jeg troer, det var den Dag, da vi skulde prøve den. Vi kom ud paa en Eng, og istedenfor 14| at passere en Bro over en nyopkastet Grøft satte Ritmesteren over Grøften. Det saae saa fortræffeligt, skjønt, mandigt ud, at jeg raabte: »Det vil jeg ogsaa gjøre!«; men da jeg kom til Grøfteranden, blev jeg bange og holdt Hesten an. Ritmesteren vendte om, satte over igjen, og idet han som en Hærfører udstrakte sin Haand, raabte han: »Derovre ligger Dit Ord; skal det blive liggende der, Dreng?« Hans Stemme og Haandbevægelse var som en Trompet, og i flyvende Fart kom jeg over; men Beslutningen, Villiesyttringen i min Hjerne i Forening med Hestens kraftige Bøining og Spring synes at have gaaet over i mit Blod, jeg var som et andet Væsen fra den Dag af, blev haard og hensynsløs og gjorde Fortræd, ikke fordi – det troer jeg at kunne sige – jeg havde Ønske eller Tanke om at tilføie Mennesker eller Dyr Ondt; men fordi Alt syntes mig at skulle vige, naar jeg kastede mit Ord ud i Luften. Ritmesteren bestyrkede mig da ogsaa til en vis Grad deri ved Yttringer som denne: »En Dreng, der ikke hver Dag risikerer at brække Halsen, bliver aldrig til Noget. Jeg giver ikke et skimlet Commisbrød for ham.« Ikke at blive til Noget! Hvilken forfærdelig Tanke for en sund Dreng! Men tillige 15| hvilken Foragt for Alle, der gik sindig eller havde Andet at varetage end vove Halsen! Det forstaaer sig, Høimodighed var ikke udelukket fra Ritmesterens Læreregler. »Ikke ind i Stuen, før Du har sørget for Din Hest! Det er simpel Honnethed, naar den har gjort sin Gjerning. Det er desuden klogt, skal jeg sige Dig. Sæt nu, Du engang har en lang Marche at gjøre og Du kommer til en Kro. Før Du gaaer ind i Kroen, er Du agtpaagivende; men Du veed ikke altid, hvordan Du er, naar Du gaaer ud af Kroen. Det vil da sige, en Cavalier er altid Cavalier; men det er undertiden ikke muligt for en Mand at undgaae en Snitser.«

Ritmesteren lovede mig blandt Andet, at vi en Nat skulde patrouillere; om det var hans egen eller min Opfindelse, eller om Ideen kom fra Campes Robinson Crusoe, veed jeg ikke. Men det blev aldrig til Noget; thi han var nok ikke af det samme Sind om Aftenen, og jeg kunde ikke holde mine Øine oppe. Mere end een Gang lykkedes det mig at slippe ud af den første Søvn og begynde at klæde mig paa; men saa blev jeg om Morgenen funden halv paaklædt i Sengen og fik mange Bebreidelser for, at jeg var saa blødagtig eller 16| urenlig, ikke at klæde mig af. Men endelig lykkedes det mig dog en Nat, eller formodenlig en Aften, at komme op, og saa listede jeg mig ned ad den lange Corridor, der førte til den Side af Huset, hvor Ritmesteren havde sit Værelse, og glædede mig til at skulle kalde ham op til Patrouilletjeneste. Da jeg kom udenfor hans Dør, hørte jeg ham paa den besynderligste Maade, snart med mandig, blød Stemme, snart i sælsomme Dissonanser, snart jublende og snart i Vaande, synge og mange Gange gjentage:

Saa urimeligt og uhyggeligt det end var at høre et Menneske ene om Natten synge saadan, vakte det hos mig paa uforklarlig Maade Medfølelse blandet med Angst. Jeg havde upaatvivlelig et Instinct, der ud af hans Stemme fornam en menneskelig Lidelseshistorie. I alt Fald gik jeg aldrig mere om Aftenen nær til hans Værelse, og om Dagen, naar jeg saae ham, syntes Begivenheden mig ikke ret at være Virkelighed.

17|Det Væsenlige ved Ritmesteren, det, som gav hans Tilværelse paa Gaarden Fylde og Farve, var imidlertid hans Hengivenhed for mine Forældre, især for Fader. Overfor »Fruen« var han altid noget strammet op, og jeg har et Par Gange overrasket ham i at bruge Ordet »Chefen«, naar han mente hende, ligesom Middagsbordet ogsaa sommetider hed »Paraden«. Men han var en altfor god Soldat til at nægte, at Escadronen vilde smøge frygtelig af sig, hvis der ikke var en streng Chef, eller at man godt kunde holde af ham, uagtet han var streng. Det var ikke, fordi Moder i Virkeligheden fremtraadte streng; men hun var en harmonisk og overlegen Natur og kunde sige Meget med et Smil. Men skjøndt Ritmesteren upaatvivlelig dybt anerkjendte hende og ikke i Reglen vilde have undværet hende, var det dog hans lykkeligste Timer, naar Moder engang – hvilket rigtignok hændte yderst sjelden – var taget bort og ikke kom hjem til Middag, eller naar hun efter en Sygdom var Reconvalescent og savnedes ved Bordet, uden at der var Bekymring. Saa bleve han og Fader siddende lidt længer end sædvanlig ved en extra Flaske, og saa var det tydeligt at mærke paa Ritmesteren, at han nu havde 18| Alt det for sig, som hans Hjerte væsenlig behøvede. Den Kjærlighed og Agtelse, der var i hans Blik, og den fortrolige Hjertelighed, der var i hans Stemme, staaer bestandig for mig som et Tegn paa et Mønsterforhold mellem Mænd. Fader havde i sit Væsen den Sikkerhed, som betydelig Besiddelse og praktisk Omsorg for mange Menneskers Vel i Regelen giver; men i saadanne Øjeblikke som de nysomtalte havde han tillige noget Barnligt ved sig; han kunde blive begeistret ved Minder af personlig eller almindelig Art, hvilket Ritmesteren ikke kunde; thi i alle Minder, der vare ham dyrebare, hvad enten de angik Kjærlighed eller hans første Uniform, maatte vel blande sig Mismod, om ikke noget Dybere, og han gik ikke gjerne tilbunds i sine Erindringer. Jeg har Grund til at huske, at de engang sad saadan og samtalede og endelig kom til at undersøge, hvad der i sin Tid havde vakt mest Beundring hos dem, og Fader fortalte da en Historie, som han rimeligvis havde fra en Bog, men som jeg aldrig har stødt paa. En ung Ridder var indstævnet for den hemmelige Ret, der holdt sit Møde under en stor Eg. Man var uretfærdig imod ham og fandt ham skyldig; men da Dommen skulde fuldbyrdes, havde ingen af 19| dem Mod til at binde an med ham, hvorpaa han i Tillid til sin Uskyldighed lagde sit Skjold fra sig; men de havde ikke Mod endda; saa tog han ogsaa Harnisket af og udfordrede dem, men de turde endnu ikke; endelig aftog han Hjelmen, og saa fore de imod ham, og efter lang Kamp blev han fældet. – Ritmesteren havde maaskee ikke Sands for den idealt-bittre Uvillie og den Domfældtes høie Tro paa Uskyldighedens Magt, som Fader efter sin Natur blev tiltrukken af, men fandt Ridderens Adfærd uforsigtig. Derom opkom en ivrig Disput, som pludselig afbrødes ved, at Ritmesteren sagde: »Naar Axel skal ud i Verden, skal han tage Rustning paa, og Pokker ikke tage den af, naar Flabene vil gjøre ham Fortræd.« – »Naa, ja, saadan,« sagde Fader og blev taus.

For mig staaer hin Fortælling af Fader som en Sjeldenhed; han vilde i Regelen ikke udtale sig med Følelse, og syntes stadig at befinde sig i en rolig, uforstyrret Alvor. Men jeg gav selv engang Anledning til, at hans Hjerte ligesom blødte paa Grund af en ham eiendommelig Sensibilitet. Historien geraader mig just ikke til Ære; men jeg kan idetmindste sige, at Alt gik aldeles 20| ærligt til. Jeg havde faaet mit første Gevær, og alle mine Forestillinger dreiede sig naturligvis om Et: at træffe. Jeg var saa forstandig, at jeg vidste, hvad jeg turde skyde paa; men selv naar jeg ikke havde Geværet i Haanden, var dets Tanke over mig. Hvadsomhelst jeg saae, forvandlede sig enten til Skive eller lod sig af Phantasien sætte i Bevægelse i lige Linie mod et Centrum. Nu hændte det sig, at jeg engang saae to Bønderdrenge kaste med Smaasten efter hinanden, og jeg fandt det aldeles urimeligt, at de gjorde saa mange Bevægelser for at undgaae Stenen: saa var det jo ikke til nogen Nytte at sigte. Jeg foreslog dem, at de skulde staae stille, medens de bekastede hinanden; men efter det første Forsøg løb den ene sin Vei. Jeg holdt paa den anden, og dels ved Opmuntringer, dels med Pidskeslag fik jeg ham i en saadan Stemning, at han modtog den Duel, jeg foreslog: at vi skulde see, hvem der kunde træffe den andens Næse. Nu forstaaer jeg ikke, hvorledes Sligt kunde falde mig ind; men jeg har dog senere tidt seet i Verden, at naar et Menneske er betaget af en Lidenskab, kan han for at tilfredsstille den gjøre Ting, der ikke ere forenelige med Fornuft. Drengen fik unægtelig mange 21| Prygl, inden han stod stille, og jeg paastaaer, at jeg stod stille, hvorom da ogsaa adskillige Skrammer indirecte kunde vidne. Endelig havde jeg det Held, den Triumph at ramme ham lige midt paa Næsen; men – han faldt og blødte saadan, at han besvimede. Det kunde jo ikke dølges, selv om der havde været Villie dertil paa begge Sider. Der maatte sendes Bud efter en Doctor. Ritmesteren, til hvem jeg først meldte det, beordrede mig Stuearrest, tog Nøglen af og foer afsted. I de fleste Huse bliver man ved en saadan Leilighed vred, hidsig og slaaer. Det skete ikke imod mig, tildels maaskee fordi jeg var lukket inde. Men da jeg kom ud, tog Fader mig for sig og talte saadan, at det gik mig til Marv og Ben; thi han talte ikke med den beregnede Hensigt at gjøre Virkning, men gav sit Sind Luft, og han var greben af Sorg og Angst, fordi Drengen var en Enkes Søn, og Faderen var nylig død. Han talte med en Følelse af, at jeg havde trykket og mishandlet de Svage og gjort en Uret, som Gud vilde tage sig af. Han var aldeles betagen af den Uret og Skyld, der var under hans Tag, og ved den Leilighed gjorde jeg for første Gang Bekjendtskab med et melancholsk, religiøst Gemyt eller 22| har fra dengang den Erfaring, at han var et saadant. Der blev nu efter den omhyggeligste Undersøgelse Spørgsmaal om, hvordan jeg skulde bøde, ikke for selve »Duellen«, men for at have tvunget og banket Drengen dertil. Først blev forlangt, at jeg skulde gaae ned og bede om Forladelse; men det vilde jeg ikke. Grunden var vistnok tildels en dunkel Følelse af, at jeg ikke burde commanderes dertil, men gjøre det af egen Villie, hvortil dog kom, at jeg ved Faders Ord var kommen til at betragte mig selv som en Forbryder imod Gud, en Cain, og havde en uforklarlig Fornemmelse, omtrent den, at Menneskene nu ikke havde noget Krav paa mig. Hverken Fader eller Ritmesteren eller endog Moder kunde faae mig til at tale og give efter, og medens jeg for en lang Tid var berøvet alle mine Fornøielser, forbudt at ride, skyde o.s.v., led jeg under et værre Tryk, end Nogen anede, indtil jeg en Dag gik ind til Enken og Drengen og bad dem om Forladelse, saa var Trykket borte.

Jeg var dengang omtrent ti Aar og havde faaet endel Undervisning af Sognepræstens Capellan, der hver Dag kom nogle Timer paa Gaarden. Nu fandt man, at jeg burde føres 23| sammen med Drenge, som jeg »ikke saa let kunde cujonere«, og Fader tog mig over til en Herremand, der boede en halvanden Mils Vei borte og holdt Huslærer til sine fem Sønner, af hvilke den yngste var paa Alder med mig. Der gik stort Ry i Egnen af denne Huslærer; han var forskreven fra Kjøbenhavn paa Grund af sin Dygtighed, fik ni hundrede Daler aarlig Gage foruden Ridehest o. desl. Min Faders Ønske, at jeg skulde deltage i Undervisningen, blev beredvillig efterkommet, og Husfruen tilbød at give mig Nattely, naar jeg i daarligt Veir, navnlig om Vinteren, ikke kunde ride hjem. Den yngste Søn hed Valdemar og vilde være Søofficier. Da vi mødtes første Gang, spurgte han, hvad jeg vilde være, og da jeg svarede Cavalleriofficier, yttrede han sig haanlig om Landetaten, hvorpaa vi kom op at slaaes. Vi vare lige stærke og sloges med største Lidenskab, bogstavelig saa længe vi kunde røre os. Da vi næste Gang mødtes, droges vi til hinanden ligesaa sympathisk, som vi først havde været antipathiske, og der udviklede sig mellem os en saadan Hengivenhed, at jeg aldrig senere har havt Plads til rigtigt Venskab for nogen Anden. Jeg følte en sand Forelskelse, en sugende Længsel, 24| naar jeg var borte fra ham, en dyb, glad Tilfredsstillelse, naar jeg var ham nær. Intet, som jeg eiede, var for godt, det havde nu ikkun Værd for mig som Middel til at gjøre ham en Fornøielse, og noget Lignende var Tilfældet paa hans Side. Han var saadan en smuk, blond, aaben Dreng og havde kun den Feil, at han stammede lidt; men det kom kun af, at han skyndte sig for meget med at tale, og senere, da han blev vænnet af hermed, kom der i hans forsigtige Maade at tale paa noget vel Samlet, vel Betænkt, Tilforladeligt, der forøgede hans Elskværdighed. Det Eneste, der i nogen Tid generede mig, var, at han hed Valdemar, saa at i vort Venskab han var Kongen og jeg kun Bispen; men da han ikke gjorde Fordring paa Souverainetets-Rettigheder, blev Navnets Overherredømme efterhaanden glemt. Ritmesteren syntes godt om mit nye Venskab og overhovedet om det større Ungdomsliv, som nu engang imellem droges til Gaarden. Uagtet han havde sine Svagheder, imponerede han dog ved sin statelige Holdning endog Herremandens ældste, sextenaarige Søn; han forstod sig paa saa Meget, var praktisk, havde ungdommelige Interesser, og naar vi red ud otte i Tallet – thi Fader fulgte 25| gjerne med – var det et lykkeligt, larmende Tog, som Ritmesteren, endskjøndt han ikke gjorde sig latterlig ved at commandere militairisk, dog førte an.

Jeg mærker, at jeg ikke har holdt chronologisk Orden. Da jeg var imellem fem og sex Aar, forefaldt en Begivenhed, der et Aars Tid efter bragte mig den første Glæde og senere skulde skaffe mig meget mere. Jeg fik en Søster, og det var mig, der lærte hende at gaae. Jeg var kommen til at lege med hende og havde stillet hende ved en Stol, hvori hun holdt sig fast; thi jeg mente, at hun kunde godt staae, naar hun vilde. Saa vilde jeg have hende over til en anden Stol, der stod nogle Skridt borte; men alle Opfordringer hjalp ikke, hun stirrede taus paa mig med sine store, brune Øine. Saa tog jeg et Jordbær og spurgte, om hun vilde have det, og pludselig gav hun slip og løb over til mig og greb med den ene Haand i Stolen og Jordbærret med den anden. Hvilken besynderlig Henrykkelse, da hun saadan pludselig blev Menneske! Hvor jeg forkyndte over hele Gaarden, at hun kunde gaae, og at jeg havde lært hende det! Af dette lille Øieblik og den sjælelige Tilknytning, det efterlod, kan jeg svagt, tilnærmelsesvis forstaae, hvorledes en Moder seer paa sit 26| Barn og har en hel Fortid erindrende tilstede ved hvert Blik.

En eneste mørk Sky stod for mig fjernt paa Horizonten: Valdemars Fader havde sagt, at før han fik Lov til at komme paa Søcadetacademiet, skulde han gjøre en Søreise og prøve, om han virkelig havde Lyst og duede til at gaae den Vei, og jeg levede i bestandig Frygt for, at Valdemar skulde blive tagen fra mig. Men fra en anden Side af Horizonten, som jeg ikke tænkte paa, kom en ganske anderledes sort Sky. Jeg fik igjen en Søster; men hun døde, og Moder blev meget syg. Naar jeg nu tænker tilbage paa hine tunge Dage, er det for mig, som om hele Huset strax anelsesfuldt trak sig sammen i Taushed og lyttede, og som om jeg selv anede en umaadelig Forandring, skjøndt Alt syntes at staae urokkelig fast omkring mig. Medens Ingen udtalte et Ord af Angst, laa der en knugende Ængstelighed i Atmosphæren, i de lydløse Trin, i den Concentration, hvormed Alt var fæstet paa det fjerne Værelse, hvorfra jeg holdtes borte. Der syntes mig i Øieblikke under min Ensomhed at blive begaaet en 27| skrækkelig Uretfærdighed imod mig ved, at jeg ikke kom med, at jeg ikke fik Lov til at gjøre Noget, om det saa ikkun var at staae Vagt, gaae i Forbøn, skrige imod det Ubekjendte, og jeg havde dog ikke Mod til at bede om at turde være med. Jeg gav mig efter mine Forestillinger til at bede og tilbød min Hest og mit Gevær og tilsidst mig selv – som om det ikke var mig selv, hvis Skjæbne blev medafgjort derinde! Endelig, en Aften kom en Kone med et næsten nedbrændt Lys i Haanden ud og sagde, at jeg skulde komme ind til min Moder; men da vi nærmede os Sovekamret, kom en af Husets Piger høit grædende ud og sagde, at det var for sildig. Konen gik tilbage og lod mig ene. Jeg blev staaende i det mørke Værelse og rystede. Endelig kom Fader ud, stødte imod mig i Mørket, løftede mig op og bar mig ud, medens han kyssede mig, og da han satte mig fra sig, var mit Ansigt vaadt af hans Taarer. Jeg begreb, at der var indtraadt en Katastrophe, skjøndt ikke nøiagtig, hvilken den var, og i Førstningen forekom den mig som en Lettelse, fordi der kom Travlhed og Liv i Huset. Men da de en følgende Aften toge mig ind for at see min Moder i Kisten, begreb jeg – skjøndt, det er heller ikke sandt, jeg 28| følte, jeg led; men et saadant Tab begriber man ikke, fordi dets Betydning og Følger vise sig langsomt.

Langsomt og efterhaanden, men fra den første Dag af og vedholdende viste det sig, hvad Moder havde været i Huset: den blide Ro og tillige Fastheden, Solskinnet, der bragte Havens Roser frem og modnede Vindruerne, og Alvoren, der holdt det Hele og det Enkelte i lydløs Disciplin. Det synes mig virkelig, at Solen ikke har skinnet paa vor Gaard siden den Dag, saa blegt og mat staaer Alt for mig; men det synes mig ogsaa, som om Gaarden blev mindre, den behøvede ikke længer at rumme en betydelig Personlighed. Forholdet var ikke saaledes, at Moder, som man siger i daglig Tale, havde været Manden; men med sin dybe Kjærlighed til hende havde Fader betragtet hende som Jordens Centrum, og da hun gik bort, gik for ham Livet af Virkeligheden. Var han død før hun, saa vilde hun med en lignende Sorg rimeligvis med Myndighed have fortsat den tidligere, tilvante Syslen og have fundet sjælelig Hjælp i det Praktiske, hvorimod Faders hele Sind fulgte med hende, levede i Erindringen, og, da Erindring uden Haab er en for os Mennesker altfor utaa29|lelig Følelse, beskjæftigede sig med Haabet, der laa udenfor Jorden. Livet i ham kunde endnu vise sig stærkt i Alt, hvad der angik hende eller »hendes Børn«, eller naar der pludselig gjordes en Appel til hans Følelse; men forresten var han stille og syntes med en egen Tilfredsstillelse, som om det var en ny Hædersbevisning imod hende, at lade Savnet af hende blive følt. Han kunde ikke taale, at der blev arbeidet i hendes Have eller forandret i hendes Værelse; Huset blev conservativt, skulde holde sig saa nært som mulig ved hendes Tid, ikke tilstede Forandringer, følgelig heller ikke Fremgang. Ritmesteren forsvandt tidligere end før. Til at tage sig af min lille Søster blev forskrevet en fjern Slægtning, en ugift Dame, og hun viste sig i Tidens Løb som en fortræffelig Pige; hun var en af dem, der af ideale Grunde forblive ugifte, og som bevare Hjertets Friskhed og Kraft; men i lang, lang Tid bragte hun, hvergang hun kom ind til Middagsbordet, paany Sørgebudskabet.

Jeg veed ikke, hvad det er for en ond Aand, der kan være i en Dreng, saa at han, endskjøndt hans Bevidsthed er uklar, dog omtrentlig veed, hvad der er rigtigt, men haardnakket handler der30|imod. Jeg følte, at jeg burde lystre den nye Cousine, Frøken Julie, men vilde ikke; hvadsomhelst hun sagde, selv om jeg indsaae, at det var godt, gjorde jeg imod. Hun følte, at dette Forhold blev demoraliserende for mig, og skjøndt det var betænkeligt og misligt for hende at arbeide paa at skaffe mig ud af Huset, talte hun dog aabent og fast med Fader om, at jeg burde bort. Det havde jo ogsaa allerede tidlig været tilsigtet; men Fader vilde nu saa nødig sende mig langt bort, og sætte mig over paa en anden, nærliggende Gaard, til Valdemars Forældre, gik dog heller ikke godt an. Han besluttede at tale med Huslæreren og til en vis Grad lade ham afgjøre, om det var rigtigt, at jeg blev ude paa Landet, og da det jo var mig selv, det væsenlig gjaldt, tog Fader mig med ind til ham.

Jeg seer endnu tydelig den selvtilfredse, doctrinaire, dygtige unge Mand og husker Tankegangen i hans Tale saa godt, at jeg kan reproducere Ordene. Han troede, naar han bukkede, smilte og gjorde Haandbevægelser, at være høflig som en gentleman; men det Vigtigste, at beherske sin Arrogance, havde han ikke lært, og skjøndt han aabenbart vilde behandle min Fader med stor 31| Respect, formaaede han det ikke, saasnart han mærkede, at han skulde adspørges som Autoritet.

»Nei,« sagde han til Fader, »Hr. Jægermesteren har ganske Ret; herude paa Landet kan man kun gjøre sig Haab om at udvikle en Middelmaadighed. Adspredelse er her Hovedsagen; man kan ikke holde Elevens Aand i den Slags velgjørende Fængsel, som en Skole tilbyder. En Skole kan ved de forskjellige, afvexlende Lærere og ved Kappelysten virkelig fængsle en Dreng, saa at han en Tidlang lever for at lære. Og kun paa den Maade bliver man til Noget!«

»Saa maa det i Grunden ikke være tilfredsstillende at være Huslærer,« sagde Fader.

»Nei, det veed Gud, det ikke er! Men jeg har ligefrem sagt min Mening fra Først af og siger den altid, naar jeg spørges. Men desuden er der jo aabenbart en Forskjel. Nogle Elever ere af Naturen prægede til, kun at skulle være Middelmaadigheder i Intelligens, og man udretter allerede Noget, naar man forhindrer dem fra at synke og blive Undermaalere. Andre, saadan som Axel, ere mere dæmoniske Naturer« ...

»Hvad mener De med en dæmonisk Natur?« spurgte Fader.

32|»Aa, der er forskjellige Definitioner; men i dette Tilfælde kan det være nok at sige, at dæmoniske Naturer mindre drives frem af Forstandshensyn end af Villie og Lidenskab.«

»De mener altsaa, at min Søn er en dæmonisk Natur?«

»Ja; jeg vil nok sætte ham i den Kategori. Vi kunde ogsaa bruge et andet Ord, der lyder bedre; men siden han selv er tilstede, er det bedst at beholde det første.«

»Og mener De da, at Skolen er bedre for en saadan Natur, selv om hans Bestemmelse kun er at være Landmand?«

»Det er et vanskeligt Spørgsmaal. Skolen og Universitetet kan jo kun paatage sig at udvikle Mennesker. En Landbruger, en Herremand, Hr. Jægermester, er jo ogsaa –«

»Menneske. Ja, man skal være Menneske, først og fremmest Menneske – hvordan man saa skal blive det,« sagde Fader, vistnok glad ved at gribe et Ord, der for ham selv betød Noget, og som tog Spørgsmaalet ud af Candidatens Haand.

Ved Middagsbordet gav Fader en Beretning om det Passerede og udtalte sig om Huslæreren som en forstandig, ung Mand, men kold, og yttrede det Haab, 33| at man inde i Kjøbenhavn vilde finde Lærere med varmere Hjerter.

Ritmesteren spurgte, hvori Kulden havde viist sig.

»Det er jo ikke godt at sige,« svarede Fader; »det ligger ikke i Ordene. Mig forekommer det, at han ikke rigtig veed, hvad et Menneske er.«

»Hm, hvad et Menneske er,« sagde Ritmesteren. »Hvad er da et Menneske?«

»Det er et Væsen, der skal døe saadan, at det kan gjenopstaae.«

»Ja, men først skal han sgu have levet!«

»Ja, vel,« svarede Fader og tilføiede efter en lang Pause: »Det er netop Kunsten. – Man vil saa gjerne have, at Ens Børn skulle leve og blive lykkelige, og man veed knap, hvilken Lykke man skal bede Gud om at skjænke dem. Gid Du« – vedblev han til mig med Taarer i Øjnene – »maa møde en Kjærlighed, der fører Dig opad! Jeg veed intet Bedre.«

Ritmesteren mumlede, saa jeg hørte det: »Det har Drengen ikke godt af; han maa afsted.«

Som altid, naar Fader og Ritmesteren ikke vare enige, holdt jeg i mit stille sind med Fader. Det syntes mig, at jeg netop havde godt af Faders blide Vemod; den frembragte hin styrkende bittre 34| Følelse, hvori Hjertet udvider sig og længes efter at tjene. Men jeg vilde ogsaa nok til Kjøbenhavn, fordi Gaarden og jeg ligesom vare gaaede løs fra hinanden, og fordi derinde var saa stort og pragtfuldt, og endelig fordi Valdemar dog ogsaa skulde derind, naar han kom hjem fra sin Søreise.

Saasnart Beslutningen var tagen, var Fader energisk med at faae den udført. Der blev skrevet til Kjøbenhavn for at ordne det Fornødne, og imidlertid gik jeg omkring som allerede halvt løsreven, som den Afskedtagende, uden fuldt at forstaae, hvad Afsked og Adskillelse var. Naar man ikke har prøvet at være borte, kan Phantasien ikke ret forestille sig, at man efter en Tids Forløb virkelig ikke skal have det om sig, man nu gaaer og færdes i. Men det staaer for mig, at der var noget Blandet, Uroligt, Bebudende, i Sindet og i Omgivelserne som i selve Aarstiden. Det var Efteraar. Det er en Tid, da det danske Land mere end ellers bærer et Præg af Kraft. Marken er bar, man seer Jordens Form skarpere; Vinden feier stærkere hen derover og synes at have et fjernere Maal og en strengere Villie nu, da Kornet ikke længer med sine blide Svaininger ledsager dens Bevægelser. Skovens Grønhed er afløst af 35| mange Farver, af den gamle Egs Bronce, den unge Egs Rødt, Bøgens gule Løv. Det seer i Afstand ud som en kraftig Rigdom; trænger man ind i Skoven paa sin Søgen efter Vildt, saa mærker man, at det er Visnen og Død, og Livskraften slaaer op i En og siger, idet man følger Sporet: Jeg skal overleve dette. Folkene møde i store, lange Støvler og træde haardt, men ere endnu ikke plumpt indhyllede i Vinterdragt. Alt tramper rask gjennem Naturens Rige; der er ingen Blomster, ingen Æg, intet Kræ, som skal fredes; Alt staaer ved sig selv beredt til at blive rusket i af Himlens Vinde. Der er saa megen Adskillelse, saa mange Tegn paa en Villie, der har sin egen Tanke med Smaat og Stort.

Fader vilde selv ledsage mig; men et Tilfælde – et saadant, hvori Almuen vil see et Varsel – indtraf den sidste Nat, før »Arvingen« skulde reise. Et stort Loft, hvor der laa maaskee hundrede Tønder tærsket Rug, og som var lige over et af Karlekamrene, sank sammen ved Midnatstid. De knagende Bjælker og Bræder, den hvislende Larm af Sæden, der styrtede ned som et Vandfald, de pludselige, halvkvalte Skrig, der hurtig standsede, frembragte hos dem, der vaagnede 36| ved Larmen, den Tro, at hele Gaarden brændte eller paa sælsom Maade var ved at synke sammen. Fader kom i Mørket ilende ind til mig, tog mig ud af Sengen og bragte mig til den store Havestue, hvor han satte mig under Cornissen som et forholdsvis sikkert Sted; et Øieblik efter bragte han min Søster, gav hende i mine Arme og sagde: »I Guds Navn, rør Dig ikke, saalænge Du ikke hører Huset knage; men knager det, saa løb med Din Søster ud i Haven!« Derpaa foer han ud i Gaarden for at hjælpe. Imidlertid sad jeg der i Mørke, med Barnet paa Skjødet, uden at have Begreb om, hvad der foregik. Hun sad længe uden at knye, og jeg troede, hun sov; men pludselig sagde hun: »Axel, troer Du, det er Moder, der kommer?« Denne Forestilling af hendes lille Hjerne foer ind i min med Febermagt. Luften blev hed og funklede om mig. Jeg var glad ved Tanken om Moder og forfærdet over, at hun skulde komme paa den Maade. At hun skulde gaae ad en Sidevei, og at Huset skulde brage! Og at Fader skulde bringe os af Veien, før han gik hende imøde! Sæt, at hun nu vilde komme ind fra Haven! ....... Nu kom de med Lys, og Menneskestemmer forjoge den sælsomt opfyldte Stil37|hed, den høitidsfulde Rædsel blandet med Fortrøstning og Længsel.

Karlene vare blevne udgravne af Rugen og Loftets Ruiner, og ingen af dem var kommen videre til Skade; men Fader havde under Udgravningen stødt sit Skinnebeen mod en Bjælke og maatte holde Sengen, skjøndt der ingen Fare var tilstede. »Det« havde dog ikke ment Andre end Herskabet, blev sagt paa Gaarden; jeg skulde ikke høre det, men hørte det alligevel. Skjøndt Alle – det troer jeg at turde sige – holdt af Fader, var der siden Moders Død en underlig, medynksfuld Tro paa, at med hende var Hjørnestolpen borte; en saadan Ulykke »vilde have mere«.

Fader vilde ikke have min Reise opsat for hans Skyld, og det blev vedtaget, at Ritmesteren skulde ledsage mig; men nu vilde jeg saa nødig reise. Det var for mig, som om der etsteds var Fare, og saa burde Fader og jeg ikke skilles. Saadanne Følelser udtaler man ikke gjerne; men Fader gjættede alligevel min Tanke – maaskee fordi han havde en lignende – og sagde til mig: »Jeg ligger under Guds Himmel, og den falder ikke ned. Du ligger ogsaa under den, Axel, hvor Du saa gaaer hen.«

38|Saa reiste jeg da med Ritmesteren, og jeg maa lade ham, at han ikke gav mig lang Tid til at være vemodig. Det pinte ham overmaade meget, at noget Usædvanligt og Farligt var skeet paa Gaarden, uden at han havde været med, ja uden at han havde hørt det Ringeste derom før den næste Dag. Han var ikke istand til at forklare denne Omstændighed, og da han dog ikke kunde lade være at tænke paa Begivenheden, underholdt han mig med Beretning om en Mængde Indstyrtninger, blandt andre det store Jordskjælv i Lissabon. Enten det nu var hans Hensigt eller ei, saa lode de store menneskelige Lidelser snart Begivenheden hjemme synes en ganske lille Hændelse. Selve Verden blev ogsaa saa stor, medens vi reiste fremad.

Men altsom vi nærmede os Kjøbenhavn, begyndte han at give mig mange Raad og Paalæg, som jeg vistnok vilde havt godt af at lægge mig paa Hjerte; men, desværre, jeg har glemt de fleste. Blandt Andet sagde han: »Nu kommer Du imellem en hel Mængde Kammerater, og staa Dig nu godt med dem, vær en brav Kammerat, naar det kniber; men saadan egenlig Kammerat skal Du 39| ikke være med nogen af dem, undtagen Du har prøvet ham vel.«

»Jeg har Valdemar,« sagde jeg.

»Ja, ham havde Du; men nu kommer Du mellem Andre. Tal frit med dem Allesammen; men hvis Noget gaaer Dig imod og Du er bedrøvet, saa kny ikke. Folkene i Escadronen gi'er Agt og lade nok, som om de have Medlidenhed med Officieren; men bagefter snakke de indbyrdes og gjøre hans Miner efter; husk det.«

»Naar Du gaaer ud med Dine Kammerater, skal Du aldrig være mere flot med Penge end de. Der er mangen brav Karl, som ikke har Penge, og ham maa Du ikke trykke. Du skal aldrig tilbyde Nogen at tractere ham eller laane ham Penge; men kan Du gjøre En en Tjeneste, saa laan ham, men kræv aldrig. Kan Du huske det?«

»Jeg vilde endogsaa sige, at det er bedre, aldrig at laane ud; men det hører der Kunst til, hvis man har Penge.«

»Og saa er der endnu Et, det Første og Vigtigste; men det troer jeg ikke, det har nogen Nød med. Men det skader dog aldrig at prente Lectien rigtig ind: Aldrig bange. Det skulde gjøre mig meget ondt, om jeg hørte, Du havde 40| brækket Halsen, meget ondt, Axel; men hellere det, end om Du havde frelst den ved at være bange. Det er den sorteste Last næstefter at lyve og være utro – nei, ikke engang, fordi det kommer Altsammen af at være bange. Følg det, saa skal Du nok komme igjennem og faae den Smule Examen, og saa ... skal vi see.«

Den Familie, hos hvem jeg skulde være i Huset, var en Toldembedsmand, en Justitsraad Bryggers, og den var bleven valgt, dels fordi den var noget beslægtet med os, dels fordi den boede paa Østerbro; thi det ansaaes ikke for rigtigt, at jeg, der var vant til Landet, skulde »indespærres i den snevre By«.

Ritmesteren havde kjendt Fruen i hendes Ungdom og havde underveis forberedt mig paa, at hun var meget smuk, hvilket dog i hans nuværende Egenskab af befuldmægtiget Formynder og Værge ikke varA ham videre behageligt; thi, sagde han, de Smukke i Kjøbenhavn ere mere til Stads end til Husbehov, og med dem kan man aldrig rigtig komme til at være strix efter Reglementet. Ved vor Ankomst bleve vi imidlertid modtagne af en temmelig høi Dame, ikke egenlig mager eller skarp; men Bensystemet traadte stærkt 41| frem, og med Ungdommens Rundhed og Farve var ogsaa ethvert Spor af Skjønhed forsvundet, saa at Ritmesteren maatte spørge sig for, om det var Fru Brygger.

»De havde nok ikke kjendt mig,« sagde Fruen, da vi havde faaet Reisetøiet af og vare komne indenfor; »jeg har forandret mig meget.«

»Ja, Frue, noget; men, paa min Ære, til Deres Fordel.«

»Aa!«

»Paa Ære, det er min oprigtige Mening!«

»Det havde jeg saamæn ikke troet,« svarede hun, og et besynderlig naivt Smil viste for et Øieblik, at hendes Ansigt kunde have været smukt.

»Tillader Fruen saa, at jeg seer Axels Værelse?« sagde Ritmesteren og undersøgte nu Alt, Seng, Lagener, Haandklæder o.s.v. med stor Omhyggelighed, hvorefter han udraabte: »Kvarteret er upaaklageligt.«

Eftersom vi havde faaet en god Nattesøvn paa Dampskibet, tog han mig strax efter Frokosten med for at vise mig om, og først kjørte vi til Vesterbro, hvor der boede en Hestehandler, og hvor han handlede om, men ikke kjøbte en Hest. Denne Hestehandler, ved Navn Salling, var fra 42| vor Egn og gift med en Datter af en Steddatter af Ane Marie. Mig styrkede det meget, at Folk fra vor Egn – og jeg havde nær tænkt, af vor Slægt – kunde boe i eller ved Kjøbenhavn, og hvor liden Kjærlighed der end havde været mellem Ane Marie og hendes Stedbørn, saa havde man dog nu, da hun var død og borte, ligesom arvet hendes Sympathier for vor Familie eller fandt i mit Navn en Hilsen fra Ungdommen og Hjemmet. De modtoge mig derfor med stor, respectblandet Glæde. Salling var en ganske lille, mager Mand, vistnok oprindelig af Taterslægt, med en mat, brunlig Ansigtsfarve; men han saae usædvanlig livlig, kløgtig og determineret ud, og der var i hans Stemme en egen Blanding af Gemyt og Energi, der i høj Grad tiltalte mig, og jeg antager, at jeg paa en eller anden Maade viste det. Han sagde, idet han fulgte os ud: »Hvis Jægermesterens Søn, siden han nu skal være her i Byen, vil besøge os, saa skal den bedste Hest i min Stald ikke være for god til en Ridetour, om han vil tage tiltakke.« – »Ja, vi haaber da, at Jægermesterens Axel engang imellem seer ud til os,« tilføiede hans rødmussede Kone, der var et Hoved høiere end han.

40|Ritmesteren sagde, da vi vare udenfor: »Imod saadanne Folk er man høflig; man er ikke intim med dem.«

Vor Spadseretour tilbage gjennem Byen havde for mig det Mærkelige, at jeg underveis, i en af Gaderne, for første Gang blev opmærksom paa, at Ritmesterens Næse var noget rød – som om der var mere Lys i Kjøbenhavn end paa Landet!

Vi kom tilbage til Østerbro i god Tid før Middagsbordet, og nu var Justitsraad Brygger hjemme. Han lignede meget de andre Justitsraader, Toldinspecteurer, Politimestre o. desl., som jeg hidtil havde seet, det vil sige: han var en dannet Mand, en Embedsmand og en vigtig Mand. Hans Eiendommelighed var, at han ved at tale med sagte Stemme tiltvang sig Opmærksomhed for sine Ord, og han talte gjerne. Han forlangte strax, at jeg skulde kalde ham Onkel, fordi dette Ord vilde i vort Forhold blive et Tegn paa Hjertelighed og Respect. Dette var mig saa udtænkt, at Hjerteligheden strax gik bort.

Veiret var mildt, og et Vindue stod aabent. Medens vi sad og talte, rakte en Mand sig ind ad Vinduet og sagde: »Naa, har De nu faaet Deres Gjæster?«

44|Det var en ret fyldig Mand af Middelhøide, med røde Kinder og graat Haar, kroget Næse og graae, spillende, lunefulde Øine.

»Ja, vi har, Doctor Hilder, vær saa god at komme indenfor,« svarede Justitsraaden.

»Ja, lad mig først orientere mig – eller østne mig, er det nok nu, man skal sige – her i Vinduet. Med Forlov, hvor er Jægermesteren?«

»Men hvor kan De vide, at den Herre ikke er Jægermesteren?«

»Hvor jeg kan vide det? For det Første er den Herre umiskjendelig en hæderlig Pebersvend ligesom jeg; for det Andet er han ligesaa umiskjendelig ikke mere i Familie med Fyren der, end jeg er med Dronning Elisabeth, og for det Tredie har jeg endnu aldrig i mine Dage seet en Jægermester i saadan en Uniform.«

Ritmesteren reiste sig og sagde høflig: »Jeg formoder, at jeg har den Ære at gjøre Bekjendtskab med Husets Læge; det glæder mig meget ...«

»Nei,« svarede Doctoren, »man seer ikke nær saa godt ud af Vinduet som ind ad det. Jeg er rigtignok Doctor eller Læge; men jeg praktiserer, Gud ske Lov, ikke paa mine Medmennesker.«

»Dyrlæge?« spurgte Ritmesteren.

45|»Ha, ha, ha! Nei, jeg er s'gu dog Menneskelæge, naar galt skal være!«

Justitsraaden præsenterede: »Hr. Doctor Hilder, Læge uden Praxis – Hr. Ritmester von Buch.«

»De er kanskee Ritmester uden Praxis, ligesom jeg er Læge uden Praxis?« sagde Doctoren.

»Til Tjeneste,« svarede Ritmesteren.

»Vi kalde det emeritusA, udtjent, veltjent,« sagde Doctoren.

»Ja, vel,« svarede Ritmesteren.

»Kom saa indenfor, Doctor; vil De ikke gjøre os den Fornøielse at spise til Middag med os?« sagde Justitsraaden.

»Nei, Tak; men jeg vil drikke et Glas Vin paa Bekjendtskab med min unge Ven der. Jeg holder mig til Ungdommen. Saalænge man gjør det, bliver man ikke gammel, ligesom man ikke bliver søsyg, saalænge man holder en Pind i Munden.«

Alligevel, da han var kommen indenfor, holdt Doctoren sig fortrinsvis til Vinen og Ritmesteren, og blev saa gode Venner med ham, at jeg begyndte at holde af ham.

Den følgende Dag var den sidste, Ritmesteren 46| skulde tilbringe i Kjøbenhavn, og den, paa hvilken han skulde præsentere mig i Skolen. Det var derfor med stor og tung Alvor, at vi begave os afsted; men sandt at sige var det en Time for sildig; thi Ritmesteren havde af en eller anden Grund været forhindret fra at møde hos mig Kl. 8 ½. Saa kom vi da paa Skolen Kl. 10, og efter at have paa ubestemt Maade sat vor sildige Ankomst i Forbindelse med vor lange Reise fulgte Ritmesteren Bestyreren og mig op i Classen. Drengene reiste sig som en Bataillon og bleve staaende, medens Bestyreren med et Par Ord forestillede mig, hvorpaa Ritmesteren bad om, at han ogsaa maatte sige et Par Ord, og da Bestyreren høflig tillod ham dette Usædvanlige, sagde han, efter min Formening overordenlig godt og passende: »Det fornøier mig at see saa mange flinke unge Folk. De ere Allesammen, mine unge Herrer, bestemte til at tjene Kongen og Fædrelandet, hver paa sin Maade naturligvis. Her har jeg bragt Dem en Kammerat, Søn af min bedste Ven. – Kongen leve!«

Som electriserede brøde Drengene ud i et vildt Hurra, der efter Timens Udløb vakte megen Forespørgsel fra den tause Bygning. Som jeg 47| senere mærkede, gjorde Drengene saa smaat Nar af Ritmesteren for hans Escadrons-Tale; men han havde dog vundet dem. Det gjør ikke altid noget, at man er lidt latterlig, naar der er alvorlig Følelse bagved.

Jeg har senere ofte tænkt paa, at det var Ritmesteren, der ved sin Tale gav mig en fremragende Plads blandt Drengene. Havde han været min Fader, vilde vi Begge være blevne latterlige; men, idet han paa min Faders Vegne førte mig til Skolen, faldt det Latterlige kun paa ham, medens en ideal Glands fra hans Uniform og fra Fanen, som han løftede ved sit Raab, faldt paa mig.

Især i Førstningen svarede jeg kun lidet dertil, fordi jeg var saa trykket af Hjemve, at Alt omkring mig var mig ligegyldigt. Dr. Hilder kom og sagde, at han var Doctor for de Sunde, og søgte at faae mig meddelsom og livlig; men skjøndt Synet af ham gjorde mig godt, var det min eneste Tilfredsstillelse, at jeg, som Ritmesteren havde raadet mig, kunde være taus, naar det gjorde ondt, og lade alle de Fremmede gaae udenfor den Verden, jeg hjemmefra havde i mit Indre, og som for mig var høitidelig og hellig. 48| I Mellemrum gik jeg ud til Hestehandler Sallings, og skjøndt de, naar jeg kom dem nær, ikke saae ud, som jeg i Afstand altid forestillede mig dem, gjorde det mig godt at sidde lidt hos dem, hvorved det dog kom i Veien, at jeg ikke maatte være »intim« med dem.

Men det gik naturligvis umærkelig over, og i min Erindring er der intet Overgangsled fra denne Melancholi til en glad og rastløs Forventning i Anledning af Noget, der skulde finde Sted i Skolen. Martsmaaned havde for Alvor bragt sine ofte lovede »elleve Sommerdage«, og det var i Glæde over det tidlige Foraar blevet besluttet, at vi en Søndag skulde drage ud til Charlottenlund og der have en Kamp med en anden Classe, vor sideordnede Realclasse, med hvem vi havde noget Udestaaende. Jeg var bleven vor Classes Anfører og drømte ikke om Andet end om Maaden, hvorpaa jeg skulde lede Felttoget. Da vi vare paa Pletten, meddelte jeg mine Underordnede min Plan, der tildels var laant fra Cyrus's Felttog mod Massageterne. Paa et passende Sted skulde en Trup af de Yngste rykke frem og engagere Fjenden, og medens de heltemodig værgede sig til sidste Mand, skulde jeg bryde frem med 49| Hovedcorpset, overraske Fjenden og vinde en fuldstændig Seir. Planen blev modtaget med Enthusiasme; men, medens jeg omhyggelig førte mit Hovedcorps, opdagede jeg pludselig med den dybeste Uvillie, at den devoverede Skare, istedenfor at kæmpe til sidste Mand, lod sig overvælde uden Sværdslag og koldblodig satte sig ned som Fanger. Jeg sendte en Parlementair til Fjenden for at anmode om en kort Vaabenstilstand og for at bede om, at Fangerne maatte blive udleverede, imod at de ikke længer gjorde Tjeneste. Dette bevilgedes, og da jeg havde Fangerne hjemme, foreslog jeg, at der skulde nedsættes en Krigsret over dem. Dette gik Alle, selv Fangerne, beredvillig ind paa, som en Leg; men jeg mente det saa alvorlig, at havde jeg kunnet faae dem hængte, var det skeet. Jeg indsaae, at jeg ikke kunde drive det videre end til, at de skulde løbe Spidsrod, og det blev vedtaget; men da Straffen skulde udføres, da hver af mine Tappre fik en Kjæp, og da de Feige skulde klædes af, blev der Opstand. Forbryderne kaldte mig »Profossen«, og selv mine Officierer svigtede mig, toge Sagen fra det borgerlige, medens jeg stod paa det Ritmesterlige Standpunkt. De Smaa skreg, at naar jeg alene skulde more mig, saa kunde 50| jeg jo gaae over imod Fjenden som en Goliath og udfordre en David til Enekamp. Uagtet jeg havde en Fornemmelse af, at Forslaget var urimeligt, og at jeg kunde blive latterlig ved det, gik jeg i Øieblikkets Hede ind derpaa, tilmed da Situationen var bleven for spændt i min egen Leir. Jeg gik over mod Fjenden og spurgte: »Hvem er Chef her?« – »Det er mig,« svarede en kjøn, forfinet udseende Dreng, lidt ældre end jeg, tilføiende: »Kan Du spille Lhombre?«

Til dette overraskende Spørgsmaal kunde jeg ikke svare Andet end, at jeg tidt havde seet det spille og kjendte Kortene; men jeg spillede det vist daarlig.

»Aa, det kommer Du snart efter,« svarede han; »lad os iaften faae en Lhombre.«

»Ja; men jeg er kommen herover for at udfordre En af Eder.«

»Ja, Du maa gjerne kaste mig i Gulvet, hvis de Børnestreger kan more Dig.«

Dette Ord hævede mig med et Sæt ud over det »Barnagtige«; vi spillede Lhombre om Aftenen – og mange følgende Aftener en lang Tid; jeg spillede saadan, at jeg fik liden Søvn, og, naar jeg sov, drømte om Spadille og Basta, og selvfølgelig kom betydelig ned i Classen derved.

51|Men saa kom en Forandring. Nu betræder min Erindring for en Stund hellig Jord.

Efter de faa Solskinsdage i Marts var, som saa hyppig skeer hjemme, fulgt Kulde og Slud, og først inde i Mai kom Foraaret, næsten pludselig, men virkeligt, tilforladeligt, fyldigt. Først nu blev jeg ret opmærksom paa, at vi havde en Have, og det en stor, eller rettere langstrakt, hvoraf kun den Del nærmest Huset var behandlet med Omhu; i den fjernere Del stod Pil og ung Bøg blandet med Frugttræer, og gjennem Græsset gik Stier, ikke regelmæssige Gange. Men da jeg en Morgen kom ned, var det, som om det Hele, de knuppende Træer, Buske og Planter saae paa mig med tusinde Øine fra Hjemmet. Jeg troer virkelig, at jeg blev overrasket over, at noget Saadant kunde skee inde ved Kjøbenhavn, og jeg følte det i disse Omgivelser som en Synd imod Hjemmets Tanke og Villie, at jeg spillede Kort. Haven var paa tre Sider omgiven af et Plankeværk, paa den fjerde Side af en usædvanlig høi og tæt Buxbomhæk, hvilken jeg uvilkaarlig opfattede som en grøn Mur, og det faldt mig ikke ind, at der kunde være Noget 52| paa hin Side. Etsteds stod tæt op til Buxbomhækken en Guldregn – eller, som jeg endnu foretrækker at kalde den: Guldranke – og da den begyndte at oplukke sine grønne Hylstre og vise sine deilige, friske, gyldne Klaser, lignede den saa aldeles den ensomme Guldranke hjemme paa Høien i Lunden, at jeg næsten troede, den var fulgt med mig som en tro Ven. Den vakte igjen Hjemveen. Der var Tider, da jeg sad under den og var overbevist om, at den følte Noget og gjerne vilde have talt til mig.

En Søndag Morgen, da Træet stod med alle sine Klaser helt og pragtfuldt udfoldede og jeg gjennem den gyldne Rigdom saae op i den blaae Himmel og fik et Billede af den smilende Lyksalighed, der havde hvilet over mit Barndomshjem, hørte jeg pludselig først en Lyd af Vingeslag eller af lette Skridt og saa en deilig Barnestemme tæt ved mig eller over mig. Først syntes det mig at svæve igjennem Luften, at komme med korte, hvirvlende Slag ligesom den første Lærke; men i næste Øieblik var det endnu nærmere, ligesom i selve Træets Blomster, og jeg troede et kort Moment fuldt og fast, at Træet sang, at noget Lykkeligt var skeet hjemme, eller jeg tænkte egenlig ikke, i 53| den Stund var jeg fuldstændig borte i hint Land, som vi aldrig skulle betræde, min Sjæl levede et kort, energisk Øieblik i tillidsfuld, absolut Tro paa det skjønne Ubekjendte. Endnu et Blink, saa mærkede jeg, at Lyden ikke kom fra Træet, men fra den grønne Mur, fra en Fugl eller Fee derinde, og saa brød jeg med Hænder og Hoved ind i Hækken og saae da – at der var en stor smuk Have, og i den gik en hvidklædt Pige. Først havde jeg nær troet, at det var min Søster; men den Ubekjendte var ældre, saae ud til at være omtrent elleve Aar, og der var ved hende ikke det Hjemlige som ved min Søster, hun var saa særegent, glimrende smuk, og hun skinnede i de hvide Klæder næsten med Solglands. Pludselig traf et Blik fra hendes store, mørke Øine lige ind i mine, syntes mig, og jeg foer tilbage, som om jeg havde gjort Uret.

Fra den Tid af forsvandt Hjemveen ganske, og selv Guldranken forekom mig, istedenfor som før at række sig hjem til vor Have, beskjæftiget med at see over den grønne Mur. Jeg kunde ikke lade være at kigge ind, saa ofte jeg troede, at hun var der, og skjøndt jeg tidt saae Selskab af »smukke Folk«, Mennesker af den Slags, som jeg var vant til at omgaaes, vedligeholdt sig dog 54| længe Forestillingen om, at det egenlig var en Feeverden, især naar hun var tilstede. Hun syntes at virke paa Andre næsten ligesom paa mig. Yngre og ældre Herrer viste hende mere Opmærksomhed, end man pleier at vise Børn, og det var mig saa forstaaeligt. Om hun var skjult i en Klynge og blot løftede en Arm, kunde jeg af Maaden, Formen, en egen Virkning paa min Sands, kjende og føle, at det var hende. Hendes Kjole sad anderledes, dens Flige flagrede anderledes i Bevægelsen eller for Vinden end de Andres. Jeg er overbevist om, at hvad Sands jeg senere har havt for Billedhuggerkunst og rene, yndefulde Bevægelser, har jeg faaet vakt eller udviklet ved Synet af hende.

Jeg spurgte ikke Nogen om hende, og det undrede mig ikke, naar der blev indbudt Børn for at more sig med mig – Bryggers havde ingen Børn – at hun ikke var iblandt dem. Min Moder kunde have indbudt hende; Justitsraadinde Brygger ikke. Men jeg var altid genert, naar der blev leget i Haven, fordi jeg forestillede mig, at Alt foregik under Hendes Blik, og at det ikke skulde tage sig godt nok ud for Hende.

Blandt dem, der kom til mig, var en Søster55|datter af Dr. Hilder, en kjøn, blond, elleve eller tolv Aars Pige, med eiendommelig blide Dueøine. Hendes hele Væsen havde en tilsvarende Blidhed, eller hvad jeg skal kalde det. Det var, som om hun ved fælles Overenskomst var bestemt til at skulle være deltagende for Andre, bære deres Bekymringer, komme i Besiddelse af deres Fortrolighed og aldrig tænke paa sig selv. Af de Ældre blev hun altid udvalgt til at have Tilsyn, at opgive sin barnlige Fornøielse for de Andres Skyld; men selv derved blev hun Hovedpersonen, Alting dreiede sig om hende. Hun hed Sophie. Jeg fandt fra Først af ikke Behag i hendes Blidhed; men hun trak mig til sig ved den særegne Maade, hvorpaa hun unddrog sig min Overmagt. Nogle af de første Ord, vi vexlede, vare om en Bog, som jeg havde i Haanden, og som hun ikke forstod, og saa sagde hun stille, forstandig: »Det er maaskee bedre ikke at være saa klog.« – Jeg spurgte, hvorfor det skulde være bedre. »Jo,« svarede hun, »for de Kloge er saa sjelden gode.« Dette Ord forstyrrede og næsten pinte mig; der var en Dobbelthed, jeg ikke kunde komme ud af. I Kraft af det Gode, som var hendes Domaine, hvis hun kunde bevise det, gjorde hun Fordring paa en Overmagt 56| over mig, hvem Skolen netop vilde gjøre klog. Jeg valgte at smøge denne Overmagt af ved at vedkjende mig det Onde. Men derved fik hun i Øieblikke en ny Overlegenhed; thi hun drev det Haarde i mig saa vidt, at jeg ikke kunde gaae videre uden at mishandle hende, og saa sagde hun: »Du er jo slet ikke saa ond, som Du gjør dig.«

Naar jeg havde gjort hende Fortræd eller i flere Dage været hensynsløst uagtpaagivende imod hende, kunde der komme blide Scener, hvor hun viste sig som min Jevnlige, min Veninde, der skulde besidde min Fortrolighed, og det passede jo efter vor Alder ganske godt, eftersom jeg var et Par Aar ældre end hun, men dog i Udvikling yngre. Hun udspurgte mig engang om mine Forhold hjemme, om dem, jeg havde ladt tilbage.

»Var der nu ikke nogen lille Pige, som Du holdt af?« spurgte hun, og da jeg svarede Nei, vedblev hun: »Er der heller ingen her?«

Med al min Naturs Utilbøielighed til at tale om det, der laa mig paa Hjertet, kunde jeg ikke sige Nei hertil. Hvis Hun hinsides den grønne Mur usynlig omgav mig, saa skulde hun ikke høre mig fornægte hende, og jeg svarede lydelig Jo.

»Saa maa Du naturligvis være hende tro 57| og aldrig tænke paa nogen anden Pige. Og naar Du er bleven Student, kan Du frie.«

Jeg kunde have kvalt hende for det Ord. At frie! Med det Ord var forbundet Forestillingen om noget Lempeligt, Ansøgende, Regelret, Forstandigt, Kjedeligt, og jeg vilde naturligvis hente mine Tankers Dame ud fra Landser og Sværd eller fra en brændende Bygning eller af en Løvehule.

»Det kan Du,« vedblev Sophie.

Jeg svarede Nei med en Stemme, der vist var halvkvalt af Vrede.

»Du gaaer op til hendes Moder og taler godt for Dig, og saa faaer Du ikke Nei.«

Jeg kunde ikke udholde den Snak og gik min Vei.

Alligevel var det mig en egen Tilfredsstillelse, naar Sophie engang imellem igjen bragte Sagen paa Bane. Blot jeg kunde sige et Ord, om nok saa dulgt, der havde Hensyn til Hende, var mig som en Troesbekjendelse eller en Hylding, hun havde Krav paa og selv i det Fjerne kunde modtage som et Røgoffer. Saaledes spurgte Sophie mig engang efter endel Dages Fraværelse: »Har Du nylig talt med Hende?«

»Nei.«

58|»Har Du seet hende?«

»Ja, det har jeg!«

Det straalede paany for mig, naar jeg ved dette Ja gjenkaldte mig Synet.

»Hvor?« spurgte Sophie, men fik intet Svar.

»Saa har Du listet Dig til at see hende om Aftenen! Det er ikke kjønt. Alting skal være aabenlyst.«

Dr. Hilder sagde om sin Søsterdatter, naar hun blev rost: »Ja, hun strikker godt,« og hvis dette ikke var et tilfældigt, saa var det et dybttænkt Ord, der betegnede hendes stille, blide Føien Maske til Maske baade med Tanke og med Gjerning.

Østerbro var dengang – og er maaskee endnu – meget daarlig brolagt. En Dag, da jeg gik til Byen, kom en aldrende Herre ridende, i Skridt; Hesten gled, faldt i Knæ med begge Forbenene, og Rytteren var nærved at styrte ud over dens Hoved. Jeg sprang til og hjalp med et Ryk ham og Hesten op. Det Hele var forbi paa et Par Secunder.

Et Par Dage efter mødte jeg ham tilfods i en af Alleerne. Han var allerede næsten forbi mig, da han standsede og spurgte, om det ikke var 59| mig, som forleden havde givet ham en Haandsrækning, da han var nærved at slaae Kolbøtte. Vi kom i Samtale; han spurgte om min Fader, sagde, at han kjendte ham af Anseelse, og indbød mig til sig. »I Grunden er det mig, der skylder Dem en Visit,« sagde han belevent; »men siden De ikke er i Deres Hjem, og jeg har mit nærved, saa skyder jeg mig ind under min Alders Privilegium.«

Han gav mig sit Kort, hvorpaa stod Conferensraad, og jeg stak det til mig uden at bryde mig videre derom, da jeg fandt det flaut at gaae til ham og modtage Tak. Men da Fru Brygger saae det i mit Speil, spurgte hun ivrig, hvordan jeg var kommen til det. Jeg vidste, at hun saae op til en Conferensraad som en Høne til en Kalkun, og sagde derfor med endnu større Ligegyldighed, end jeg virkelig følte, at det var en Mand, der havde inviteret mig.

»Hvordan kom han til det? Kjender han os?«

»Det veed jeg ikke; men han kjender Fader.«

»Naa.«

Saa blev der ikke talt mere derom, før Justitsraaden kom hjem. Han var ogsaa imponeret, men viste det kun ved den Omhu, hvormed han spurgte, uden at forandre sin rolige Stemme. »Er 60| det ham, som boer her nede ved Clasens Have?« – »Det veed jeg ikke.« – »Sagde han da ikke, hvor han boede?« – »Nei, han mente vel, at saadan en fornem Mand var kjendt nok; men han sagde, han boede nærved os.« – »Hør, Axel, jeg troer det Altsammen, naturligvis; jeg troer, at han har givet Dig sit Kort, og jeg troer ogsaa, at han har sagt, han boede nærved; men jeg troer, at han har seet Dig krybe op dernede i Haven og indbudt Dig til at gaae den rigtige Vei.«

»I Haven?!« raabte jeg uden for Øieblikket at bryde mig om det Onde, der laa i Justitsraadens Ord, idet han efter sin Natur eller for at hævne sig forudsatte, at mine Ord kun vare plebejiske, halv-paalidelige, og at jeg var bleven behandlet du haut en bas.

I Haven! Der gik et Lys op for mig. Saa besynderligt det end nu forekommer mig, saa er det dog vist, at jeg ved at see derind havde manglet en Sands eller havt en Sands for meget. Det var et Rige udenfor Verden, og jeg bragte det ikke i nogen Forbindelse med Virkeligheden, opfangede ikke Physiognomierne saadan, som vi ellers gjøre, til daglig Brug. Gjennem det lille Hul i Hækken havde jeg visselig seet Hende bestemt, men 61| alt Andet kun som Skygger. Nu stod det pludselig for mig, at jeg i Afstand havde seet en aldrende Mand i gul Nankinsfrakke og med grøn Saffians Kaskjet og Merskumspibe i Munden. Han blev mig med Et aldeles tydelig, og det kunde være Conferensraaden, skjøndt jeg aldrig havde tænkt mig en Conferensraad i gul Nankinsfrakke.

Det er kun i den tidlige Ungdom, og kun en eneste Gang i sit Liv, at man kan opleve det Sælsomme: at begive sig paa Vei for at aflægge Besøg i Feeriget, hvorom man aner eller veed, at det dog ikke er et Feerige, men alligevel med al den Sjælens Dirren, som man vilde fornemme, hvis det var – at gaae ind for at besøge Titania og Oberon i et Rige af Solnedgangsskyer, og spørge efter Conferensraaden og blive modtaget af en rigtig elskværdig dansk Embedsfamilie og dens deilige Barn. Hvad er størst, Tabet eller Vindingen? Eller rettere: Hvad i Verden kan sammenlignes med Blandingen af begge Dele? Der var saa smagfuldt, hyggeligt og belevent, og over disse Culturens smukke Prosa-Virkninger faldt Poesiens Guldglands.

Ogsaa Hun skiltes fra Phantasilandet; men jeg fik rigelig Erstatning i den forunderlige Virke62|lighedens Sødme, der var i Atmosphæren om hende ligesom om en Blomst. I Sandhed, mit hele Væsen drak den ind. Jeg havde i de Øieblikke ingen Alder, det vil sige: Jeg var hverken forelsket som en Mand eller som en Dreng, men dybt gjennemtrængt af det usædvanlig Yndige, barnlig Kvindelige. Det er muligt, at jeg ikke nu, opfyldt af senere Erindringer, kan huske hende aldeles nøiagtig fra den Tid og skille Barnet fra den Voxne. Dog forekommer det mig saa. I alt Fald var det Væsenlige tilstede. Nogle faa, udvalgte Physiognomier have den Evne at frembringe en besynderlig, henrykt-svimlende Fornemmelse, naar man betragter dem, og for hendes Vedkommende hidrørte den fra, troer jeg, at Skjønheden – en eiendommelig Skjønhed, det ædle Udtryk for en Sjæl, der var skabt til Ømhed og til at løfte sig høit, og derved kom til at gjøre et Indtryk, hvorfor jeg ikke har andet Navn end det utilstrækkelige: glad-vemodigt – i første Øieblik syntes mest charakteristisk ved Pandens og Øienbrynenes ideale Linier og ved de mørke Øine med de lange Øienhaar; men saa opdagede man pludselig, at den samme Skjønhed, det samme Udtryk, skjøndt paa helt anden Maade, i ny, overraskende Form, var ved Munden, og det var denne mysterieuse, 63| sjælfulde Harmoni, der saa fuldstændig betog Sandsen. Nu forstod jeg instinctmæssig den tilsyneladende courtiserende Høflighed, jeg havde seet Alle vise hende; det var Virkningen af den Følelse, hun frembragte, at om hende skulde man værne, hun var et almenmenneskeligt Gode, bestemt til at glæde Alle og gjøre En salig.

Hun var paa en Maade mere Barn end Sophie; hun havde ikke tænkt over Forskjellen mellem Klogskab og Godhed, men havde Hjertets Klogskab uforstyrret. Man lod os gaae ene sammen i Haven, og jeg undrede mig over, at vi kunde gaae og tale saa ligefrem sammen. Hun sagde: »Jeg tænkte nok efter Faders Beskrivelse, at det var Dem.« – »Efter Deres Faders Beskrivelse? Men De kjendte mig jo ikke!« – »Jo,« sagde hun, idet hun gik hen mod Buxbomhækken, »jeg kjender Dem godt. Her er et lille Hul, som jeg har kigget igjennem; men De skal ikke sige det til Nogen, for det er ikke rigtigt at kigge ind til fremmede Folk.« – »Jeg har ogsaa kigget ind til Dem,« sagde jeg. – »Har De? Det havde jeg ikke troet om Dem. Jeg troede, De havde alvorligere Ting at tænke paa.«

Hvilke besynderlige Ord! Saa naivt, dameagtig, irettesættende! Jeg havde jo ogsaa, eller 64| jeg burde have, alvorlige Ting at tænke paa! Hun vakte ved sine Ord eller ved Blik, Stemme, Personlighed, den første heftige Fornemmelse af, at jeg havde et Maal langt ude, var kaldet til Noget. Hun løftede mig op til en Værdighed, ganske anderledes end den, jeg hidtil havde tillagt mig selv: en, der skulde erhverves.

Endnu et Udbytte bragte jeg med hjem, hendes Navn: Astrid, og med den Romantik, som griber Alle, Unge og Gamle, hvem Kjærligheden kommer nær, læste jeg naturligvis en hemmelig Betydning i, at hendes Navn begyndte med samme Bogstav som mit.

Jeg var endnu engang derinde, saa kom Sommerferien – lidet vilde jeg have troet Nogen, som kort forinden havde sagt mig, at jeg engang nødig vilde hjem! Forgjæves bebreidede Hjertet sig sin Synd, sin Utroskab, og spaaede sig selv dunkelt en Straf derfor. Jeg var nu engang løsrevet fra Moderjorden, havde begyndt som Planet at rulle mig om mig selv og bevæge mig om min egen Sol. Først da jeg gjensaae Poplerne, begyndte Hjemmets Minder at dufte i Sindet; hvert Træ hilste mig, først trohjertig-bebreidende, saa kjærlig-tilgivende, og da jeg svingede ind i Gaarden, da Hundene glammede i høien Sky, da Karle og Piger stode i 65| Dørene eller ilede til, da Fader og Ritmesteren kom ud paa Stentrappen fulgte af min Søster og vor Cousine – ja, da hørte jeg igjen mine Egne til og bragte kun en Fremmed med i Hjertet.

Ritmesteren var aabenbart mindre livlig end før; men Fader havde, idetmindste i de første Timer, det for mig saa Indtagende, et Udtryk af den tidligere Lykke og Anselighed. Det var, som om vi kastede Lys paa hinanden: han, glad over, at jeg var voxet og var sund, jeg følende Stammen, hvortil jeg hørte, igjen rank og kraftig. Og saa var min Søster voxet og saa net, tydelig nok i gode Hænder; men trods den hemmelige Taknemlighed, jeg i Hjertet følte mod »vor Cousine«, kom igjen den sære Lyst til at lade hende undgjælde for, at hun ikke var vor Moder, og Forsøg paa at øve mig i kold Høflighed – Noget, der samtidig gjorde mig selv ondt, fordi jeg nu vidste, at hun ikke var formuende.

Valdemar kom farende over, aldeles ellevild, dels vel af Glæde over at gjensee mig, dels af Iver for at fortælle mig, at nu endelig skulde han tilsøes. Tre Ting af Søvæsnet havde han allerede lagt sig til: han bandede, gik i Cadetlærreds Benklæder og kunde ikke blive ved Jorden, men 66| vilde altid klattre op. Vor første Samtale fik vi i Toppen af et Træ, hvor der rigtignok var Kirsebær. Jeg forekom mig selv saa tam, og lod beredvillig det »kjøbenhavnske Væsen« tage af mig. Hans Forældre beklagede, da jeg kom over, at Gaardene igjen vare gledne saa langt fra hinanden, og at de sjelden eller aldrig saae Fader. »Jeg behøver ikke at sige Dig, Axel,« sagde Valdemars Fader, »at jeg baade holder af Din Fader og respecterer ham; men han gaaer for meget i Morgensko, og det er, Pinedød, ikke godt.«

Det var en vanskelig Ting for mig, der skulde af Valdemar lade mig øve i ny Vildskab, at optage dette Vink og sige Nogetsomhelst til Fader – thi jeg forstod godt, at der laa Mere i Ordene, end de just udtalte; jeg havde jo selv snart mærket, at vor hele Gaard mere vegeterede end levede. Men en Dag, da jeg gik med Fader over Gaarden, gjorde jeg opmærksom paa, at den ene Længde dog vist trængte til at ombygges.

»Ja, vist,« svarede Fader; »man hører nok, at Du kommer fra Kjøbenhavn, hvor man ikke lærer, hvad Penge koste. Men det er meget rigtigt, den skal ogsaa ombygges; vi er ilav med det og med Mere. Jeg maa jo tænke paa Fremtiden 67| og Dig,« tilføiede han og strøg mig kjærlig om Haaret.

Det var første Gang, at jeg hørte Fader tale om Penge og lægge Vægt paa dem. Men saa tilføiede han: »Det er endda ikke saa stor en Kunst at bygge en Gaard op; Du, Axel, har en større Kunst at udføre: at bygge Dig selv op til at være Gaardens Herre og Brødgiver for mange Mennesker. Lad os nu kappes!«

Ferien gled hen, som lykkelige Dage gjøre: man forstaaer ved deres Slutning ikke, hvor Tiden er bleven af, og hvad man har gjort med den.

Saa hengik Efteraaret og Vinteren med Flittighed og med Længsel efter Guldranken og efter Alfefolket, der skulde flytte ind hinsides, naar den stod i Blomst.

De kom ogsaa saa samvittighedsfuldt som Sol og Sangfugle, og jeg var inde hos dem; men Skjæbnen havde fundet, at jeg nu var gammel nok til ikke at nyde Lykken uforstyrret.

Netop medens Jord og Himmel lyste om mig, begyndte det at tage sig underlig mørkt ud i Brevene hjemmefra. Alle syntes at være vel; men mellem Linierne 68| laa noget ubestemt Ængstende. Jeg skrev til Ritmesteren, fordi jeg mente, at han paa sin Vis vilde give mig Oplysning; men han svarede ikke. En Dag, da jeg vilde ud med nogle Kammerater og spille Langbolt, sagde Justitsraaden med en egen Tone: »Naa, Du vil ogsaa spille Bolt; det gjør de nok bedre hjemme.« Jeg vilde ikke spørge ham, om han mente Noget dermed, fordi jeg ikke af ham vilde erfare noget Ubehageligt; men jeg skrev strax til Fader og spurgte, om der var Noget i Veien. Han svarede efter et paafaldende langt Ophold, at han havde havt nogle Fortrædeligheder; men det vilde være for vidtløftigt at omtale dem, og jeg kunde heller ikke forstaae dem; jeg skulde blot ikke lade mig forstyrre i mine Studier; han kunde næsten ønske, at jeg ikke kom hjem i Ferien, »skjøndt Du veed nok, min egen, kjære Dreng, at jeg ikke siger det, fordi jeg ikke længes efter Dig, eller fordi Nogen kan være mig kjærere at have om mig.« Selv om der havde været et Forbud, var jeg ikke bleven hjemmefra. Dengang var det for mig, som om Ondt maatte gaae af Veien, hvor jeg kom.

Hvad der var i Veien, har jeg aldrig erfaret fuldstændig og nøiagtig, og kunde det være blevet 69| oplyst i alle Enkeltheder, vilde sandsynligvis en vis Mand ikke have faaet Lov til at gaae saa rolig i sin Grav, som han sluttelig kom til, efter menneskelige Øine at dømme. Det synes at have gjældt om en meget betydelig Sum, som Fader havde optaget i Gaarden for at forbedre og fornye Driften, og som han gav Kvittering for, men aldrig fik udbetalt. Hvorledes dette havde været muligt, var netop Spørgsmaalet; af Mange blev det betvivlet, af Andre blev det, hvis de ikke tvivlede, lagt Fader til Last som en uforsvarlig Uforsigtighed, medens det var at mærke paa Fader, efter senere Yttringer overfor os Børn, at han følte sig uskyldig heri og betragtede sig som Offer for en Underfundighed, man ikke kunde væbne sig imod. En Version var, at Ritmesteren skulde have overbragt Vedkommende Papirerne og faaet Summen udbetalt, men ikke været ædru, da han red hjem, og have tabt den. Fader benægtede Muligheden heraf.

Ritmesteren kom ganske ud af sig selv over den dobbelte Beskyldning, at han ved mangel paa Ædruelighed havde ruineret min Fader. Det var første Gang, at det blev aabent sagt ham, at han ikke var afholdende, og da det ikke var blevet ham 70| sagt af Andre, havde han formodenlig ophørt at troe sig selv, naar han tænkte det. Beskyldningen virkede paa ham med overordenlig Magt. Han sagde, han vilde vise Verden, hvilken Løgn det var, ved aldrig mere at smage nogen Slags Spiritus, og det holdt han! Med samme Lidenskab tog han sig af Faders Anliggender, og da han ikke forstod sig paa dem og blot fandt dem fortvivlede, tilbød han Fader at ville ægte en rig Enke. Man fortalte paa Gaarden med en Slags Humor, med en sørgmodig Beundring, hvori der var Skjemt, at han var redet ud for at frie, men var kommen kjørende hjem, fordi han havde solgt sin Hest, da Frieriet var mislykket. I de kummerfulde Minder, jeg har fra den Tid, er indblandet en mild Sorg over, at han ikke havde min Sympathi og Anerkjendelse nær, og at jeg ikke kom til at kjende ham helt, i Handling og i Smerte, og om mulig holde endnu mere af ham. Den usædvanlige Aandsanstrengelse og Sindsbevægelse i Forening med den pludselige Afholdenhed, som selv Lægen fraraadede ham, paadrog ham et Anfald af Delirium, hvoraf han ikke kom sig, og det Factum, at han, der i visse Maader, for sent, var det mest afholdende og selvopoffrende Men71|neske, døde en Drukkenbolts Død, bestyrkede naturligvis Folk i den Mening, at vor Modpart havde Ret, og at der havde været »et underligt Hus paa den Gaard«.

Fader talte en Stund ikke til mig om sine – vore – Anliggender, ja undgik endog omhyggeligere end i sine Breve at berøre dem. For nogle Mennesker er det en Lettelse at tale om deres Sorg, for Andre bliver den endnu tungere, naar den skal helt og tydelig frem i Ord og tillige foraarsage en Anden Pine. Tildels laa det vel ogsaa i, at Fader ikke var frugtbar paa Udveie og ikke sanguinsk i sin Tro paa saadanne. Ulykken blev ham derfor mere en Tilskikkelse, en Vægt, der skulde bæres, end en Gjenstand for Kamp, og det, som han gjerne vilde have kæmpet og oprørt sig imod til det Yderste, den bittre Uret og Krænkelse, vilde han ikke sætte mig ind i formedelst hans dybe, skaanselfulde Kjærlighed, og rimeligvis fordi han frygtede, at jeg, skjøndt kun en femten- til sextenaars Dreng, ikke vilde være forblevet passiv.

Det var jeg da ikke alligevel, men paa pinlig, utilfredsstillende Maade, i Tankerne. Jeg følte Trykket, der hvilede over Huset, uden at vide, hvor det kom fra; jeg lagde Planer med en In72|telligens, der længtes efter Lys og grov som en Muldvarp – Planer, uden at vide mod hvem og uden at kjende Midlerne til deres Udførelse. Om man end husker, at man som lille Barn har tænkt og følt Mere, end de Ældre anede, antager man dog ikke, at et andet Barn tænker og føler Mere, end hvad det siger, og jeg troede derfor, at min Søster, der var fem Aar yngre end jeg, ikke lagde Mærke til Noget; men denne hendes tause, uskyldige Uvidenhed skar mig i Sjælen. Atter bragede Huset og truede med Sammenstyrtning, og atter skulde jeg maaskee tage hende i mine Arme; men jeg var for gammel til at troe, at Moder vilde komme. Istedenfor den skjønne, store Rædsel, istedenfor den gode Aand, der vilde svæve frem i Dødningeklæder, men med Kjærlighed, hang Prosaens Mur truende ud over mig. I enkelte Øieblikke gjorde selve min Søsters Taushed mig bange, og jeg ventede, at der igjen skulde komme et sælsomt, forfærdende Ord; thi Noget maatte hun jo tænke, især da hun var bleven ene, Fader havde sendt »vor Cousine« bort, fordi han ikke troede at have Ret til at holde det samme store Hus som før.

En lille Familie, der boer tilleie, har dog i 73| sin Sorg det Trøstende, at den kan være ene, naar den vil, og ikke lade Verden speide ind; men anderledes er det paa en saadan stor Gaard, hvor Murene tale med, baade vemodig og tilskyndende, hvor midt under Ens Kummer Hanen galer glad, hvor Kvæget brøler sundt fra Stalden, hvor Hestene skulle rides tilvands, hvor Melkespandene med Messingbaand om stilles ud og lyse i Solskin ligesom i glade Dage, og hvor en hel Befolkning er paa sin Maade deltagende, nysgjerrig med nedslaaede Øine.

En Dag, da jeg var nede i Haven, kom pludselig en af Pigerne grædende ned og sagde, at »Rettens Folk var deroppe.«

Da jeg kom farende op, saae jeg Herredsfogden med Sognefogden og endnu et »Vidne« i tilsyneladende venskabelig Samtale med Fader; men Fader var ligbleg. Med Herredsfogden fulgte en fremmed Mand, en Procurator, en blond Mand med matblaae Øine og et meget roligt Ansigt. Idet jeg kom til, hørte jeg ham sige høit, men rolig: »Ja, saa vil jeg bede Hr. Justitsraaden skride til Sagen, idet jeg paa min Clients Vegne reserverer mig Alt fornødent.«

74|»Vi skal efter Loven først tage det, som bedst kan undværes,« sagde Herredsfogden.

Procuratoren svarede: »Jeg skal overlade Hr. Justitsraaden at gaae frem i den Orden, De vil.«

»Her er en Chiffonniere,« sagde Justitsraaden, idet han lagde Haanden paa Møblet, »hvor meget skulle vi vurdere den til?«

I det Øieblik, da Justitsraaden berørte Chiffonnieren, var det, som en iskold Haand blev lagt paa mit Hjerte – jeg forstod, hvad der skete: der blev gjort Arrest, man tog vore Møbler.

Fader fulgte stille med og hørte uden at gjøre en Bemærkning sine Eiendele blive vurderede og skrevne. Jeg fulgte bestandig mechanisk med. Jeg havde en besynderlig Fornemmelse, næsten som om der var noget Glandsfuldt ved mig, der kunde kæmpe med disse Fremmede og forjage dem, men hvert Øieblik paany følte sig afmægtigt og gik af Stykke for Stykke, med hvert Numer, de skrev.

Fader fjernede sig lidt, gik hen til sit Chatol og fremtog nogle smaa Maroquins-Æsker, som han gjorde Mine til at stikke i Lommen; men han blev blussende rød, tog Æskerne op igjen og lagde dem paa et Bord.

75|Justitsraaden nærmede sig og slog Fligen af Bordtæppet over dem.

Procuratoren, der var meget nærsynet, men alligevel saae, nærmede sig ogsaa, slog Tæppefligen tilside, bøiede sig ned, besaae Æskerne saa nær, at han næsten berørte dem med Øinene, aabnede dem og sagde: »Hem, der er Grund til at troe, at dette Stads er ægte; det maa være værdifuldt.«

Det var min salig Moders Smykker.

Saadan gik man hele Huset igjennem, »skrev« Alt, selv Senge og Sengeklæder, gik i Staldene og paa Lofterne og skrev, hvad der forefandtes, med Undtagelse af »Saaekorn og Fødekorn«, ind i Melkestue og i Fadebur, hvor der stod endel Tønder Smør, som vare bestemte til Salg og ikke henregnedes til »nødvendige Fødevarer« og derfor toges med.

Da man var færdig, sagde Procuratoren til Fader: »Jeg behøver næppe at gjøre opmærksom paa, men skal dog gjøre det for en Ordens Skyld, at det nu paaligger Jægermesteren at lade Alt, hvad her er opskrevet, forblive i uforringet Stand og sørge for, at Intet forkommer, da Den, som handler derimod, efter Loven af 11te April 1840 bliver at ansee som Tyv.«

76|»Det var ikke nødvendigt at sige,« sagde Justitsraaden.

»Nei,« svarede Procuratoren, »men jeg gjorde det for en Ordens Skyld, og fordi Vederparten ikke har en Procurator tilstede.«

»Saa skylder jeg Dem Salair,« sagde Fader.

»Jeg vil efter Omstændighederne ikke sætte det paa Regning,« svarede Procuratoren med uforstyrret Ro.

Da de vare tagne bort, var det, trods Stilheden, der havde hersket under den hele Forretning, som om en umaadelig Storm var gaaet over Gaarden. Det forekom mig, at den havde bortført selve Møblerne, uagtet de stode paa deres Plads. Alting var forfærdelig tomt, og jeg selv var bleven saa lille, ligesom krympet sammen. Men Hjertet var fyldt af en Kummer og Medfølelse, som der intet Ord er for, hvergang jeg saae paa min Fader og Søster. Min Søster havde sat sig paa en Skammel, tilsyneladende rolig og uden Forstand paa, hvad der foregik; men saadan som Barnet sad der, var det som levende Symbol paa Husets Ydmygelse. Fader gik op og ned ad Gulvet. Han tænkte maaskee under det uhyre Tryk udelukkende paa os, ligesom vi Børn 77| tænkte udelukkende paa ham og hinanden indbyrdes. En saadan Sorg, hvor materielt dens Ophav er, er dog ideal, fordi man glemmer sig selv over de Andre; men det er saa vanskeligt at finde Ord til de Andre.

Endelig sagde Fader blidt: »Kom, lad os gaae ned i Moders Have.«

Det var en Augustaften, og det begyndte at skumre. Himlen var klar og Luften mild, men underlig fugtig; over Haven hvilede den dybeste Stilhed.

Vi gik meget langsomt, og mine Tanker slæbte sig tunge og dunkle gjennem min Hjerne, indtil vi kom til Moders Have, saa veed jeg ikke, hvad der gik af mig; men pludselig, i Halvmørket under Træerne, brød Smerten frem med Raseri, jeg kastede mig ned, vred mig i Græsset, græd og gned Ansigtet mod det vaade Græs. Da foregik en Scene, som Himlen vel har seet ned paa; med Et laae vi alle Tre grædende og hulkende i hinandens Arme og kyssede hinanden, og saa, uden at der var blevet vexlet et Ord, gik vi op og vare stille i Sindet.

Min lille Søster dækkede Aftensbordet. Enten fordi de ikke bleve kaldte eller af undselig Med78|følelse afholdt Husets Folk sig fra at komme ind som sædvanlig. Tilfældigvis var alt vort Smør blevet nedlagt i Tønderne, som vare skrevne, og Barnet kunde ikke opdrive andet end et lidet Stykke, som havde været paa Bordet om Middagen. Hun vilde ikke gaae eller sende over til Forvalteren og laane. Men vi toge alle Tre saa lidt, af Hensyn til hinanden, at der endda blev tilovers.

Den Nat og mange følgende Nætter sov Fader, som vi senere erfarede, paa Gulvet; han kunde ikke lægge sig i en Seng, der var »skreven«.

Jeg tør hverken rose eller dadle Fader for den Maade, hvorpaa han tog Sagen. En anden Mand i hans Sted vilde maaskee have gaaet ud imellem Folk, talt meget, beklaget sig, lagt Skylden paa Andre og paa en eller anden Maade fundet en lille Virksomhed, der havde forlænget den haarde Kamp, som de have at bestaae, hvis Skjæbne gaaer nedad. Men han havde trukket sig tilbage i Stilhed, var uvant til at færdes imellem de travle Mennesker, for idealt tilbageholden til at klage, vinde Medlidenhed og gjøre den i Penge. Istedenfor at søge en Kniv til at aabne »den Østers, vi kalde Verden«, aftog han alt mere og mere af sin Rustning for at gjøre det uhæderligt 79| for Andre at stikke, men i Virkeligheden for at modtage flere Stik. Verden er haard mod en slagen Mand, der ikke vil gi'e sig.

Hvor meget jeg end kunde see og sympathisk føle, at han led, havde jeg dog ikke Forestilling om den fortvivlelsesfulde Kamp, der foregik i hans Sjæl; men jeg fik denne Forestilling. Han kaldte mig en Dag ind til sig. Hans blege, gullige Ansigtsfarve skar mig i Sjælen, og jeg blev forfærdet, da jeg saae, at hans Øine vare underløbne med Blod.

Han kunde see det paa mig og sagde blidt: »Jeg seer vist daarlig ud; jeg har havt lidt Feber; men nu er det ovre.

Jeg maa tale med Dig, Axel.

Du skal vide og bevare i Dit Sind ved Siden af Evangeliet, at jeg har lidt Uret. Du skal bevare det for Sandhedens Skyld, ikke for at hævne mig.

Jeg har lidt en sær, en uforklarlig Uret. Jeg har i min Skrøbelighed været saa forbittret, at jeg tænkte paa at tage en Mands Liv. Men, takket være Gud, jeg fik de feige og blodige Drømme bort.

Der har været Meget hos mig. Det har 80| ængstet mig til Vanvid, at Du og Din Søster, naar I leve, kunne komme til at begaae Uret. Jeg har gaaet og tænkt, Axel, at det var bedre, om vi døde sammen.«

Her standsede Fader og drog Veiret dybt og lukkede Øinene og saae ud, som om han skulde segne. Jeg vilde holde ham, og Himlen veed, at i det Øieblik, jeg berørte hans klamme Haand, vilde jeg helst døe med ham; jeg var nærved at kvæles af en bitter Fornemmelse, der alligevel, synes mig nu, var overordenlig velgjørende i sin Resoluthed og mægtige Kjærlighed. Men han rettede sig og vedblev:

»Men ogsaa det Vanvid har jeg med Guds Bistand forjaget. Jeg siger Dig det, for at Du skal vide Alt. Bliver Du engang selv Fader, vil Du bedre forstaae mig. Du skal vide, naar Du fristes til at gjøre Uret, at Din Fader vilde døe med Dig for at forebygge det, og Du skal være Din Søsters Vogter. Du skal vaage over hende som en Hund; dette er mit Testamente og min Velsignelse. Tager Du derimod?«

»Ja,« svarede jeg med Graad i min Hals, men af al min Sjæl og alt mit Hjerte.

»Saa skal,« vedblev han, »Himlens Velsig81|nelse komme til Dig som Dug den Aften, Du mindst venter det, og Du skal komme værdig til mig og Din Moder! – Bed nu Dit Fadervor. Herren vil være hos os i denne Stund.«

Efter en lang Pause sagde Fader: »Endnu Et, Axel. Der er en Ting, Du skal gjøre nøiagtig, som jeg siger Dig, ikke mere og ikke mindre. Vil Du love mig det?«

Jeg lovede det.

»Axel, min brave Dreng, mit kjære Barn, jeg troer ikke, at jeg har langt tilbage. Bliv ikke saa angst; jeg vil gjøre Mit for at blive hos Dig og Din Søster. Du kan endnu idag hente Doctoren. Men naar jeg skulde døe snart fra Dig, saa skal Du, saasnart jeg er død, gaae til den Mand, hvis Navn er opskrevet i dette lukkede Brev til Dig, og sige ham: Min Fader er død; han stævner Dem i sit eget og sine Børns Navn. Ikke mere og ikke mindre, og fra det Øieblik skal den Mands Navn være glemt af Dig, hvad end Nogen vil komme og sige Dig. Vil Du gjøre det?«

»Ja, Fader,« svarede jeg; men hvor stærk jeg end var, svigtede Legemet, og for første og sidste Gang i mit Liv besvimede jeg.

82|Den haarde, høitidsfulde, sønderrivende Stund, hvis Bitterhed jeg allerede forud havde prøvet og smagt, kom kun altfor snart. Jeg kunde ikke være Iagttager; men enhver gribende Begivenhed danner i Erindringen et faststaaende Billede, som man senere kan ligesom gaae omkring og betragte, og det synes mig, at det var en mærkelig Død.

Da den virkelig nærmede sig, ophørte, som det syntes, alle de kvalfulde Tanker, og af den dybe, blide Ro, der fulgte, blev han selv skuffet, saa at han lagde Planer om en tarvelig, men virksom Fremtid. Han omtalte med stor Klarhed, hvilke Midler der var hertil, og hvor lidet der egenlig var tabt, da han havde faaet Lov til at beholde det Væsenligste, sine Børn. Men samtidig steg Længslen efter Moder mægtig og forklaret frem i hans Sind, saa at han bevægede sig som et Pendul mellem to Verdener af Kjærlighed, og medens han stille talte baade om os og om Moder, fæstede hans Øine sig pludselig paa mig med et Udtryk af forunderlig, ubeskrivelig Spørgen, Lytten, Manen – og brast.

Jeg veed, at jeg ikke græd. Der var, idet han gik fra os, i min Sjæl en dyb Fornemmelse af, at det havde Andre Skyld i, og denne Følelse 83| ligesom tog mig ved Haarene til at udrette det Ærinde, han havde givet mig. Jeg havde ikke havt nødig at aabne Brevet og see Navnet; det vidste jeg saa at sige af Luften omkring os. Jeg gik paa min Fod de to Mil og gik lige ind til Manden i hans stue. Han sad med Briller paa og læste en Avis. Jeg sagde til ham de Ord, der vare mig paalagte: Min Fader er død; han stævner Dem paa sine egne og sine Børns Vegne. Han fægtede med Arme og Ben og saae ud, som om han havde faaet Noget i Halsen. Jeg gik tilbage, som jeg var kommen, uden en bestemt, tydelig Tanke, og da jeg kom hjem efter de fire Mils Marche, træt og med Sugen for Hjertet, spiste jeg til tørt Brød Skallen af en Citron, der var bleven udpresset til Fader.

Det er en mærkelig Blanding af Kjærlighed og Egenkjærlighed, hvormed en Broder ofte, maaskee i Reglen, betragter sin Søster. Jeg kan ganske godt forstaae, hvorledes saa mangen Broder har været imod sin Søsters Forelskelse, især naar han ikke kjendte og beundrede Gjenstanden, og har tvunget hende til et anseligt Giftermaal. Han 84| vilde – rent personlig Egennytte ikke taget med i Regning – bringe hende i Havn; han anlagde sin Forstands Maalestok paa hendes Lykke; hans Hjerte var skinsygt paa hendes Kjærlighed til en Mand, og han troede sig berettiget til først og fremmest af hende at vente opoffrende Troskab mod Familien. Saa ung jeg var, og saa lille min Søster var – hun var mellem ti og elleve Aar – blandede noget Lignende sig utydelig ind i mine Følelser. Det, at hun skulde blive reven bort, falde fra »Familien« – som jo dog var død, den var kun hende og mig – stod ængstende for mig. En anden Ulykke tænkte jeg vel mindre paa; men den var dog ikke aldeles fjern fra min Phantasi: at hun kunde komme imellem Mænd, Mandfolk, hvis blotte Blik paa hende jeg ikke kunde lide. Men til den Slags Følelser føiede sig, saasnart jeg saae paa hendes Ansigt, der mindede baade om Fader og Moder, Kjærligheden til hende selv og de Bortgangne, den Slags Kjærlighed, der ikke giver Grunde for sin Vedhængen, sin Omhu og Angst, men er i hver Blodsdraabe. Og dertil kom Løftet, min Fader havde taget af mig; jeg skulde vogte hende »som en Hund«. Den Slags Løfter betyde ikke stort, naar de ere fremkomne 85| under øieblikkelig Paavirkning, uden at de hvile i selve Naturbunden. Men det var taget mig ud af Hjertet, og jeg var stolt af det Ord »som en Hund«: fuldstændig, hensynsløs, trofast og stærk som en stor, klog Hund.

Som Følge deraf kom jeg strax i Kamp med dem, der nu vilde tage sig af os – thi en Mand kan nok blive ulykkelig, uden at Verden bryder sig om ham; men han kan ikke døe uden at vække Opmærksomhed, og ofte følger hermed Deltagelse for de Efterlevende. Der viste sig en Formynder for hver af os, og et Par Slægtninge kom tilstede ligesom fra Luften. Det opdagedes snart, at der var en Familie-Stiftelse eller et Legat, hvortil min Søster havde Adkomst, og hvorved der materielt var sørget for hende. Saa var der ikkun mig at bryde sig om, og det blev efter lange Beregninger endelig godtgjort, at der ud af Boet kunde regnes paa en lille aarlig Sum, som endog med Tiden vilde blive noget forøget. Der var altsaa nu intet Andet at bestemme end det Vigtigste: hvorledes min Søster skulde opdrages. Det blev først vedtaget, at hun om mulig skulde anbringes hos Valdemars Forældre; men det vilde jeg ikke, fordi der var for mange Drenge, og fordi 86| hun blev for nær ved den Gaard, vi havde mistet. Jeg havde ingen Magt til at gjøre min Villie gjældende; men der er alligevel en indre Magt hos Den, hos hvem en Afdød er tilstede, og Folk give efter for den, naar ikke netop deres egen Fordel staaer paa Spil. Man spurgte, hvad fornuftigt Forslag jeg da kunde gjøre; om jeg ønskede, at hun tilligemed mig kom i Huset hos Bryggers og blev sat i en kjøbenhavnsk Pigeskole. Nei, men jeg forlangte, at der ikke maatte være Vand imellem os, saa at Is eller Storm ikke skulde hindre os fra at komme sammen, og jeg bad om, at der maatte blive skrevet til den Dame, som hidtil havde opdraget hende, og at det maatte blive forsøgt, om de kunde blive sammen. Hun kom strax reisende og var villig til Alt. Hun anviste ogsaa en Gaard paa Sjælland, hvor de Begge kunde finde et Hjem, og hende troede jeg. Alt Fjendskabet, som vi bestandig havde viist hinanden – eller rettere, som jeg havde tvunget mig selv og tildels hende ind i – var nu ophørt, uden at vi dog talte videre sammen. Men forinden vi skiltes, greb hun en Leilighed, da vi stødte sammen ene, og sagde: »Axel, det glæder mig, at De har viist mig Tillid. De er nu Familiens Hoved, og 87| jeg vil i Tiden staae Dem til Ansvar for Deres Søster.« Om saa mit Hjerte havde ligget aabent for hende, kunde hun ikke have valgt sine Ord rettere til at gjøre Indtryk paa mig og lade mig trygt skilles fra dem, skjøndt det forekom mig, at jeg slap altfor let fra det Hverv, Fader havde lagt paa mig.

Det var nu langt ud paa Efteraaret, og som Skoledreng havde jeg forsømt Meget; men det var bestemt, at det ikke skulde blive derved.

Samme Dag, som jeg kom tilbage til Bryggers, kaldte Justitsraaden mig efter Middagsbordet til en Samtale i Enrum og sagde til mig med sin dæmpede, monotone Stemme: »Hør nu, Axel, Du er jo et fornuftigt Menneske, og man kan tale med Dig. Der er hidtil blevet betalt ret Anseligt for Dig, det skal jeg indrømme, uagtet det ikke var Mere, end der kunde ventes efter Fordringerne, som stilledes. Jeg har ikke havt nogen Fortjeneste paa Dig, hvilket jeg ogsaa vilde ansee for usømmeligt; men, kort og godt, der har ikke været Noget at klage paa Betalingen. Nu er det, som Du vistnok veed, anderledes. Det er kun en lille Sum, der aarlig kan betales for Dig, og skjøndt jeg ikke vil være karrig imod Dig eller 88| nægte Dig en Haandsrækning, for at Du kan fortsætte Dine Studeringer – for nu har Du ingen anden Fremtid end at lære Noget for Alvor og blive Embedsmand – saa vil Du dog indsee, at som Prinds kan Du ikke vedblive at leve her i Huset. Du skal naturligvis ikke lide Mangel; men jeg har givet Ordre til, at Dit Tøi, naar Du kom, ikke skulde pakkes ud, før jeg havde forberedt Dig paa, at Du nu maa flytte op paa et Kvistværelse, og naar Du har Gjæster, saa maa jeg bede Dig erindre, at Du ikke kan byde dem Noget, saadan som ofte er skeet hidtil. Det mente jeg at skylde baade Dig og mig selv at sige Dig for en Ordens Skyld. Jeg bestræber mig altid for at være tydelig mod mine Underordnede og Alle jeg har at gjøre med, og Forord bryder ingen Trætte.«

Dette var maaskee følesløst, men hverken haardt eller uforstandigt. Dog gaaer det ofte saaledes, at man bedre kan finde sig i haarde Omstændigheder end i følesløs Tale. Der var i Ordene en Degradering, som især blev mig overordenlig knugende nærved Haven med den grønne Mur. Det syntes mig, at Astrid maatte komme til at see og erfare den Forandring, der var fore89|gaaet med mig, og det vilde jeg fremfor Alt holde skjult, indtil Lykken kom igjen – thi, foruden at Ungdommen bevarer et uvilkaarligt Haab om Glands og Lykke, foregaaer der et optisk Bedrag for dem, ind til hvem Lykken nys har skinnet: de kunne ikke ret kjende Forskjel paa, om Straalerne komme fra den forsvundne Dag eller fra den Dag, der skal gaae op.

Jeg sagde derfor til min forhenværende Onkel, Justitsraaden, at han vel ikke havde Noget imod, om jeg da søgte at komme i et andet Hus.

»Nei, Gud bevar's,« svarede han, maaskee noget overrasket, men uden at forandre sin letflydende, douce Stemme; »jeg vil ikke engang bebreide Dig Utaknemlighed, fordi Du forkaster mit Tilbud. Kan en anden, anstændig Familie gjøre det bedre og billigere end vi, saa skal det være mig en Fornøielse at erfare det.«

Jeg havde ikke taget feil af Salling, da jeg besluttede at henvende mig til ham. Han sagde med en mægtig Ed – thi han bandede meget høit og stort, ligesom for at løfte sig op, fordi han var saa lille –: »Selv om De ikke kunde betale, skulde De dog være mig velkommen! Gaa De nu ind 90| til Mutter og aftal med hende, hvad De kan betale.«

Det gjorde jeg, og saa blev der endda 100 Rd. om Aaret tilovers til Skolegang, Bøger, Klæder o.s.v., hvilket syntes mig en stor Sum.

Der kom lidt Fortrædelighed i Anledning af, at min Formynder ikke var tilfreds med den skete Forandring; men da han boede langt borte og ikke selv vilde eller kunde skaffe mig noget Bedre, blev Sagen, som den var.

Dr. Hilder kom og opsøgte mig. Han sagde: »Vil Du studere til Hestehandler eller Hesteslagter eller Beslagsmed eller Veterinair? Hvis ikke, kunde Du gjerne have undt en afdanket Menneskedoctor Din Søgning.«

Han gav sig i Tale med Salling og hans Kone og blev strax gode Venner med dem. Mdm. Salling viste ham mit Kammer og blev rød af Stolthed, da han sagde, at det saae appetitligt ud. »Ja,« sagde hun, »dersom Nogen troer, at Jægermesterens Søn skal mangle Noget hos os, saa tager han feil. Vi har ikke forført ham fra Nogen; men vi har kjendt hans Fader og hans Moder, og om han saa ikke havde en Skilling, skulde han dog faae mine bedste Lagener paa sin 91| Seng, skjøndt vi ikke er i Familie med ham. Enhver maa frit komme og see, hvordan vi behandler ham.«

Da jeg fulgte Dr. Hilder ud, sagde han til mig: »Vi Mennesker har vore Fordomme. Jeg er vant til at kjøre og see Andre kjøre med magede Heste; men Din Hestehandler og hans Ægtehustru ligne en Norbagge, der gaaer i Spænd med en stor, velstriglet Hoppe. Det er underligt, at en Hestehandler ikke har betænkt det. Men man kan være et agtværdigt Par for Vorherre alligevel, og jeg troer, Du kunde været værre faren. Naar Alt kommer til Alt, mister et Menneske jo ikke sin Ære ved at boe hos en Hestehandler, og jeg troer næsten, at hvis jeg havde en Søn, saa vilde jeg lade ham prøve det med. Alting er godt med Maade, og en ung Knægts Villie er hans Himmerig.«

Jeg havde det netop saa godt og saa smertefuldt, som jeg vilde. Smerten var, at jeg maatte tage tiltakke med en ringere Skjæbne og skjule mig for Hende; men paa dette lavere Sted var jeg igjen Nr. 1. Salling og hans Kone behandlede mig som et Væsen af finere Race og min Opgave i Verden som langt vigtigere end deres. I mit 92| Kammer kunde ikke lægges i Kakkelovnen, og jeg læste mine Lectier i deres Stue; de kunde imidlertid sidde hele Timer uden at give Lyd, og naar Salling hørte Støi fra Barnekamret – thi de havde smaa Børn – saa listede han sig paa Taaspidserne ud og tyssede. Forresten havde jeg ikke overmaade Meget at læse; thi jeg havde valgt en anden Skole, hvor jeg ikke var kjendt, og en billigere, og jeg var forud for mine nye Classekammerater. Salling fandt Alt, hvad jeg i saa Henseende gjorde, vel gjort og underskrev med Stolthed hver Maaned min Charakterbog. Naar jeg ikke vilde gaae i Skole, var han ligeledes stolt af at see, hvilken Virkning det gjorde, at han underskrev en »Undskyldning«. Til Gjengjæld sluttede jeg mig hjertelig til Begge. Det var godt nok, at Ritmesteren engang havde sagt, at mod saadanne Folk var man høflig, men ikke intim; det var andre Tider. Jeg vilde, som jeg antog, ikke opgive nogen af mine høie Fremtidsforestillinger, men kom dog efterhaanden til at see Verden ganske anderledes end før. Hvad jeg saae og hørte, steg mig over Hovedet og indhyllede mig. Salling levede paa mangfoldige Maader i evindelig Kamp med Verden. Han kæmpede for sit daglige Brød, 93| og hans Vaaben var Snuhed og Dristighed. Hvert Øieblik havde efter hans Fremstilling En gjort ham Uret og paaført ham en Proces, og den Mand maatte overvindes og tugtes. Han forhandlede Alt med sin Kone, talte høit og haabfuldt om Udfaldet og discuterede alle de Fif, hvorved det i Mangel af Bedre kunde naaes. Hun gav ham altid Ret, og den Familiekjærlighed, som var tilstede hos ham, og som viste sig i hans Stemme, Blik og hele Adfærd, gav ham ligeledes i mine Øine Ret. Over Maalet, Familien, glemte jeg at undersøge Midlerne, og selve det Fiffige fik ved den besynderlige Aabenhed og Djærvhed, hvormed han omtalte det, noget Tiltrækkende for mig. Det var hans Nødværge imod Verden, imod den samme Slags Folk, som havde gjort min Fader Ondt. Det hele Hestehandlervæsen, som jeg saae om mig, prægede mine Phantasier. Denne Kamp med Verden, denne Snuhed og Paapassenhed, disse Karle, der kom bandende hjem om Natten, disse Stævninger, der kom til vort afsides Sted og søgte os som i en Hule, men aldrig syntes at kunne gjøre rigtig Fortræd, vakte den drømmende Forestilling hos mig, at med en saadan Bande skjult i den Skov, hvor jeg engang havde troet at 94| Roncesvalles laa, kunde jeg indtage min Faders Gaard og hævne ham paa den Mand, som havde taget den fra os. Uden at have læst Schillers »Røvere« spillede jeg i Tanken en Karl Mohr. Om Natten kunde det betage mig saa fuldstændig, at jeg besluttede at tale til Salling om min Plan; men den Slags Forestillinger taale ikke Ordet. De vare mig dog i visse Maader til Nytte; de hjalp mig let hen over Virkeligheden, som ellers havde knækket mig. Jeg kom aldrig til at tage den lave Stue og den særegne Omgang hos Sallings som noget aldeles Realt, hvori jeg nødvendig behøvede at være; bagved var, saasnart jeg vilde det, Skoven med mine Mænd, vor Gaard i Baggrunden, og i et Hjørne Skafottet, hvor vor Fjende meget ofte blev henrettet. Phantasierne hjalp mig til at besøge min Søster, hvilket skete, saasnart der var blot otte Dages Ferie. Jeg maatte fordetmeste gaae, da jeg ikke havde Raad til at kjøre, undtagen det sidste Stykke fra nærmeste By – eftersom Gaardens Folk ikke skulde see, hvorledes jeg reiste –; men jeg mærkede ikke Marchen, knap Veiret, og med den Tanke i Sjælens Baggrund, altid beredt til at stige frem i min ophedede Hjerne: at jeg egenlig var Høvding og 95| kunde tage Gaarden, naar det skulde være, viste jeg ofte en eventyrlig Stolthed, som imponerede min Søster og gav hendes Tanker Flugt, medens jeg med den nøgne Virkelighed for Øie rimeligvis vilde have følt mig ydmyget ved at komme fra mit Logi hos Hestehandleren til den store Gaard.

Saadan gik Resten af Vinteren og hele Sommeren, af hvilken især Juni Maaned var haard; thi jeg tænkte paa, at Hun nu var i Haven bag Buxbomhækken og maaskee kiggede ind. Herimod hjalp ingen Phantasier. I August var jeg hos min Søster, og da jeg kom tilbage, vare mine Penge saa fuldstændig slupne op, at jeg ikke engang havde en Mark til at lade mit Haar klippe. Salling og hans Kone gjorde ingen Bemærkning om, at det var saa langt; de tænkte vel, at det skulde saa være.

En Eftermiddag i September mødte jeg Dr. Hilder inde i Byen. Han sagde til mig: »Nu er Dit Haar fagert, Herre min; kom nu lidt med mig – hør, skal vi ikke gaae i Theatret iaften og høre 'Figaros Giftermaal'?« – Det Tractement kunde jeg ikke sige Nei til. – »Ja, men,« sagde Doctoren, »saa maa jeg først op hos en Friseur.« – Da vi kom derop, sagde han til mig: »Hør, 96| Axel, gjør mig en Tjeneste. Jeg har saa lidt Haar at undvære, og Du har saa meget; lad Dig klippe istedenfor mig.«

Halv skamfuld, halv taknemlig lod jeg Operationen udføre, og saa gik vi i Theatret.

Hvilken Trolddomsverden der dog kan være indesluttet i en saadan Bygning! Den blotte Overgang fra det synkende Dagslys til Lamperne, fra Larmen og den friske Luft til Stilheden og den halvvarme Atmosphære, hvor Lyden af en nedfaldende Klap kommer skarpt og dog ligesom undselig, de sære Instrumenter, der række op som Dyr-Snabler og -Haler, deres disharmoniske Søgen efter Harmoni – Alt dette inciterer Nerverne især paa den, der kommer med Anelsens Angst. Men med Et lyde saa de tre Slag af en usynlig Haand, og det Mageløse kommer, en ganske anden Verden bølger sagte ind med saa, eventyrlig klare og bløde Toner, der gjennembæve det hele Rum, glider ind i Ens Hjerte, i hver Nerve, i hver Bloddraabe, fylder Tilværelsen med vidunderlige, fine, klagende, frydfulde Billeder, som ikke sees, som fare forbi Sjælen og ligesom i umiddelbar Berørelse med den kjærtegne den, vække en Smerte, der gjør godt. Et Hav af Lys 97| og klangfuld Inderlighed sænkede sig over mig, og naar jeg i Øieblikke kom ud deraf og kunde tænke paa mig selv, var jeg forbauset over, at jeg, der var saa fattig, sad i denne mageløse Glands og Høitid, og dog følte jeg, at jeg hørte til der, medens Trolddom havde givet mig et andet Opholdssted. En anden Følelse, der næsten ligesaa stærkt betog mig, var Taknemlighed imod Dr. Hilder, fordi han brød Trolddommen, om end kun for et Øieblik, og førte mig ind i Feeriget, hvor han havde Bekjendte, hilste paa Folk. Hvor han pludselig syntes mig fornem og stor! Hvor jeg havde miskjendt ham! Naar han engang imellem saae paa mig med sit underlige, forskende, lunefulde Smil, var det da, fordi han morede sig over, at jeg endelig saae, hvem han var? Men saa strømmede Havet igjen ind og førte mig bort. Der var en Scene, som ganske sært betog mig; det var den, hvor Figaro marcherer baglængs foran Cherubin og synger for ham om Krig:

Det syntes mig, at det med nogen Forandring var Ritmesteren og mig eller min Barndom bragt frem for mig med dens Lyksalighed og Haab, og da jeg endnu var under Indtrykket deraf i Mellemacten, havde min Skjæbne, der har givet mig saa meget Skjønt at see, forbeholdt mig en Virkelighed, der endnu overgik Scenens Poesi – i første Etage sad Astrid med sin Moder, og hun gjenkjendte mig og hilsede igjen, med Glæde, syntes mig.

»Se nu,« sagde Dr. Hilder, da vi gik, »derinde var det Publicum, som Du hører til. Hvorledes smager Dig det nu at gaae tilbage til Hestehandlerens? Hvad troer Du, der vilde blive af den Skjelm Cherubin, hvis han istedenfor at leve hos Grevinde Almaviva skulde boe hos Sallings? Det er ikke, fordi jeg mener, at Du ligner den Pokkers Page, eller fordi jeg har en Grevinde 99| Almaviva at sætte Dig i Kost hos; men det er bare en Sammenligning for at skjærpe Din Skarpsindighed.«

Den var skjærpet nok i Forveien, og han kunde ikke sige Meget, som jeg ikke, om end mindre tydelig, sagde mig selv. Da han spurgte, om jeg nu ikke havde Lyst til at komme fra Sallings, svarede jeg af Hjertet Jo.

»Godt; saa har Du gjort en Erfaring, der har kostet Dig et godt halvt Aar, snart et Aar. Jeg maa nu sige Dig oprigtig, at jeg respecterer, at Du ikke har villet have Noget foræret; men jeg tillader mig ærbødigst at gjøre opmærksom paa at f. Ex. halvfemsindstyve saadanne Erfaringer ville gjøre Dig til en gammel Mand og en stor Døgenigt. Naar nu Fornuften kommer og forlanger Audiens, bliver den vel indladt, ikke sandt? Naa, seer Du nu: Du veed, at jeg beboer den ene Side af Stue-Etagen og min Søster den anden. Inde hos mig kan der blot ved at ryddes lidt op blive et Værelse tilovers. Det har jeg altsaa billigt, og Du behøver ikke at skamme Dig ved at kjøbe det billig. Hvad Dit Livsophold koster, beregne vi Dig til Punkt og Prikke, ligesaa ærlig som nogen Hestehandler. Jeg har corresponderet 100| med Din Formynder og bragt i Erfaring, at der fra næste Nytaar bliver 50 Rdl. mere til Dig. Du har altsaa Raad til at gaae i den bedste Skole og kjøbe alle de Bøger, Du behøver. Om to Aar, altsaa omtrent i Dit 18de Aar, kan Du endnu med nogen Anstrengelse blive Student – hvad siger Du nu?«

»Dr. Hilder, De er bedre imod mig, end jeg fortjener.«

»Naa, endelig fik man da et menneskeligt Ord af den Krabat! – Jeg vil nu blot sige Dig, at Alt, hvad jeg ved denne Leilighed siger eller gjør, er blot for at vinde et Væddemaal. Ifjor, da jeg besøgte Dig, væddede jeg med mig selv om, at om Du saa var saa stiv som et Kosteskaft, skulde jeg gjøre Dig saa lind som en Bougie. Og sluttelig skulde jeg hilse Dig og sige og bede Dig erindre, at alle honnette Folk ere i Familie.«

Men Sallings! Det var dog egenlig ogsaa honnette Folk, idetmindste imod mig, og hvorledes kunde jeg forlade dem uden at krænke dem?

»Ja,« sagde Dr. Hilder, »der kunde jeg vel nok være Mellemmand; men jeg anseer det for rigtigst, at hvor Du selv har leiet, siger Du ogsaa selv op.«

101|Det var nu virkelig en vanskelig Opgave; thi Oprigtighed vilde saare, og alle høflige Omskrivninger vilde dog lade Meningen skinne igjennem. Men Sagen blev gjort mig meget lettere, end jeg ventede; thi saasnart jeg berørte den til Mdm. Salling, udbrød hun: »Gud ske Lov! Vi har længe tænkt paa, at det dog ikke gik an saadan!« Og nu vedblev hun med en Blanding af Selvfølelse og Ydmyghed at udvikle, at jeg aldrig kunde faae noget bedre Sted, men at jeg dog hellere burde være imellem mine Lige, om jeg ogsaa skulde spise skrabet Smørrebrød til Thevand. Doctoren blev hun vred paa, da hun hørte, jeg skulde til ham, og kaldte ham en Lux; men »der skulde jeg da heller ikke blive til evig Tid.« Det Eneste, som hun og Salling forlangte, var, at jeg skulde blive med en Maaneds Opsigelse, for Folks Skyld; det skulde ikke see ud, som om man pludselig fandt mig og tog mig bort.

Saa kom jeg da i Huset hos Dr. Hilder og blev efter omtrent to Aars Forløb Student. Disse to Aar ere en Periode, fra hvilken jeg husker Mere, end jeg erindrer, eller med andre Ord, jeg lærte Mere, 102| end jeg oplevede. Min Organisme fik en Hvile, som den maaskee trængte til, efter at jeg for tidlig havde følt, tænkt og handlet selvstændig.

I den første Maimaaned, da jeg kunde tænke mig, at Guldranken igjen stod i Blomst, gik jeg ned for at besøge Astrid. Jeg var noget beklemt derved; thi endskjøndt jeg ikke troede, at Hun, selv om hun vidste, at vor Gaard var tagen fra os, vilde modtage mig mindre venlig end forhen, saa havde jeg dog en Fornemmelse, som om en Glands var gaaet af mig, eller følte mig ikke overfor Conferensraadens saa fri, saa jevnbyrdig som forhen. Denne Fornemmelse var mig en sand Plage; den var ligesom Noget paasat mig udvendig, bøiende min Nakke ned, medens jeg indvendig ikke havde noget Tilsvarende og syntes, at jeg kunde ryste det af. Trods denne Fornemmelse gik jeg naturligvis, fordi jeg droges af en Længsel som efter mit eget Selv. Da jeg kom til Haveporten og ringede, varede det længe, før Nogen lukkede op, og jeg kunde ikke lade være at opfatte det som et Tegn paa Husets mindre Villighed. Men da den gamle Gartner endelig lukkede op, fortalte han mig, at Conferensraadens vare paa en Udenlandsreise.

Igjen blev saaledes et Aar lagt adskillende 103| imellem os, og jeg begyndte at opfatte hende som et deiligt Syn, der trods vort personlige Bekjendtskab dog ikke ret havde hørt Virkeligheden til, eller som noget Livsaligt, der var veget bort tilligemed vor Gaard, og som jeg skulde faae igjen tilligemed Gaarden. Thi det Haab opgav jeg aldrig, hvor lidet rimeligt det end syntes; jeg holdt fast paa det med samme Tro, som vor hele Slægt efter at have mistet Paradiset venter, at det skal findes igjen.

Istedenfor Hende fik jeg Valdemar. Jeg skal ikke nægte, at jeg i Førstningen blev noget trykket ved at see ham, dels for Mindernes Skyld, dels fordi han syntes mig saa begunstiget ved allerede at kunne gaae i Uniform og med Vaaben. Naar han gik til Akademiet med et Par Bøger i Haanden, bar han dem saa let, og i Forhold til Uniformen og Dolken fremkaldte de den Forestilling, at for ham var Videnskaben et Middel til at skjærpe og oplive Personligheden, for mig var den Noget, hvori Personligheden skulde gaae op. Men den dybe Hengivenhed, vi nærede for hinanden, forvandlede snart det, der kunde været bittert, til noget Behageligt og Forskjønnende. At jeg dog havde beholdt ham uforandret, blev ligesom en Bebudelse om, at det Væsenlige ikke var tabt eller 104| skulde komme igjen, og han førte Talen om vore Fremtidsudsigter tilbage til det Punkt, da vi første Gang havde omtalt dem og været oppe at slaaes om dem: Jeg skulde blive Officier i Landetaten; efter at have taget artium og maaskee 2den Examen skulde jeg gaae til Høiskolen; det var for ham en afgjort Sag, og paa denne Maade omtalte han mig til dem af sine Kammerater, som jeg gjorde Bekjendtskab med, og jeg gik ind derpaa, tildels vel for at tage Rang ved Siden af dem. Naar vi vare flere samlede, kunde Sagen blive discuteret med den Forstandighed og det poetiske og kaade Overmod, der kan være i saadanne Drenge. De kunde ikke lide Studenterne; det var Bogorme, der gjorde Fordring paa Aandsaristokrati. De elskede heller ikke Landetaten, skjøndt den kunde være god nok for sig. Jeg kunde gaae til Høiskolen; men naar jeg saa havde lært Noget, var der ingen videre Udsigt for mig, Intet at udrette, jeg maatte gaae i fremmed Krigstjeneste, hos Russerne eller Østerrigerne, saa kunde jeg avancere ordenlig, blive General. Og dette blev ikke sagt som en Compliment til mig, som indirecte Anerkjendelse af usædvanlige Evner eller stor Tapperhed, men kun for at tilkjendegive, at saa høit maatte 105| jeg naae for at blive lig med, hvad Enhver af dem aspirerede til: dansk Orlogscapitain.

Imidlertid var jeg, naar jeg selv skal sige det, flittig, i nogle Retninger paa Grund af Gjenstandens egen Magt og Tiltrækning, i andre paa Grund af min Villie. Ved Mathematiken forenede sig begge Bevæggrunde. Man tager meget feil, naar man troer, at Mathematiken ikke kan vække Lidenskab. Da jeg naaede til Logarithmer og Ligninger af 2den Grad, betoge de mig ligesaa stærkt som nogensinde Schak eller Lhombre. Denne Videnskab er jo baade af civil og militair og tillige af himmelsk Art, og selv Hoveder, der ikke ere egenlig mathematiske, ville overvinde de første Vanskeligheder, naar der viser sig et Maal, som tiltaler Sindet, og naar de ledes til at see den skjønne, ofte næsten fiffige Genialitet, som Mennesker i denne Retning have lagt for Dagen. Det var en af mine Fornøielser at manuducere Valdemar i Mathematik; thi han var svag i det Punkt, og i det Hele meget misfornøiet med, at en Søofficier skulde kunne Andet end seile og skyde med Kanoner.

I de korte Ferier, naar han ikke var ude med Cadetskibet, tog han med ned til min Søster, 106| og jeg antager, at hvis han, ligesom jeg nu gjør, skrev sine Erindringer, saa kunde han fortælle om en Romantik, som for ham udviklede sig der mellem Ungdommen. En Søcadet var der paa Egnen noget Sjeldent og Fornemt, og han gav strax Tonen an; det Pokkers Vaaben, som en saadan Dreng har Lov til at bære, glimrer for de smaa Piger og gjør ham voxen blandt de Voxne. Jeg misundte ham ikke; jeg havde Mit i Erindringen og i Hjertet, og de store Scener fra Hjemmet stode levende for mig, naar jeg var min Søster nær. Første Gang der blev dandset, syntes det mig sælsomt, at vi Forældreløse skulde dandse som andre Folks Børn; men Livet har i den Alder altfor megen Lyst og Glæde i sig til ikke at skyde Gravene langt i Baggrunden.

En eneste Begivenhed af nogen Interesse eller Mærkelighed forefaldt i denne Periode; men det Mærkelige laa mindre i Begivenheden end i Maaden, hvorpaa den blev hidført. Jeg havde ikke lært at svømme, tildels fordi jeg ikke havde synderlig Tilbøielighed til Vandet. Hver af os har Sit, hvori han er modig, og Andet, hvori han er bange. Men jeg bebreidede stadig mig selv, at jeg i denne Henseende stod tilbage, uden dog at gjøre 107| noget Resolut. En Nat drømte jeg, at jeg igjen var sammen med Fader, ligesom da han gav mig Ærindet at stævne vor Fjende; men istedenfor dette gav han mig et andet Paalæg: Lær at svømme. Jeg vaagnede med den Beslutning at adlyde, og da Sagen henhørte til Søvæsnet, gik jeg til Valdemar. Han sagde: »Det kan Du lære i en Ruf,« og tog en Baad, hvori vi seilede ud i Sundet. »Her kan Du springe ud, her er dybt, og Vandet bærer,« sagde han. Enten nu Vandet bar, fordi det var dybt, eller fordi det var mere saltholdigt end ved Kysten, eller fordi jeg havde Tillid til Valdemars Ord, saa kom jeg meget godt op og laa nogle Secunder i Overfladen; men da jeg vilde gjøre Tagene, begyndte jeg at synke. »Kan Du holde Dig, til jeg er klædt af?« spurgte Valdemar; men da det ikke lod til, at jeg kunde, kastede han en Aare ud til mig. Han vilde nu klæde sig af, men havde ikke faaet Armene ud af Trøien, da en Kastevind væltede Baaden. Jeg saae ham omgiven af Skum stige op, men han kom alligevel ikke tilsyne; thi han var under Seilet, og det var nu mig, der roende paa min Aare fik ham fri. En Skovshovedbaad kom os efter en Times Tids Forløb tilhjælp og fik Baaden paa 108| ret Kjøl; men det Meste af mit Tøi var borte, saa at jeg maatte seile hjem med Fiskeren og laane en Jakke m. M. hos ham, for om Aftenen at kunne tage til Byen. »Er De ogsaa Søcadet?« spurgte Fiskeren, og da jeg benægtede det, tilføiede han: »Saa skulde De en anden Gang seile alene ud, og med Seilet strøget, naar De vil svømme.« – Valdemar paastod, at han med Livsfare havde lært mig at svømme, og da jeg fortalte ham min Drøm, sagde han: »Din Fader vilde have, at jeg skulde give Dig Bevis paa mit Venskab.«

Hjemme hos Dr. Hilder havde jeg ogsaa Venskab, ikke saa meget i Doctoren – thi han havde sine Interesser udenfor Huset, og saasnart jeg var kommen i Huset, beskjæftigede han sig mindre med mig – som i hans Søsterdatter, Sophie. Der var og blev bestandig hos mig en Mangel paa Tilbøielighed for hende, hvilken hun ligesaa bestandig overvandt til en vis Grad ved sin Blidhed og ved den Evne, Naturen havde givet hende til at gjøre sig til Depot for Fortrolighed. Medens jeg lukkede af for det, jeg dybest tænkte paa, gjorde hun det behageligt for mig at passiare med hende og betroe hende mange Smaating. Strax efter at jeg var kommen der i Huset, spurgte hun 109| mig engang, om det nu var længe, siden jeg havde seet hende, jeg vidste nok, hvortil jeg svarede Ja. – »Har Du nu Haab om at see hende?« – Dertil svarede jeg ogsaa Ja; thi det var før min frugtesløse Gang til Landstedet. – »Det er jo godt,« sagde Sophie.

Efterhaanden aftoge Spørgsmaalene af denne Art; hun udviklede sig fra Barn til Jomfru, uden at jeg lagde Mærke dertil.